Ægteparret Fie og Troels Bøgelund er taget på rundtur i New Zealand, hvor en tre uger lang rundrejse afsluttes med 10 dages bjergjagt under kyndig ledelse af Per Jacobsen, som er dansk og fastboende i Christchurch på Sydøen og Pers assistent Stephen Bradley.
”Save the country go hunting!”
Vi springer ind i deres jagtberetning dagen efter, at jagtselskabet på fire personer og to hunde er ankommet til jagthytten:
Per og Stephen sætter skiver til indskydningen op, og både Fie og jeg får skudt ind. Sikkerheden er i top, og der skydes, indtil begge jagtførere er tilfredse med vores skydning.
Denne dag lykkes det at få kontakt til en flok på fire Arapawa får – alle væddere.
Vi pürscher os ind på den lille flok. Da vi er inde på 200 meter, maver Fie og Stephen sig som en slange frem til bjergkanten.
Fie får riflen op på en rygsæk, men i mellemtiden er flokken blevet urolig og trækker tættere ind under bjerget.
Man fornemmer, at der skal skydes, inden de forsvinder. Så nu er det nu.
Fie skyder til den store, rødbrune vædder med de snoede horn, men skuddet sidder i en lille stenforhøjning, der er lige høj nok til at opfange kuglen, før den når sit mål.
Pokkers også!
Efter skuffelsen er vi nu kørt om på den anden side af bjerget, da Per pludselig slår over i hurtig bak.
Han har observeret den lille flok med den chokoladebrune vædder. Alt imens pulsen igen tager højde, forsøger Fie og hendes guide, Stephen at komme hen til svinget og få opstillet skydestokken.
”Prøv at kikke bagud,” udbryder Per!
Jeg vender mig om og ser tre store kronhjorte, som står og nedstirrer os – what a day!
Fie og Stephen er i mellemtiden forsvundet rundt om bjerget. Pludselig lyder et skud og endnu et, sådan en vædder består af en hel del uld.
Da vi når frem til de to jægere, står de begge og ligner et par, der har vundet i lotto.
Yes! Fie har nedlagt sin Arapawa vædder.
Mens vi ønsker tillykke, er Pers Jack-Russell, Andy og Stephens hyrdehund, Tui gået på sporet af det nedlagte bytte, som er væltet om cirka 100 meter ude.
Hundene får hurtigt fundet vædderen, og så er det tid for trofæbilleder.
Da vi kom tilbage til hytten, blev vædderen brækket, og man kunne tydeligt se, hvorfor den også går under navnet Bob Marley får, den har jo lange, snoede fletninger!
Altså Rasta hår, til gengæld lugter denne fåreart ikke.( Man mener Arapawa blev indført til landet af selveste James Cook den 6. oktober i det Herrens år 1769. Andre mener, at det var hvalfangere, der medbragte dem.)
Mount Cook
Efter endt jagt på østkysten kører vi nu mod vestkysten, igennem Arthur´s Pass, som ligger midt på Sydøens Alper. Her er det det fantastisk flotte Mount Cook, der med sine 3764 meter har rejst sig og er dermed det højeste bjerg i New Zeeland.
Efter at have kørt cirka 250 kilometer er vi fremme ved den beskedne landingsplads, hvorfra en lille helikopter skal bringe os 1200 meter op på Mount Cook til vores basecamp.
Piloten har meget travlt med at bringe kunder fra a til b. Ventetiden bliver brugt til at forberede sikkerhed omkring flyet, bagage, ind- og udstigning.
Pludselig bliver luften fyldt med larm, det er vores taxa, der lander.
Vi må dele os i to hold, første tur går til Stephen og hans hund, Tui + køkken/ telte/ jagtudstyr bl.a. med et nyindkøbt Swarovski Scope.
Ti minutter senere er det Fies og min tur. At sidde på forsædet i en helikopter, det er bare noget, der sparker røv (undskyld udtrykket), man føler sig som et lille dun, der er presset ud af en hovedpude, mens vi let og elegant glider op ad bjerget.
Da jeg pludseligt mærker Fies hånd knuge sig fast i min skulder, er jeg godt klar over, at hun er skrækslagen. Da vi jo ikke kan ændre situationen, holder vi ud, til vi kort tid efter lander på en lille plan eng.
Campen har en bjergkarm til den ene side. På den modsatte side løber et lille vandløb med smeltevand fra den del af bjerget, der rager højt op over skyerne og dermed får sol. Snart har vi fået fast bjerg under fødderne, og helikopteren flyver videre til næste opgave.
Vi er nu forenet med Stephen og hans Colly/Schæfer, Tui.
