Tekst: Bo Bjerregaard
Billeder: Bo Bjerregaard, Kjeld Lautrup, Bo Hansen og Allan Holm samt Milan Zygmunt/Shutterstock
Mårhunden danner par for livet. Tæven er drægtig i foråret og sætter typisk hvalpe sidst i april til starten af maj. Når hvalpene er sat, skal de have noget ro, indtil de selv kommer med ud for at æde og lege. Derfor er det vigtigt at gøre en stor indsats inden da for dermed at få så meget som muligt af produktionsapparatet sat ud af drift. Fælderne har sin plads, og på foderpladserne kan der skydes mange.
Da mårhundene bruger gamle ræve- og grævlingegrave, kan man også regulere dem ved gravjagt. I skrivende stund har mårhundene ikke sat hvalpe endnu, men de gør sig klar til at finde grave, hvor de kan have deres unger. Det er det, vi skal ud at gøre i dag.
Bo Hansen og Kjeld Lautrup, der sammen fører an i mårhundeindsatsen i Tønder Kommune, har taget mig med ud for at regulere i en grav. Det kræver meget erfaring og viden at regulere mårhunde på den måde, så vi slår følge med en af de mest garvede mårhundejægere i denne disciplin: Allan Holm.
Allan er måske Danmarks mest erfarne inden for gravjagt på mårhund. Han har med sine hunde været rundt omkring i Norden og Østeuropa for at deltage i gravjagter. På sine rejser har han arbejdet med nogle af de mest erfarne folk i udlandet. Allan har især været i Finland, hvor mårhunden er en af de vildtarter, der bliver skudt flest af. Som for Bo og Kjeld er det ikke bare en hobby eller noget, man gør, det er en livsstil. Det er tydeligt, at det er arbejdet med hundene, som Allan brænder for, og hans ekspertise står klart, fra første gang jeg møder ham.
Lige som de andre mårhundejægere, så er det essentielt for Allan, at vi gør et grundigt og ordentligt stykke arbejde. Vi skal kunne stå ved det, vi laver, og behandle mårhundene så etisk korrekt, som vi kan. Det betyder blandt andet, at vi skal undgå at stresse dyrene unødigt og over lang tid. Derfor skal arbejdet gå stærkt, men naturligvis uden at sjuske. Her er det vigtigt, at hundene er trænet godt. De må ikke være aggressive og gå i kamp med de mårhunde eller andre dyr, de finder i graven.
Gravjagt
Bo har over en periode fulgt et mårhundepar omkring en gammel grævlingegrav, der findes hos en lokal jordejer. Parret har været ret aktive omkring graven, og Bo vurderer, at der er en ret høj chance for, at vi kan få gravet dem ud. Vi tager derfor ud for at udføre nok den mest arbejdstunge opgave i kampen mod mårhunden.
Ræve- eller grævlingegrave kan være enormt omfattende med masser af udgange, tunneler og blindgyder. Det er sådanne steder, mange mårhundepar ynder at opholde sig for at sætte unger. Selvom vi er ret sikre på, at der kan være mårhunde i graven, så ved vi naturligvis ikke, hvor i graven.
Hvor en ræv vil forsøge at løbe ud af graven, når der er fare på færde, så er mårhundens første forsvarsmekanisme at spille død. Ved en mere traditionel gravjagt vil man gerne have jaget dyrene ud af graven. Hundene skal finde vildtet og presse det ud, hvor man så står klar med haglbøssen. Her er haglbøssen kun brugt i det sjældne tilfælde, hvor mårhunden flygter. Hundenes opgave er i stedet at finde og fastholde mårhunden. Når det sker, så skal man simpelthen grave ned til dem for at aflive dem. Denne reguleringsform er uhyre effektiv. Når man først har fundet en aktiv grav, så går arbejdet relativt hurtigt og har en høj succesrate.
