- Foto: Szczepan Klejbuk
Næppe noget andet vildtlevende dyr er gennem tiderne blevet en så stor og bred bevågenhed til del som ræven – og ikke med urette, for den kan som ingen andre få alle vort følelsesregisters strenge til at svinge – og det lige fra dur til mol. Spørger man mig om, hvilket dyr jeg som jæger sætter højest, er jeg ikke i tvivl om svaret, selv om jeg – eller måske netop fordi jeg med digterens ord – ”først måtte så gruelig meget igennem”, inden jeg fik min første ræv. Her følger min lidelseshistorie.
Mit første møde med ræven på jagtens sti fandt sted for snart mange år siden, da jeg som ung, nydimitteret lærer – og jæger – i førstnævnte egenskab var blevet ansat ved en centralskole i en mindre stationsby i nærheden af Viborg. Hvad min pædagogiske virkelyst angik, var der således ingen grund til klage. Noget tungere lå det desværre med det jagtlige, for selv om de tider ganske vist var forbi, hvor en del af lærerens løn bestod af en tønde brødkorn, et læs brænde fra skoven, en præstehare og måske en selvdød smågris, rakte det for mit vedkommende dog ikke til noget så fyrsteligt som leje af jagt.
Jeg noterede mig derfor med tilfredshed, at der til den stedlige jagtforenings vinteraktiviteter også hørte fællesjagt efter ræv. Et sådant arrangement er jo ”Gefundenes Fressen” for enhver revirløs jæger. Jeg mødte derfor også spændt og forventningsfuld op iført mit stiveste puds, fornemt afsluttet af et par nyerhvervede om end brugte fedtlæderstøvler, hvis blankpolerede skafter strålede om kap med de blanke løb på min ligeså nyerhvervede Fortuna Suhl, side by side – ingen skulle være i tvivl om, at her kom en mand, der tog tingene alvorligt.
Cocker bliver til ræv
Snart var jeg dog blot et undseeligt led i en lang skyttekæde, men da en meget stor såt med skov og mose skulle drives af, havde jeg i det mindste god tid til selv at frydes over min prægtige fremtoning. Ventetiden blev i den lette rimtåge, der drev over et stort engareal foran mig, noget af en kold omgang. Omsider hørtes dog fjern støj fra den fremrykkende klapperkæde. Og der bryder smedens røde Cocker også allerede ud fra skovbrynet derovre. Den hund er da vist lidt ude af hånd, for den fortsætter i fuld fart ud over engen – og det med kurs direkte over imod den rimklædte hvidgarn i det forblæste læhegn, som i godt en halv times tid havde været min?
Men hvad ser jeg nu? Der kommer smeden også frem og det med noget rødt for enden af hundelinen. Det kunne jo næppe være en ræv, han havde indfanget, så jeg måtte vist hellere kigge lidt nærmere på den ”hund”, som nærmede sig derude på engen. Nærmede sig, er måske ikke det helt rigtige udtryk, for nu sad den faktisk derude imellem nogle langstråede, rimklædte græsser og mindede nu, hvor den var kommet tættere på, også en hel del mere om en ræv end om en hund. Med pulsen bankende helt op i halsen må jeg da også konstatere, at det faktisk er en ræv, der sidder dér mindre en tyve meter fra mig. Skyde? Nej, for hvad var det nu mit faderlige jægerophav havde belært mig om: man skyder ikke haren i sædet, kun til løbende eller flyvende vildt, så det gjaldt jo nok også ”den røde røver”, der sad derude og overvejede situationen.
Tidligere var det hele ikke så kompliceret – heller ikke, hvis man ville være jæger. Man skulle ikke først terpe teoribøger igennem for senere at blive krydsforhørt i dem. Nej, man gik som jeg blot hen til den lokale isenkræmmer, der som regel også handlede med jagtvåben, og købte sig et gevær og nogle patroner, og så var man uden videre dikkedarer klar til at gå på jagt. Min teoretiske jagtlige viden var derfor begrænset, men det med, at man ikke skyder til stillestående eller siddende vildt, havde jeg jo fået indprentet og ventede derfor naturligvis med at afgive mit skud, til ræven satte sig i bevægelse. Da falder det til gengæld også prompte og resolut! Og falde, det var også, hvad jeg havde forventet at se ræven gøre, men ”det utaknemmelige skarn” kvitterede i stedet for mit ædelmod ved straks som en rød raket at forsvinde ud over engen – væk fra klapperkæden, væk fra driverne, og dét for ikke mere at lade sig se denne dag.
