Det orange lys fra bilradioens display skar sig gennem mørket, og var det første, jeg lagde mærke til, da jeg satte mig ind i bilen. Hundenes tydelige klynk og hyl var det næste, der fangede min opmærksomhed. De var tændte. Denne morgen skulle vi på trykjagt med strellufstøver, og forventningerne til dagens jagt var høje.
Teddy og Tyson
Jeg kendte intet til racen, før jeg blev inviteret med på jagt af en bekendt, der har to styk. Da jeg fik tilbuddet om at følge ham og hans hunde, Teddy og Tyson, på en jagt, slog jeg straks til.
Strellufstøveren er en gammel dansk hunderace, der hører til i kategorien drivende hunde og kaldes også for drevere.
Stellufstøveren minder mest af alt om en krydsning mellem en gravhund og en beagle med de korte ben og alt for store ører. Racen er avlet til at flytte med hårvildt uden dog at få dette til at flygte i vild panik.
Strellufstøvere anvendes kun sjældent her i landet, da arealer, der har en størrelse, som berettiger til anvendelsen af denne type af hund, er begrænsede i dagens Danmark.
Dette er nok også en af årsagerne til, at specialklubben for racen kun tæller cirka 100 medlemmer, og at dansk jagt med Strellufstøvere nok lige så stille vil forsvinde.
Racen er dog meget populær i både Tyskland og Sverige, hvor også min bekendte jævnligt kommer med sine to hunde.
Siam
Ifølge Naturstyrelsens folder for det område, jagten skal foregå i, hed det i begyndelsen af dets eksistens Siam (Thailand). Det var en såkaldt ”københavnerplantage” og var opkaldt efter det land, hvor plantagens første ejer havde guldmineaktier.
Tilbage i 1972 blev området købt af staten, der fortsat ejer det. Området består af et afvekslende og kuperet landskab af nåleskov, hede og skrub. Hele området dækker cirka 500 hektar. Det er dog ikke samtlige 500 hektar, vi skal igennem denne dag.
Noget af det, stedet især gør sig bemærket ved, er, at det ikke er usædvanligt at se traner. Det er også muligt at opleve ravne i plantagen, men man skal have øjnene med sig.
Området er et yndet udflugtsmål blandt de lokale fra den nærliggende by. Både mountainbikere, vandrere og almindelige spadseretursgæster er et almindeligt syn, hvilket vi også skal opleve gentagne gange denne jagtdag.
Konsortiet, der har lejet jagten, er for øvrigt et eksempel til efterfølgelse i tilgangen til det at drive jagt på et område, der er åbent for offentligheden. Både mountainbikere, vandrere og hundeluftere bliver mødt med et smil, en hilsen og en lille sludder, hvis stemningen er til det.
Mountainbikerne
Det første, der møder os, da vi går ned mod bålhytten, er røgen fra bålet, der kan skimtes imellem træerne i tusmørket og bidrager til at skabe en hyggelig og indbydende stemning.
Da vi nåede ned til bålhytten, gik snakken allerede lystigt og forventningsfuld mellem de spændte jægere. Kort over området blev nærstuderet, og posternes placering blev drøftet. Det hele krydret med fortællinger om forgangne jagter i både ind- og udland.
Efter morgenmaden blev der afholdt parole. Vildtet, der var målet for dagens jagt, var primært rå-, då- og kronvildt.
Med parolen vel overstået gik det afsted til dagens første såt. Min bekendte og jeg kørte ud til udgangspunktet for den del af såten, vi havde fået tildelt ansvaret for at drive.
I den første såt var det min bekendtes yngste hund, Teddy, der skulle i ilden. Vi var ikke langt inde i såten, før han var på sporet – og afsted det gik.
Det skal her lige bemærkes, at strellufstøvere skal give hals, når de driver. Ganske rigtigt gik der ikke længe, før Teddy gav hals. Vi kunne ikke længere se hunden, så vi måtte følge hans færden på GPS-trackeren.
Teddy arbejdede godt, mens vi flyttede os lidt rundt alt efter, hvilken retning drevet bevægede sig. At Teddy gav hals tilføjede blot jagten et ekstra element af spænding. Der gik ikke længe, før jeg selv oplevede at blive grebet af jagtiver. Adskillige gange tog jeg mig selv i at kigge min bekendte over skulderen for at følge Teddys færden på GPS-trackeren.
