Foto: Arkiver og Shutterstock
Selvom Parson Russell terrier måske er et nyt racenavn i manges ører, så er det dog en 
race, som reelt er udgangspunktet for Jack Russel-terrieren, og i mange år er de to racer faktisk blevet betragtet som én og samme.
Det hele tog sin begyndelse i første halvdel af 1800-tallet, hvor den engelske landsbypræst John Russell påbegyndte avlsarbejdet med at skabe den perfekte terrier til sin store lidenskab, nemlig rævejagt. Udgangspunktet for hans avl var efter sigende en lille hvid blandingsterrier, købt af den lokale mælkemand, med pletter af orange pels på hovedet, og som lød navnet “Trump”.
Med øje til nutidens politiske landskab er det en anekdote, som det er vanskeligt ikke at finde uhyre underholdende.
The Sporting Parson
I det lille lokalsamfund gik John Russell under navnet ’The Sporting Parson’ (Den jagende præst), fordi han altid fandt lejlighed og undskyldning for at være på rævejagt. Dengang jagede man ræve til hest. Det var ikke nødvendigvis de stort anlagte hubertusjagter – i de fleste tilfælde var man maksimalt en håndfuld ryttere.
John Russell havde typisk et kobbel af drivende hunde med sig, som fandt og eftersatte ræven, men gik ræven i grav, hvilket den ofte gjorde, var de drivende hunde ikke til megen hjælp. Derfor havde én af rytterne typisk en lille terrier med i en taske, så han kunne stige af og sætte den lille hund i graven.
Man betragtede det som et stærkt forstyrrende element i jagten, for dels var det besværligt, og i øvrigt blev det også betragtet som ’dårlig stil’ at sidde af hesten under en jagt. Men ofte endte jagten altså med, at ræven blev i graven, og jagten var dermed slut før tid. Man kan sikkert også godt forestille sig, at en lille terrier nok ikke har arbejdet helt optimalt og koncentreret efter at have tilbragt et par timer eller mere i en taske på ryggen af en galoperende hest.
Parson John Russell, som blandt sine jagtvenner blev kaldt Jack, besluttede sig derfor for at skabe en terrierrace, som både kunne gå i grav og samtidig have fysikken til at kunne drive ræven og løbe ved siden af hestene en hel dag. Sådan en selvhjulpen terrier, der ville være i stand til at gå i graven, og som selv kunne følge jagten, ville give færre afbrydelser i jagten, og jægerne kunne blive i sadlen.
Med tæven Trump som udgangspunkt lykkedes det John “Jack” Russell efter intet mindre end 64 års avlsarbejde at skabe en hund, som levede op til hans næsten urimelige ønsker. Denne nye race blev øjeblikkelig populær blandt egnens jægere, og den blev opkaldt efter sin “opfinder’” Jack Russell.
Foxterrieren
Idéen om en terrier, som kunne følge jagten og om nødvendigt gå i graven efter rævene, var nu sådan set ingen nyhed: Allerede over 150 år tidligere havde man skabt den engelske foxterrier ved at krydse en Beagle med forskellige terrierracer med præcis det formål, og de tidlige foxterriere har haft mange centrale fællestræk med John Russells senere hunde.
Hvad der skete med avlen af Foxterrierne i 1800-tallet, er det i dag svært at sige. De blev dengang opdelt, således at de henholdsvis glathårede og ruhårede blev selvstændige racer, og generelt forsvandt de også ud af den samtidige jagtlitteratur. Situationen har formentlig været den, at man havde fået avlet jagtegenskaberne ud af foxterrierne i takt med, at det blev moderne at holde hunde som kæledyr fremfor som brugsdyr.
John Russell var en central person i opbyggelsen af den engelske kennelklub, og han stod selv for at beskrive racestandarderne for blandt andet foxterrieren. Men han registrerede aldrig sin egen race i kennelklubben. Han skulle på et tidspunkt have forklaret, at en sammenligning mellem en foxterrier og hans egne Jack Russell-terriere ville være som at sammenligne en vild blomst på engen med en forædlet blomst i et gartneri.
Det udsagn kan godt understøtte hypotesen om, at foxterrierne dengang i midten af 1800-tallet havde fået dæmpet deres jagtlyst for meget gennem avlen, mens de nye Jack Russell-terriere nærmest kogte over af jagtiver. Det kan forklare, at den på mange måder overtog rollen som den primære engelske rævehund.
Her kunne historien sådan set godt stoppe. Jack Russell havde set dagens lys som race, og den findes den dag i dag. Men så enkelt er det nu ikke.
Ny retning i avlen
Den Jack Russell, vi kender i dag, er nemlig på mange måder først skabt efter John ’Jack’ Russells død i 1883. Den nye Jack Russell-terrier blev hurtigt en succes og bredte sig også til det europæiske kontinent, hvor man ikke havde den samme tradition for rævejagt på hesteryg, som man havde i England.
Derfor begyndte man at avle Jack Russell-racen i en retning, hvor den kunne konkurrere med gravhunde. I løbet af 1920’erne begyndte de tyske nationalister at fremavle ’gamle tyske dyr’. Zoologen Lutz Heck var bedste venner med både Hitler og Göring, og de finansierede Hecks forsøg på genskabelsen af uddøde germanske dyr, som fx vildhesten og uroksen. Også hunde kastede han sig over, og han ’genskabte’, hvad han kaldte ”en historiske germansk terrier” i form af en tysk jagtterrier.