Så, nu er det hundenes tur. Allan har ikke kun sin egen store erfaring at trække på, men også sine dygtige hunde. Han har en passion for hundearbejdet, og de to, han har med i dag, er både velopdragne og veltrænede. Den mest erfarne hund er gravhunden Mille, som er gammel i gårde og har været med på utallige gravjagter. Unghunden, Top Notch Darleen, er en Jack Russell Terrier, og det er første gang, den er med ude på en ægte gravjagt. Iveren for at komme i gang er tydelig.
Vi kører ud til gården, hvor vi møder gårdejeren og hans søn. De skal begge med for at se, hvad der sker og for at deltage i arbejdet. Bo og Kjeld har et godt samarbejde med de lokale grundejere. Det er nødvendigt for at kunne lave en god indsats. Det er da også ejeren, der har fundet graven og set de første spor på mårhund. Derefter har han kontaktet Bo, som har sat kameraer op for at overvåge området.
Da vi kommer derud, er graven helt tydelig. Vi går rundt for at finde de udgange, vi nu engang kan få øje på. To mand bliver stillet på plads ved nogle af udgangene. De er klar med haglbøsserne, skulle mårhundene forsøge at undslippe.
Optimalt bliver mårhundene drevet ind en kedel, hvor der ikke er nogen udgang.
Men vi ved endnu ikke, om mårhundeparret overhovedet er der. Bo har kun set aktiviteten uden for graven. Om de er hjemme, er det første, vi skal finde ud af.
Allan har et lavinepejl på hundene, som giver ham mulighed for at følge dem under jorden. Sikkerheden for hundene er det vigtigste. Skulle uheldet endeligt være ude, så kan de komme slemt til skade, og hvis man ikke ved, hvor de er, så kan man ikke forsøge at grave dem ud. Det er ikke perfekt, selvom Allan har det bedste af det bedste grej. En sjælden gang imellem mistes der en hund under jorden, eksempelvis som følge af en sammenstyret gang. Alt, der kan hjælpe med at sikre hundens sikkerhed, er derfor i spil.
Darleen bliver sendt ind i graven, men er ikke helt så skarp på opgaven endnu. Hun kommer ud af mange forskellige gange, men går ikke helt dybt nok. Derfor sætter Allan Mille ind, og Darleen kommer i snor for en stund. Den rutinerede dame virker mere vaks. Vi kan på pejlet se, at hun bevæger sig rundt, og til tider kan vi se, at hun står stille i graven.
Jeg har aldrig været med til en gravjagt, og det her er en noget usædvanligt oplevelse. Mens vi følger hunden på pejlet, kan vi se, at hun begynder at gå mere målrettet. Da hun står stille på pejlet, kan vi høre hende gø under jorden. Det er ret pudsigt, og ikke noget jeg havde forestillet mig, jeg skulle opleve.
Mille lader i hvert fald til at have fundet noget i graven. Vi formoder naturligvis, at det er mårhund, men da gravene til tider deles med grævling, kan det godt være en helt anden sag. Grævlingen har en noget mere aggressiv forsvarsmekanisme end mårhunden. Hvis den forsvarer sig, kan det blive skidt for hunden.
Pejlet er således indrettet, at det viser en retning mod senderen. Når man kommer tættere på, vil den begynde at vise afstanden ned til hunden. Mille står stille nu, og vi kan derfor måle på, hvor langt nede hun er. Det er ikke en eksakt videnskab, men vi er tæt på nu.
Vi har allerede lagt værktøjet frem fra starten, så gravearbejdet kan starte straks. Allan har masser af særpræget graveværktøj med. Det meste har han bygget selv. Han har været ude for de særeste situationer, hvor en almindelig skovl eller spade ikke slog til. Det har givet ham inspirationen til de specielle graveinstrumenter.
Den almindelige skovl og spade er stadig det kerneværktøj, som arbejdet starter med. Pejlet ligger på jorden lige over, hvor vi mener hunden er, og der graves flittigt. Det er vigtigt at passe grundigt på, at gangen ikke kollapser over hunden, så jo længere ned vi kommer, desto mere forsigtigt arbejdes der.
