Af Jacob Kamman
Foto: Familien Kamman samt arkivfoto fra WildMedia til at sætte den rette stemning.
Alle de, der kender mig, ved udmærket godt, at især sneppejagten er enormt vigtig for mig!
At få lov til at gå med sine egne hunde og lede efter troldfuglene i vores skove er altså noget helt særligt for mig.
Det er ikke bare mange års træning med hundene, som skal kulminere i et harmonisk samarbejde, det er lige så meget at ramme lige netop de dage, hvor snepperne er mellemlandet i vores skove, og det er kun vejret og snepperne, som bestemmer dette!
Langt de fleste skovsnepper, som vi møder i de danske skove, er egentlig trækfugle, som om efteråret er på vej fra Norge, Sverige, Finland og Rusland til deres vinterophold i England, Frankrig og endda endnu længere sydpå.
Snepperne flyver og fouragerer udelukkende om natten, og derfor er hver eneste morgen, hvor jeg står i skoven og skal til at slippe hundene altid med en usikkerhed og spænding, om snepperne mon er kommet til landet lige netop i den forgangne nat…
Familietraditionen
For lige at sætte scenen så er sneppejagt noget, vi har dyrket sådan rimelig seriøst i min familie i tre generationer! Det startede med min farfar, som flyttede til Vestjylland i 1940, og her blev min far også født i 1943. Min farfar mødte en masse ivrige jægere, og jagten i de vestjyske plantager og moser prægede min fars jagtlige opdragelse. Da jeg selv var stor nok til at tage med min far på jagt, gik vi plantagerne tynde efter bukke, hjorte og naturligvis efter skovsnepperne.
Mine allerførste minder her i livet stammer fra de store vestjyske plantager, og sammen med min far er jeg nu kommet her på jagt i snart 30 år.
Nogle år har vi oplevet decideret sneppefald, mens andre år har været noget magre med antallet af fugle. Min jagtjournal vidner om, at det værste resultatmæssige år skød jeg en enkelt sneppe, og det absolut bedste skød jeg 28 på en weekend!
Forberedt
Vi har altid jaget mest med ruhårede hønsehunde, og det betyder normalt også, at disse hunde kan finde på at afbryde deres søgen efter snepper, hvis de nu lige skulle løbe ind i frisk fært af kronvildt eller råvildt. Derfor går min far og jeg da også tit med hver vores Bockbüchsflinte. På den måde er vi forberedt på alt fra flaksende snepper til store majestætiske krondyr!
Begge våben stammer fra min farfar, og jeg skyder i dag med den ældste af de to. Det er en Sauer & Sohn fra 1943 i kaliber 12 og 7x57R.
Så snart min far var gammel nok til at gå med min farfar på jagt, besluttede de to sig for at købe endnu en Bockbüchsflinte. Denne blev bestilt på de samme mål som den gamle Sauer, men dog med en lidt grovere riffel kaliber, nemlig 7x65R. Valget faldt på en Franz Sodia fra Ferlach, og begge blev udstyret med en lille slank sigtekikkert med 1-4 ganges forstørrelse. Den kikkert sad stadig på, da jeg skulle lære at skyde snepper med Saueren, men selvom det bestemt er muligt at skyde snepper med en kikkert med stolpekors, så besluttede jeg dog hurtigt at skifte kikkerten ud med et Aimpoint rødpunktssigte.
Efter at have sat kursen mod vest i de forgangne tre årtier så er der naturligvis kommet mange faste traditioner til…
I begyndelsen af november
Den første er, at vi altid forsøger at afvikle vores årlige sneppetur omkring den 7. november, for ifølge min farfar var dette datoen, som varslede sneppernes ankomst til Danmark. Dette har da også holdt stik, indtil for vel 5-8 år siden, hvor det ifølge vores erfaring har vist sig, at snepperne er begyndt at trække igennem Danmark noget senere på året. Det betyder dog ikke, at vi vil ændre på noget!
Vi tager stadig troligt afsted i begyndelsen af november, og hvert år er det med hamrende hjerte og maven fuld af sommerfugle, at vi pakker bilen og hundene og kører på eventyr!
Vi bor hos vores gode, gamle ven, Gunde, som bor lidt uden for Oksbøl. Her fortæller vi de samme røverhistorier, som vi altid gør, og hver gang lader vi alle sammen, som om vi hører historien for allerførste gang!
Én tradition har jeg dog ikke selv prøvet endnu, men den kommer jeg tilbage til…
Det er som sagt en meget traditionstung jagtweekend, men på trods af dette har der dog sneget sig en nyere tradition ind…
For et par år siden begyndte vi at invitere et par naboer med til den første jagtdag, hvor vi så sammen drev Gundes store mose igennem. Når jeg siger ”vi”, så er det i virkeligheden mig som sammen med hundene driver mosen, og de fire andre står for som skytter…
Samme procedure som sidste år
I år sad vi så Gunde, min far, Josef, Jakob, Peter og jeg rundt om morgenbordet og planlage dagens drev. Der var jo ikke så meget at planlægge, for alle vidste sådan set godt, hvad der skulle ske, og hvor hver skytte skulle stå.
