Råvildtet er ikke nogen selvfølge!

Lad os fordybe os noget mere i, hvordan vi bevarer vores råvildt. Det er her endnu, men det er ingen selvfølge.

3782
Niels Kanstrup
Foto: Aske Rif Torbensen

De fleste er vist enige om, at historien om råvildt i Danmark er en succeshistorie. Arten indvandrede efter sidste istid og er dermed noget af det mest hjemmehørende, vi har i vores fauna og biodiversitet. Rådyr har til alle tider været efterstræbt af mennesker, men har formået at overleve, så det i dag findes i alle landsdele og på de fleste mellemstore øer. Særligt inden for de seneste tre-fire årtier er bestanden vokset, ikke mindst i kraft af at arten har spredt sig til nye lokaliteter og indrettet sig i og tilpasset sig kulturlandskabet. Førhen var rådyr et særsyn, i hvert fald uden for de klassiske distrikter med større skovområder. I dag ses de hyppigt i landbrugslandet, i halvkulturerne, langs vore veje, ja, selv i kanten af byerne, hvor rådyr finder en god niche med dækning og føde – sidstnævnte ofte i villahaver og andre steder, hvor begejstringen over dyrets tilstedeværelse ikke nødvendigvis er udelt.

Netop dette hører med til historien: Medaljen har en bagside. Spørg blot skovejeren, der sættes i betydelige udgifter for at beskytte sine unge træer mod ivrige rådyrtænder. Eller bilister, der må ofre en selvrisiko for udbedring af skaden efter påkørsel af rådyr. Eller skovgæsten, der har øget risiko for at blive ramt af flåtbårne sygdomme – indirekte som et produkt af den øgede bestand af rådyr. Så nogle er mere begejstrede end andre.

Dem, der nok har sværest ved at få armene ned, er jægerne. For rådyr er jo på mange måder jægernes dyr. De er i hvert fald blevet det. Husker jeg tilbage på mine egne første jægerår i 1970’erne (i Thy, skal det lige siges), var rådyr noget eksotisk. Så jeg et rådyr, kunne jeg sagtens finde på at ringe til Steen eller en anden jagtven og fortælle om det. Sådan er det ikke mere. Hvor vores første stykke vildt dengang var en agerhøne eller en måge, og rådyr var noget helt uopnåeligt, lægger mange af nutidens nyjægere ud med at skyde et rådyr. Måske oven i købet en buk.

Kun få andre vildtarter har så mange jagtlige facetter. Seks af årets måneder byder på rådyrjagt i én eller anden form. Fra anstandsjagt en lun juniaften med myggeplage til trykjagter i januarkulde. Fra novembers selskabelige plantagejagter i det jyske til decemberpürsch på fede sjællandske agre. Med riffel, med hagl eller med bue. Ingen andre vildtarter byder på så bred en vifte af muligheder. Også byttet er sublimt: Trofæet, hvor selv den mindste lille gaffelbuk kan vække begejstring og mulighed for at genopleve og evt. pynte lidt på en vellykket jagt, og kødet, der går igen i jægernes køkken i utallige variationer. Så centralt er rådyret, at det blandt jægerne har fået betegnelse over alle: Et dyr = et rådyr.

I sandhed en succes, som ikke mindst jægerne tager del i og forhåbentlig påskønner.

Men det er som om, der ringer en lidt vemodig klokke. Over de seneste år har vi set hele bestande af rådyr bukke under som følge af sygdom. Det er kendt for de fleste, at denne udvikling startede på Fyn: Men der ses tegn mange andre steder. Og det er som om, at vi, som årene går, bliver dummere og dummere på, hvad der er galt. Hvis der er noget galt, naturligvis. For alt pendulerer som bekendt, og måske skal vi bare affinde os med, at bestande går op og ned. Men skal det give mening at have en hel disciplin, der hedder vildtforvaltning og vildtforskning, er der næppe noget tema, der er mere centralt for de danske jægere, end at få afklaret, hvilke faktorer der spiller en rolle for at opretholde den danske råvildtbestand i det, der i naturbevarelsesterminologien hedder gunstig bevaringstilstand.

Så lad denne ubetingede hyldest til rådyr som en del af den danske fauna og som et overmåde påskønnet jagtbytte være ledsaget af en opfordring til alle i jagt- og vildtforvaltningsmiljøet i Danmark: Lad os fordybe os noget mere i, hvordan vi bevarer vores råvildt. Det er her endnu, men det er ingen selvfølge.

  • Niels Kanstrup er faste klummeskribent for JAGT, Vildt & Våben. Han er stifter af Dansk Jagtakademi, uddannet vildtbiolog fra Aarhus Universitet og Kalø. Chef for Danmarks Jægerforbunds vildtforvaltningsafdeling på Kalø fra 1999 til 2007.