Foto: Tweed Media
Oversættelse: Niels Dygaard
Min drøm om en jagt i et af verdens højest beliggende områder stammer mærkeligt nok fra Nebraska, som er et af de mest flade steder på Jorden, jeg har besøgt. Der så jeg en udstoppet og bizart udseende skabning hos en kollega. Den lignede ikke nogen art fra hverken de skedehornedes slægt eller fra oksegruppen. Den var halvt ged og halvt får, og den havde et udseende, som kunne have inspireret Tolkien.
Det drejer sig om arten blåfår eller ’bharal’, som dette vildfår også bliver kaldt af de lokale i Himalaya. Det fine udstoppede eksemplar, jeg så, var blevet skudt i Kina, dengang det stadig var muligt at gå på jagt der. I dag er det ikke længere muligt, men jeg var dybt inspireret af denne mærkelige skabning.
Ikke blot ønskede jeg at se blåfåret i dets naturlige omgivelser, jeg ønskede også at opsøge eventyret og at sætte min fod, hvor kun få tidligere havde trådt, og ikke blot følge i jagtturisternes spor.
To års planlægning
Muligheden for at komme på jagt i Kina ophørte for mere end et årti siden, men et tilfældigt møde med den erfarne jæger Jens Kjær Knudsen åbnede mine øjne for en anden destination, hvor blåfåret lever: Himalayabjergene i Nepal.
”Det er virkelig en barsk jagt, måske den allermest krævende,” sagde han. Og når Jens, der er en garvet jæger med et stort kendskab til alle verdens bjergregioner, siger sådan, ved man, at det vil blive en udfordring. Men lunten var tændt, og jeg begyndte at undersøge mulighederne.
Der er ikke meget information at hente om jagt i Himalaya, for slet ikke at tale om jagtreportager derfra. Det var derfor noget af et detektivarbejde at finde ud af, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at tage på jagt i Himalaya.
Jens havde nævnt Global Safaris Nepal, der er ejet og drevet af den dygtige og venlige nepalesiske jagtrejsearrangør Samsher Parajuli. Men selv med en så velrenommeret outfitter i ryggen krævede turen to års planlægning. I Nepal bliver der hvert år frigivet et nøje kontrolleret antal dyr til jagt: Ved den årlige auktion bliver der kun solgt licenser til jagt på 20 blåfår og 10 himalayiske tahr til nepalesiske og udenlandske jægere. Prisen afhænger af outfitternes efterspørgsel, så der er virkelig tale om et sandt lotteri.
På verdens tag
Da jeg ankommer til Kathmandu, får jeg følgeskab af en amerikansk jæger, Matt Fowler, som jeg kun har hørt om gennem mit bekendtskab med en guide i Alaska. Vi er med det samme på bølgelængde. Jagt er noget universelt, der knytter mennesker sammen, og som kan slå bro over uddannelse, kultur og religion.
Vi føler os begge så godt forberedte, som vi kan være. Jeg har trænet i flere måneder, hvor jeg har vandret i det skotske højland og løbet fem gange om ugen. Men jeg er både nervøs og spændt. Da jeg var på jagt i Kirgisistan efter sibirisk stenbuk, led jeg af højdesyge. Jeg ved, at uanset hvor veltrænet jeg er, vil jeg være forsvarsløs over for manglen på ilt her i de højest beliggende egne på Jorden.
Jeg ved også, at bjergjagt under alle omstændigheder er farlig. Her i Nepal vil vi være fuldstændig afskåret fra omverdenen, og da vi skal jage tahr i over fire kilometers højde og blåfår i ca. fem og en halv kilometers højde, er der meget, der kan gå galt. Men belønningen er i den grad risikoen værd.
Akklimatisering
For at akklimatisere os tilbringer vi to dage i Kathmandu, som er en travl og forurenet by, hvor buddhister og hinduer lever side om side. Vores første opgave er at få vores rifler og ammunition gennem paskontrollen – det er ikke så ligetil i et land, hvor det er forbudt at eje en riffel.