At det var den eneste ræv, som denne dag kom på skudhold, gav selvfølgelig ekstra ammunition til de ”sjove” kommentarer, jeg måtte modtage fra de øvrige jagtdeltagere, da de hørte min beretning om ”the noble hunter”. Dem er det omsider lykkedes mig at fortrænge, og jeg skal derfor heller ikke forsøge at genkalde mig dem her – blot af hensyn til min selvrespekt tillade mig at anføre, at rævene på de kanter nu var noget ud over det sædvanlige, hvilket mit næste møde også vil vidne om.
Ræv i kvasbunke
Da min hang til ensomhed efter hin herostratiske debut som rævejæger ikke var blevet mindre, dristede jeg mig en dag i et par af de klasser, hvor jeg vidste, at der var en del landbobørn, til det diskrete spørgsmål: om der mon var nogen, der vidste, om man kunne ”leje” et stykke jagt der på egnen. Denne halvkvædede vise forstod de vist udmærket, for dagen efter rådede jeg over små 200 tønder land, hvor jeg kunne gå, så meget jeg lystede – således også i en lille, afsidesliggende hedemose.
Mangen en god jagttime har jeg tilbragt der, idet dette lille ”smørhul” med dets gamle skovfyr, krogede bjergfyr og små birkelunde tjente som nattekvarter for mange af egnens husskader. Dér kunne jeg på en god aften stå med et helt knippe af disse ganske vist smukke, sorthvide, men absolut ikke ufarlige fugle for mosens øvrige beboere: harekillingerne, bogfinkerne, mejsefuglene og de små sangere, der år efter år fra deres fjerne himmelstrøg vendte tilbage hertil for som de fjerede fastboere at bygge rede der.
En kold og mørk decemberdag var jeg som så ofte før i den sidste eftermiddagstime taget et smut op i mosen og var som tidligere gået til en mindre slugt i terrænet, hvor jeg godt skjult bag en stor kvasbunke snart ville være klar til at tage imod de indflyvende sorte skumringsfugle. Da jeg når kvasbunken og skal til at sætte mig til rette, sker der imidlertid det forbløffende, at den bliver levende! Et eller andet er ved at mase sig ud ved den modsatte ende. En skovmår? En bjørn? Mange tanker farer gennem mit hoved, mens jeg venter på den forstyrrede hulebeboers tilsynekomst. Den lader heller ikke vente længe på sig, for i en kaskade af småkviste og vissent løv, der flyver til alle sider, farer en ræv ud fra kvaset.
Nu var oprejsningens time omsider inde, så jeg holder omgående til ”den røde pil”, der stryger op gennem slugten. Som piskesmæld falder mine skud, men hvad værre var, virkningen var også nogenlunde den samme, for havde ”pilen” ikke været flyvende før, så blev den det da nu. Og da jeg kiggede op fra mine to rygende bøsseløb var det desværre ikke til synet af en død ræv men til to mindre kratere i den bløde tørvemuld.
Ved dette triste syn måtte jeg uvægerligt mindes en af min fars gode jagtkammerater, landsbytømreren, Peter Jepsen. Han var ikke kun kendt af det lille, midtjyske sogns beboere for sit solide håndværk, men også for sin passion for jagt og tobak. Sjældent så man Peter uden den uundværlige Merskums-krumnakker, og altid på plads i højre mundvig, således også når man mødte ham på jagt. Undrede nogen sig over, om piben da ikke let kunne komme i vejen, kom det lunt og sindigt fra Peter:”Åh, såmænd nej, for holdet er jo alligevel først rigtigt, når du har lagt ”piven” over i ”den å´en” side. Kloge ord, hvis sandhed jeg efter mine to alt for hurtigt afgivne skud bittert måtte erkende.
Ræv i roer
Der skulle nu gå en rum tid, før jeg igen fik lejlighed til at prøve kræfter med ”Mikkel”. I min menneskelige dårskab havde jeg nemlig forladt mine grønne vidder til fordel for storbyen, Aarhus. Her ville en forsigtig forespørgsel om eventuelle jagtmuligheder næppe have afstedkommet andet end en undrende hovedrysten hos de poder, som jeg var sat til at indvie i det tyske sprogs mysterier. Mit revir indskrænkede sig derfor til en mindre landejendom på små 40 tønder land. Her skulle jeg komme ud for en oplevelse ikke ulig mit første rævemøde.
