Den hellige treenighed inden for best guns har traditionelt været Boss & Co., Holland & Holland samt James Purdey & Sons – det var jo trods alt briterne, som grundlagde konceptet.
Flere andre producenter har ligget på samme niveau i perioder eller endog i generationer, men det er de tre ovennævnte, som i høj grad har holdt traditionen i hævd. Visse anglofile våbenentusiaster kan dog med rette mumle, at man ikke må glemme Stephen Grant (maker of best guns only). Eller brødrene Manton og en lang række andre engelske bøssemagere, som ingen har hørt om på denne side af den russiske revolution. I anden række finder vi W.W. Greener, Westley Richards og William & Son, som alle eksisterer endnu. Deres priser er ikke specielt meget lavere, og kvaliteten er den samme. Man forstår det måske ikke, men man ved det. Præcis som man ved, at en Ferrari er en vældig hurtig bil, selvom man aldrig har kørt i en.
Rækkefølgen spiller i denne sammenhæng mindre rolle – Boss, Holland & Holland samt Purdey har opretholdt deres position som den hellige treenighed i mere end 100 år. I høj grad fordi de er kendte også uden for kendere og nørders temmelig navlebeskuende verden, og fordi de markedsfører jagtbeklædning af den yderste luksuskvalitet (de to sidstnævnte ejes jo af modekoncerner). Selvom man ikke ved noget videre om jagtvåben, så ved man, hvad en Purdey eller en Holland & Holland er.
Medlemmerne af treenigheden har dels opnået deres position, fordi de har defineret deres eget niveau af kvalitet og skydeegenskaber, dels fordi de har haft held til at tiltrække kunder, som er villige til at betale prisen for en konstruktion på et sådant niveau. Der er jo flere, som kan lave produkter på dette niveau end de, der kan få prisen for det, så det er ikke nok at sige, at man kan. Man må kunne gøre det så godt, at der er nogen, som vil tage risikoen for at betale for det. For at få denne betaling skal man både kunne lave kvaliteten og oparbejde et brand, som er accepteret og kendt på markedet. Det sidste kræver en vis disciplin af ejeren for ikke på kort sigt at kapitalisere på navnet ved at sænke kvaliteten og prisen for at øge markedsandelen og gevinsten.
Den hellige treenighed er under alle omstændigheder truet – eller i hvert tilfælde stærkt omdiskuteret. I det mindste blandt ikke-entusiaster og ikke-kendere. Kenderne har principielt altid vidst, at det, man laver i London, bevisligt også kan laves andre steder. Som det hedder: ”Buy the gun, not the name”. Selv det, som påstås at være lavet i London, har temmelig ofte en oprindelse, som helt eller delvis er fra andre steder.
Blandt de moderat interesserede er især Holland & Holland og Purdey kendte på samme vis, som en Rolls Royce er kendt blandt bilejere. Fantastiske biler og fantastiske luksusprodukter. Vil man have en bil med exceptionelle egenskaber, er der talrige mærker, som man sjældent eller aldrig har hørt om – som Bugatti for at tage bare ét eksempel. Det er som sagt et spørgsmål om at kunne tage sig betalt, og så må man kunne argumentere for, hvad man leverer og motivere, hvorfor man kan kræve højere priser end en af de store.
Armi Ivo Fabbri er måske ikke rigtig kendte, må man nok sige. De har produkterne – men en så lille produktion, at man ikke ligefrem ser dem hver dag. På den anden side – hvis kunderne hedder Tom Selleck eller Steven Spielberg – så varer det jo ikke så længe, før man får i hvert tilfælde en vis opmærksomhed.
Hvis man derefter ender højt på listen over verdens dyreste haglbøsser, så begynder tingene at bevæge sig. Bemærk: verdens dyreste haglbøsser, ikke verdens dyreste graveringer på haglbøsser. Prisen er én ting – spørgsmålet er, hvad man betaler for. Og hvad man får.
Ivo Fabbri
I starten arbejdede Ivo Fabbri sammen med Perazzi, men startede sin egen virksomhed i 1968. Daniele Perazzi ville skabe den perfekte konkurrencebøsse, mens Ivo ville lave den bedste haglbøsse – helt kompromisløst. Til sammen designede de Perazzi-låsen med træk fra Boss & Co’s O/U. Efter cirka 10 år hos Perazzi forlod Ivo Fabbri firmaet for at forfølge sin drøm. Formodentlig havde Perazzis succes sat ham i stand til at starte på et betydeligt højere niveau, end det ellers ville have været tilfældet.
