I 1972 grundlagde Manfred Rüter racen West Deutche Jagdterrier. Få år før, i 1970, begyndte opdrættet af det, vi i dag kender som westfalenterrier. Ideen med at fremavle en ny race var Manfred Rüters ønske om at skabe en lille allround-terrierrace, der klart adskilte sig fra den tyske jagtterrier.

Rüters ønske var at fremavle en terrier, som i størrelse ikke var over 40 cm i højden. Den skulle nemlig være lille nok til ubesværet at kunne arbejde på rovvildt i grav. Rüter ønskede desuden en race, som selv uden træning og indlæring skulle have klar førerbinding. Han nærede derudover et klart ønske om, at hundene skulle være tilpas skarpe over for rovvildt og vildsvin, men dog moderate og kloge, når de arbejdede på disse vildtarter, så skader på hundene kunne minimeres.

For at skabe denne race valgte Rüter Jagt-terrieren, Fox-terrieren og Lakeland-terrieren. Hver for sig havde de nogle af de egenskaber, som Rüter ønskede. Fox’en havde fornuftig skarphed og gode velbyggede hunde. Lakeland-terrien havde den rødbrune farve som kronvildt og en klar tendens til at være førerorienteret. Den Tyske Jagt-terrier kendte Rüter, og han havde brugt den i en del år, racen kunne give hals på spor, og denne egenskab ønskede han helt klart i den nye race.

Som ved så mange andre racer af jagthunde er delte meninger om, hvilke avlskrav der skal stilles til racen, og i hvilken retning racen bør udvikle sig. Få år efter, at Rüter grundlagde racen, nærede andre ønsker end hans, og der blev derfor stiftet to andre klubber for racen. Derfor valgte den efterhånden rimeligt store moderklub at skifte navn til Verbands der Züchter und Freunde des Westfalenterrie e.V ’Das Original’. (VZFWT e.V).

Foto: Kennel Højsletgaard

Westfalenterrieren i dag

Westfalenterrieren er i dag kendt og udbredt i hjemlandet Tyskland. Derudover er den kendt i især Østrig og Schweiz, men også i USA. Der er knap 600 medlemmer af klubben i Tyskland. Langt de fleste er i delstaten Westfalen, men også Hessen og Schleswig Holstein har en del medlemmer

Den første westfalenterrier kom til Danmark i 2007. Det var en tæve, og den kom fra kennelen ’Vom Grunewald’. Siden er der importeret flere hunde, især fra de store kenneler som ’Von Der Borg’ og fra grundlæggerens kennel, ’Von Der Heide’. Der er i Danmark er der lavet ca. otte kuld, hvoraf de fleste er opdrættet hos kennel ’Von Hoejsletgaard’ ved Nøvling i Himmerland. Et slags på tasken er, at der findes ca. 50-60 westfalenterriere i Danmark.

Særlige kendetegn

Det, som adskiller westfalenterrieren fra de øvrige terrierracer, er deres iøjnefaldende smukke dybrøde farve med sorte stikhår og det ædle lange hoved.

Det stærke og kraftige tandsæt og den næsten kvadratiske, smidige krop gør racen velegnet til hårdt arbejde i næsten al terræn og vejrlig. Hundene kan bruges i rør- og sivskove og i skove og engområder, hvor der er stejle og dybe grøfter.

Westfalenterrieren er en korttidsdrivende jagthund. Langt de fleste westfalenterriere er født særdeles førerorienteret, de er spurlaute (det vil sige, at de giver hals på fod), og de har en udpræget passion for at arbejde på rovvildt under jorden og vildsvin over jorden.

Westfalenterrieren har en størrelse og en indlæringsevne, der gør, at de kan trænes som apportører at mindre hår- og fjervildtarter. Hals på fod og arbejdet med rovvildt er en medfødt evne, som er dybt forankret i langt de fleste westfalenterriere gennem generationer.

Westfalenterrieren er som oftest meget lærenem og tilegner sig hurtigt den lydighed og de dressurmæssige egenskaber, som føreren ønsker af hunden. Det vil sige, at apportering, lydighedsfag, schweissarbejde mm. nemt kan indarbejdes hos denne race.

Avlskrav for racen

I dag stambogsfører den tyske moderklub (VZFWT e.V) selv hvalpe, hvor forældre hundene har opfyldt avlskravene. Som hovedregel skal mindst en af forældrehunden have bestået prøven Zucht und Anlageprüfung. Denne prøve består af jagtlige fag, og en bedømmelse af pels/hår. De jagtlige fag er skudfasthedstest, spurlaut på hare (åbne marker), arbejde på ræv i kunst/oplæringsgrav samt vandarbejde.

Til skudfasthedstesten står alle hundeførere (typisk fire til otte) med de førte hunde, og der bliver afgivet to skud med haglgevær på ca. 40 meters afstand. Hundene skal forholde sig i ro og må ikke vise tegn på angst.

Til spurlaut-testen går hundeførerne med hundene koblet over åbne markarealer, typisk græs- eller tilsående vintersædsmarker. Når enten en hundefører eller en af de tre dommere ser en hare, sætter man en af de hunde på, der ikke har set haren. Hunden bliver typisk sat på efter lejet af haren og skal følge foden i minimum 500-600 meter med fuld hals.

Til testen med gravarbejdet benytter man sig af et ca. 70 meter langt gravsystem, der er udformet som et ottetal. Længst væk fra indgangene til systemet er der oftest en kedel, hvori ræven sidder placeret bag gafler. Man bruger også en ’drejekedel’, hvor hunden skal vise skarphed og passion for at få ræven presset rundt og ud af graven. I drejekedlen er ræven også afskærmet fra hunden af kraftige runde stokke. Hunden skal vise, at den kan finde ræven inden for ret kort tid og herefter arbejde på ræven med skarphed og passion i minimum 10 minutter.

