Foto: Rafal Lapinski og Steen Andersen samt Steve Ikeguchi, Elmira Yu/Shutterstock
Jeg hører ofte, at jagt er blevet meget dyrere end før i tiden. Men spørgsmålet er, hvad man sammenligner prisen på jagt med. For et par generationer siden var det ikke ualmindeligt, at jagtlejen for et mindre terræn bestod i en hare til ejeren af jordlodden. De fleste almindelige jægere havde kun en haglbøsse og nedlagde næsten udelukkende naturligt forekommende arter som agerhøns, duer, ænder og harer. Jagt på udsatte fugle foregik på godserne, og dengang var der ingen godsejer med respekt for sig selv, som kunne drømme om at sælge en dag med klapjagtsfasaner.
De tider er forbi. Den såkaldte lille mands jagt er stort set et en saga blot, og det giver derfor ikke nogen mening at bruge den som sammenligningsgrundlag.
Intensiveringen af landbrugsdriften har voldsomt reduceret mængden af harer og agerhøns, og med de nye jagttider på skovduer er jagten på denne art også kun en skygge af sig selv. Der er langt færre vådområder tilbage, hvor der kan drives jagt, og mange tidligere jagtbare arter er i dag fredede. Størstedelen af jagten herhjemme foregår i dag på de kun 11 % af landet, som er dækket af skov, samt de tilliggende marker.
Da antallet af jægere i samme periode er steget, har jagten gennemgået en drastisk ændring.
Jagtlejeomkostningerne per hektar er naturligvis steget, da den ovennævnte udvikling har reduceret udbuddet af brugbare jagtarealer radikalt. De primære jagtobjekter herhjemme er i høj grad reduceret til at være fasaner, ænder og råvildt. Ganske vist er der blevet langt mere større hjortevildt og mange flere gæs, men det er kun en relativt lille del af jægerskaren, som har adgang til at jage disse arter. Tidligere gik man på jagt enkeltvis eller 2-3 jægere sammen. I dag er de fleste jægere henvist til at gå sammen i konsortier, købe en plads på dagjagter eller at rejse til udlandet for at komme på jagt. Denne udvikling og andre faktorer som for eksempel inflation og den generelle velstandsstigning, har naturligvis påvirket prisen for at gå på jagt i opadgående retning. Men er det reelt blevet dyrere at opleve jagtens glæder?
Prisindeks
Som indehaver af en kandidatgrad i offentlig forvaltning er jeg ganske klar over, at det ikke er nemt at lave en 100 % vandtæt sammenligning af priser på komplekse ydelser over lang tid. Jeg vil derfor straks tage alle tænkelige forbehold og understrege, at der indgår så mange elementer i jagtudøvelse og især ved jagt i udlandet, at sammenligningerne altid vil være fejlbehæftede i en vis grad.
På samme måde har priserne på ydelser tilknyttet jagt udviklet sig meget forskelligt. For eksempel er flyrejser faldet drastisk i pris de sidste 50 år, mens mange andre varer, ydelser og afgifter er steget. Selvom det således er vanskeligt at opstille et helt retfærdigt sammenligningsgrundlag, vil jeg for overskuelighedens skyld i det følgende anvende Danmarks Statistiks Forbrugerindeks som målestok for prisudviklingen inden for jagt.
Forbrugerprisindekset opgøres på baggrund af ca. 25.000 priser, der hver måned indsamles fra virksomheder og institutioner over hele landet. Priserne indgår i forbrugerprisindekset med en vægt, der er baseret på deres andel af det samlede forbrug. Kort sagt er forbrugerprisindekset et mål for den gennemsnitlige prisudvikling på forbrugsvarer og tjenesteydelser.
En simpel måde at vurdere ændringer i jagtomkostningerne på kunne være at sammenligne prisudviklingen på klapjagtsfasaner. Eftersom jagtformen er den samme, og prisen beregnes per nedlagt stykke vildt uanset antallet på paraden, er der tale om en sammenlignelig ydelse.
I 1987 kostede en klapjagtsfasan 150 kroner, mens den i dag koster i størrelsesordenen 425 kroner. Ifølge Danmarks Statistik svarede 150 kroner i 1987 til 270 kroner i dag. Prisen på en klapjagtsfasan er altså steget meget mere end forbrugerprisindekset tilsiger. Målt i forhold til den øvrige prisudvikling i samfundet er det blevet ca. halvanden gang dyrere at nedlægge en fasan på klapjagt.