Sin lidenhed til trods bød ejendommen med sine afvekslende afgrøder dog på en ganske god jagt – bl.a. også på skovduer. Vi havde allerede et par stykker i fryseren, men til en planlagt jagtmiddag med nogle gode venner, måtte der lidt flere til.
Jeg var derfor en tidlig, solbeskinnet efterårsmorgen gennem en dugvåd sukkerroemark gået op til et mindre skovhoved med gamle bøgetræer, der grænsede op til roestykket. Under bøgenes skyggefulde løvhang var jeg snart på plads ved en af duerne meget benyttet trækrute. En times tid forløber, men desværre uden ret mange duer i luften, derimod talrige små edderkopper på rejse for enden af en lang, tynd tråd, de har spundet – såkaldt ”flyvende sommer”. Ikke en eneste skudchance er det indtil nu blevet til. Nej, efter trækket denne morgen at dømme kunne man fristes til at tro, at denne fugl stod anført som truet art på Den danske Rødliste.
Som jeg nu sidder dér stadig tålmodigt spejdende ud over terrænet, bliver jeg med ét opmærksom på en bølgende bevægelse ude i roerne. Det viste sig til min stille fryd at være en ræv, og hvad bedre var, den var på vej direkte op mod det sted, hvor jeg sad. Hurtigt og lydløst ud med syv`erne og ind med to fem`ere. Ny chance for at få sig rehabiliteret! Men hvad sker? I samme øjeblik ræven kommer ind på skudhold, sætter den sig! Og der stod jeg igen: man skyder da kun til løbende vildt, og trods mine bitre erfaringer følte jeg dog, at jeg – som sig hør og bør – måtte give ræven dens chance. Med indædt beslutsomhed venter jeg derfor på, at den skal sætte sig i bevægelse. Men den havde tilsyneladende overhovedet ikke noget hastværk. Mæt og veltilpas sidder den blot små tyve meter fra mig og misser med sine små, sammenknebne øjne mod det stærke sollys – hvorimod jeg blev ”svagere og svagere”.
Situationen må snart udløses, for jeg skulle jo ikke gerne komme til at kende ”Mikkel” så godt, at jeg overhovedet ikke ville kunne få mig til at trykke af. Omsider udstøder jeg derfor et pift. Det sætter omgående skub i ham, han formelig snurrer rundt om sig selv – væk fra denne truende lyd. Jeg ved ikke, om han også gjorde sig lavbenet, for jeg havde kun den bevægelse, han frembragte i de store, grønne roeblade, at sigte efter. Og selv om jeg tørstede efter endelig stolt at kunne vise ”hele verden” min første ræv, valgte jeg dog ikke at krumme fingeren. Om jeg også efter denne optræden som ”the noble hunter” vil være i stand til at være tro mod jagtens idealer, har jeg heldigvis endnu ikke haft lejlighed til at afprøve, men derimod langt om længe fået min første ræv – sådan da.
To mand frem for en ræv
Denne gang er den jagtlige scene en kølig oktoberdag henlagt til en plantage på Djurslands yderste næsetip. Her blev jeg i dagens sidste såt, en lysåben afdeling med unge ege og en frodig underskov sat af sammen med en stovt skovrider med mange talenter – og også kendt for sit rævenænne. Snart forkynder en let raslen i det nedfaldne, efterårsbrune løv, at noget er på vej frem gennem såten nogenlunde midtvejs mellem skovrideren og mig. Nervøst skæver jeg over mod ”min farlige nabo”. Han har tydeligvis også hørt det. Jeg strammer derfor grebet om haglbøssen, for dette kan let blive et spørgsmål, om hvem der trykker af først. Dyret er nu ganske tæt på, og sekundet efter kommer det ud på skovvejen – mine drømmes mål – ræven.