Som vi kommer tættere og tættere på gangen, bliver hundens gøen tydeligere. Vi kan også høre, at der knurres og larmes på den anden side. Vi kommer helt ned og fritlægger gangen, og hunden stikker snuden ud. Så bliver Mille løftet ud af graven og sat i snor.
Gangen fritlægges yderligere, og Bo kravler ned i hullet, så han kan undersøge, hvad der sker dernede. Med lommelygte ser han en mårhund, der titter ud af gangen. Den er i en kedel, der ligger lidt højere end den gang, vi allerede har fundet. Vi kan ikke komme derind nu. Derudover er der er en sidegang længere fremme, som vi skal have lukket, så muligheden for flugt er blokeret.
Darleen får lov at komme ned og presse mårhundene videre ind i kedlen. Knurren og gøen fortsætter, mens vi graver lidt længere fremme. For ikke at stresse mårhundene alt for meget og længe, så skal tempoet holdes højt.
Sidegangen bliver lukket af, og da vi kommer ned til kedlens åbning, kan Allan se mårhundene trykke sig dernede. Men de ligger ret langt inde. Her kommer et af de mere aparte stykker værktøj frem: en længde stålwire, hvor de yderste par centimeter er flosset op og bukket ud.
Mårhundens tykke pels kommer den her til ulempe. Wiren trykkes ind i pelsen og gives et fast og bestemt twist. Dyrets pels sidder fast, og den kan trækkes ud af hullet. Første mårhund kommer ud, og Allan holder den fast i hullet. Med sig har han naturligvis også værktøjet til aflivningen: en 9mm glatløbet rottebøsse af ældre model. Der lades op, og dyret aflives af gårdejerens søn hurtigt med en kugle for panden. Jeg får lov at aflive nummer to. Den lider samme skæbne for rottebøssen. Vi haler mårhundene op af hullet, og hundene er tydeligvis lykkelige over et godt stykke veludført arbejde. Det er vi sandelig også: det er endnu et par, som ikke kan lave flere hvalpe.
Graven kan naturligvis benyttes igen – forhåbentligt af en grævling eller ræv, men et nyt mårhundepar kan også finde på at flytte ind. Kameraerne står allerede klar til at sladre, og det giver god mening at genetablere graven så godt som muligt, så den kan bruges igen.
Her er det sandjord, så vi kan nøjes med blot at fylde hullerne. Gangene graves hurtigt fri igen af nye beboere
Egen indsats
Denne måde at regulere på er meget specialiseret men også meget effektiv. Afhængigheden af gode hunde og erfaring med jagten gør naturligvis, at det ikke bare er alle og enhver, der kan gå i gang. Den erfaring som Allan, Bo og Kjeld har tilegnet sig over årene, er med til at give dem de bedste forudsætninger for, at få det til at lykkedes. Men, kommer man ikke i gang, så lærer man det naturligvis ikke. Der er flere mårhundebander som slår sig sammen og hjælper hinanden med at lave gravjagt på mårhunde.
At have fået lov til at være med var en kæmpe oplevelse. Selv med andre jagtoplevelser i bagagen, så vil jeg altid huske det: Samarbejdet, ordentligheden, hundene og kammeratskabet, der er som intet andet, jeg har oplevet på en jagt. Spændingsmomentet i, om hundene nu finder noget, er stort, og at følge dem på pejlet var næsten lige så spændende som at følge en Jämthund i de svenske fjelde.
Bo, Kjeld og Allan skal videre til en anden grav et andet sted i området. Jeg bliver desværre nødt til at rejse hjemover med nye oplevelser og ikke mindst erfaringer i bagagen. Jeg tror ikke, der kunne være givet en bedre intro til, hvorfor, hvordan og hvorledes reguleringen af mårhund foregår, end den jeg fik af Kjeld, Bo og Allan denne dag
Hvorledes fremtiden kommer til at se ud for mårhundeindsatsen, vil tiden naturligvis vise. De driftige mennesker, der bruger så meget af deres frie tid på at udføre indsatsen, er en inspiration for os andre til, hvordan regulering bør og kan foregå: Ordentligt, grundigt og effektivt.
