Milu Père Davids hjort

Kineserne kalder Pére Davids hjorten (Elaphurus davidianus) for ”Milu” eller mere uformelt ”sibuxiang”, som betyder ”ingen af de fire”. Navnet hentyder til hjortens lidt spøjse udseende – eller som kineserne selv forklarer det: ”Klove som en ko, men ikke en ko, hals som en kamel, men ikke en kamel, gevir som en hjort, men ikke en hjort, hale som et æsel, men ikke et æsel”.

Ingen ved med sikkerhed, præcist hvor Père Davids hjorten har sit naturlige udbredelsesområde. Det besynderlige faktum skyldes, at hjortene på det kinesiske fastland formentlig har været udryddet på den frie vildtbane i århundreder. Faktisk er der forskere, som mener, at hjorten ikke har eksisteret i vild tilstand på fastlandet i op imod 1.200 – 1.500 år!

At det overhovedet er muligt at opleve hjortene i vore dage skyldes, at mange generationer af kinesiske kejsere har holdt disse hjorte i private jagtparker. Det er med andre ord udelukkende på grund af disse kejseres jagtinteresse, at hjortene endnu eksisterede på fastlandet i året 1865, hvor den franske missionær Arman David (Père David betyder Fader David) til sin forbavselse fandt en lille rudel af disse hjorte i den indhegnede kejserlige jagtpark Nanyuan, som lå i Nan Haizi ved Peking.

Ifølge legenden var jagtparken forbudt område for fremmede. Straffen for bare at kigge over muren ind på området var døden, hvilket et helt kompagni af tatar vagter, der patruljerede den 72 km. lange mur, håndhævede strengt. Den 17. maj det år lykkedes det imidlertid den nysgerrige missionær at overbevise et par vagter om at tillade et enkelt hurtigt men ulovligt kig over muren. I samme øjeblik passerede en rudel hjorte forbi, og Armand David indså med det samme, at der var tale om en art, der var helt ukendt i vesten. Selv gik han ud fra, at hjortene var en form for rensdyr.

Med megen møje og besvær lykkedes det den zoologisk interesserede missionær at fremskaffe et gevir og to hele skind, som han sendte hjem til Paris, hvor biologen  Alphonse Milne-Edwards i 1866 kunne fastslå, at der var tale om en art, som var hidtil ukendt af den vestlige verdens videnskabsfolk. Han opkaldte arten efter ”Fader David”, som ud over at ”opdage” denne art også fandt 62 andre arter, som de europæiske zoologer ikke anede eksisterede (herunder pandabjørnen).

Ny genetisk forskning – offentliggjort i 2017 – har dokumenteret, at der faktisk levede en lille, tilbageværende Père Davids hjorte-bestand på den sydkinesiske ø Hainan så sent som i 1868, hvor den engelske naturforsker Robert Swinhoe købte to friske hjortekalveskind af lokale jægere på øen. Han beskrev dem selv som ”miluer”, men videnskaben troede indtil for ganske nylig, at han forvekslede arten med en anden. De nye resultater viser, at der faktisk har levet en restbestand på Hainan. Ingen ved, hvornår arten blev udryddet der.

Det er meget uklart, hvordan og hvornår nogle få levende eksemplarer af den ”nye” hjorteart, nåede frem til zoologiske haver i Europa i årene inden århundredskiftet. Nogle kilder fortæller, at den kinesiske kejser skænkede tre levende dyr til den franske ambassadør. Disse nåede dog ikke levende frem til Frankrig, men hændelsen førte til, at kejseren også skænkede dyr til England og Tyskland, som lykkeligvis klarede transporten til Europa. Andre kilder – bl.a. statslige kinesiske hjemmesider – fastholder, at eksporten fra Kina skete uden de kinesiske myndigheders godkendelse. Det er også ret uvist, hvor mange dyr, der var tale om.

I 1895 ødelagde en stor oversvømmelse en stor del af muren omkring den kejserlige jagtpark, og de fleste af hjortene flygtede ud i det åbne land, hvor sultne bønder hurtigt fik decimeret dyrene. Mindre end 50 dyr fandtes i parken, da bokser-oprøret nåede området. Udenlandske tropper indtog i år 1900 dyrehaven, og soldaterne dræbte og åd alle de tilbageværende hjorte. Ifølge visse kinesiske kilder overlevede nogle få dyr i den del af bestanden, der var flygtet fra parken i 1895 på fri vildtbane helt frem til 1939, andre mener, at nogle få dyr fandtes i Peking Zoo frem til 1922, men tilbage omkring år 1900 mente videnskaben, at de udenlandske soldater endegyldigt havde udryddet arten i Kina. I bund og grund er det også ret ligegyldigt, om hjortenes sidste år i hjemlandet Kina var 1900, 1922 eller 1939. De forsvandt, og dermed kunne historien nemt være afsluttet.