Med et klask ligger haglbøssen ved kinden, som lyn og torden falder mit skud 3`ere, og triumferende ser jeg ræven nærmest vælte om på siden – væk fra mig. Men ak, inden den har nået jorden, bliver den ligesom bremset i faldet, for skovrideren, ”den djævel” havde heller ikke tøvet, men skudt næsten i samme brøkdel af et sekund som jeg. Dér stod vi så ved den mest døde ræv i hele kongeriget, men hvis var den? I visse sydeuropæiske lande klares den slags tvivlsspørgsmål jo ikke helt sjældent med endnu et velrettet skud hagl. Vi enedes dog om, at det vist passede sig bedre for vort nordiske gemyt at lade jagtherren fælde dommen. Desværre så denne sig – efter to ganske vist divergerende, men fremragende forsvarstaler – ikke i stand til at afgøre tvisten og foreslog den derfor løst ved lodtrækning. Og selv om jeg til mine dages ende vil hævde, at det, skovrideren havde skudt til, var en død ræv, måtte jeg lide den tort, at han trak det længste strå…
Ræv på skoveng
Skulle den onde skæbne, der tilsyneladende så vedholdende hvilede over mig, mon endelig blive hævet, da jeg som medlem af et mindre konsortium en bidende kold januardag med klingende frost var ude for at tilse de mange komplekser på vort skovrevir.
Hyggeligt bænkede med en lille dram på langbordet i vor jagthytte, et gammelt stråtækt kampestenshus, som med sin romantiske beliggenhed dér i skovkanten kunne lede tankerne hen på Hans og Grethes pandekagehus, var det noget af en overvindelse at forlade den buldrende brændeild for gennem dyb sne og ad stejle skråninger at arbejde os frem til komplekserne. Frem nåede vi dog med kinder blussende som de fineste, nypudsede røde pigeonæbler. Men, hvad fandt vi? kun helt tilsneede rør, som på ingen måde kunne aftvinge ”Prins”, vores garvede udsmider den ringeste interesse.
Sidste chance var nu komplekset oven for skovengen, og her tydede megen fod og åbne rør på, at jagtgudinden måske omsider ville tilsmile os. Så med det opløftende syn af ”Prins” på vej ned i et af rørene begav jeg mig skyndsomst til min post ved den lille bæk ude på skovengen. Men intet skete, tyst og tung lå stilheden over de snepudrede graner. Kun en lille flok kvækerfinker – vintergæster fra det høje nord – skænkede en smule liv til det frosne landskab. Nu og da hændte det, at de smukke småfugle under deres ivrige fødesøgen fik mindre sneflager til at løsne sig fra granernes snetykke grene for ofte at lande i den tyste, mørke bæk, hvor de straks flød bort med strømmen – ensomme og tunge som mine tanker. Skulle det da aldrig lykkes mig at få den ræv?
Da bryder krigen ud oppe på skråningen, som var med èt alle rørene blevet levende. Øjeblikket efter ser jeg en ræv komme flintrende ned fra skråningen og ud mod bækken, og det så den lette frostsne står op omkring den. Om jeg nu blot kunne få de efterhånden næsten følelsesløse lemmer til at fungere. Heldigvis havde vi jo været så forudseende at fylde lidt ”frostvæske” på, helt ”bundfrossen” var derfor trods alt ikke. Så da afstanden passer, svinger jeg med, som der aldrig før er blevet svinget med, og i samme øjeblik, som ræven i et mægtigt spring sætter af for at forcere bækken, brager det fra min Suhler, og ikke en ræv, men en uformelig rød bylt flyver gennem luften for i et sprøjt af vand, is og sne at lande på den modsatte iskant – en stendød ræv, våd og forpjusket, men min første ræv og fældet af et skud, som ikke vil gå i glemmebogen lige med det første.
Respekt for ræven
Det er nu en del år siden, at disse tildragelser udspillede sig, og jeg kan i dag glæde mig over, at det efterhånden kom til at gå helt godt med de ræve, hvilket en smuk rød pels til min kone og en dejlig varm pelshue à la Davy Crocket til mig selv er de synlige vidnesbyrd om. Men jeg mindes og glæder mig lige så meget over de ræve, der blev derude i skov og på mark, fordi de i afgørelsens time holdt hovedet koldt og ikke overlod andet til mig end respektfuldt at lette på jagthatten.
Og ruller jægerblodet ikke længere helt så raskt i mine årer som i ungdommens dage – så dog altid, når det er ræv, det gælder. Aldrig er jagten mere spændende og ny, end når vi færdes på rævens fodsti, og dér har jeg det hver gang som Carl Haxthausen og siger med hans ord:
Jeg står altid med andagt på en rævepost…