For det er jo sådan, det fungerer – for at kunne starte op, må man enten have en mæcen eller helt enkelt snylte lidt på andres renommé. James Purdey skrev i starten af sin karriere ”James Purdey from Mantons” på sine piber. Pudsigt nok synes han slet ikke om det, da en af hans tidligere ansatte gjorde det samme – og lod ”William Evans from Purdeys” gravere på sine bøsser.
Både Perazzi og Fabbri har haft held til at opfylde deres mål – de er to af giganterne inden for haglbøsser nu om dage. Ikke i volumen – eftersom den er underordnet visionen i begge tilfælde – men målt på, hvordan man ser på dem som producenter. Haglvåben fra Perazzi har opnået dobbelt så mange OL-medaljer som bøsser fra alle andre producenter tilsammen. Armi Ivo Fabbri har i dag kunderne, som vil betale for det absolut bedste.
Forskellen mellem dem ligger vel nærmest i, at Perrazi må lægge sig på et prisniveau, som i en eller anden grad er håndterligt for menigmand. Fabbri spiller på en anden bane – han laver noget, som er særlig spektakulært samt voldsomt meget bedre – og tager sig godt betalt for det.
Konkurrenterne
En Purdey O/U koster i dag omkring 1,2 millioner kroner, mens en H&H Royal side-by-side koster en lille million danske kroner. Storbritanniens dyreste side-by-side er Purdeys version med moderne damascuspiber (Damasteel). Den koster omkring 1,1 millioner kroner. En Boss O/U koster lidt over 1,2 millioner. En Fabbri koster 2 millioner kroner – hvis den er lavet af titanium og rustfrit stål.
Holland & Holland og Purdey laver omkring 80 våben per år, Boss højst 20. Det er eksklusive våben, og årligt sælges der ikke mange i denne prisklasse.
Samtlige priser er inklusive moms. En B25 fra John Moses Browning Collection koster omkring 400.00. Men en B25’er er per definition ikke en sidelåsbøsse, hvilket alle de andre er. I samme prisniveau finder vi Westley Richards Drop Lock.
Nu kan man lave en lidt længere liste over ”best gunmakers” – for der er som sagt flere, der kan. Et spansk eksempel er Armas Kemen. Der findes andre italienere, som også kan – for eksempel FAMARS og Luciano Bosis. Hertil kommer et hav af producenter, hvis customafdeling kan bygge en ægte best gun fra grunden.
Til fælles har de kvaliteten og omkostningerne. Derefter kommer forskellene, som naturligvis kan være ekstremt store. Det her er unikke våben – eller kunstværker, om man vil, og derfor er alle ligheder med serieproduktion og rationel fremstilling totalt fraværende. Tilgangen med, at en haglbøsse er en haglbøsse, fungerer slet ikke på det her niveau. Det fungerer knapt nok på de billigste produktioner. Dermed ikke være sagt, at hvad som helst passer til hvem som helst. Valgmulighederne i denne prisklasse er enorme. Der er ikke bare tale om, at skæftemålene laves efter ejerens krav – det gør alt fra munding til kolbekappe.
Briterne og spanierne har valgt den traditionelle vej og kører deres produktion efter 150 år gamle traditioner og konstruktioner. Man bygger våbnene med håndarbejde – eller ønsker i hvert tilfælde at give indtryk af det. Fabbri har siden starten valgt en lidt anden vej – her er det moderne teknik og moderne materialevalg, som benyttes helt kompromisløst. Hvert våben, som fremstilles, er helt unikt, men selvom det er maskiner, der laver de fleste dele, har man en produktion på ca. 20 våben om året. Omtrent det samme som Boss oplyser, er deres maksimale årlige produktion. Man kan derfor ikke rigtigt tale om modeller – man må snarere sige, at Fabbri producerer våben i nogle forskellige klasser.
