Browningen
Lad mig starte med at slå fast, at jeg aldrig har været en ørn til det med et haglgevær. Tværtimod har det altid været riffeljagten, der tiltrak mig mest, og hvor jeg selv har ment, at min skydningsmæssige force lå.
For 7 år siden flyttede jeg fra det østlige Jylland ud vest for den jyske højderyg.
Mulighederne for at dyrke forskellige former for hagljagt blev nu rigtigt gode.
For et par år siden blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det være.
Nu skulle jeg have styr på det med at skyde med haglgevær. Som tænkt så gjort!
Resolut satte jeg mig i bilen og afsted det gik til den lokale våbenhandler, hvor jeg erhvervede mig en spritny Browning Citori Special o/u kaliber 12/76. Jeg havde altid skudt med kaliber 12, og det skulle det selvfølgelig også være denne gang.
Efterfølgende gik det i off-season afsted på diverse skydebaner for at få styr på det her med at skyde med hagl. Efter utallige timer på diverse skydebaner og 3 tilretninger ved 2 forskellige våbenværksteder og en mildest talt meget lidt prangende jagtsæson, hvor alt, hvad der kunne lægges på paraden, var en enkelt sneppe og en gås, måtte jeg erkende, at det der med haglskydning og mig ikke rigtig fungerede. Min jagtkammerat, der er flugtskydningsinstruktør, kløede sig også noget i håret over, hvad det var, der ikke spillede.
Købet
På et tidspunkt var jeg blevet jagtleder på fællesjagterne i det konsortium, jeg er med i.
Vi nåede ikke at afholde mange fællesjagter, før det gik op for mig, at Browningen var for tung at gå rundt med, samtidig med at antallet af afgivne skud var minimalt, når der skulle holdes styr på at få sat folk på post, sætte drevet i gang og holde styr på, om frokosten nu var klar på det rigtige tidspunkt.
Jeg besluttede mig derfor ret hurtigt til, at jeg måtte anskaffe mig en lettere bøsse til brug på fællesjagterne.
Da det bare skulle være et haglgevær nr. 2, var det ikke noget, jeg ville eller kunne ofre formuer på. Mine overvejelser i retning af kaliberen, var kun nået til, vi gør, som vi plejer og køber 12’er.
Jeg satte mig derfor ned og gennemtrawlede diverse våbenhandleres hjemmesider og brugte timer på at tale i telefon om brugte haglgeværer med min kammerat, flugtskydningsintruktøreren.
En dag, for Gud ved hvilken gang, hvor jeg sad og kiggede på brugte våben på nettet, faldt jeg over en reklame for en AYA side by side bøsse til 1000 kr. Nåh ja, tænkte jeg, mit første haglgevær var en side by side, så lad mig komme op og kigge på det. Derfor kørte jeg rask til Bording og bad om at komme til at se geværet. Jeg havde godt set på hjemmesiden, at det var kaliber 16, men havde ikke tænkt mere over det.
Da jeg først kom i gang med at kigge, viste det sig, at han havde flere haglgeværer stående, alle i kaliber 16, til yderst rimelige priser. Jeg startede med at se på 2 Aya’er og en belgier, men ingen af dem føltes rigtige, når jeg kastede dem til skulderen. Til sidst kom sælgeren med en Simpson-Suhl fra 1962 med flammebrunering på låsen og kindpude. Det var kærlighed ved første skulderkast.
Glad drog jeg derfra med bøssen og to kasser patroner.
Da det jo var et brugt gevær, tænkte jeg, at det hellere måtte få en omgang rensning og eftersyn. Jeg kørte derfor op til den våbenforretning, jeg plejer at benytte, og fik geværet renset og efterset.
Da det var overstået, skulle geværet og jeg på skydebanen. Geværet var dog for kort, men skyde med det skulle jeg.
På skydebanen blev der gjort klar til første skud med det nye gevær. Duen blev kaldt ud og skuddet gik. Hvad f…. duen gik i stykker.
Der måtte være sket en fejl, så jeg måtte hellere lige prøve en due mere. Den lerdue gik også i stykker. Derefter røg den ene lerdue efter den anden. Efter et par gange på skydebanen, hvor det var den almindelige jagtbane, der blev skudt på, skulle sportingbanen prøves med det nye gevær, og minsandten om ikke det også virkede der.
Det gik dog rimeligt hurtigt op for mig, at bøssen var så hårdt boret, at hvis det på jagt skulle lykkes mig at ramme et stykke fuglevildt, ville der ikke være mere tilbage end front og bagdel.
Jeg valgt derfor at få geværet åbnet noget mere op. Efter mange snakke med forskellige personer, der havde side by side haglgevære,r faldt valget på 3/8-dele på det ene løb og en halv på det andet.
Selve det at få geværet boret ud tog ikke lang tid ved våbensmeden og kostede ikke mange basseører.
Jeg var derfor meget spændt på at prøve min nye bøsse på praktisk jagt, da efterårssæsonen åbnede op.
Jeg kan allerede nu røbe, at jeg på ingen måde har fortrudt mit køb.