Til testen med vandarbejde skal hunden vise, at den villigt vil søge ud i vandet, og at den har vandpassion.

Ved hårlagsbedømmelse kan hundene få tre gradueringer for bygning og tre for hårlag. Kun absolut perfekte hunde opnår den bedste bedømmelse som er V/V, det vil sige ’Vorzüglich’, som betyder fortrinlig. Hundene skal have 42 blivende tænder og korrekt saksebid, ellers kan de ikke blive avlsgodkendt.

Vores erfaring med racen

Hos Kennel Højsletgaard har vi haft westfalenterriere i over 10 år. Vi har ført og deltaget på store bevægelsesjagter i Tyskland, hvor der har været ført op til 60 westfalenterriere på en og samme jagt.

Vores brug af hundene er langt overvejende til store driv/bevægelsesjagter, både herhjemme, i Sverige og især i Tyskland. Vi anvender westfalenterriere sammen med vores andre hunde: tysk ruhår og ruhårede dværggravhunde. Vi har typisk fra tre til seks hunde med ad gangen.

Som Meute-hunde giver westfalenterriere ikke problemer, da de er meget omgængelige og venlige over for de øvrige hunde. I tilfælde, hvor der ligger forendt vildt, kan der af og til stå flere hunde sammen ved vildtet og ruske det. Det samme kan være tilfældet ved anskydninger, hvor der er flere hunde om at fastholde det anskudte stykke vildt. Her oplever vi heller ingen konfrontationer mellem hundene.

Når vi går igennem søger vores westfalenterriere oftest maksimalt 100 meter fra os for så at få kontakt med os igen. Når de starter et drev, er de typisk tilbage inden 5 – 10 min, og afstandene, de driver på, er som oftest maksimalt 600 – 1000 meter fra os. Hundene er meget hurtige tilbage, efter de har ’sluppet’ det stykke vildt, de har drevet med, selv hvis de krydser veje, grøfter mv.

Er der anskudt eller forendt vildt, så har westfalenterrieren en udpræget lyst til at blive ved vildtet længe, og ved anskudt vildt holder de det fast, til vi når frem. Med hensyn til vildsvin er det vores erfaring, at westfalenterrieren er meget moderat og ikke dumdristig. Vi har kun haft meget få og overfladiske skader ved jagt på vildsvin, og det selv når der er flere hunde ved det anskudte svin.

Når vi driver på revirer med meget kronvildt og dåvildt, har vi meget fornøjelse af vores westfalenterriere. Der er ofte dyr, som står og trykker i tykningerne, og her er westfalenterrieren effektiv, da de virkelig kan få flyttet disse, uden at tempoet er alt for voldsomt.

Vi har på flere tyske bevægelsesjagter set to til fem hundefører med op til 60 westfalenterriere. Ingen af disse hunde har haft tendens til at foretage sig andet end at holde fokus på den opgave, de skulle udføre dagen igennem. Alle hundene har været omgængelige over for hinanden, og de har vist evnen til hurtigt at tage kontakt til føreren efter drevet og ikke at være for selvstændige.

Westfalenterrieren som familiehund

Racen er typisk meget omgængelig og derfor meget egnet som familiehund. Hundene er meget legesyge, og de er ideelle for familier med børn. Westfalenterrierne holder som de fleste andre hunde af at være hos familien og af at have kontakt med mennesker. At de på grund af deres størrelse er nemme at have med i bilen, på rejser m.v, er kun et yderlige plus for racen, og det afstedkommer, at ejerne ofte er mere tilbøjelige til at medbringe dem på ferier, end det er tilfældet med andre hunderacer.

Sundhed og sygdomme

Den eneste kendte arvelig lidelse for racen er for nuværende Primære Linsenluxation (PLL). PLL er en øjenlidelse, som for de ramte hunde er aldeles smertefuld, og som oftest fører til blindhed, hvis ikke den sygdomsramte hund bliver opereres rettidigt.

Klubben har dog været særdeles hurtig og har meldt ud, at lidelsen er arvelig. Derfor skal alle, der ønsker at få kuld stambogsført, have dokumentation for, at minimum en af forældrehundene er gentestet og fundet at være ikke-genbærer af lidelsen. Når en af forældrehundene er testet fri for lidelsen, vil ingen af de hvalpe, der er født i kuldet, få PLL i udbrud. Dog vil halvdelen af dem teoretisk set være arvebærere af sygdommen. Alle avls-hanhunde, der er på klubbens avlsliste, skal være testet fri for PLL.

Racens fremtid i Danmark

Da der er voksende klovvildtbestande i Danmark, og jagtformerne på disse har ændret sig over de senere år (særligt for råvildtets vedkommende) fra jagter med haglvåben til driv- og bevægelsesjagter, er der brug for en race som westfalenterrieren. Racen kan bruges på langt de fleste revirer, da de typisk er korttids-drivende og har stor førerbinding.

De fleste jægere, som deltager på driv- og bevægelsesjagter, har stor fornøjelse af at høre og opleve hunde, der driver med hals på fod af vildtet. For det giver en følelse af, at man kan ’følge jagten’, og at man derfor er mere klar, hvis vildtet kommer for. At flere og flere jægere ønsker en mindre jagthunde, taler også til fordel for racen.

Læs også: Den gejstlige terrier

Højsletgaard (hoejsletgaard.dk)

Korttidsdrivende hunde | Knaekogbraek.com