I dag drives firmaet af Tullio Fabbri sammen med hans hustru Gisela og Ivos søn af første ægteskab, Ivo. I en mere traditionel verden havde Ivo været en låsemager eller ”fitter”, men i Fabbris verden er han helt logisk en ingeniør og programmør.
Det, Fabbri er mest kendt for, er den klasse af våben, man laver med en bascule i titanium, samt med piber i rustfrit højstyrkestål. I klassen lige under kan man få basculen i rustfrit stål. Fabbri hævder, at stålet er 80 % stærkere end de ståltyper, man normalt anvender til våben. Der findes den slags stål, og jeg påstår ikke, at der er andet stål i deres piber. Men det er altså heller ikke sådan, at Fabbri udleverer de aktuelle materialespecifikationer. Man laver naturligvis våben i rustfrit, superrustfrit og kulstål i henhold til kundens ønsker.
Piber
Man begynder med et pibeemne i form af en stang, hvis materialestruktur er isotropisk – altså har samme struktur og egenskaber i alle retninger. Man borer emnet ud, drejer det ned til de ønskede dimensioner og laver lukkeknasterne. Rustfrit stål egner sig ikke til lodning, hvorfor man svejser piberne – chopperlump – sammen med skinnerne, som er lavet af samme materiale. Piberne bliver herved helt homogene i materialemæssig henseende og derfor ekstremt stabile med hensyn
til egenskaber.
Bruneringen i traditionel henseende er umulig, eftersom det er en kontrolleret rustproces. I stedet dækker Fabbri piberne med en kulstofbaseret belægning. Teknikken kaldes DLC (diamond-like carbon) og giver en overflade, som har diamantlignende egenskaber med hensyn til hårdhed og slidstyrke. Man opnår med andre ord en ekstrem slidstærk overflade. Teknikken anvendes blandt andet på stempler, i støddæmpere og i hydraulikdele, hvor der stilles ekstreme krav.
Formålet med materialevalget er, at man ønsker piber med mindst mulig variation som følge af temperaturforskelle. Hvis man eksempelvis skyder piberne rigtigt varme, så ændres pibesymmetrien ved traditionel sammenlodning. Eller hvis man skal skyde i ekstrem kulde, hvor løbets diameter påvirkes. Her er det ganske få ståltyper, man kan arbejde med. Når stålet først er valgt, er det materialets egenskaber, som styrer de metoder, man kan fremstille piberne med.
Basculen
Valget af titanium til basculen styres af det faktum, at det er ekstremt stærkt, hvorfor man kan mindske vægten med 300-400 gram i forhold til almindeligt stål. Herved kan man rigtig godt styre våbenets balance ved at justere pibernes tyngdepunkt, vægtfordelingen og basculens vægt.
Ulempen ved valg af titanium er, at al forarbejdning må ske maskinelt. Materialet er principielt umuligt at bearbejde med traditionelle metoder, hvor man filer bøssens dele sammen. Sammenføjningen af delene adskiller sig principielt ikke fra den traditionelle metode, men hvis dele ikke passer, kan man ikke bare finde en fil og rette det. Inden man begynder sammenføjningen af dele, skal de i princippet alle være maskinbearbejdede. Er der fejl i programmeringen af maskinen, så må man starte forfra med et nyt stykke materiale. Der ligger altså en alt anden end traditionel fabrikantionsgang bag en Fabbri.
Lukketøjet er som forventeligt ganske lig det, som Perazzi bruger – to lukkeknaster på piberne og en kam i basculen, som aflaster tappene. Lukkeknasterne sidder i basculen og glider ind i en udfræsning mellem piberne. Det er den optimale placering, så hvorfor overveje nogen anden?
Med andre ord – en ekstremt moderne Boss-O/U i et materiale, som Boss’ designer John Robertson ikke engang kunne drømme om at arbejde med.
Skæftning
Det eneste, som laves med traditionelle metoder, er skæftet. Skæftemagerens hånd og øje er vanskelige at erstatte med en maskine. Selv om en kopifræser i princippet kan eftergøre et hvilket som helst skæfte, så må man vælge og vende skæfteklodsen sådan, at styrken bliver optimal, og for at træets årringe kommer til deres fulde ret.