Stephen spørger ivrigt:”How was it?” Fie er stadig chokeret, så hun mener, at det var grænseoverskridende! Jeg syntes derimod, at det var fantastisk og ikke mindst effektivt. Efter lidt gode råd fra guiden har vi fået rejst vores nye hjem og wauh – udsigten kan der ved Gud ikke klages på…
Bjergjagt – En styrkeprøve
Stephen mente godt, at vi lige kunne nå en vandretur højere op på bjerget. Så kunne han få afprøvet sit nyindkøbte udstyr, forklarede han. Men jeg tror, det var lige så meget for at se, hvor god/dårlig jeg var i bjergene.
Da Stephen også er udlært kok, fik han hurtigt tryllet et festmåltid sammen, som vi nød, inden vi skulle i køjen.
I løbet af natten bliver jeg flere gange mindet på, hvor dumt det var ikke at medbringe mit 8 centimeter tykke liggeunderlag og min North Face Tundra sovepose, der kan klare -29C.
Efter denne nat sov vi med en del mere tøj på, og øvrigt blev tøj plus poser under underlaget (som var punkteret og derfor fladt efter få timer).
Dag 1 – Bjergjagt
Næste morgen bliver vi vækket med et ”coffee is ready”, og efterfølgende sidder vi og indtager morgenmad på verdens flotteste terrasse, alt imens Stephen spotter den ene Tahr efter den anden. Planen bliver lagt efter, hvor stor og gammel han vurderer dyrene til at være.
Et kvarter efter morgenmaden bliver der meldt klar, og den første jagtdag på bjerget starter. Efter to timers hård klatring befinder vi os i cirka 2500 meters højde, og vi tager nu et fortjent hvil. Pulsen har dårligt nok lagt sig, før en Tahr-hun viser sig et stykke længere oppe og
splitte mine bramsejl, om den ikke har en buk efter sig – brunsten er i fuld gang.
Jeg vurderer, at der skal tages et hurtigt skud, så skydestokken bliver sat op per refleks. Da bukken på et tidspunkt står og snuser til geden, er jeg klar over, at dette er min chance. Jeg forsøger at finde skulderbladet blandt al det lange hår, som en Tahr nu engang er udstyret med i sin vinterpels.
Skuddet går, men sidder for højt – kuglen tager en lille håndfuld hår med, da den passerer dyret. Dyrene forsvinder bag nogle klipper. Stephen og jeg taler om – hvad det lige var, der skete der? Vi bliver hurtigt enige om, at indskydningen foregik jo 2000 meter længer nede ad bjerget – så klart den skyder lidt højt i de tyndere luftlag heroppe. (Jeg foretrækker indskydning på 300 meter i den højde, vi forventer at jage i).
Pludselig kommer bukken frem fra sit skjul, nysgerrig efter at se, hvad der egentlig foregik! Jeg får flyttet på skydestokken.
Bukken står nu og nedstirrer os med front imod os.
Afstanden er nu 80 meter.
Jeg finder maskinrummet på fyren og lader kuglen gå, Tahren bliver tydeligt ramt og lægger sig, men stadig med hovedet rejst. Efter endnu en kugle, som sidder lige på halsen, triller den forover og efterlader en lang rød stribe i sneen efter sig.
”Stop – stop!” råber Stephen, men den stopper først 50 meter under os, så han må tage sine snesko på for at hente den op.
Devil Wall
Efter at Stephen havde taget en masse trofæbilleder, begyndte den hårde nedtur!
Som jeg tidligere har måttet erkende, så er nedturen mere hård end opturen, og denne gang var der ikke lavet om på det. Bedre blev det ikke af, at vi måtte passere en bjergkarm (som jeg døbte The Devil Wall). Bjergryggen, vi gik på, var ikke bredere end en spisebordsstol.
Her sidst på eftermiddagen, hvor solen har smeltet sne og is, følte jeg mig som BAMBI på isen – og med cirka 100 meter frit fald og lodret klippe ned på hver side, var det som at gå på line. Efter sikker nedstigning blev vi i lejren enige om aldrig at genbesøge The Devil Wall!!!
Dag 3
For en gang skyld falder en regnvejrsdag belejligt. Da kroppen føltes total smadret, var det dejligt med en dag, hvor vi gik en tur rundt på bjerget, i samme niveau som basecampen. Thar-jagten var aflyst på grund af regn, men måske vi var heldige at møde en gemse.
Dag 4
-Save The Country, Go Hunting.
”Coffee is ready!” lyder vores vækkeur fra Stephen.
Under morgenmaden observerer han 6-8 Tahr, nogle af dem meget højt oppe.
Vi klatrer i tre en halv time. Flere gange ender vi i en blindgyde, fordi det er for stejlt til at komme videre.
Men omsider kommer vi til en flad bjergterrasse. Stephen sætter sit nye teleskop op og får hurtigt øje på tre Tahrer.
Dyrene står oppe på SKYLINE altså helt oppe under himlen. Skyerne når helt ned til under vores basecamp.