Ude i bilen sad min gamle ruhårede hønsehund, Maddie, og min gode ven, Christians ruhårede hønsehund, Elsa, som jeg havde lånt med, da Christian var på ferie. Elsa er dobbelt verdensmester, da hun har vundet Skt. Hubertus disciplinen hele to gange sammen med Christine Due og er en sød og yderst lydig hund.
Planen for drevet var på plads, og mens de andre skytter fandt deres post, stod jeg nu over for det samme dilemma, som jeg har stået med hver morgen, på hver eneste sneppejagtsdag igennem de sidste 26 år!
Nemlig: Skal jeg vælge haglgeværet eller Bockbüchsflinten…
Denne morgen var valget dog ikke så svært, for erindringen om forrige års sneppetur stod stadig meget klart i mit hoved…
Den bitre erindring
Det år havde jeg valgt haglbøssen, da jeg forventede, at der ville være mange snepper i mosen, men efter bare en halv times tid fik hunden drev med kronvildt!
Den driver med høj og intens hals, men ikke meget længere end ca. 400 meter, før hun vender retur. Dette drev startede tæt på mig, og hun drev en stor gammel 10-ender hjort lige forbi mig på nok 10 meters afstand! Hjorten fortsatte lige over til naboen, som sad klar i sit jagttårn, og han nedlagde den få minutter senere… Det billede af en stor dansk hjort, som sprang afsted igennem skoven, er for evigt brændt ind på min nethinde, og ærgrelsen over ikke at have haft kombinationsvåbenet i mine hænder den morgen kan jeg stadig smage i min mund!
Den gamle Sauer & Sohn blev ladet med en haglpatron og en riffelpatron, og med den på skulderen gik Maddie, Elsa og jeg ned mod hjørnet af mosen…
De to hunde blev sat af, og snoren kom af dem… De sitrede og klaprede tænder i en underlig form for melodisk melodi, som jeg føler illustrerede vores allesammens spændingsniveau! Det er virkelig en fantastisk følelse at stå foran en mose, som kun bliver drevet af én gang om året og vide, at jeg i de næste par timer kan være så heldig at få skudchance til en imponerende liste af vildtarter: kronvildt, råvildt, ræv, hare, mårhund, fasan, bekkasin, gråand, krikand og due!
Jagt begynd
Jeg lader de to hunde løbe afsted, og mens de to sneppeklokker bimler inde mellem pile- og nåletræerne, suser der et par gamle minder om flaksende snepper og springende krondyr forbi mit indre øje… Bøssen røg af skulderen, og drevet var i gang…
Det stod hurtigt klart for mig, at Elsa slet ikke havde den samme sneppe-erfaring, som Maddie har. Elsa kastede sig ind i alle brombærkrat og tykninger som en anden spaniel, hvorimod Maddie løb rundt om tykningerne for at fange færten… Der gik dog heller ikke lang tid, før jeg kunne konkludere, at der denne dag ikke var mange snepper hjemme i mosen.
De sædvanlige hot-spots, hvor der ofte sidder snepper, var tomme, og selvom jeg udmærket godt er klar over, at jeg ikke ved ret meget om snepper, så var forventningerne dog allerede skruet meget ned…
Efter nogle hundrede meter lød der dog et par korte bjæf fra Maddie bare 30-50 meter væk! Når hun giver disse korte halsende bjæf, betyder det ofte, at hun har rejst en sneppe, så jeg svang mig rundt mod lyden og var klar!
Den første sneppe
Hen over de krogede trætoppe kom der lydløst og hurtigt en sneppe, og uden at tænke fløj bøssen til kinden, og skuddet gik!
Sneppen pakkede sammen i en lille sky af fjer og dun, og med et forsigtigt hult bump faldt den langt inde blandt de tætte piletræer…
Elsa har nok engang fået at vide, at hun absolut ikke måtte hverken drive med hårvildt eller gø efter rejste fugle, så da jeg kiggede ned og genladede, sad hun artigt ved min fod og kiggede på mig som for at sige: ”Det er altså ikke mig, som gør af snepperne!”
Da Maddie stadig rumsterede lidt længere inde, fik Elsa lov til at apportere fuglen, og med den i galgen fortsatte vi drevet.
Maddie og Elsa er ikke gode til at sekundere for hinanden, men efter yderligere et par hundrede meter løb de dog skulder ved skulder langs noget tæt buskads. Med ét snurrede de begge rundt og frøs i en stålfast stand, stadig skulder ved skulder og nærmest kind til kind!