Denne måde at arbejde på går igen i alle detaljer og alle komponenter. Fabbri er også
kendt for at have ekstremt gode og konstante aftræk på deres våben – ud over, at de er ekstremt hurtige. Alle komponenter laves i det bedst mulige materiale, og man har som princip, at et aftræk skal være konstant over mere end en million affyringer. På mere almindelige O/U’ere har alle aftræk lidt slæb – efter bare et par hundrede affyringer, hvis man har været lidt uheldig eller har købt en billig bøsse.
Alt fremstilles til den højest mulige standard. Derefter samles våbnet under montagen. Derpå foretages en sidste tilpasning, inden skæftemageren slutter af med et stort antal lag af skæfteolie.
At bygge et våben med disse materialer og med den finish er ikke noget, man bare gør. Dels kræver det en maskinpark, som kan bearbejde disse materialer, dels må man have en enorm erfaring i at arbejde med disse materialer og tilpasse sine konstruktioner til dem. I særdeleshed når hvert våben er helt unikt. Fordelen er også, at det bliver relativt enkelt at skabe en identisk kopi, eftersom data på alle komponenter bevares i digitalt format.
Testvåbnet
Den Fabbri, vi fik lov at låne til testen af importøren Stanley Stoltz, var en O/U med titaniumbascule og rustfri piber. Piberne er 75 cm. lange og har faste chokes omkring halv og hel. Italienerne er glade for trangboring – måske fordi de skyder en del småfugle, som vi normalt ikke jager, og de skydes gerne højt oppe.
Skæftemålene er for en gang skyld fænomenale. Fabbri har ry for at lave vel svulstige skæfter. Dette eksemplar er imponerende slankt.
Basculen ser flammehærdet ud, men er i virkeligheden belagt med samme DLC-teknik som piberne – blot i en lidt lysere nuance. Som ventet er der tale om en såkaldt pinless sidelås, hvor de stifter og skruer, som låsedelene er fastgjort med, ikke er synlige udefra. Låsene har en meget diskret Rose & Scrollgravering. Skæftetræet er meget smukt og af rigtig god kvalitet – muligvis lidt til den mørke side. Præcis som graveringen er skæftet meget diskret og velgjort, og netskæringen er som ventet førsteklasses.
Det hele ser med andre ord godt ud, og der er tale om et meget smukt våben. Absolut ikke højrøstet – men smukt og sobert primært for den, som skyder. På lidt afstand ser den ud som en vellavet O/U men ikke specielt meget mere end det, hvis ikke man tager den op og holder den i hænderne.
Robertson sagde om sine bøssers relativt diskrete gravering, at hans kunder ”påskønner ikke mere opmærksomhed end den, som forårsages af en fødselsannonce og en dødsattest i avisen”. Denne Fabbri er lige i øjet på denne tradition. Og jeg synes, at det er så smukt…
Vægten ligger på 3101 gram, og sammenholdt med pibelængden er der måske nogle, som vil hævde, at bøssen er lidt for let. Den kan dog gøres betydeligt lettere, hvis man ønsker det, eftersom titaniumbasculen kan gøres 300-400 gram lettere end en stålbascule og stadig være stærkere. Det samme gælder piberne, som kan gøres betydeligt lettere og tyndere i godset, end lovgivningen om prøveskydning tillader – uden at give køb på styrken. Testbøssen er i denne konfiguration efter min mening en rendyrket jagtbøsse.
Ved pøveskydningen havde vi også adgang til endnu en Fabbri – med basculen lavet i rustfrit stål. Den var i sin karakter ganske anderledes. Egenskaberne var betydeligt mere som hos en trapbøsse med betydeligt trægere piber. Ikke ringere, men vældig anderledes.
Skydeegenskaber
Bøssens skydeegenskaber er ekstremt fornemme. Vægten ligger mellem hænderne, og man mister fornemmelsen af våbnets vægt i svingene, hvilket er den mest tydelige indikationer på, hvor godt afbalanceret bøssen er. Aftrækkene udgør nærmest definitionen af perfektion. Det, der stikker ud med det samme, man skyder er, hvor fænomenalt kort slagtiden og dermed tændingsforsinkelsen er.