Afstandsmåleren siger 480 meter op til dyrene
Da vi samtidig arbejder i statens tjeneste- og som vi læste på flere opslag Save The Contry Go Hunting, fik jeg grønt lys. Jeg har på forhånd fundet et perfekt anlæg, som består dels af en forhøjning – bipod- og min rygsæk.
Doublé på Tahr
Efter dybe indåndinger er jeg bare så KLAR.
Da den første buk vender siden til – slipper jeg kuglen og har en rigtig god fornemmelse, da dyret forsvinder, og jeg repeterer.
Nu går det stærkt!
Jeg har kun lige fået en kugle i kammeret og fundet dyrene i kikkerten, da Tahr nummer to springer ned og stiller sig på nøjagtig samme sted og position som makkeren.
Blaseren får lov at tale sit kølige sprog.
Oryx-kuglen træffer perfekt i dyrets krop, og Tahren starter nu sin exit ned ad bjerget og lander senere 60-80 meter til højre for os.
Jeg hører Stephen råbe: ”Yes, good shooting!” alt imens dyr nummer tre står forstenet og kikker efter de andre.
Jeg forsøger med endnu et skud- men misser.
”This is real hunting!” hold nu op, aldrig havde jeg drømt om doublé på Himalayan Tahr- afgjort den bedste dag på bjerget! Med klar blå himmel og sol plus nyfalden sne.
Det bliver bare ikke bedre.
Den flyvende tahr
Jeg får nu min eftermiddags lunch (æble- øl- pølse), alt imens Stephen igen har taget sine snesko på. Med en ishakke i hånden begiver han sig nu op efter den første Tahr.
Efter 480 meter stejl opstigning står han nu på skyline, hvor den første buk forsvandt.
Han kan se bukken ligge dybt nede i en kløft og beslutter: Den napper vi i morgen, når helikopteren kommer.
Før han starter sin nedtur efterTahr nummer to, tjekker han, om der skulle være skudtegn/schweiss efter buk tre.
Jeg får spist min pølse, og da jeg tager en tår øl, ser jeg, at buk tre nu står der, hvor jeg sidst så Stephen, men et skud nu vil være uforsvarligt…
Senere, da Stephen kommer med skind og trofæ, fra den Tahr, som gled næsten helt ned til os, fortæller han, at buk tre var så tæt på ham, at den nøs ad ham for at skræmme ham.
Efter en lang og dejlig dag på bjerget stod menuen denne aften på Tahrsuppe og god New Zeeland rødvin.
Som jeg befinder mig her sammen med Fie – tre fældede Tahrer – en god guide/ kok og hans hund, ja så kan en bjergjagt simpelthen ikke gøres bedre.
Dag 5 – taxi til gemseland
Denne morgen får vi lov at sove til klokken otte, hvor vi bliver vækket med et ”coffee is ready!”
I Danmark ringer man efter en taxi – i New Zeeland ringer man efter en Helly.
Beslutningen blev taget i aftes, da vi fik melding om, at dårligt vej var på vej ind over os.
Så vi skynder os afsted til en anden del af bjerget, hvor der skulle være godt med gemser.
Stephen forklarer, at derovre er bjerget det rene barnemad, og fremfører, at jeg snart var lige så godt gående i bjergene som han. Jeg svarede ham, at det måske var ham, der var blevet svag!
Anden gang, vi fik kontakt med gemserne, lykkedes det at nedlægge en med et skud meget skråt ned. Den lå på en stor klippesten, da en kugle traf den på skulderen. Efter nogen tids venten triller den omsider ned fra den store sten, desværre brækker den venstre stang i faldet – så får konservatoren også lidt ekstra at bestille.
Dag 6 – fåreavleren
Da vi nu mener, at vi så rigeligt har løst opgaven med at reducere antallet af invasive dyr, flyver vi næste dag ned fra bjerget og kører tilbage til østkysten. Her har vi en aftale med en lokal farmer, som gerne vil have tyndet ud blandt de mange Wallaby´s, der huserer på hans ejendom.
Han oplyser, at han får skudt mellem 500 og 1000 om året, og at han i øvrigt ikke spiser kænguru. Han er mere til får, og er han stadig sulten, spiser han endnu et får!
Et vandløb skærer gennem området, det er her, vi rejser vores lille camp.
Efter at vi på skift har siddet bag rattet de 500 kilometer fra Mount Cook , nyder vi virkeligt dette afslappede sted. Da denne jagtform også er ny for Stephen, skal vi lige bruge lidt tid på at lure dem. Men til sidst lykkes det Stephen at få skudt en, mens jeg lykkes med fire Wallaby´s plus en vildkanin…
Alt i alt er denne kombinerede turist/jagtrejse nok den mest oplevelsesrige tur, vi har haft – og vi kan slet ikke vente med at komme af sted igen.
FAKTABOX
|
