Foto Steen Andersen og Benjamin B, Lillian Tveit, Ondrej Prosicky, Giedriius, Hubert Schwarz, FloridaStock, Risto Puranen samt Estherosp/Shutterstock

Guding er de finske jægeres kælenavn for hannerne af edderfugl. Jagten går ind den 1. juni og varer i blot 15 dage. Det er en jagt, der fortrinsvis drives af de lokale jægere, så da muligheden for at komme med opstod, slog jeg straks til.

Derfor fly til Helsinki, bil til Hangø og i motorbåd til den lille ø Morgonland.

Her mødte min jagtkammerat Klaus og jeg fire medlemmer af Hangöudds Skärgårdsjagtforening, Erik, Jari, Per og Robert.

Morgonland

Skal du på jagt i Finland, skal du kunne dokumentere, at du har jagttegn i Danmark. Denne dokumentation skal du sende til den person eller organisation, der har inviteret dig. De fremsender så dokumentationen til den lokale Jaktvårdsförening i Finland, der så bestiller et indbetalingskort fra jæger-registret. Det sendes til dig, du betaler, og så fungerer indbetalingskortet som jagttegn.

Jagttegnet er gyldigt i et år fra 1. august til 31 juli året efter. Til jagttegnet, der i virkeligheden er en vildtplejeafgift, er tilknyttet en jægerforsikring. Denne forsikring dækker en eventuel personskade, som er sket ved brug af skydevåben under jagt. Det er en forsikring, som kun gælder i Finland og kun i den periode, hvor dit finske jagttegn er gældende. I tilknytning til dit danske jagttegn er der også en forsikring, som gælder generelt i hele Europa. Hvis forsikringsdækningen i Finland af en eller anden grund ikke virker, træder din egen jagtforsikring i kraft.

På hjemmesiden www.riista.fi kan du finde yderligere oplysninger.

Edderfuglen er fredet i Finland med undtagelse af hannen, ”guding”, som må skydes 15 dage i juni fra 1. til 15. juni  og kun i den finske skærgård.

På den sidste sømil på vej til øen så vi adskillige flokke af sort-hvide edderfugle-hanner trække rundt og rejse sig og flygte væk fra motorbådslarmen – et flot syn på det småskummende blå hav, hvor solens stråler glimtede i et væld af farvenuancer.

Samtidig fik vi en kort orientering om jagtforvaltning i denne del af skærgården.

Det blæste nu lidt kraftigere, end da vi startede, men det var stadig solskin, og vi sejlede nord om øen og i ind i en lille vig i den vestlige side, hvor der var en naturlig havn med en lille anløbsbro.

Vi  lagde til ved broen og gik i gang med at tømme motorbåden for alt vort udstyr samt proviant. Det blev båret op til jagthytten cirka 50 meter fra anløbsbroen næsten midt inde på den 25 meter høje ø.

Hytten har jagtforeningens medlemmer selv bygget, og den er åben for alle medlemmer, som driver jagt eller andre, som måtte komme i havsnød på den barske Østersøkyst, hvor den stærke sydvestenvind kan rejse bølger på op til syv meter. Det sås tydeligt på klippekysten, hvor barsk det kan være, når de høje bølger med ubarmhjertig kraft i enorme hvide skumsprøjt ruller ind over de gråsorte klipper.

Vi fik tildelt vores værelser og pakket ud og anbragt provianten i et forrådsrum under hytten, og snart havde Erik, bådfører og kok te og kaffe parat, mens vi samledes ved langbordet.

Per bød os velkommen til Morgenland og håbede, at vi fik nogle dejlige dage sammen og med en succesfuld jagt og orienterede os derefter om den forestående jagt.

Bådjagt forbudt

Vi skulle deles i to hold, et hold med Per som jollefører og et hold med Robert som jollefører, således at vi er tre mand på hvert hold. Vi skal af sted næste morgen kl. 03.00, og vi skal være klædt godt på til sejlturen ud til nogle flade skærgårdsøer en halv sømil fra Morgenlandet

“Jagten foregår på den måde (med haglgevær), at man går i land på den lille ø, lægger lokkefugle ud og venter på morgentrækket. Man må nemlig kun skyde fra øen – ikke fra båd. Jollen ligger så klar til at få i vandet og ud at hente de nedlagte fugle”, sagde Per.

Vi medbragte nogle tomme ølkasser og store presenninger. Dette materiale skulle bruges til at lave skjul på de forholdsvis flade skærgårdsøer. Det var vigtigt, at vi

kunne dække os, når edderfugle-hannerne kom trækkende, og de kom fra alle retninger.

Efter denne orientering tog Per os med på en rundtur på øen, hvor der foruden edderfugle, som havde udruget deres ællinger, blandt andet var en koloni af havterner og  sølvmåger.

