Der er nok en hel del jægere derude, som kan nikke genkendende til diskussioner og forskellige holdninger til trofæer hjemme i stuen. Den stolte jæger synes, det er en fremragende ide med en monteret dåhjort på væggen, mens ægtefælden ikke er helt så begejstret for at hænge ”de der døde dyr” op, hvor andre kan se dem. I nogle tilfælde findes der et kompromis. For andre ender det med, at jægeren må nyde sine trofæer i sommerhuset eller i et rum, hvor andre ikke færdes så ofte.
Den problemstilling kan der være råd for. Der er nemlig en type trofæer, som flere og flere kan leve med på væggene. Det er kunstneren, Morten Angelos dekorerede, afrikanske dyr, som finder nye ejermænd, så hurtigt han kan producere dem.
Kuduer, eland antiloper, impalaer og en enkelt giraf begynder karrieren som slidte ældre jagttrofæer, der skal væk, men ender – efter en kærlig hånd fra den utraditionelle kunstner – med at finde nye boliger på væggene i kunstbevidste hjem omkring København eller ude i verden.
Startede ved et tilfælde
”Det hele begyndte faktisk ved lidt af et tilfælde” fortæller Morten Angelo om de dekorerede trofæer.
”Jeg havde altid syntes, at jagttrofæer er flotte, og på et tidspunkt i 2009 fik jeg mulighed for at købe en ældre hovedmonteret eland antilope. Jeg tog chancen og købte den. Den var jo lidt stor, så jeg tog den med og hængte den op i mit italienske hus. Der passede den perfekt, så vi tog hjem for vinteren og efterlod den i huset,” fortæller Morten.
Da Morten Angelo og familien kom tilbage til det italienske hus i foråret, så den monterede eland antilope ikke helt ud, som da de rejste fra den.
”I løbet af vinteren havde trofæet fået både kulde og fugt. Der var mug på, og der var gået svamp i skindet. Det så naturligvis ikke godt ud, så jeg fik den ud af huset med henblik på at smide den ud, men efter et par dage i solen så den helt anderledes ud. Muggen dannede en slags pletter på antilopen, der næsten lignede en gepard. Pludselig var byttet blevet klædt ud som rovdyr. Det var både sjovt og ret fascinerende,” forklarer den kreative maler.
Gepardpletterne og ideen om at lave et dyr om fra bytte til jæger og samtidig give nyt liv til et trofæ, der havde udtjent sin værnepligt hos jægeren, inspirerede Morten. Han hængte elanden ind i huset igen og begyndte at tænke.
”Jeg begyndte at lege med tanken om, at dyr kan skifte udtryk, og var samtidig fascineret af ideen om at give nyt liv til noget, der reelt var valgt bort. Kunne man lege med dyrenes identitet og udtryk? De aflagte trofæer var perfekte til at prøve, så jeg købte nogle flere trofæer,” fortæller kunstneren.
Vilde år i reklamebranchen
Det begyndte ellers ikke med kurs mod en karriere som kunstner for den unge Morten Angelo. Efter at familien flyttede fra Århus til København, begyndte den unge Morten en uddannelse som isenkræmmer. Det gik fint, men efter nogle år som specialist i beslag og værktøj begyndte han at lede efter et sted, hvor han kunne bruge sin mere kreative side. Valget faldt på reklamebranchen, og det var ikke dårlig timing. Tiden var firserne, og den danske reklamebranche tordnede afsted. Morten fik arbejde i det amerikanske reklamebureau, DMBB, i København.
”Det var en sjov og vild tid. For første gang var der virkelig store penge i dansk reklame, og vi arbejdede og festede igennem, men det var også udfordrende, og som ung reklamemand fik man stor indflydelse på både udtryk og form,” fortæller reklameveteranen.
Ved siden af det hurtige liv i reklameverdenen holdt Morten Angelo fast i sin glæde ved maleri og kunst. Det blev til værker i den stil, der var oppe i firserne. Klare farver og store malerier, men også plads til at male på gamle køkkenlåger, plastic eller montere et neonrør her og der.
”Jeg slap aldrig maleriet. Selv ikke i de perioder hvor arbejdet gik hurtigst. Det blev ved med at give mig glæde, og så var det tilfredsstillende, at folk faktisk købte mine malerier. Det var også enormt afstressende at have mine malerier, når hverdagen var travl,” forklarer Morten.
Og hverdagen kom til at køre endnu hurtigere for den kreative unge mand, da han i 1990 stiftede sit eget reklamebureau sammen med en kollega. Bureauet Brandhouse holdt til i det indre København og voksede hurtigt, men selv i de travleste perioder holdt Morten Angelo fast i maleriet og udviklede sig både som reklamemand og som maler.
