Oversættelse: Niels Dygaard
Foto: Tweed Media
Højder kan dræbe, og at vågne i over fire kilometers højde er ikke behageligt. Som man ligger der i sin sovepose, får man kuldegysninger, der suger varmen ud af ens krop, mens det dunker i ens hoved. Ibuprofen dulmer smerten, men hjælper ikke mod kvalmen, udmattelsen og den følelse af svaghed, man mærker oppe i disse højder.
Jeg ligger og tænker på, om jeg kunne have været i lidt bedre form, trænet lidt mere eller forberedt mig lidt bedre. Men sandheden er, at lige meget, i hvor god form man er, kan man blive ramt af højdesyge. Vores sherpaer virker til at kunne springe omkring på bjergsiderne som de blåfår, vi skal på jagt efter, men jeg er nødt til at indse, at det måske ikke vil lykkes mig at klare næste trin på min ekspedition.
Højdesyge
Heldigvis får jeg en hårdt tiltrængt fridag efter fire dages brutal klatren for at komme op til lejr fire. Nu kan jeg forhåbentlig komme mig og beslutte, om jeg er i stand til at fuldende min jagt på et blåfår, verdens mest højtlevende dyreart.
Matt Fowler, den amerikanske jæger, der er med på ekspeditionen, er klar til at indlede jagten, men jeg må blive i lejren og forsøge at vænne mig til den manglende ilt. Gennem alle de skøre hallucinationer, jeg får af højdesygen, hører jeg gruppen tage af sted klokken fem om morgenen i bælgravende mørke.
Jeg glider i nogle få timer ind og ud af en urolig søvn med kvalmeanfald. Men jeg har fået det lidt bedre, da jeg bliver vækket af ophidsede stemmer. Forbavsende nok er Matt tilbage blot tre timer efter, at han er taget afsted, og det med en syv år gammel vædder, som det er lykkedes ham at skyde. Jeg ser dem komme tilbage med det 75 kg tunge dyr, heroisk båret af en af sherpaerne i en bambuskurv, som han har på ryggen med stroppen om panden.
Får på bjerget
Synet af jagtgruppen, der vender hjem med deres trofæ, er lige det, der skal til for at tænde mig og give mig det skub, jeg har brug for. Jeg ved, at næste dag og måske også dagen efter vil blive hård, og at jeg er nødt til at hvile mig, hvis jagten skal lykkes for mig.
Det er dog lettere sagt end gjort: Senere på dagen føler jeg ikke blot kvalme, jeg kaster også op og går derfor tilbage til teltet for at forsøge at sove lidt. Da jeg står op igen, er det udelukkende for at lægge taktikken for den næste dags jagt sammen med guiden: Han ved, at der holder en flok får til på skråningerne på den anden side af det bjerg, hvor vi har slået lejr. Det vil kræve en hel dags klatren for at komme på skudhold af dem, men det er vores bedste chance. Det er bekymrende at tænke på, hvordan det derefter skal lykkes os at komme tilbage samme dag.
Vores guide, Mann Punmagar, er en forbløffende mand. Han er 42 år gammel, og han har været krybskytte og buddhist. I dag er han kristen, men har to koner, som ser ud til at være tilfredse med denne ordning. Det har været svært at tro på hans fortællinger om bjergeventyr og sneleoparder – lige indtil man oplever en dag eller to sammen med ham i bjergene. Ligesom sherpaerne, spejderne og kokkene er Mann lille og adræt og har ingen problemer med højden. Men ikke bare det: Hverken han eller de andre har egnede støvler eller klatrejern – de har bare slidte tennissko med tynde, bløde såler.
Dyr i sigte
Det dunker i mit hoved, som jeg aldrig før har oplevet det, da jeg pakker mit udstyr ved daggry næste dag. Den kolde vind bider i mine ører, min nakke og min næse. Der flyder grødis i min vanddunk fem minutter efter, at vi i lyset fra vores pandelygter har forladt lejren. Den er bundfrosset på det tidspunkt, hvor det er lyst nok til, at vi kan slukke lygterne.