Vores gang på øen forstyrrede de mange fugle, som højlydt gjorde os forståeligt, at vi var uønskede. Enkelte edderfugle-hunner med deres ællinger skyndte sig at svømme til havs, når vi nærmede os deres hvilesteder i de små vige ved klippekysten.

Vi kom tilbage til hytten, hvor aftensmaden blev serveret, og snakken gik livligt til ud på de små timer.

Efter fire timers søvn blev vi vækket.

Nu gjaldt det jagten.

Kølig morgen

Det var en kølig morgen kun cirka fem grader, da vi stod op, og det var næsten lyst, og der blæste en frisk vind med lette skyer. Vi iførte os hurtigt vort jagttøj. Først termoundertøj, de lange underhylere inden et par sweatere og den tykke vindjakke, vanter, rygsæk med  diverse mad og drikke, patroner (stålhagl), kamera og  kikkert.

Vi gik ned til anløbsbroen og fik anbragt kassen med lokkefugle, en presenning og haglgeværer i båden. Snart var vort hold bestående af Jari, Robert og jeg selv på vej mod den lille skærgårdsø, hvor vi skulle i land og jage fra.

Det var en flot morgen, vi anede solen mod nordøst, hvor himlen var farvet purpurrød. På vej ud mødte vi en del flokke af edderfugle-hanner, som havde samlet sig yderst i skærgården. Men vi skulle i land først, og vi måtte ikke begynde jagten før kl. 05.00.

Vi fandt et sted på den lille ø, hvor båden kunne trækkes op på klippen, og vi fik tømt den for udstyr og fik os indrettet på øen.

Der var lige plads til tre poster med cirka 25 meter mellem hver. Nu var det blot at vente dels på solopgangen og kl. 05.00 og dels på, at de første edderfugle-hanner skulle trække hen over øen.

Lidt over klokken fem hørte vi skud fra den anden ø omkring 200 meter borte, og de første fugle kom forbi os men for langt ude til, at vi kunne skyde. Så kom tre gudinger hen imod os, vi dukkede os ned, så de ikke kunne se os.

“Nu,“ råbte Jari og skød, og det samme gjorde Robert, men fuglene fløj videre. Jeg syntes, at afstanden var for lang og skød ikke.

Lidt senere kom en enkelt han trukket ind af lokkefuglene foran øen, og lige før den satte sig, skød jeg, og fuglen faldt forendt 20 meter fra mig på selve på øen.

Første edderfugl

Forårsjagt på hanedderfugl er en gammel tradition

Den finske sommerjagt på edderfugle-hanner er en gammel tradition, som tidligere var alt afgørende for skærgårdsbeboerne. De skød edderfugle-hanner i stort tal for at have noget at spise i den barske vinter i denne del af landet.

Typisk edderfugleredde. Det er dunene fra de forladte redder der udgør fyldet i de eftertragtede edderdunsdyner.

Edderfuglen er Skandinaviens største dykand. Den fuldt udfarvede andrik er sort-hvid, nakken og et felt herfra til den bagerste del af issen er dog grøn. I forsommeren afløses yngledragten af en mørk sommerdragt. Svingfjerene skiftes i juli /august, og nu erhverves igen yngledragten.

I sommertiden ses overgangsdragter, der kan forveksles med de brogede fjerklædninger, som pryder de unge andrikker, indtil de er tre år gamle og får deres første fuldstændige voksendragt.

Hunnen er brun med to hvide vingebånd. I deres første fjerdragt kan ungerne forveksles med hunnen, men de mangler vingens hvide bånd.

I begyndelsen af april tages ynglepladserne i besiddelse, og æglægningen begynder. Reden er en fordybning i jorden i lav plantevækst eller opskyllet materiale, der polstres med et tykt lag dun. De fleste reder indeholder fem til otte æg,  og der ruges i 26 døgn. De første ællinger ses i begyndelsen af maj måned, og de ledes straks af moderen til opvækststederne, der kan ligge langt fra redelokaliteten.  Edderfugl og sølvmåge ruger de samme steder. Edderfugle-ungerne er flyvefærdige efter 60 til 75 dage.

Hunner med unger. Edderfuglene passer med lethed hinandens unger, og sejler omkring med store børnehaver.

Edderfuglenes føde er for det meste blåmuslinger, der forekommer på havbunden ned til 10 meters dybde, men også snegle, krebsdyr , krabber og søstjernes ædes.

Generationsskiftet er langsomt, idet dødeligheden blandt voksne fugle kun er cirka 20 procent, dog er førsteårs-dødeligheden større, og det hænger sammen med den sene kønsmodning (to til fire år ofte tre år) og de relativt små kuld.