Vi henter riflerne i lufthavnen og tilbringer derefter det meste af dagen i guvernørens kontorbygning. I bedste Monty Python-stil bliver vi sendt fra det ene kontor til det næste og får flere og flere stempler, for hver gang vi går ud af døren. Efter ikke mindre end 10 stempler bliver vi vist ind på selve guvernørens kontor. Han giver os det sidste, afgørende stempel, og vi er klar til jagt i Nepal.
Da vi har en dag fri, chartrer vi et fly, der skal tage os med på en rundflyvning til verdens højeste tinder: Mount Everest og dets nabotoppe. Synet af disse tinder fylder mig med ærefrygt. Vi flyver forbi ikke mindre end seks af verdens 14 højeste bjerge – forbi er det rette ord, for deres toppe tårner sig op lige uden for vores vinduer her i en højde af ni kilometer.
Helikoptertur
Næste dag pakker vi vores bagage og tager ud til lufthavnen, hvor vi skal flyve vestpå med helikopter langs den imponerende Himalaya-bjergkæde. Efter at vi har pakket vores udstyr, letter vi og tager afsted på en to-timers flyvetur, hvor vi passerer den mægtige Annapurna-bjergkæde samt to andre bjergtoppe, der er over syv og en halv kilometer høje.
For at give et indtryk af afstandene: Hvis vi skulle have taget turen til Dhorpatan-jagtreservatet til fods, ville det have taget os syv dage, ja, måske endda endnu flere. At lande i tre kilometers højde føles som et chok – ikke mindst fordi man tydelig kan mærke højden. Luften er tynd, og det er svært at få vejret.
Vi bliver mødt af et hold på 22 mand ved den interimistiske helikopterlandingsplads. Holdet består af sherpaer, spejdere, guider, kokke, bærere og selvfølgelig en mand, der skal flå dyrene og tage sig af trofæerne. Vores outfitter, Samsher Parajuli, er også sammen med os, ligesom to af guvernementets vildtopsynsmænd, der skal sikre, at jagten foregår i overensstemmelse med de licenser, vi har fået.
Hårdt liv
Vi har knapt nok fået vores bagage ud af helikopteren, før den letter igen med nogle lokale, som skal til Kathmandu for at få lægehjælp. Der findes nemlig slet ikke læger i den region, vi befinder os i. Det er rart at tænke på, at ligegyldigt, hvad vi får ud af vores jagtekspedition, er der i hvert fald kommet dette ud af den. Den gennemsnitlige levealder i dette område er 50 år, har Samsher fortalt mig. Det vidner om det hårde liv og den afsondrede tilværelse, de lokale lever her i disse ekstreme højder, hvor man hutler sig igennem med det udbytte, bjergene giver.
Mens de hvide tinder tårner sig op over os, bliver jeg imidlertid overrasket over, hvor mildt vejret er, og over vegetationen omkring os. Trægrænsen befinder sig noget højere oppe end der, hvor vi befinder os, og det kommer bag på mig. Området har et tempereret klima, og der vokser rhododendron, gran og enebær, og derudover lever der mange muntjac-hjorte.
Tynd luft
Jagt i Nepal
Dhorpatan-jagtreservatet blev etableret i 1983 og strækker sig over 1.325 kvadratkilometer. Det er helt uden hegn, og det er det eneste område, hvor jagt er tilladt for både nepalesere og udlændinge. Højden varierer fra mere end tre til næsten ni kilometers højde. Reservatet er omgivet af landsbyer, undtagen mod nord, og området bliver afgræsset i de mere varme måneder fra februar til oktober. Vegetationen består af alpin, subalpin og tempereret plantevækst. Foruden tahr og blåfår er reservatet levested for sortbjørn, sneleopard, muntjac og vildsvin samt 137 forskellige fuglearter, inklusive mange fra fasanfamilien, som også udgør en del af den kontrollerede jagt i reservatet.
Vi har dog ikke tid til at nærstudere vores omgivelser. Så snart bærerne har fået oppakningen på ryggen, tager vi afsted, idet vi går ned ad bjerget. For at vi kan akklimatisere os, er planen, at vi skal tilbringe den første nat i en lejr i to og en halv kilometers højde, inden vi igen går højere op på bjerget for at finde dyrene.
