”Vi skal på jagt i morgen,” bekendtgør min fireårige søn med stor selvsikkerhed mens han ransager sin garderobe for egnet grønt og camouflagefarvet tøj. Han betonede ”vi” med stor patos.
Jeg sender et undersøgende blik mod barnets mor, som er højlydt erklæret jagtmodstander, for nu at beskrive det mildt.
Hun smiler som kun en mor kan gøre det, og siger noget i retning af, at naboen har inviteret, og at vi da skal tage af sted.
Sådan bliver det.
Næste morgen præcis klokken ni mødes vi på Kurts gårdsplads, og den lille jæger går med selvsikker mine og sit plastikgevær over skulderen hele raden rundt for at give hånd og bekendtgøre at han hedder Frederik-List.
Morgenkaffe og så i bilerne til andehullet få minutters kørsel fra det hjemlige revir. Knægten med kopi-winchesteren i barnesædet.
Vi tager opstilling.
En and letter.
Jeg ønsker inderligt at den skal flyve over til en af de andre jægere.
Den kommer lige mod os. Højt og hurtigt.
Ud af øjenkrogen kan jeg se min søn hæve sit surrogatgevær, og jeg hører den noget karikerede ladelyd fra leveraction grebet der bliver betjent rutineret.
Anden accelerere fortsat og er nu inden for skudvidde.
Frederik-List tager aftrækket, og den lille...