Ved prøveskydningen startede jeg med en forbier, som jeg forsøgte at redde ved også at affyre den øverste pibe, hvilket også blev en forbier. Stanleys kommentar bagfra var meget rolig – for ikke at sige afslappet. ”Du er lige bagved…” – inden jeg som en femårig, der er høj af sukker lykkedes at fremstamme: ”Det er den absolut hurtigste slagtid, jeg har oplevet på nogen bøsse”.
Slagtiden eller låsetiden er tidsrummet fra aftrækkerstangen slipper hakket i hanen (altså fra våbenet affyres), og til patronen antændes. Normalt anses en kort slagtid for at forbedre skydningen, idet der ellers bliver en forsinkelse mellem skuddet, og hvordan timingen i skuddet skal være.
Med et meget mildt smil svarede Stanley: Hele låsen er lavet af titanium. Herved bliver delene lette og hanen hurtig”. Hvilket naturligvis er helt korrekt. Det, der gjorde den lille våbenskribent næsten barnligt entusiastisk, var, at jeg ganske længe har været overbevist om, at jeg altid afgiver skuddet på målets forkant. Altid. Fordi det er sådan, det føles. Når duen slipper skinnen, går skuddet. Men nu beviste en Fabbri, at det gør jeg slet ikke… Jeg affyrer skuddet – eller rettere afgiver skuddet midt i duen eller en anelse længere bagved. Derefter tager det nogle millisekunder for den japanske eller britiske hane at vippe sig frem til slagstiften med det resultat, at jeg opfatter det, som om skuddet går, når duen ”slipper skinnen” – som regel.
Da jeg skød med en bøsse, hvor slagtiden er ekstremt lille, fik jeg det nødvendige spark over skinnebenet rent skydemæssigt. Hvis man finder ud af, hvorfor man bommer, så kan man gøre noget ved det.
Og hvordan gik det så derefter? Ja, hvis jeg bare koncentrerede mig og gjorde, som jeg troede at have gjort i 25 år, så sad træfferne, så duerne støvede. I det omfang jeg skød forbi, var det, fordi jeg begik en fejl, eller vanen tog over og fik mig til at trykke af bag ved duen. Bøssen er en sand fryd at skyde med.
Rekylen oplevedes meget mild, og bøssen er helt uden nogen form for vibrationer eller klokke, som en del moderne våben synes at have i dag. Med en vægt på 3 kg. kan rekylen blive noget, som mærkes en hel del – især hvis bøssen ringer eller hopper i skuddet. Testbøssen gjorde ingen af delene – den kommer ret tilbage, stopper. og derefter er det ligesom overstået. Det bevirker, at det andet skud kan afgives fænomenalt hurtigt. Peg igen, og tryk af på forkanten, så kan man ramme selv en splint af duen. Ud over at aftrykket er en hvilken som helst riffel værdigt, så er den korte slagtid ekstremt imponerende. Og mindst ligeså vanedannende. Det forholder sig ikke sådan, at min Mk38 er et dårligt våben – men det her er i en helt anden division, en helt anden liga.
Og cirklen lukker sig…
Hvis man interesserer sig for skydning og jagt med hagl, så indser man ganske hurtigt, at der i dag er fokus på høje og lange skud. Rigtig lange skud. Det bevirker, at der på fasanjagter ses flere og flere rigtig tunge sportingbøsser med ofte ekstreme pibelængder. De anvendes med en skydeteknik, som mere minder om kugleskydning på elgbanen. end den minder om den mere hurtige og instinktive skydeteknik, der blev udviklet i Storbritannien før 1. Verdenskrig
Fabbri-bøssen er en tilbagevenden til denne oprindelige tradition. Ikke bare med hensyn til dens udseende, men fremfor alt ved at den er et våben, som gør sig bedst, hvis man anvender det, som en haglbøsse skal bruges – i sving og ikke med fast foranhold, hvor skytten står og sigter. Det er en ekstremt traditionel O/U at hvile øjnene på, men den er ligeså ekstremt moderne målt på materialevalg og fremstillingsteknikken, der nok ligger tættere på teknologien til at lave en rumstation end på traditionelt våbenhåndværk.
Nu skal det også erkendes, at hvis nogen vil bestille en Fabbri med mere spektakulær gravure eller kontrastrigt skæftetræ, så er alt muligt. Det forholder sig altså ikke sådan, at Fabbri – eller nogen anden producent i denne klasse – i sig selv står for god smag og stram æstetik.