Den første dags vandring, som slet ikke er særlig lang, er en meget ubehagelig oplevelse for mig: Mine lunger brænder, og mine ben smerter med mælkesyre. End ikke de største forberedelser har kunnet forberede mig på, hvor iltfattigt der er heroppe.
Jeg kigger skyldbevidst på bærerne med deres enorme 45 kg tunge oppakning, inklusive mit kameraudstyr. De vandrer afsted med ekstra tøjbylter fæstnet til hovedet, som om de bare var ude på en hyggelig slentretur. De virker fuldstændig upåvirkede af det stejle terræn og den tynde luft, mens jeg stønnende følger efter dem, umådelig taknemmelig for de vandrestave jeg har medbragt.
Der er én ting, der holder mig i gang: Vi har en levende kylling med i vores oppakning, og den skal vi have at spise, når vi når frem til lejren.
Op i højden
Da vi ankommer til lejren, bliver der tændt bål, og teltene bliver rejst. Kyllingen bliver prompte slagtet med en khukuri-kniv og gjort klar til aftensmaden, mens vi indskyder vores rifler. De er påvirkede af højden, men skyder perfekt efter nogle få justeringer. Mens vi spiser vores højlands-karrykylling, taler vi om dem, der har udforsket dette område, og som har nået verdens top. Det er ikke let at falde i søvn, og jeg vågner hver time på grund af nerverne, spændingen og den tynde luft.
Vi påbegynder opstigningen ved solopgang næste dag, og vi er blevet advaret om, at det kan blive en hård omgang. Det bliver det også. Vi klatrer lidt over en kilometer op i højden. Jeg kan knapt nok få vejret i det stejle, udmattende terræn.
Det er virkelig en kamp med en selv at blive ved med at kravle opad. Jeg må hele tiden koncentrere mig om at ville klare det. Det er en hård styrkeprøve, når man er nervøs og tvivler på sig selv. Terrænet er nådesløst: Klipper, bambustræer, fyrretræer og buske blokerer vejen, og der er ingen plateauer, hvor vi kan hvile vores trætte ben. Det går bare opad hele vejen, op til en højde på ca. fire kilometer, hvor Camp 2 ligger.
Tahr!
Den himalayiske tahr
Den himalayiske tahr (Hemitragus jemlahicus) er hjemmehørende i Himalayabjergene i Nepal, Tibet, Nordindien og Pakistan, men den findes i dag også i New Zealand, Argentina og USA, hvor den tidligere blev udsat. Den har et lille hoved og spidse ører, og begge køn har horn, hvor hunnens er mindre end hannens. Hundyrene vejer heller ikke så meget, kun godt halvdelen af hannernes vægt, som er på ca. 75 kg. Deres karakteristiske tykke rødlige pels og underpels gør dem i stand til at klare de barske vilkår i deres leveområder. De har et lige antal tæer og har udviklet en enestående evne til at kunne stå fast på både glatte og hårde overflader. Den himalayiske tahr er i dag af UICN oplistet som ’near threatened’ på grund af ukontrolleret jagt, skovrydning og laviner.
Da vi ankommer til Camp 2, har vi klatret i næsten 12 timer. Alt i mig brænder og smerter, og jeg må indrømme, at jeg er bekymret og urolig. Mere end halvdelen af klatreturen er foregået i et terræn, som ved et fald ville have resulteret i den visse død. Det er udmattende at udsætte sig selv for sådan et risikoniveau.
Hvad er det, jeg har indladt mig på? Er jeg mentalt i stand til at klare det? Jeg er plaget af kvalme, hovedpine og svimmelhed, et sikkert tegn på højdesyge. Jeg ser mine to unge døtre for mit indre øje, da jeg lægger mig i fosterstilling i min sovepose. Det er uforsvarligt, det, jeg har gang i. Hvad er mine muligheder for at trække mig ud af denne tur, som jeg egoistisk har kastet mig ud i?
Da klokken bliver fem næste morgen, har jeg gjort op med mig selv og mine indre dæmoner. Jeg tror, at denne udfordring er noget, mange slås med i Himalaya, og det vil heller ikke blive sidste gang på denne tur, at jeg vil tvivle på mig selv og mine evner.