Jeg bliver simpelthen et lykkeligt menneske, når jeg ser en stående hund gå fra et løb med cirka 30-40 kilometer i timen til fast stand på under et splitsekund! Når hunden så står der med sitrende krop og det stålfaste blik i øjnene, så indser jeg, hvor meget det betyder for mig at gå på jagt med hunde!
Mens de to stod der, listede jeg lidt tættere på… Hele vejen kunne jeg ikke finde ud af, om jeg skulle tage et billede eller være klar til at skyde, så da jeg var nået 3-4 meter fra dem, og sneppen besluttede sig for at rejse, så stod jeg med telefonen i den ene hånd og bøssen i den anden – uden hverken at få billede eller et skud! Begge hunde kiggede opgivende på mig og løb derefter hver deres vej…
Den næste stand
Vi nærmede os nu et sted, hvor et gammelt grantræ væltede i en storm for mange år siden. Træet ligger endnu, som det faldt, og imellem de stadig tætte grene er der vokset alt muligt op, og i det vildnis sidder der ofte en sneppe…
Maddie kender træet og plejer at løbe i forvejen, og på GPS’en kunne jeg følge hende lige hen til træet.
Hun tog en halv runde og frøs i endnu en stand…
Maddie kan godt stå meget fast i sin stand, og ofte skal jeg helt op at røre ved hende for at få hende til at rejse fuglen… Denne gang skulle jeg blot røre hende let på ryggen, og så sprang hun frem og forsvandt imellem grene, brombær og krat. Sneppen rejste midt i det hele, og med blafrende vinger brød den ud mellem alle grenene… Sneppen slog straks væk fra mig og kastede sig hen over nogle små piletræer… Den røde prik fulgte med og svang lidt foran fuglen, hvorefter skuddet lød… Sneppen tumlede rundt i luften og faldt fra gren til gren ned på den kulsorte mosebund. Maddie fandt den hurtigt, og med to snepper i galgen, apporteret af både Elsa og Maddie, var jeg egentlig lykkelig og tilfreds.
Det skulle dog blive bedre og vildere… MEGET bedre og vildere!
Videre
Mens vi tre søgte videre, lød der pludselig et riffelskud fra min fars post, og kort efter tikkede der en sms ind med ordene: ”en rå leveret”.
Med stolthed over, at min efterhånden halvgamle far stadig kan skyde rådyr i spring, fortsatte vi, og Maddie fik et godt drev med to stykker råvildt! Disse løb dog uden om de posterede skytter, men et af dem må have slået fra, for kort efter lød der endnu et skud fra min far, og endnu et rådyr var leveret…
Denne dag leverede jeg faktisk tre snepper i alt og skød muligvis også forbi til et par stykker, men jeg skal ærligt indrømme, at på grund af det, som skulle til at ske, så kan jeg faktisk ikke huske ret meget andet fra denne dag!
Vi var nu kommet frem til Peter, der stod som skytte ved en lille sivbevokset lysning. Han havde hørt skuddene og var også godt klar over, at der ikke var så meget tilbage af dagens drev… Han så lidt skuffet ud, så vi sludrede lidt, mens de to hunde fik en lille pause.
Jeg forklarede Peter, at hans post nu mindede mere om en bagpost end om en sidepost, og vi ved jo alle, at de store hjorte altid løber bagud… Med et opmuntrende og måske lidt kækt: ”Peter, gør dig klar, så går vi lige herind og driver et par hjorte ud til dig!” forsvandt jeg ind under de lavthængende grangrene…
Maddie strøg ind til venstre for mig, mens Elsa puslede på min højre side…
Det gav et jag igennem mig, da Maddies skingre hyl og gøen pludselig ekkoede igennem mosen, og mens jorden gyngede, kunne jeg høre grene, som knækkede, og sprosser, som skramlede mod træerne…
Hjort
Der var ingen tvivl for mig, Maddie havde tæt kontakt med mindst én hjort! Når hun starter sin halsen op med et hyl, så betyder det, at hun er tæt på vildtet og disse dyr havde stået mindre end 50 meter fra Peter og mig, mens vi havde snakket sammen i mindst 5 minutter… Først da Maddie nærmest løb ind i dem, satte de i gang!
Jorden gungrede endnu mere, og det knasede og bragede i skoven, mens Maddies hidsige halsen kom tættere og tættere på… Elsa havde som sædvanlig sat sig fint ved siden af mig, og jeg havde svunget bøssen af skulderen og stod helt klar…
NU!
Det er svært for mig at huske, hvor lang tid der gik, men sikkert ikke mere end et par sekunder i alt! Det er dog utroligt, så mange tanker, der kan nå at flyve igennem ens hoved på den korte tid!