“Yu hu” – det var min første edderfugl nogensinde, så jeg var lidt stolt og hentede selv fuglen. Den var flot med den sort/hvide dragt, sit gulgrønne næb, sorte isse og grønne nakke. Vægt omkring to kilo.

Solen stod nu op og kastede sine rødgule stråler over skærgården og det blå hav, hvor  flokke af edderfugle fløj rundt, men kun få af dem kom nær nok vores lille ø.

“Det blæser for lidt, men der er masser af fugle derude,” sagde Robert, “men vi må have tålmodighed og håbe, at de kommer ind til os.”

Efter en halv time kom tre fugle og Robert og Jari skød hver en, den ene faldt i vandet, og Robert måtte starte jollens påhængsmotor og ud for at hente den.

Lidt efter kom to fugle langs øen, og jeg skød efter den bagerste, som var tættest på. Fuglen viste ikke skudtegn efter første skud, mens det andet skud klart ramte fuglen, men den fortsatte cirka 200 meter ud over havet, hvorefter den pludselig faldt ned som en sten. Robert var på det tidspunkt ikke nået ind med jollen og satte straks kursen mod den forendte edderfugl, som han hurtigt fandt.

Han kom tilbage, og vi lå igen og ventede og hørte flere skud fra den anden ø. På en tredje ø næsten en kilometer borte hørte vi også skud. Der var andre jægere end os på jagt.

Vi havde nu været på den lille ø i to timer, og skønt vi havde set masser af fugle, var de ikke på skudhold, og ventetiden begyndte at blive lang.

Jagtkontrol

Pludselig så vi en speedbåd komme sejlende  i retning  mod Morgenland. Lidt efter vendte den om og satte kursen mod vores kammerater på den anden ø.

“Det er jagt- og fiskerikontrollen, der er ude at kikke efter, om jægerne har papirerne i orden, jeg kender båden,” sagde Robert.

Efter nogen tid sejlede båden væk fra vores kammerater og ind mod Hangö igen.

Vi havde naturligvis alle vore papirer på os – finsk jagttegn, dansk jagttegn, våbentilladelse og invitation til at deltage i skærgårdsjagten.

Lidt efter denne oplevelse kom en mindre flok fugle ind over vores ø, og vi fik alle skud i haglbøssen, og to fugle faldt igen – jeg fik en, der faldt på land, mens Robert fik en, der faldt i vandet, og igen måtte han ud i jollen at samle op.

Det var efterhånden blevet koldt, og da der var længe mellem besøg af edderfugle, føltes det måske dobbelt koldt. Jari fik igen fugl for, og den faldt langt ud og dykkede. Robert ud i jollen og forsøge at finde fuglen, men desværre lykkedes det ikke.

Da klokken nærmede sig otte, og vi havde været på øen i over fire timer, blev vi enige om at pakke vores udstyr og tage hjem til morgenmad i hytten på Morgonland.

I alt syv fugle

Selvom det var begyndt at blæse lidt mere, så var det ikke nok til det store træk, mente Robert, så vi kunne ligge så godt sejle hjem.

Vi kom i land på Morgonland. Resultatet af morgenens jagt var syv fugle, to til Jari og to til Robert og tre til mig. Inden morgenmaden og mens vi ventede på, at de andre skulle komme i land, gik vi i gang med at rense fuglene. Bryst, lår, kråse, hjerte og lever blev fjernet fra skroget, der blev lagt i en sæk, som næste dag skulle med til destruktion på fastlandet.

Op til hytten, hvor Erik ventede os med et veldækket morgenbord  inklusive æg  – fra naturen, som han sagde. Lidt efter kom de andre tre og kunne berette om deres ophold i skærgården. De havde fået 10 fugle, men havde desværre mistet to.

Efter morgenmaden var det tid til en lur inden frokost, og efter denne gik vi alle i badstue. Det var skønt at få et rigtig varmt bad oven på den kølige morgenjagt.

Det blæste mere og mere, og de drivende skyer fik mere og mere fart på, mens solen langsomt vandrede mod vest.

Aftentræk fra land

Kun 12 dage i skærgården

Edderfugle-hannerne opholder sig i den finske skærgård i 10-12 dage – før de flyver sydpå i Østersøen til området omkring Gotland. Her ligger i sommermåneder måske 100.000 edderfugle-hanner.

Arten forekommer næsten overalt i den nordlige halvkugles arktiske og højnordiske kystegne. Den ruger langs Skandinaviens, Finlands, Vestruslands, Estlands, Tysklands, Hollands, Storbritanniens, Grønlands og Danmarks kyster. De sidste 15-20 år er bestanden desværre gået kraftigt tilbage, mest i den finske skærgård.