Vi vågner til den herlige lyd i bjergene af tahr, der kalder på hinanden. En stor flok har i løbet af natten flyttet sig til et område lige over lejren. Det er en uhørt chance. Tahrene lever normalt der, hvor trægrænsen ophører, men i brunsttiden, eller ’connection time’, som guiderne kalder det, bevæger de sig højere op.
Vi kryber ud af teltene og får øje på flokken ikke mere end 200 meter over lejren og i en vinkel på 26 grader. Selv om guiderne forsøger at lægge en dæmper på sherpaerne, da de kryber ud af deres telte, alarmerer støjen fra den vågnende lejr tahrflokken, men får den ikke til at løbe væk. Dyrene fjerner sig stille og roligt og forsvinder bag et klippefremspring.
På skudhold
Jeg henter min riffel inde i teltet, lader lydløst og klatrer sammen med en af guiderne op efter flokken. Jeg bliver umådelig lettet, da vi igen får øje på tahrene, da vi runder det klippefremspring, som de var forsvundet bag.
Efter en kort pürsch, hvor vi sniger os langs med kanten af et andet fremspring, kommer vi ind på 100 meters afstand af flokken. Jeg stønner på grund af højden og spændingen. Efter at have iagttaget flokken i kort tid udpeger chefguiden en velvoksen tyr. ”Den der!” siger han og peger. Med de farvenuancer, tahrene har udviklet, så de matcher deres habitat på disse klippefyldte bjergsider, tager det mig nogle kostbare minutter at finde ud af, hvilket dyr han mener. Men flokken græsser fredeligt og er stadig ikke mere end 100 meter væk.
Skuddet falder
Det jagede vi med
Sauer 404 XTC i .300 Win Mag
Leica Geovid HDB 3000 10×42-kikkert med afstandsmåler
Leica Magnus 1.8-12×50
Hornady Precision Hunter 200-grain ammunition
Swazi Tahr Ultralight
Leki Carbonlite Vandrestave
Jeg retter trådkorset mod dyret og bestræber mig på at ånde dybt og trykke blidt på aftrækkeren. Skuddet falder, og tahrtyren vælter efter en kort flugt. Jagten har været kortvarig, og at den har fundet sted tæt på lejren, er på alle måder en enorm lettelse. Og endnu bedre: Tyren ligger stendød 100 meter længere nede på en klippeafsats.
Vi henter tahren, og den sejeste af sherpaerne hele dyret tilbage til lejren bærer i en pilekurv, hvor vi bliver modtaget med stor glæde af hele holdet, som hurtigt og rutineret går i gang med at forlægge dyret med deres godt 30 centimeter lange khukury-knive. Men ikke før, at de har nydt det særlige ritual, hvor de drikker tyrens varme blod.
Tæt på at give op
Fejringen af den heldige jagt er hurtigt overstået, og forlægningen tager heller ikke lang tid. Kødet bliver lagt i kokkens kurve og vil indgå i vores måltider de næste par dage. Der er ikke tid til forsinkelser nu, tiden går hurtigt, og vi skal nå hen til vores næste lejr, inden mørket faldt på.
Der følger endnu en angstfyldt fire-fem timers lang klatretur, før vi når op til vores næste lejr. Her besvimer jeg, drænet for energi og viljestyrke. Jeg har nået det ene af mine mål: at nedlægge en himalayisk tahr. Med min højdesyge, der har nået et bekymrende niveau, er det måske på tide at overveje, om jeg skal lade det være godt med det.
Jeg føler mig fysisk og psykisk svag. At vende om i aften kan dog ikke komme på tale, så meget er sikkert. Jeg beslutter mig for at tage endnu en alvorlig snak med mig selv i morgen tidlig, og jeg håber, at det vil være nok til, at jeg kan fuldende min mission. Men da jeg trækker lynlåsen i min sovepose op, er jeg slet ikke sikker på, at det kan lade sig gøre…
Fortsættes…
Dette var kun første del af jagtberetningen fra Himalaya. Anden del kan læses her.