Cirklen lukker sig – testbøssen er helt i den britiske tradition for en diskret best gun, som kan spores tilbage til brødrene Mantons dage. Den har ekstremt gode skydeegenskaber til alle tænkelige mål, men med den mest moderne fremstillingsteknik, man kan forestille sig og det bedst tænkelige materialevalg. Jeg spurgte en pibemager hos Holland & Holland, hvorfor de ikke allerede for år siden har lave deres piber i et tilsvarende materialevalg. Svaret var: ”Det har vi prøvet, men vi synes ikke, at det indebar nogen forbedring”. Det er i og for sig helt korrekt, for man kan tage en O/U fra Holland & Holland og få den til at føles omtrent som Fabbri’en – hvis man altså gør, hvad man kan for at få den til at nå dette niveau. Det, der formodentlig ikke blev sagt i svaret, var: ”Vi har ikke maskinerne, og vi har absolut ikke den erfaring, som kræves for at arbejde med den slags materialer.” – hvilket formodentlig var mindst ligeså tungtvejende som det, der blev sagt. Og så vinder Fabbri’en let i både styrke og slidstyrke. Jeg tror, at John Robertson og Frederick Beesley smiler meget fornøjede i deres himmel.
Skydeegenskaberne er som sagt gode uanset typen af mål. Det her er en bøsse, som trives lige godt med sving til trap- og skeetskydning. For slet ikke at tale om at få lov til at gå på jagt med en sådan skydemaskine… Det, som gjorde størst indtryk på mig, var lyden, når man lukker bøssen – det var nærmest som at få lov til at tale med Gud. Lyden er en total perfektion af, hvordan det skal lyde, når en lås lukker sammen. Det her er med andre ord noget unikt godt. Ingen kla-tjong, ingen knasen – bare et kort og en smule dæmpet ”pock”, og så er det overstået. Luk den stille og roligt – og man kan høre et dæmpet ”pock”. Færdigt arbejde.
På andre våben kan man ofte mærke, hvordan de indre dele rører sig, når låsen spændes op, hvordan ejektorfjederen spændes og så videre. Det er et tegn på, hvor godt man har sat våbenet sammen. Testbøssen var på dette punkt næsten helt perfekt – jeg skriver næsten helt perfekt. Jeg er ikke stødt på nogen, som har været bedre – men voldsomt mange, som har været dårligere eller rigtig meget dårligere. Det er mest et spørgsmål om, at jeg ikke vil erkende perfektion, eftersom det giver så bitter en smag i munde at skulle flytte ”grænsen for perfektion”, hvis man en gang skulle opleve noget bedre. Fabbri produktudvikler stadig, så man må være forsigtig. Bøssen er ikke fuldt ud tænkt som en ”assisted opener”, men er det i praksis – alene fordi den er så vellavet.
Om den er bedre end en Purdey eller en Holland & Holland, ved jeg ikke, om jeg kan påstå – men den er bedre end en hel del af disse bøsser, som jeg har haft i hænderne. En god O/U fra Purdey er i skydemæssig henseende en drøm, som definitivt ligger på samme niveau – også selv om slagtiden her er mere normal. Desværre har jeg aldrig skudt med en ny Boss, så her savner jeg en reference. Det, jeg derimod med sikkerhed kan sige, er, at en Fabbri i alle tilfælde definitivt ikke er ringere.
Prisen for perfektion
Så var der den lille detaljer med prisen. Ville jeg købe den, hvis jeg havde 2 millioner? Det er yderst tvivlsomt. Havde jeg købt den, hvis jeg havde 2 millioner til overs? Uden tvivl. Ikke fordi den er så ekstremt meget bedre at skyde med end min Holland, men på grund af den totalt kompromisløse holdning, som ligger bag produktionen. Men jeg ville vælge et fladere pistolgreb og to aftrækkere.
Har du pengene, så køb den – om ikke for andet, så for lyden, når man lukker den. Der er næsten noget erotisk ved at høre, hvor godt den passer sammen. Oven i får man alt det andet som skydeegenskaber og udseende helt i henhold til egen smag.
Tak til Stanley Stoltz for at jeg måtte prøve dette fantastiske våben.