Denne genskabte race havde reelt set absolut intet med de uddøde historiske racer at gøre. De lignede muligvis de hunde, man så på gamle malerier, men det var formentlig også det eneste fællestræk, de havde. Den Tyske Jagtterrier var en helt ny og moderne jagthunderace, og den var åbenlyst endnu en konkurrent til Jack Russell.
Når man nu ikke længere havde behov for, at terrierne skulle kunne løbe ved siden af heste og drive ræve i timevis, begyndte avlen at gå i retning af mindre individer og kortere ben, da deres formål nu alene var at kunne gå i graven. Den udvikling forsatte helt frem til 1980’erne, hvor man begyndte at indse, specielt i hjemlandet England, at den moderne Jack Russell rent fysisk havde udviklet sig til en ganske anden hund, end udgangspunktet havde været. I nogle lande var avlen af mindre hunde mindre intens end i andre, og derfor fandtes der nu både kort- og langbenene Jack Russells, som fysisk adskilte sig så meget fra hinanden, at det ikke længere reelt var muligt at definere en generel standard for racen.
Nye tider
Englænderne var ikke overraskende de første til at adskille de traditionelle langbenede Jack Russel-terriere fra de mere moderne kortbenede, og de førstnævnte fik navnet ’Parson Russell’ (Pastor Russell). På den måde ville begge racer stadig være opkaldt efter deres skaber, dog på hver sin måde.
I 2008 blev opdelingen internationalt anerkendt, og herefter har man kunnet sætte avlen af de langbenede Parsons mere i system og avle målrettet på idealerne fra John Russells oprindelige udgangspunkt med en skulderhøjde på omkring 40 cm. og med kvadratiske proportioner.
De lange ben, som en Parson er udstyret med, gør den overordentlig velegnet til næsten al slags jagt, og derfor ser vi også flere og flere af dem på de danske jagter. Der har i Europa, herunder også i Danmark været en tendens til, at jægerne vælger mindre og mindre hunde. Cockerspanielen har på mange måder overtaget springerspanielens plads, de store Tyske Hønsehunde har fået konkurrence fra de mindre Bretoner og Viszlaer, og hos Labrador Retrieverne dominerer de mindre, ofte engelske avlslinjer.
Parson Russell passer glimrende ind i den tendens. Med en skulderhøjde på 35-40 cm. og en vægt på 6-8 kg. er det en hund, som ikke tager for megen plads, og som alligevel har mod, jagtlyst og styrke til snart sagt al tænkelig jagt. I både Tyskland og Sverige er Parson Russell blevet meget udbredt på vildsvinejagterne, hvor deres mod og relativt beherskede tempo gør dem noget nært optimale til at få grisene i bevægelse. Hvad, der kommer som en overraskelse for mange, er, at en Parson Russell også meget gerne apporterer fuglevildt. Også i vand.
Parson Russells fremtoning
Selvom der tales meget om avl og blandinger gennem begge Russell-terriernes fælles historie, så er hundene på ingen måde fysisk svækkede af at blive avlet til at leve op til idealer sat af mennesker, som vi ellers kender det fra mange af skødehunderacerne. Både de kort- og de langbenede har alle dage været tænkt til at arbejde, og derfor har formgivningen i avlen aldrig taget overhånd.
Racen er ikke generelt udsat for nogle specielle lidelser. De er robuste og adrætte, og det er generelt set en meget sund og velfungerende race. Både Jack Russell og Parson Russell findes i tre pelstyper: en glathåret, en ruhåret og en ’broken’, som bedst kan beskrives som en blanding af de to førnævnte.
Selvom en Parson stadig er en lille hund med sit skuldermål på 38-40 cm. – en Jack Russell er 25-33 cm., så fremstår den utrolig adræt og elegant i sine bevægelser og statur. Det skyldes, at de lange ben gør kropsbygningen mere kvadratisk og således mere symmetrisk.
Hvad angår sindelag, er en Parson Russell nu engang en terrier, uanset hvordan man vender og drejer det. Dens store mod gør, at det er en hund, som skal vænnes til andre hunde og kende sin rolle i hjemmet. Dog er det begge Russell-terriernes helt store fordel, at de formentlig er de terrierracer, som tager bedst imod indlæring, og som er mest sociale. Det er formentlig også derfor, at de kan bruges som apportører, da de ikke nødvendigvis lader jagtiveren tage over, men godt kan trænes til at forstå, at det hele bliver meget sjovere, hvis man lytter til sin fører.
Man kan ikke påstå, at en Parson er en særlig smuk hund, men det er en hund, der rummer umådelige mængder af charme. På mange måder er det en hund, som passer godt til den danske mentalitet, og der er nok ingen tvivl om, at vi vil se mange flere Parson Russell-terriere på danske jagter i fremtiden.
Læs også: En terrier til driv- og gravjagt
Parson Russell i Danmark
Da Parson Russell er en ny race i stort set hele verden, har den endnu en relativ begrænset udbredelse. Der har i Danmark været tradition for at avle meget små Jack Russell-hunde, og da de både har jagt- og udstillingslinjer, kan man sige, at de nok ’overdøver’ Parson Russells eksistens en smule. Således er der også fire Jack Russell-klubber i Danmark, men ikke én eneste Parson-klub. I vores nabolande er Parson-terrierne dog langt mere udbredte på jagterne end i Danmark, og det er nok det, som smitter af. Parson Russell-terrier har under alle omstændigheder meget at byde på – også for de danske jægere.
