Gravjægere i Danmark er nok ikke dem, der er flest af, når det kommer til antallet, men de er måske nogle af de jægere, der har de største jagtrevirer at holde øje med. Gravjægernes passion for arbejdet med de små gravhunderacer samt deres viden om de snu ræve gør, at de fleste gravjægere er yderst velkomne gæster mange steder, og særligt hvis deres hund også går i naturgrave.
Jesper Larsen er en af disse gravjægere, og han har netop afsluttet højsæsonen for gravjagten, som topper i januar, når rolletiden for rævene begynder.
Jesper blev for alvor bidt af gravjagt for ti år siden, efter han var blevet introduceret til jagtformen af sin onkel. Det var især arbejdet med de små gravhunderacer, som selvstændigt tager arbejdet op med ræven under jorden, der fangede ham.
Fuld af spænding
Det er let at forstå Jespers glæde ved gravjagt, når man først selv har prøvet det, for det er yderst spændende. Når først hunden er gået i graven, og man hører den gø nede fra mørket, stiger spændingsniveauet med det samme, og alle ens sanser skærpes.
Hunden går kun i graven, hvis den fornemmer, at der er noget at komme efter, og så begynder dens arbejde med at få en eventuel ræv skubbet ud af graven, hvilket kan tage flere forsøg.
Flere gange kan den lille hund komme retur eller kigge ud af et af hullerne i gravkomplekset, og det giver et sæt i en hver gang, da man jo står totalt klar med løbene pegende ned i jorden foran sig.
Det kræver fuldt fokus, mens det står på, og man skal samtidig stå helt stille. Ræven kan nemlig godt finde på at kigge ud for at se, om der er fri bane. Er der den mindste uro eller bevægelse, er der stor risiko for, at den ryger tilbage i graven igen.
Hundens adfærd ligger naturligt
Det tager lang tid at træne en hund op til gravjagt, og det er svært, for hunden har brug for at stifte bekendtskab med ræven. Træningen i dag foregår med en mekaniske ræv, og det har været svært at finde et sted, hvor de har haft succes med den mekaniske rævetræning, og hvor folkene har erfaring med at bruge den. Derfor har Jesper haft sin hund med på gravjagt, lige fra den var hvalp. Den fik dog ikke lov til at gå i grav, men var med for at stifte bekendtskab med jagtformen og ræven. Det er nemlig vigtigt, at hunden har set og lugtet til ræv i processen mod at blive en rigtig gravhund.
Få succes på gravjagt
For at gravjagt skal lykkes, er der nogle grundlæggende ting, man skal være klar over.
Jagtformen kræver for det første, at man ikke er alt for mange. Fire deltagere er det maximale, hvis man spørger Jesper.
Derudover kræver det, at det har været tørvejr dagen før, da ræven ikke vil gå våd ned i sin grav, og så må der gerne være god vind. På selve dagen er det lidt det samme men gerne med optræk til dårligt vejr, for det kan ræven fornemme.
Man skal være helt stille, når man går op til en grav, og samtidig skal man holde sig klar, hvis hunden går i graven. Kommer der ræv ud, og hunden ikke er med efter den, skal man være forbedret på, der kan være flere ræve i graven.
Der skydes typisk på korte afstande. Hvis man har placeret sig rigtig i forhold til graven, er det almindeligvis skudhold på op til ti meters afstand. Derfor kan en åben choke være et godt valg til første skud og en, der samler lidt mere i andet skud, hvis det skulle blive nødvendigt.
Patronvalg er som minimum en størrelse 3´er.
Opfordring til flere kunstgrave
Jesper og Maggi går både i natur- og kunstgrave, og efter Jespers mening bør der anlægges flere kunstgrave. Det gør det lettere at lave bestandspleje, og samtidig giver det mulighed for at have mere styring under jagten.
Selv om det er ekstra spændende med naturgrave, er det også forbundet med en større risiko, da graven i værste fald kan falde sammen. Skulle det ske, er meldingen fra Jesper helt klar: Man forlader ikke en sammenstyrtet grav, før hunden er reddet op igen.
Han vælger dog at løbe risikoen, fordi han lægger vægt på, at bestanden af ræve holdes på et tåleligt niveau.
Og her er der så en lille opfordring til alle de jægere, der endnu ikke dyrker gravjagten:
Denne jagtform er intens og spændende.
Når den udføres på heldigste vis, giver den et smukt pelset udbytte, der kan omsættes til pelsværk, der kan lune på mange kommende kolde jagtdage.
Og sidst men ikke mindst, så har det betydning for ikke mindst alle de jordrugende fugle, at rævebestanden ikke løber løbsk. Målet er naturligvis ikke at udrydde ræven, men at give de andre vildtarter, som er blevet lidt klemt i vores industrialiserede og urbaniserede verden, lidt bedre vilkår.
Det giver mening – både for rævejægeren i almindelighed og for naturelskerne i særdeleshed.
Læs også: Regulering af mårhund i grav