Love og regler
Man må dog ikke springe til den konklusion, at leverandørerne af klapjagter blot tager en langt større avance end tidligere. I stedet er der formentlig tale om, at produktionsomkostningerne er steget uforholdsmæssigt. Denne antagelse bestyrkes af, at der ikke er de store udsving i priserne mellem de forskellige leverandører af klapjagter i Danmark.
Dette fænomen gør sig ofte gældende, hvis nye love og regler ændrer markedsvilkårene for jagtoplevelser. Da jeg var en ung studerende, kunne man som dansker rejse til Grønland og gå på rensdyrjagt på egen hånd. Et jagttegn til 1.000 kroner gav ret til at nedlægge to rensdyr. En flybillet kostede 1.500 kr. Det havde mine kammerater og jeg stor glæde af i mange år. Vi boede i telt og levede af landet. Man kunne dog også købe et færdigt jagtarrangement på Grønland. I 1977 tilbød firmaet Waring Safaris en rensdyrjagt i samme område, som vi jagede i. Den kostede 6.400 kroner inklusive flybillet, men så blev kødet og trofæet fra de nedlagte dyr også båret ind fra terrænet for kunden. Prisen ville i dag svare til små 26.000 kr.
I dag er det et krav, at jægere uden bopæl i Grønland har en autoriseret guide under jagten. Hermed en den billige mulighed for at komme på jagt, som vi nød godt af i 1970’erne og 80’erne, ikke længere en mulighed som følge af nye regler. Jagt med guide i Grønland tilbydes i dag til 3.800 € for ét rensdyr, hvorfor en jagttur nemt kommer til at koste 35.000 kroner inklusive flybillet og det løse. Det er altså blevet forholdsvis meget dyrere at opleve rensdyrjagt på Grønland.
Når man forsøger at finde ud af, om det generelt er blevet dyrere at gå på jagt, er det derfor ikke tilstrækkeligt at se på en enkelt vildtart og jagtform. Der kan være forhold, som gør, at netop denne form for jagt har haft en atypisk prisudvikling.
Historiske forhold
På grund af den ovennævnte udvikling i jagten herhjemme er jagt udlandet blevet en langt større del af danske jægeres samlede jagtudøvelse. Samtidig er denne form for jagt i langt højere grad prissat på en måde, som gør det lidt lettere at sammenligne prisudviklingen. Derfor er det nærliggende at se nærmere på prisudviklingen inden for jagtrejser.
Der foreligger ganske få oplysninger om omkostninger til jagt i udlandet før i 1970’erne, hvor efterspørgslen blev tilstrækkelig stor til, at deciderede jagtrejsebureauer dukkede op.
Men i Dansk Jagtleksikon fra 1940 anfører Gregers Ahlefeldt-Bille, at en safari uden luksus i Britisk Østafrika med 2 måneders effektiv jagt og alle de væsentligste arter kunne gennemføres for 20.000 kr. Det var i 1938, og beløbet indbefattede den flere uger lange skibsrejse frem og tilbage på 1. klasse.
I dag svarer det til 680.000 kroner, og det beløb er nok i samme størrelsesorden som en 3-ugers safari i dag vil koste. Men sammenligningen er vanskelig, idet der i dag er tale om færre arter og antal dyr på jagtlicensen. Sørejsen dengang var utvivlsomt langt mere kostbar end flyrejsen er i dag. Men sådan var det ikke nødvendigvis dengang passagerflyvning var noget eksklusivt. Den amerikanske forfatter Robert Ruark angiver således i 1954 prisen for en treugers safari i Kenya til 2.500 $ i alt – eksklusive flyrejse. Flybilletten New York-Nairobi retur kostede imidlertid 1.100 $.
Tilsvarende fortalte den afdøde danske jæger Rudolf Sand mig for mange år siden, at, da han selv arrangerede jagtrejser efter eksotisk bjergvildt i Centralasien i 1960’erne, var flybilletten den største post på budgettet. Det har bestemt ændret sig, idet de fleste vilde får og geder i dag koster mere end 100.000 kroner at nedlægge.