Jeg nåede at overveje skudvinkler, kuglefang, orientere mig om, hvor Elsa var, hvor Peter stod og samtidig med alt dette en overvældende forhåbning om, at NU skete det!! NU, ville jeg endelig skyde en dansk kronhjort, drevet af min egen hund, med min farfars og min fars gamle Bockbüchsflinte lige netop på dette revir, hvor min familie har gået på jagt i tre generationer!
Pludselig brød en hjort ud af granerne bare 20 meter fra mig! Den løb direkte imod mig og sprang hen over et væltet træ. Idet den landede, opdagede den mig, og i et kort splitsekund var det, som om tiden stod stille… Hjorten stod på stive og lidt spredte forben og var ude af balance… Vi stirrede direkte på hinanden, og med bare ti meter imellem os var det, som om vi faktisk stirrede hinanden lige ind i øjnene…
Jeg vurderede dens tykke hals med mørk manke og det mørke gevir med lyse sprosser… Jeg kunne ikke nå at tælle sprosser, men vurderede straks hjorten til at være en gammel og absolut afskudsbar hjort!
Bag det væltede træ kom endnu en hjort, og bag den kom Maddie halsende for fuld musik… Det eneste, jeg kunne høre, var Maddies halsen og min egen puls, som hamrede i mine ører…
Den røde prik hvilede helt fast midt på brystet af hjorten, og skuddet gik!
To hjorte
Hjorten stod lige på næsen, men kom hurtigt op igen! Med sort mudder dryppende fra snuden og ansigtet løb hjorten til venstre for mig og fortsatte efter den anden hjort lige ud mod Peter. Maddie var nu lige i hælene på den påskudte hjort, og alle tre forsvandt igennem skoven…
Mens jeg flåede det afskudte hylster ud af bøssen og smed en ny riffelpatron i, råbte jeg til Peter: ”jeg har skudt på den sidste hjort!”
Jeg spurtede igennem brombær og under grangrene, og så smældede Peters lyddæmper… Jeg brød fri af skoven og kunne se min hjort sidde ned midt i en brombærbusk med Maddie holdende fast i nakken af den! Peter stod og pegede på dem og var klar til et opfølgende skud, men jeg råbte, at han ikke skulle skyde igen! Jeg vidste, at hjorten var hårdt ramt, og jeg vidste også, at Maddie nok skulle holde fast i den…
Da jeg havde løbet de sidste 50 meter hen til hjorten og Maddie, var hjorten da også forendt, og med gispende åndedræt og rystende hænder dækkede jeg Maddie af og sad og aede og roste hende, mens jeg forsøgte at få vejret igen…
Peter og jeg kiggede på hinanden og længe sagde vi ingenting! Vi var simpelthen begge to i en form for chok! Vi havde netop skudt til to danske kronhjorte!
Hvad der skete med Peters hjort, er hans egen historie at fortælle, men jeg kan afsløre, at den unge mand nu har en nydelig ulige 14-ender til at pryde sin væg derhjemme!
Min egen hjort viste sig at være en regelmæssig 12-ender med korte sprosser men tykke stænger…
Fuldendt
Jeg stod og sad længe og bare betragtede min hjort, og stoltheden over Maddies fine arbejde var simpelthen ved at få mit hjerte til at briste briste… Nu, hvor hjorten var død, var hun decideret ligeglad med den, og i virkeligheden ville hun nok bare gerne videre på jagt. Det blev dog ikke til mere jagt denne dag, og efterhånden, som de andre mødte frem, kunne vi glæde os over en jagtdag, som havde kastet to hjorte, to rådyr og tre snepper af sig!
En fuldstændig fantastisk dag var til ende, men for mig blev den dog først fuldendt næste dag, hvor min far og jeg sammen gik en runde efter snepper…
Endelig
Her gik vi ned til det sted, hvor hjorten var blevet skudt, og blandt de våde og rustgule egeblade fandt jeg mit hylster fra dagen før…
Med afdækkede hunde og knækkede bøsser kunne jeg sammen med min far fuldende et af de meget gamle ritueller i vores familie…
Min farfar og far har altid sat deres afskudte hylster på en lille gren der, hvor de har skudt et dyr. Som lille dreng kan jeg huske at stå ved et gammelt, irret riffelhylster og høre min far fortælle om en hjort, min farfar havde skudt, og i mere end 26 år har jeg drømt om at kunne sætte mit eget hylster på en vestjysk gren…
Det kunne jeg så endelig denne dag med tårer i øjnene, og mens min far hældte en lille hjemmelavet snaps op, tog vi hattene af og skålede for den gamle hjort, for vores hunde, for traditioner, min farfar, min far, for Gunde, for mig, for gamle Bockbüchsflinter og for jagten!
En dag, jeg aldrig vil glemme!