Så kraftigt, at Ministeriet for Landbrug og Skovbrug i Finland i foråret 2019 besluttede at totalfrede edderfuglen og det både hanner og hunner. Dog med den undtagelse, at skærgårdsjagten på han-edderfuglen er lovlig i 15 dage fra 1. til 15. juni.

For 20 år siden blev det anslået, at den skandinaviske bestand var på mellem halvanden og to millioner fugle, men i dag anslår biologerne, at bestanden er mere end halveret.

Forskerne mener, at en af grundene til tilbagegangen måske er, at havområderne, hvor edderfuglen fouragerer, har fået renere vand og derfor er mindre belastet af næringsstoffer, som har været godt for bestanden af muslinger, der er edderfuglens hovedføde. Altså ikke mad nok til en stor bestand af edderfugle.

En anden faktor, som spiller ind for tilbagegangen, er, at ynglekolonier har været ramt af sygdomme. Og som den tredje faktor, at den voksende bestand af havørne i den finske og svenske skærgård også kan være med til at minimere bestandene, ligesom minken har spredt sig langs kysten i hele Østersøen fra Finland i nord og helt ned til de indre danske farvande.

Edderfuglehun.

Efter det finske bad var der eftermiddagskaffe, og snakken gik livligt. Vi fik nu besøg af endnu et hold jægere fra fastlandet – tre mand, som fik tildelt et af de ubenyttede værelser.

Kl. 20 spiste vi igen en af Eriks specialiteter – fra naturen – nemlig sælkødsbøffer. Det

smagte anderledes, og man skal nok vænne sig til sælkød for rigtigt at kunne nyde det.

Den planlagte aftenjagt ud i skærgården måtte aflyses.

Det blæste så meget, at de små joller ikke kunne komme i land på de to øer,  hvor vi havde været om morgenen. Men en lang smal tange på Morgonland var også velegnet. Her var der plads til seks poster. Men trangen var ikke så høj, for af og til blev vi dækket til af skumsprøjt, når bølgerne ramte klipperne, og et par gange måtte vi finde et andet sted på tangen, da vi blev oversvømmet af det urolige hav.

Vi havde regnet med, at der ville være mange fugle på træk i det urolige, men i øvrigt flotte solskinsvejr, men det var ikke tilfældet. Det blev dog til nogle fugle, jeg selv skød en enkelt, og de øvrige fem skytter fik tilsammen 10 fugle.

Voldsom blæst

Det var oprindeligt planlagt, at vi skulle have været på morgentræk tredjedagen også, men da vi gik i seng ved midnat blæste det meget kraftigt, og søen var for høj til jollesejlads. Vi besluttede derfor at sove længe og stod først op kl. 07.00.

Da blæste det stadig, så det var ikke jagtvejr. I stedet fik vi morgenmad i fred og ro og havde formiddagen til at pakke og få alt vort udstyr om bord i motorbåden inden turen tilbage til Hangö. Vi fik jollerne på slæb og startede derefter den knap to timers sejltur retur til Hangö i strålende sol med rygvind, og selvom bølgerne viste deres hvide tænder, var det en rimelig behagelig tur.

Vi mødte igen en del flokke af edderfugle-hanner, som lå og fouragerede mellem de mange små skærgårdsøer, men dog ikke i samme store antal som på udturen to dage før.

“De er nok allerede trukket længere ud i Østersøen, så vi kan frygte, at jagten bliver kort her i juni,” sagde Per, ”men det er jo det charmerende ved denne skærgårdsjagt, vi ved aldrig, hvor mange fugle vi får. Selvom fuglene er her, er de meget vanskelige at komme i nærheden af.”

Vi nåede Hangö ved middagstid og tog nu afsked med vore værter. Det havde været en uforglemmelig oplevelse, og vi havde alle fået endnu et minde for livet med  oplevelser i en barsk natur, men i selskab med nogle dejlige, varme finske kammerater – og jeg selv havde skudt mine første edderfugle.

Såvel i Danmark som i Grønland og Canada har forskningen i edderfuglenes trækruter, deres antal og sundhed været intensiv.

Eksempelvis er der i løbet af de forgangne 15 år sat satellitsendere i dusinvis af edderfugle – også i Danmark.

I forbindelse med forstudierne til Femern-broen er der også gennemført satellitmærkninger af edderfugle fanget i farvandene mellem Danmark og Tyskland. Disse data har aldrig været publiceret og er indtil videre ikke tilgængelige – måske endda gået tabt, hvorfor værdifuld, relativ ny viden om dele af Østersøbestanden indtil videre er ukendt.

Dyrlæge Christian Sonne – der også er professor på Aarhus Universitet – slipper her en satellitmærket edderfugl løs i Hudsun Bay i Canada. Bemærk antennen der stikker op af hunnens ryg – og bjørneforsikringen lige ved professorens højre hånd.
Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: