2020 tegner til at blive et af de værste år i forhold til dødelige konflikter mellem mennesker og store vilde pattedyr. Ifølge indiske vildtbiologer, jeg har talt med om sagen, har forklaringen intet med COVID-19 at gøre, men er snarere en kulmination på lang tids udvikling i retning af mere og mere menneskevante (habituerede) vilde dyr, der lever tættere og tættere sammen med den voksende befolkning.’

Foto: PhotocechCZ//shutterstock

Det er særligt de store katte, tigere, og vilde elefanter, der koster mange mennesker livet, og det samlede årlige dødstal tæller mange hundreder mennesker heraf en meget stor andel børn, og mørketallet er stort.

Et friskt eksempel fra en enkelt af Indiens 36 mere eller mindre selvstyrende stater eller territorier – Maharashtra i det vestlige Indien – taler sit eget tydelige sprog. I 2010 døde der i staten 29 mennesker i sammenstød med store vilde pattedyr. Fem tilfælde skyldtes menneskeædende tigre. Tallene er vokset støt og roligt. I 2014 døde der 41. De 12 imellem kæberne på en tiger. I år er det nedslående tal for årets første otte måneder 56 mennesker, hvoraf de 31 er taget af tiger. Ingen tør gisne på årets samlede resultat. Tendensen er den samme overalt i Indien. Konflikterne vokser, og mønsteret er anderledes end i gamle dage.

Dengang Jim Corbett opnåede heltestatus som menneskeædende tigres og leoparders banemand, begrundede man langt hovedparten af alle angreb på mennesker med, at dyrene var tydeligt svækkede af alderdom, skader eller sult. Kun en meget lille andel af sagerne kunne ikke forklares så åbenlyst. I vore dage er det omvendt. Langt de fleste menneskeædende katte er sunde og raske dyr i deres bedste alder, og den eneste forklaring, som de indiske vildtbiologer, jeg er i kontakt med, har, er at dyrene mister deres frygt for mennesker i takt med, at de i stigende grad oplever, at mennesker ikke er farlige….. og hvis vi ikke er farlige, så er vi i biologisk forstand mad for en stor kat.

Læs også

Svenske dyreretsaktivister i søgelyset

Historien bag jagtrejser