Hundene glammer
Mens vi nu stille og roligt bevægede os igennem terrænet, kunne vi på afstand høre de øvrige hunde, der også var strellufstøvere, give hals.
At gå stille gennem skoven til lyden af hundeglam, var en stor oplevelse. Det mindede om at være til en koncert, hvor hundene nærmest akkompagnerede hinanden. Jeg har tidligere været på trykjagt, hvor det var de mere gængse jagthunderacer, der blev brugt til at trykke med. Det er altså noget helt særligt med strellufstøver.
Vi bevægede os nu ud på et overgroet skovspor. Pludselig lød der et riffelskud forholdsvis tæt på, dog uden vi kunne se, hvad der blev skudt til. Opløftet af situationen forsatte vi ned langs skovsporet. Teddy var nu søgt tilbage til os og arbejdede ihærdigt på at finde et nyt spor.
Som skudt ud af en kanon røg Teddy nu afsted. Allerede efter de første meter begyndte han at halse.
Nu blev det spændende at se, hvad han var på sporet af. Længere og længere væk søgte han. Først til højre, så til venstre og så over en af de mange grusveje, der gennemskærer området.
Mod bilen
Teddys fører og jeg besluttede os nu for at bevæge os ned mod bilen, da Teddy var søgt over den grusvej, som bilen holdt parkeret ved.
Da vi nåede ned til bilen, kunne vi på GPS ’en se, at Teddy stadig var på sporet. Teddys fører gik nu et par hundrede meter frem foran det sted, hvor bilen holdt parkeret, og kiggede ned af den stikvej, der koblede sig på grusvejen, for at se om det var muligt at få et glimt af hunden.
Som havde han ild bagi, kom Teddys fører blæsende tilbage til bilen. Med bemærkningen ”skal du med”, sprang han ind i køretøjet. Som en forsinket nytårsraket dykkede jeg ind på passagersædet. Så gik ellers derud af i et tempo, der ville gøre enhver rallybil misundelig. Undervejs fik jeg forklaringen på, hvorfor det lige pludseligt skulle gå så stærkt.
Efter at have tabt sporet af vildtet, var Teddy slået ind på en grusvej med hegn på begge sider. Imod Teddy kom nu en større gruppe mountainbikere, og hunden var blevet forvirret og kunne ikke komme væk. Han var derfor begyndt at løbe foran gruppen af cykelryttere.
Cyklisterne var standset og havde fået fat i hunden, mens de overvejede, hvad der nu skulle ske med den stakkels lille hund med det mærkelige halsbånd, der øjensynligt var løbet væk hjemmefra.
Hurtigt fik Teddys fører reddet situationen med et smil og en hilsen, hvorefter vi smuttede tilbage til vores tildelte nåleskov. Til Teddys forsvar skal det lige siges, at han er en ung hund, der stadig er under oplæring.
Vel tilbage i nåleskoven fortsatte vi vores drev, uden at der skete yderligere under resten af denne såt.
Da såten var omme, gik turen tilbage til bålhytten, hvor frokosten skulle indtages. Der skulle også høres nyt om, hvad der var blevet set og nedlagt.
Vel ankommet gik snakken lystigt, og humøret var forsat højt. Det enlige skud, vi have hørt i den første såt, havde desværre ikke ført til nedlagt vildt, men næsten alle skytter havde set dyr.
Her fik jeg også mulighed for at få et nærmere indblik i strellufstøveren som race, samt høre mere om dreverklubbens arbejde. Det viste sig, at de strellufstøvere, der deltog i denne dags jagt, alle var kommet afsted gennem dreverklubben.
Trillebøren
Efter frokosten var det blevet tid til dagens anden såt. Nu skulle de erfarne kræfter sættes ind. For min bekendtes vedkommende betød det, at det nu var tid til at lukke Tyson på 8 år ud af bilen.
Fra Tyson blev sluppet, til han drev med hals, gik der ikke to minutter. At strellufstøvere ikke får vildtet til at flygte i fuldt firspring, oplevede vi fem minutter senere, da hovedet af et lam tittede frem i kanten af grantræerne.
Lammet skulle lige se, om der var fare på færde i det åbne, inden det elegant krydsede grusvejen og i et enkelt hop forcerede trådhegnet og forsvandt ud på heden i et roligt tempo.