Tilbage til Europa: I slutningen af 1800-tallet gik den stenrige 11. hertug af Bedfordshire – Herbrand Arthur Russel – i gang med at opbygge en omfattende samling af eksotiske dyrearter i den indhegnede dyrehave omkring familiens ejendom Woburn Abbey i Bedfordshire. I årene 1894 – 1903 lykkedes det – med hjælp fra den kendte tyske zoo-pioner Carl Hagenbeck – for hertugen at indkøbe samtlige kendte Père David hjorte, der fandtes rundt omkring i europæiske zoo’s. I alt fik han fat i 18 dyr, og de udgjorde grundstammen i Woburn Abbeys rudel. Der er uenighed om, hvor mange af disse dyr, der rent faktisk ynglede. Nogle siger, at kun fem hinder og en enkelt hjort fik afkom, andre nævner, at 11 af dyrene ynglede og blev forfædre til alle verdens nulevende eksemplarer af arten.

Set ud fra en avlsmæssig synsvinkel er indavl altid noget skidt, og den dag i dag lider Père Davids hjorten under en vis indavlsdepression, der bl.a. betyder, at arten ikke formerer sig fuldt så godt, som mange andre hjortearter. Reelt kan arten faktisk også være baseret på mindre end de 6-11 ynglende individer i Woburn Abbey park, for der er som nævnt ikke rigtigt nogen, der ved, hvor mange levende dyr der kom til Europa, og hvordan deres indbyrdes slægtsforhold var, inden de ankom til Bedfordshire.

Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 var bestanden på omkring 90 dyr. Fodermangel under krigen betød dog, at bestanden blev reduceret til ca. 50 individer, men siden er det kun gået fremad. Efterhånden som den engelske bestand voksede, leverede den dyr til yderligere hegnede bestande rundt om i verden. I 1956 sendte Woburn fire dyr til Peking Zoo på trods af politiske protester. I 1985 forærede ejeren af Woburn Abbey – Robin Russell (barnebarn af Herbrand Russell) – en gruppe på 20 Père Davids hjorte (5 hjorte og 15 hinder) til Kina. Han betalte til og med for dyrenes flytransport.

Dyrene blev sat ud i den nystiftede ”Beijing Milu Park”, som var en lille del af den gamle kejserlige jagtpark, hvor dyrene senest havde slået deres folder i Kina. To år senere kom yderligere 18 hinder fra Woburn Abbey Park til samme område, og 39 dyr fra forskellige engelske zoo’s blev samme år sat ud i et statsejet skovområde ud til kysten af Det Gule Hav. Med baggrund i fossile fund af Père Davids hjorte i lokalområdet, gætter forskerne på, at hjortene er naturligt hjemmehørende i det pågældende landskab.

Hjortene klarede sig godt i Kina, og efterhånden blev der etableret mere end 50 lokale rudler rundt om i landet. I 1998 gentog historien sig, og en stor oversvømmelse ødelagde hegnet omkring en af de større flokke. Et stort antal dyr slap ud, og i dag lever der formentlig mere end 1.000 Père Davids hjorte på fri vildtbane i Kina. Bestanden har i mange år vokset med omkring 20% om året. Den samlede kinesiske bestand er formentlig 4.000-6.000 dyr, og hele verdens samlede bestand anslås forsigtigt til mere end 10.000 dyr, hvoraf langt de fleste er under hegn.

IUCN klassificerer fortsat arten som ”uddød i vild tilstand”, men dette vil formentlig blive ændret næste gang Père Davids hjortens bevaringsstatus evalueres. Arten kan jages under hegn mange steder i verden og på fri vildtbane på i hvert fald et enkelt område i Patagonien, Argentina.

Hvis ikke en lang række passionerede jægere havde holdt liv i denne art, ville vi kun kende den fra fossile fund.

Aktuelle jagtmuligheder

Père Davids hjort er stort set kun jagtbar i hegnede bestande rundt om i verden. Den findes bl.a. i dyrehaver i Storbritannien, Texas, New Zealand, Sydafrika, Argentina og givetvis flere andre steder. Jeg har kendskab til fritlevende jagtbare bestande i Patagonien. I Kina er arten endnu ikke jagtbar.

Père Davids hjort eller milu
Latin: Elaphurus davidianus
Engelsk: Père David’s deer
Tysk: Davidshirsch
IUCN bevaringsstatus: Uddød i vild tilstand
Samlet bestand: Mere 10.000 dyr – primært i dyrehaver over hele verden

Père Davids hjort er en stor hjorteart hjemmehørende i sumpområderne i det sydøstlige Kina. Hjorten kan veje op til 200 kg. En voksen hjort har en mankehøjde på omkring 1,2 meter. Hjortens gevir ligner ikke geviret hos nogle andre hjorte og som noget ret enestående, kan hjortene udvikle to sæt gevirer om året. Et stort sommergevir, som typisk fældes i november og et mindre vintergevir, som fældes i januar.