For at krydse det enorme bjerg og nå det sted, hvor vi mener, at fårene vil være, er vi nødt til at lægge yderligere 300 højdemeter til klatreturen. Jeg kæmper for at holde trit med Mann og spejderen, mens jeg tænker på, at falder jeg her, vil jeg ikke overleve det. Vi skal krydse et halvanden kilometer bredt, skrånende og klippefyldt område. Det har er virkelig et farligt sted. For hvert skridt lyder et dybt buldrende ekko fra klippeblokkene, når vores vægt får dem til at trille ned ad bjerget.
Klippeblokkenes størrelse varierer fra mindre sten, som man kan brække anklen på, til blokke, der ville kunne knuse en bus. De ligger i et tilfældigt rod oven på hinanden, og den eneste måde at klare denne konstante risiko på er ved at ignorere den. Gør vi det, kan vi muligvis komme over et af de mest barske steder, jeg har oplevet at skulle forcere.
Omsider begynder vi at klatre igen, mens vi følger konturerne af bjerget, hvis over fire kilometer høje top vi dårligt kan se. Da vi runder et klippefremspring, ser vi en flok får. Vi stopper op for at se nærmere på dem med vores spotting scopes.
Over bjerget
Hjertet synker i livet på mig. Vi er ikke sikre på, om der er en voksen vædder imellem dem. Lige meget hvor mange gange vi håbefuldt afsøger området med vores kikkerter, ser vi ingen store horn. Klokken er nu blevet tolv, og efter syv timers vandring på klippesiderne har vi ikke opnået noget. Men ikke kun det: Vi har mindre end fem timers dagslys til at nå tilbage til lejren i.
Det er et desperat øjeblik, og min desperation bliver yderligere forstærket af skræk: På gebrokkent engelsk forklarer Mann, at der ikke er tid nok til at nå tilbage ad den samme vej, som vi er kommet. Vi er nødt til at gå op over bjerget. Ja, op over og uden reb eller klatreudstyr. Denne dristige beslutning betyder også, at vi skal passere klippeområdet igen, men denne gang lodret.
For at være ærlig tror jeg ikke på, at det er muligt, men hvilket andet valg har jeg? Der er ingen redningstjeneste her, ingen nødudgang, ingen vej rundt om det bjerget eller ned ad det. Den eneste mulige vej er over toppen. Jeg tager en dyb indånding og følger efter Mann. Igen over det klippefyldte område og denne gang endnu mere farefuldt. Tankerne om farerne er ved at give mig en tinnitus så høj som en fløjten. Hvert eneste skridt sætter sten i bevægelse, der buldrer og brager og udløser mindre laviner længere nede ad bjergsiden.
Tilbage i lejren
Jeg ved, at hvis jeg stopper, kommer jeg måske ikke i gang igen. Jeg vil bogstavelig talt stivne af frygt. Idet jeg forsigtigt sætter den ene fod foran den anden, koncentrerer jeg mig til det yderste. For det er ikke bare de rullende sten og større klippestykker, der udgør en fare – det er meget let at få ankelbrud i sådan et terræn, og hver skridt må derfor tages med den største omhu.
I tre timer klatrer vi uafbrudt op ad dette bevægelige, buldrende bjerg. Jeg bider tænderne sammen og overvinder det til sidst. Vi når toppen af bjerget i en højde af ca. 4.600 meter, hvilket er det højeste sted, jeg nogensinde har nået til fods. Jeg føler, at jeg kan trække vejret igen, da vi holder en kort pause.
Selv om jeg ved, at vi stadig har et stykke foran os for at komme tilbage til lejren, er jeg helt overstadig af lettelse. Min lettelse bliver dog til ængstelse, da solen nu er ved at gå ned. Fra dette høje punkt, hvorfra vi har et godt udsyn, kan vi se en flok blåfår, der roligt går og græsser – fem hundyr og to voksne væddere – måske en kilometer fra lejren.