Kort efter at rålammet var forsvundet, rungede et skud ud over hedelandskabet. Næsten i ét med braget fra skuddet fulgte anslaget af kuglen. Det hele havde udspillet sig tæt på. Vi var nu sikre på, at der var nedlagt vildt.
Nu fulgte et par minutter, hvor GPS ‘en blev fulgt tæt for at se, hvilket mønster Tyson drev i. Hundes fører vendte sig mod mig og sagde: ”Nu har Tyson passeret den første kilometer.” Uvidende som jeg var, spurgte jeg ”Har han løbet en kilometer nu?”.
Hertil lød svaret; ”Nej nej, han er en kilometer væk fra os nu”.
Jeg måtte lige synke en ekstra gang ved tanken om, at min egen labrador havde løbet en kilometer væk fra mig.
Det kan næppe slås fast ofte nok: GPS-trackere er altså bare en god ting.
Tyson søgte nu stille og roligt tilbage til os med en imponerende evne til at finde vej.
Da en af de andre ekvipager var kommet lidt for tæt på, besluttede vi os for at forskyde til et andet område. Den anden hund blev i øvrigt lidt drillende kaldt for spøgelset, da den havde udviklet en evne til at snige sig ind på råvildtet og først give hals, når den befandt sig lige bagved.
Da vi nåede frem til den del af skoven, vi nu skulle drive, var det første, der mødte os en væltet trillebør.
Næste drev
Tyson strøg afsted igen. Som før gik der ikke længe, før han havde fundet et spor og drev med hals. Tysons fører og jeg fulgte med et kort stykke ind i skoven, hvor vi stoppede op og lyttede. At stoppe og lytte, erfarede jeg, er noget man gør meget på trykjagt med strellufstøver. Det er fascinerede at stå sammen med en erfaren hundefører, der, alene på hundens hals, kan afgøre, hvilken type vildt hunden driver med.
Tyson drev lystigt afsted. Da vi blev opdaget af en berner sennen med tilhørende ejer, der adstadigt kom spadserende ude på grusvejen, besluttede vi os for, at bevæge os længere ind i skoven.
Stille og roligt bevægede vi os fremad i det skovklædte område, mens GPS´en jævnligt blev tjekket. Ud fra Tysons bevægelsesmønster så det ud til, at det vildt, han drev med, ikke var sønderligt interesseret i at forlade sit territorie. GPS´en viste, at vildtet trak rundt i cirkler af forskellige størrelser inden for det samme område.
Ræsonnementet fra vores side var derfor at bringe os selv i en gunstig position i nærheden af en af cirklerne og satse på, at vildtet ville trække forbi os med dertil følgende mulighed for skudchance.
Det lykkede os da også at finde en rigtig god placering på toppen af nogle små bakker i landskabet. Vi lyttede begge intenst. Med ét kunne vi høre Tyson komme nærmere.
GPS´en viste 600 meter, så 500, dernæst 150 meter. Spændingsniveauet steg proportionalt med, at Tyson kom tættere og tættere på. Mit greb om kameraet blev gradvist fastere. Nu skete det. Nu kom vildtet.
Men pludselig drejede Tyson til venstre, og afstanden begyndte at øges. Antiklimakset for os begge var til at tage og føle på.
Jagt forbi
Tiden, der var sat af til såten, var nu ved at være gået. Min bekendte og jeg begyndte stille og roligt at bevæge os tilbage mod bilen. Tyson kom glad og træt imod os i små hoppende spring, der fik hans ører til at stå vandret ud fra hovedet.
Efter vi var nået frem til bilen, gik turen tilbage til vendepladsen ved bålhytten, hvor paraden ventede. Et rålam og en flok glade jægere, der alle var rigere på naturoplevelser, var, hvad det blev til denne dag.
Dags jagt var nu slut. På vej hjem i bilen gik snakken om, hvor mange kilometer hundene havde løbet. Et hurtigt kig på GPS´en fortalte, at Teddy havde tilbagelagt 10 kilometer og Tyson 15 kilometer. Et imponerende antal kilometer hundenes størrelse taget i betragtning.
Således sluttede en dejlig jagtdag en hel del oplevelser rigere. Skulle jeg igen blive inviteret på trykjagt med strellufstøver, vil jeg ikke betænke mig et øjeblik med at sige ja!
Læs også: Småvildtjagt i Finland
Raceportræt – drever – Mit Jagtblad oktober 2019
