Jacob Sehested stod midt på broen over Ganer Å og så ned i åens hvirvlende malstrøm. Ganer Å og alle andre tilløb til Skjern Å var i hele oktober måned og starten af november 2023 blevet fodret med store mængder regnvand fra de lavtryk, der i en lind strøm var trukket op over Midt- og Vestjylland fra sydvest. Ingen har i mands minde set åen stå så højt, og når åen går over sine bredder, bliver engene til fladvandsarealer.
”Det bliver en drøj omgang at komme på plads i aften,” konstaterede han tørt. Ingen af de øvrige jægere, der stod på broen, sagde ham imod.
VADETUR
Otte jægere bevægede sig i gåsegang på stien ud mod og forbi fugletårnet, der står på østsiden af Ganer Å rundt regnet 100 meter fra broen. Alle med vadestok og den karakteristiske bordrygsæk, som hundene sidder oppe på ude på engen, så de kommer til at sidde tørt. Normalt kan man gå nogenlunde tørskoet på stien, men allerede 50 meter inde startede vandet, og ud for fugletårnet kom den første afvandingskanal fra Kærn sø til åen. Den jæger, der gik foran Jacob Sehested, sendte en besked bagud om at tage sig i agt for den stærke strøm, der lurede under vandoverfladen. Vadestokken kom i brug for at styre kontra, så benene ikke blev slået væk under ham. Kanalen var den første af i alt fem, der skulle passeres, inden de første tre jægere heriblandt Jacob Sehested skulle dreje 90 grader for at komme ud på plads på en lille oversvømmet ø i vestenden af Kærn sø.
Indtil nu havde jægerne gået med vand til omkring knæene, men det ændrede sig markant, da gruppen gled ned over kanten til en grøft, der løber parallelt med stien. Nu gik vandet op til livet, og det blev kun værre.
Femogtyve meter ude gik vandet til midt på brystet. Jacob Sehested bandede stille for sig selv, mens han kæmpede for at holde balancen. Godt en meter under overfladen var en syndig forvirring af mudder og tuer, der for hvert skridt truede med at sende ham på en ufrivillig dukkert i engens kolde vand.
Det sker mere end en gang i løbet af sæsonen, at en jæger må i knæ, og der er kontant afregning ved kasse et; man får vand indenbords og bliver gennemblødt på et splitsekund. Skjern Enge kender ikke til nåde. De er rå natur.
Der lød et lettelsens suk, da gruppen havde fast grund under fødderne igen. Jacob Sehested sagde med et skævt grin:
”Hvad gør man ikke for at få de bedste pladser?”
Han har haft kort til Skjern Enge i tre sæsoner og vader over til øen, hver gang han kommer først til P-pladsen ved Ganer Å. Fordelingen af pladser går efter ”først til mølle-princippet”, og øen er det absolut bedste sted at stå under aftentrækket. Han fik hurtigt sat bord og skjul på plads, så hans Kleiner Münsterländer, Abby, kunne komme op at sidde tørt. Hun var som de øvrige hunde svømmet over til øen. Rent reflektorisk rystede hun sig, inden hun satte sig. Rysteturen hjalp ikke meget, for hun var iført våddragt, så den værste kulde kunne blive holdt ude.
SORT SOL OVER KÆRNSØ
Ud over at være jæger med stort J er Jacob Sehested også observant på naturens mange undere. Lige efter skydetid dukkede først én stær, så nogle småflokke af stære op ude over Hestholm Sø. Flere og flere kom de og samlede sig i større og større flokke. Til sidst var der nogle enorme stæreflokke ind over Kærn sø. Selvom der ikke var en rovfugl at se i miles omkreds, lavede stærene de karakteristiske bølger i luften, som var der noget at flygte fra. Den korte tid, de velsignede jægerne med deres luftakrobatik, var fascinerende, og der undslap Jacob Sehested et stille: ”Wauw.”