Det giver mig den styrke og fokus, jeg har brug for i mørket for at kunne klare det sidste stykke tilbage til lejren. Kort efter, at vi er kommet tilbage, kravler jeg klokken 18:00 ned i min sovepose efter 13 af de mest udmattende timer, jeg nogensinde har oplevet på en jagt. Sikke en dag! Jeg ved, at der venter en ny hård omgang i morgen, men det, at jeg har besejret både bjerget og min frygt, har gjort mig beslutsom og sat en masse tanker i gang.
Får i sigte
Himalayan Blue Sheep
Blåfåret er kategoriseret af IUCN som en “mindre truet art”, og det findes i Bhutan, Kina, Nordindien, Nepal, det nordlige Myanmar og Nordpakistan. Det er også kendt som ’naur’ i Nepal eller ’bharal’. Vædderne vejer op til 75 kg og er lidt tungere end hundyrene. Dyrets korte, tætte og skifergrå pels, der har et blåligt skær, har givet arten navnet Blue Sheep, eller blåfår. Deres farve er en perfekt camouflage på de mørke, ugæstfrie og stenede klippesider, hvor de lever. Bugsiden og bagsiden af benene er hvide, mens bringen er sort. Begge køn har furede horn, men væddernes horn udmærker sig ved deres oprette, udadbøjede og tilbagesnoede form. Med en hornlængde på op til 80 centimeter har vædderne betydeligt større horn end hundyrene, hvis horn kun bliver op til 20 centimeter.
Vi tager afsted igen i lyset fra vore pandelamper klokken 05:00, og for første gang i flere dage føler jeg mig ikke syg. Jeg har ikke længere hovedpine og føler mig godt tilpas. Hovedpinen kommer dog tilbage, da vi har klatret 300 meter i mørket, men jeg er nu i stand til hurtigere at restituere og få mere ilt rundt i kroppen. Måske er de værste problemer med højdesygen overstået.
Vejret er skiftet – vi bliver ikke længere badet i solskin, og med skyer på himlen og en østenvind kryber kulden ind i mig, hver gang vi stopper op at afsøge bjergene med vores kikkerter eller for at få vejret. Spejderen befinder sig et stykke foran os og er allerede nået op på en bjergkam. Da vi når op til ham, fortæller han, at fårene befinder sig i en afstand af 800 meter fra os. De har fjernet sig et godt stykke fra det sted, hvor vi i tusmørket har set dem dagen før.
På skudhold
I de fleste landskabstyper ved du, at hvis det, du vil nedlægge, er 800 meter fra dig, vil det ikke tage dig lang tid at komme på skudhold. Men i Himalaya er det anderledes – det kan nemt vise sig at være umuligt at nå 800 meter i disse majestætiske bjerge. For at gøre situationen endnu vanskeligere flytter flokken sig i en uheldig retning mod vest, og da vi har vinden i ryggen, er vi nødt til at tage en omvej for at komme på skudhold.
Vi klatrer ned, så hurtigt vi kan, og stiler mod en dal for derefter at klatre op til næsten 4.800 meters højde. Her befinder vi os på et græsklædt plateau, og vi bevæger os forsigtigt og lydløst, mens vi håber på at kunne finde en god skudposition. Til vores overraskelse dukker der et enligt lam op mindre end 70 meter fra os.
Det lader ikke til at bekymre Mann så meget, men vil det vende om og løbe tilbage til flokken og advare den om vores tilstedeværelse? Lammet vender om, og vi rykker hurtigt frem, da vi ved, at tiden er ved at rinde ud. Flokken er på vej væk, og hvis jeg ikke kommer til skud inden for de næste få minutter, vil chancen være forspildt.