Da Nyt Dansk Jagtleksikon blev udgivet i 1973, var der også en artikel om jagt i udlandet. Her skriver Finn Kristoffersen, at en 21 dages safari i Kenya næppe kan gennemføres for mindre end 50.000 kr. Det ville i dag være omkring 300.000 kr. Det får man stadig en anstændig safari for i Tanzania, men ikke i 21 dage, eftersom den daglige rate for jagten i dag nærmer sig 20.000 kr. De nødvendige licenser og trofæafgifter kommer oveni og vil nemt kunne løbe op i samme beløb som basisudgifterne. Prisen på storvildtjagt i Afrika er derfor nogenlunde uændret i forhold til i 1930’erne, hvilket nok er overraskende for mange jægere.
Nye jagtkoncepter
På nogle områder er udlandsjagt utvivlsomt blevet billigere. Fra starten af 1970’erne foregik der en voldsom udvikling inden for mulighederne for antilopejagt i Afrika. Fremsynede mennesker indså, at vildtet i de enorme kvægbrugsområder i Sydafrika og Namibia ikke blot var skadedyr, som konkurrerede med kvæget om foderet, men i stedet var en ressource, der kunne gøres til et økonomisk aktiv. De begyndte at udbyde antilopejagter til langt lavere priser end i resten af Afrika. Nu kan farmjagter i det sydlige Afrika naturligvis ikke umiddelbart sammenlignes med en teltsafari i Østafrika, men ikke desto mindre var der dengang tale om ganske eksotisk jagt på klovbærende vildt. Konceptet blev så populært, at tusindvis af udbydere efterhånden dukkede op, hvilket fik priserne til at falde. I samme periode faldt prisen på en flybillet også, hvorfor denne jagtform er blevet tilgængelig for rigtigt mange eventyrlystne jægere. Og priserne er tilmed faldet.
I 1987 tilbød Diana Jagtrejser et arrangement i Namibia med flyrejse og 7 af de mest gængse antiloper for i alt 34.500 kroner. Det svarer i runde tal til 65.000 kr. i dag. Men et tilsvarende arrangement med en lidt anden artssammensætning kan i dag findes for næsten halv pris, målt i nutidspenge. For eksempel tilbyder Vigsbjerg Safaris et arrangement med 6 dages jagt – inklusive 1 ledsager – for 29.500 kr. Lægger man en flybillet oveni, koster det derfor i dag omtrent de samme 35.000 kroner, som jagten kostede i 1987 – eller tæt på det halve af, hvad det kostede for godt 30 år siden.
Duer og gemser
Når man skal vurdere udviklingen i priserne på jagtrejser, er det naturligvis vigtigt, at der er tale om nogenlunde ens arrangementer. Her er en duejagt i Storbritannien velegnet til formålet. Prisen er ikke afhængig af udbyttet, men typisk kun af jagtarrangement, ophold og transport. Selvom kvaliteten af alle tre dele naturligvis kan variere, tillader jeg mig her at gå ud fra, at de duejagter, som er blevet udbudt af jagtrejsebureauerne gennem årene, er nogenlunde sammenlignelige. Ifølge Diana Jagtrejsers katalog fra 1987 var prisen på 4 dages duejagt i England inklusive bådrejse og ophold 4.595 kr., hvilket svarer til 8.625 kr. i dag. I 2002 var prisen 7.350 kr., som i dag svarer til 9.500 kr. I 2013 kostede det samme arrangement – men nu med fly og lejebil – ca. 12.000 kr. Det svarer i dag til ca. 12.500 kr. I dag koster arrangement med fly 13.845 kr. – plus afgift for at medbringe våben på flyet. Hvis disse priser er repræsentative for markedet, er det altså blevet lidt dyrere at gå på duejagt i England – uanset hvad årsagerne til prisstigningen er.
I Østrig finder man et eksempel på prisudviklingen for udlandsarrangementer, hvor rejsen ikke indgår. I 1988 kostede et arrangement med gemsejagt i Kärnten 3.395 kr. for ophold og jagt, samt en trofæafgift på 11.791 kr. for en gemse opmålt til 100 C.I.C.-point. Det svarer til, at prisen i dag ville være ca. 28.400 kr. Et tilsvarende arrangement i dag koster henholdsvis 8.995 kr. for jagt og ophold, samt 2750 € i trofæafgift – eller i alt ca. 29.600 kr. Selvom det i eksemplet er blevet marginalt dyrere at komme på gemsejagt, så kan forskellen på 4-5 % sagtens bero på f.eks. bedre indkvartering, hvorfor jeg godt tør vove den påstand, at gemsejagt hverken er blevet nævneværdigt dyrere eller billigere i de sidste 30 år.
