”Vi skal på jagt i morgen,” bekendtgør min fireårige søn med stor selvsikkerhed mens han ransager sin garderobe for egnet grønt og camouflagefarvet tøj. Han betonede ”vi” med stor patos.
Jeg sender et undersøgende blik mod barnets mor, som er højlydt erklæret jagtmodstander, for nu at beskrive det mildt.
Hun smiler som kun en mor kan gøre det, og siger noget i retning af, at naboen har inviteret, og at vi da skal tage af sted.
Sådan bliver det.
Næste morgen præcis klokken ni mødes vi på Kurts gårdsplads, og den lille jæger går med selvsikker mine og sit plastikgevær over skulderen hele raden rundt for at give hånd og bekendtgøre at han hedder Frederik-List.
Morgenkaffe og så i bilerne til andehullet få minutters kørsel fra det hjemlige revir. Knægten med kopi-winchesteren i barnesædet.
Vi tager opstilling.
En and letter.
Jeg ønsker inderligt at den skal flyve over til en af de andre jægere.
Den kommer lige mod os. Højt og hurtigt.
Ud af øjenkrogen kan jeg se min søn hæve sit surrogatgevær, og jeg hører den noget karikerede ladelyd fra leveraction grebet der bliver betjent rutineret.
Anden accelerere fortsat og er nu inden for skudvidde.
Frederik-List tager aftrækket, og den lille mikrochip der er sammenbygget med højtaleren i legetøjsvåbnet afspiller sit kryzzbb.
Drengen sænker sit våben. Han har gjort hvad han kunne. Nu kigger han på mig. Jeg kan mærke de der store brune barneøjne bore sig ind i min sjæl.
Det er nu eller aldrig.
Med stor omhu forsøger jeg at gøre alt hvad fortvivlede instruktører i tidens løb har indprentet mig.
Roligt op med haglgeværet. Ind bag fuglen. Træk igennem. Accelerer. Skyd!
Anden når en smule om bag skyttelinjen inden haglene træffer. Flugten standser øjeblikkeligt, og den døde and slutter sin livsbane i en halv parabel der sender den i mulden med et velkendt bump.
Jeg vender mig mod min dreng. Hans øjne er låst på den nedlagte fugl. ”Er den død?”
Vi går derhen og forvisser os om, at alt er som det skal være.
Han og jeg skyder ikke mere den dag, men får et par fasaner med hjem efter den afsluttende kaffe hos Kurt-nabo.
Vi spadserer hjem. ”Hvornår skal vi på efterjagt,” vil den nybagte jægerne gerne vide. Jeg er nødt til at spørge ham om, hvad efterjagt er.
”Hvornår skal vi slagte fuglene?”
Det gør vi med det samme. Han henter sin anatomibog for at kunne følge med i lever, luftrør og hjerter.
En genbo kommer forbi, og ser at leverne og hjerterne er lagt klar for sig selv. Genboen spørger ungersvenden, om hvad der skal ske med disse indvolde. ”Dem spiser vi til aften,” forklarer Frederik-List ligefremt.
”Kan du godt spise det?” vil genboen vide.
”Det er da klart,” slutter knægten. ”Når man selv har været med til at skyde fuglene.”