Skuddet falder
Jagt i Nepal
Den nepalesiske statsadministration udsteder 20 licenser om året til blåfår og 10 til tahr. Prisen, der baserer sig på et auktionssystem, kan variere fra år til år. Indtægterne herfra går dels til diverse bevaringsfremmende projekter og dels – udskrevet per nedlagt individ – til lokalsamfundene for at tilskynde landsbybeboerne til ikke at bedrive krybskytteri. Hver ekspedition beskæftiger 30 personer og bidrager med en hårdt tiltrængt indtægt til fjerne egne i Nepal, langt væk fra de gængse turistmål. Prisen for en sådan ekspedition starter ved $20,000 USD. Du kan læse mere om outfitteren, Global Safaris Nepal, her: huntnepal.com
Vi kan se dyrene, der går og græsser, men vi kan ikke se nogen af de voksne væddere. Jeg lægger mig godt til rette med riflen klar, mens jeg støtter på begge albuer. Nu haster det, så jeg måler afstanden med min kikkert. I denne højde vil gætteri om ballistisk udregning ikke give nogen mening: Vi var oppe i næsten fem kilometers højde, og derfor vil barometertrykket ændre kuglens normale bane. Det samme vil skudvinklen på 17 grader og de fem graders frost.
Afstanden er 346 meter. På en sådan afstand vil det under normale forhold være svært at afgøre, hvor meget man skal holde over, men her er der kun ringe chance for at vurdere rigtigt. Jeg tager nogle dybe indåndinger, og afstandsmåleren viser mig straks sin kalkulation: Jeg skulle 16 klik op. På dette tidspunkt er en af vædderne kommet frem, men jeg har kun sekunder til at afgive mit skud.
Jeg ånder igen dybt ud og klemmer blidt på aftrækkeren. Skuddet falder, og jeg repeterer straks, mens jeg ser vædderen indlede en spurt. Jeg er usikker på, om jeg har ramt, men det behøver jeg ikke være, viser det sig: Vædderen vælter efter en kort dødsflugt og bevæger sig ikke mere. Hvilken lettelse.
Den nedlagte vædder
Det jagede vi med:
Sauer 404 XTC in .300 Win Mag
Leica Geovid HD-B 3000 10×42 binokulær kikkert med afstandsmåler
Leica Magnus i 1.8-12×50 riflescope
Hornady Precision Hunter 200 grain-ammunition
I dette terræn tager det os nogen tid at komme over til vædderen, og det er her, at det pludselig slår mig, at dette var et skud, som man kun kommer til at opleve én gang i livet. For på trods af min frygt, højdesygen og udmattelsen er det lykkedes mig at sætte en god kugle, der var øjeblikkeligt dræbende.
Dette dyr er resultatet af hårdt arbejde, og jeg er stolt over virkelig at have slidt for det. Jeg bliver siddende ved vædderen i mine egne tanker i nogle minutter. Stille og roligt sidder jeg således sammen med sherpaerne og kigger ud over Himalayabjergenes tidløse landskab. Jeg vil lade dette øjeblik fylde mig helt for senere altid at kunne genkalde mig denne unikke jagtoplevelse.
Vædderen bliver lagt op i en kurv, som sherpaen tager på ryggen med kurvens strop om sin pande. Vi begiver os tilbage til lejren, hvor vædderen vil blive parteret, så kødet kan blive udnyttet. Da vi kommer tilbage, er mit adrenalinkick ved at være overstået, og jeg er igen blevet ramt af højdesygen, der giver mig en hovedpine, som gør selv de værste tømmermænd til skamme.
Jeg føler mig dog lettet og taknemmelighed over de oplevelser, som dette eventyr har givet mig. Jagt er så meget mere end blot at trykke på aftrækkeren. Min nepalesiske Himalaya-ekspedition er noget, jeg vil mindes resten af livet. Jeg har overvundet nogle af de mørkeste øjeblikke og største skrækscenarier, jeg nogensinde har oplevet. Det har beriget mit liv, og det vil jeg altid være taknemmelig for.