”Maleriet blev ved at komme meget let for mig. Jeg er ikke typen, der intellektualiserer tingene for meget. Jeg maler bare, som det falder mig ind, og der er ingen tvivl om, at det havde en næste terapeutisk effekt på mig. For eksempel kan man næsten sige, at jeg malede mig ud af min skilsmisse i 2008. Sytten to meter høje malerier blev det til, mens jeg bearbejdede skilsmissen. Nogle af dem er jeg måske ikke så imponeret af i dag, men det viste, hvor meget maleriet betød for mig,” fortæller Morten. Han fortsatte med både reklame og malerier, indtil hans solgte sin del af reklamebureauet i 2014.
Nye udfordringer
Efter 25 hurtige år var Morten Angelo træt af reklamebranchen og trængte til noget nyt. Og noget nyt kom der. Allerede kort efter lancerede Morten Angelo nemlig i samarbejde med venner en natklub i det indre København. Club Lusso i Hovedvagtsgade er ikke ligefrem stedet for den bly viol, men Morten har stor glæde af at drive stedet og to andre restaurationer – og så efterlader den plads til hans andre hobbies. Ikke mindst trofæerne, der skifter identitet.
”Efter min første oplevelse med eland antilopen, der rådnede i Italien, blev jeg mere og mere optaget af at lave trofæerne om. Jeg købte en eland mere og dekorerede den. Ti timer efter jeg var færdig, var den solgt. Så var jeg i gang! Jeg kaldte serien ”Second chance” og begyndte at købe trofæer op på auktioner rundt omkring. Tanken om, at trofæerne fik nyt liv samtidig med, at dyrene på en eller anden måde skiftede identitet blev ved at være spændende,” forklarer den aktive kunstner, der sidste år fyldte 60, men ikke ser ud til at sætte tempoet det mindste ned.
Afrikansk vildt fascinerer
Mest fascineret er Morten Angelo af afrikansk vildt.
”De afrikanske dyr er klart flottest. Jeg har faktisk prøvet at dekorere andre dyr, men de er bare ikke så flotte som afrikanerne. Jeg prøvede engang med en ræv, men det var for bøvlet, så jeg vendte tilbage til det afrikanske vildt,” smiler Morten, der især er glad for kudu og eland antiloper.
I begyndelse blev trofæerne dekoreret med mønstre inspireret af indisk, afrikansk eller australsk kunst. Det var det, der virkede bedst på dyrene, men i dag arbejder Morten anderledes.
”Lige nu kan man næsten sige, at jeg giver trofæerne nyt tøj eller måske smykker på. Det er stadig noget med, at de skifter identitet, men ikke så etnisk mere.”
De dekorerede trofæer fik fra første færd masser af opmærksomhed. Både i medierne og i kunstnerkredse. Dels fyldte de en del, og dels var de faktisk provokerende på nogle mennesker.
”Jeg har da oplevet folk – også jægere – som syntes, det er noget mærkeligt noget. Nogle synes, det er problematisk at male naturen om, og enkelte jægere synes ligefrem, det er upassende at smøre trofæer ind i maling. Det har jeg da respekt for, men ideen er jo netop, at jeg giver trofæer, som jægerne vil af med, et nyt liv og dermed skaber ny værdi i dyrene. Det synes jeg egentlig er OK,” mener Morten Angelo.
Han købte for nogle år siden en bog for at få inspiration til trofæernes nye liv, men har aldrig åbnet den. Når han står over for det enkelte trofæ, behøver han ikke inspiration. Den kommer af sig selv.
”Ofte er det næsten, som om trofæet taler til mig. En kafferbøffel eller et vortesvin er jo vidt forskellige dyr, der sender helt forskellige signaler. Så begynder jeg at male dyret, og så udvikler det sig. Ikke mindst efter hvordan dyret ser ud. Nogle gange sidder jeg fast eller laver en fejl. Så arbejder jeg mig videre derfra, indtil jeg synes, at trofæet er klar” forklarer den kreative maler.
Kvinder køber trofæer
Han synes det sjovt, at de gamle trofæer, som de fleste kvinder ville korse sig over at have hængende, pludselig bliver købt af netop kvinder.
”Jeg tror, de dekorerede trofæer sender nogle blandede og spændende signaler til moderne mennesker. Der er jo tale om et kunstværk, men samtidig er det jo store, stærke dyr, der har vandret rundt på savannen og har kæmpet, ædt og parret sig. Det er da urkraft – fra savannen og lige hjem i køkken-alrummet. Samtidig er der noget farligt over en kafferbøffel eller et vortesvin. Begge dyr kan skade eller dræbe mennesker, hvis de bliver tilpas provokerede. Det er da lidt vildt at være så tæt på i sit eget hjem,” mener Morten.
Dermed få den kreative kunstner og natklubejer placeret sine trofæer i nogle hjem, der ikke traditionelt prydes af jagttrofæer. Og det er måske ikke det værste, der kan ske i en tid, hvor en del bymennesker flytter sig længere og længere væk fra en praktisk og direkte relation til vilde dyr, jagt og natur.
Læs også: Casper Crump – skuespiller og jæger