Fugleshowet havde dog ikke taget hans fulde opmærksomhed. En spidsand havde forsøgt at snige sig forbi i ly af stærenes opvisning, men forgæves. Svinget i haglbøssen vidnende om, at det ikke var første gang Jacob Sehested skød til en and i Skjern Enge. Den pakkede, og landede kerneskudt i fladvandet med et hørligt plask. Apporteringen var en smal sag for hunden.
SOLNEDGANG
Himlen havde hele eftermiddagen haft nuancer af gråt, og intet tydede på, at det ville ændre sig inden solnedgang. Men kort før solen ville forsvinde i horisonten, kom der sprækker i skydækket. Der hang en flad grå sky længst ude mod vest, og hen over den kom solens sidste stråler. Et kort øjeblik indhyllede de Lønborg Kirke i et lysskær, der nærmest fik det til at se ud, som om der hang en glorie omkring kirketårnet. Selv for ikke troende virkede det nærmest symbolsk. Hvis symbolikken holdt stik, ville det – trods næsten vindstille – blive et godt aftentræk.
I starten af trækket var der ænder i luften hele vejen rundt om Jacob Sehested, og med jævne mellemrum blev en and eller to revet ud af luftrummet for at lande i vandet med små plask.
Plaskene blev fulgt op af apportordrer fra de heldige jægere.
GÆS EN MASSE
Mørket tog mere og mere til uden, at der var sket det helt store hos Jacob Sehested, så han fik tiden til at gå med at klø Abby bag ørene, men pludselig spidsede han og alle andre ører. Fra øst lød grågæssenes gak, gak højere og højere.
Ingen tvivl; de havde retning mod øen, og Jacob Sehested gjorde sig så lille som mulig bag sit skjul. Fire gæs ville komme lige ind over skjulet i skydehøjde, hvis de holdt kursen bare 100 meter mere. I sit stille sind spolede Jacob Sehested tiden tilbage med 14 dage, og genoplevede sin første og eneste doublé på gæs. Fuglene var kommet præcist som den flok, der nu var på vej. Prikken over i’et havde været, at Abby havde apporteret sin første gås ved samme lejlighed. Nu hang de fire gæs 15 meter over skjulet, og Jacob Sehested rejste sig og skød til gåsen længst til venstre og skiftede fugl i den fulde og faste overbevisning, at den første ville falde forendt klos op ad skjulet. Begge skud var blanke forbiere, og han konstaterede, at han næppe havde skudt foran. Gæs ser store og tunge ud, men de flyver rigtig stærkt, så det gælder om at få tilstrækkeligt sving i bøssen, hvis man skal have heldet med sig.
Jacob Sehested rettede op på de to forbiere mindre end 10 minutter senere, hvor en enkelt gås fulgte samme rute som de fire artsfæller. Denne gang var der det rigtige sving i bøssen, og gåsen klappede dødskudt sammen i luften og ramte vandet med et potent plask. Skulle man være så uheldig at få en nedstyrtende gås i hovedet, slipper man næppe uskadt fra mødet – den slår hårdt. Abby er ikke den største Kleiner Münsterländer, men hun har fået smag for apportering af gæs, så hun hentede fluks og uden de store dikkedarer den skudte gås.
Få øjeblikke senere gentog seancen sig. Endnu en gås endte i baljen med et hult drøn. Men det sluttede ikke her. Frem til skydetids ophør kom adskillige oplagte chancer til gæs i passende højde, men Jacob Sehested lod dem passere uantastet og nød blot synet. Han har det faste princip, at han ikke skyder mere, end familien kan spise.
Hvis vadeturen ud ved højlys dag var famlende, var alle endnu mere udfordrede på turen ind, som foregik i bælgravende mørke. Efter lidt ukvemsord over skjulte tuer og mudder kom Jacob Sehested helskindet i land uden ufrivillige dukkerter.
Skjern Enge går i blodet, og ande- og gåsejagt under ekstreme forhold er stærkt vanedannende, så Jacob Sehested tog turen igen 14 dage senere, hvor vandstanden i ådalen stadig var væsentligt højere end normalt.