Trofæafgifter
Et typisk jagtarrangement i Østeuropa består traditionelt af en pris for ophold og jagt, samt en afgift baseret på størrelsen af trofæet på det dyr, man nedlægger. Jeg vælger her at se på udviklingen i priserne for ophold og jagt i den mest populære destination, Polen. Nu om dage varierer priserne lidt regionerne imellem, mens prisen tilsyneladende var ens overalt i landet, før muren faldt.
I 1987 forlangte Diana Jagtrejser 1.910 kroner for et jagtophold på 3 dage med helpension. I dag ville det svare til ca. 3.600 kr. Et tilsvarende ophold koster her i 2020 typisk fra 5.000 kroner. Altså omkring en tredjedel mere. Formentlig er standarden af indkvartering og forplejning også steget, når man tænker på den benhårde konkurrence blandt de mange udbydere af bukkejagter.
Sammenligner man i stedet trofæafgifter for bukke, får man formentligt et ganske retvisende billede af prisudviklingen, da afgifterne har været baserede på det samme opmålingssystem i mange årtier.
De mindste og billigste bukke er dem, hvis afkogte opsats vejer 199 gram eller mindre. De kostede i 1987 per styk 1.285 kroner, som i nutidspenge svarer til godt 2.400 kroner. I dag koster de imidlertid typisk temmelig meget mindre, nemlig 1.400-1.500 kroner.
Men så store bukke da? I 1987 var trofæafgiften for en buk med en opsatsvægt på 500 gram 3.285 kroner, der modsvarer 6.200 kroner i 2020. I dag er prisen for en 500-gramsbuk dog typisk over 20.000 kr. Derfor kan man roligt konkludere, at store bukke er øget i popularitet, hvis de almindelige markedskræfter har gjort sig gældende.
En mellemstor buk med en opsatsvægt på 300 gram koster i dag typisk omkring 3.200 kroner i trofæafgift. I 1987 var prisen 1.935 kroner, der i dag svarer til ca. 3.600 kroner. Små og mellemstore bukke er kort sagt blevet en smule billigere i den mellemliggende periode.
Man kan foretage tilsvarende sammenligninger for kronhjorte, som generelt også er blevet billigere. For eksempel kostede en kronhjort med en gevirvægt på 7 kg. 12.260 kroner i 1987 – svarende til ca. 23.000 kroner i dag, hvor trofæafgiften typisk ligger i størrelsesorden 17.000 – 19.000 kroner.
Konklusion
På basis af min temmelig uvidenskabelige research vover jeg den konklusion, at den nære jagt har skiftet karakter og er blevet dyrere i de sidste 30 år. Til gengæld er der oven i de traditionelle vildtarter og former for jagt kommet mange nye jagtoplevelser til i de sidste 30 år – især i udlandet. Begrebet non-trophyjagt omfatter jagt på voksne handyr af forskellige arter, hvor trofæet enten er uanseeligt, beskadiget, nedslidt eller i sjældne tilfælde helt fraværende. Regulerings- og hundyrjagt er heller ikke rettet mod, at jægeren får trofæer med hjem, men typisk mod, at jægeren får flere jagtoplevelser på kortere tid ved at bistå reviret med afskydning af vildtbestanden. Alle disse former for jagt er langt billigere end traditionelle jagtrejser.
Som det fremgår af ovenstående, er der nogle former for jagt og vildtarter, som det er blevet meget dyrere at få oplevelser med, men faktisk er de fleste jagtformer blevet lidt og sommetider meget billigere.
Det står også fast, at der igennem de sidste 50 år har været en markant stigning i den gennemsnitlige realindkomst. Siden 1970 er det private forbrug således fordoblet, målt i 2000-priser. Vores forbrugsmønster er ændret. I 1970 udgjorde fødevarer 30 % af en husholdnings forbrug, mens det i dag udgør 15 %. Den gennemsnitlige jægers muligheder for at købe sig jagtmuligheder er altså steget radikalt, samtidig med at priserne på mange jagtoplevelser er faldet. Den udvikling har gjort det muligt at prioritere jagt over andre ydelser. Så selvom den almindelige danske jæger har mistet den nære jagt i det åbne landskab, så er vores muligheder for at købe alternative jagtoplevelser blevet større end nogen sinde før.