På fællesjagt er det en fornøjelse at gå med, og der er faldet langt mere vildt for min 16’er i denne sæson end i tidligere sæsoner.
Erfaringer
I skrivende stund har min 16’ner været i min besiddelse i en lille årstid, og den har været flittigt brugt på jagt i én sæson.
Når jeg på fællesjagt bliver spurgt, hvilken kaliber jeg skyder med, er det argument, jeg oftest hører om kaliber 16, at det er dyrt og svært at skaffe ammunition til kaliberen.
For det meste fulgt op med bemærkningen: ”Sådan en har jeg også stående hjemme i våbenskabet fra min far eller farfar, men aldrig brugt det.”
Det har på intet tidspunkt været svært for mig at skaffe ammunition til min 16’ner. Prismæssigt er det en smule dyrere end til en 12’er, men i forhold til kaliber 20, der jo er noget mere både populær og udbredt end kaliber 16, oplever jeg ikke ammunition til kaliber 16 som dyrere.
Derimod er udvalget af haglstørrelser til kaliber 16 helt klart mindre end til både kaliber 12 og 20. Nu skyder jeg ikke selv råvildt med hagl, så jeg klarer mig fint med 4’ere og 5’ere, men det vil ikke være urimeligt at antage, at, hvis man ønsker at skyde råvildt og/eller gæs med 16’eren og gerne vil skyde med større hagl end størrelse 4 eller mindre hagl, til brug ved eksempelvis bekkasiner end størrelse 5’ere, kan der være lidt udfordringer.
Hertil kan det tilføjes, at jeg endnu har til gode at komme i en jagtbutik, der har alle de haglstørrelser til kaliber 16, som de reklamerer med på deres hjemmeside.
En anden overvejelse, man lige bør have in mente, når man køber ammunition til kaliber 16, er trykprøvningen på geværet. Ældre geværer som eksempelvis fra 1962 er oftest kun trykprøvede til 850 bar, hvilket mange moderne patroner overgår. Derfor bør alderen og trykprøvningen på ældre våben indgå i overvejelserne, når der købes ammunition.
Hvordan så med skydeoplevelsen? Det, der har været det sværeste at vænne sig til, har været at gå fra enkeltaftræk til dobbeltaftræk, men tiden på skydebanen har i den henseende været givet godt ud, og i dag har jeg ingen problemer med dobbeltaftrækket, men til at starte med var det ikke usædvanligt, at jeg stod og hev flere gang i den samme aftrækker og så fåret ud, når skud nr. 2 ikke gik.
Rekylet har hverken før eller efter boringen været ubehageligt. Men selvfølgelig kan man mærke en lille smule mere i 16’eren end i 12’eren.
På jagt har der ingen problemer været, alt vildt, jeg har ramt, er faldt fint og har været forendt.
I forhold til skæftetilpasning har jeg ud fra et æstetisk synspunkt valgt ikke at få sat en bakelitskive ind som forlængelse.
Jeg valgte at købe aftagelige skæfteforlængere i stedet. Først købte jeg en neoprensko med udtagelige skiver i og efterfølgende en lædersko med ditto. Dette fungerer rigtig godt, man skal bare lige være opmærksom på, at skoen ikke bliver trukket af, når man går i tæt bevoksning.
Den eneste malurt i bægeret er, at jeg ikke var opmærksom på at få givet skæftet olie umiddelbart efter at have fået geværet med hjem, så forskæftet har slået sig lidt, men så er der jo et lille projekt til uden for sæsonen.
Prismæssigt har min 16’ner i anskaffelse, rensning, eftersyn og udboring stået mig i lige omkring 4000 kr. Hvilket i min optik er yderst rimeligt for en ældre side by side, når man hverken har eller vil investere flere hundrede tusinde kroner i en ældre engelsk side by side.
Jeg har endnu til gode at møde andre, der skyder med kaliber 16, men der er, af hvad jeg kender til, mindst én gruppe på Facebook for personer, der skyder med kaliber 16.
Når jeg står i jagtforretninger, og sælgerne finder ud af, at jeg skyder med kaliber 16, er standardbemærkningen som oftest ja, den er på vej frem i England. Nu må jeg tilstå, at min viden om engelske kalibertrends kan ligge på et meget lille sted, så hvorvidt der er hold i bemærkningen, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men hvis det skulle være sandt, vil det undre mig meget, hvis ikke den trend også vil slå igennem herhjemme på et tidspunkt.
Afslutningsvis må det nævnes, at min erfaringer med kaliber 16 kun har været positive, og jeg har bestemt ingen planer om at skille mig af med min 16’ner, samt at der er tegn på, at flere er ved at få øjnene op for en kaliber, der for nuværende lever en hengemt tilværelse.
Jeg har brugt min 16’ner igennem en hel jagtsæson, og jeg har svært ved at se mig selv vende tilbage og bruge min Browning, så, som både min kammerat og min kæreste har sagt, mon ikke den bliver solgt på et tidspunkt?
Tjo måske, men mit haglgevær i kaliber 16 bliver næppe mit sidste i den kaliber.
LÆS OGSÅ
