Naturdebatten I Europa handler for øjeblikket utrolig meget om rewilding – ”genforvildning” på akavet dansk – og de konsekvenser det kan have for biodiversiteten. Der debatteres i den forbindelse hegn, udsætning, landbrug, skovbrug, ”naturnationalparker” og meget andet, og tonen er ofte ganske skarp og fundamentalistisk. Det er tydeligt, at mange debattører er stærkt personligt engagerede i spørgsmålet, og det leder desværre ret ofte til, at fakta og følelser blandes sammen på en ganske uhensigtsmæssig måde.

I helikopterperspektiv er det ret enkelt. De arter, vi har, er blevet til efter millioner af års tilpasning til en vild natur, som forsvandt på ganske kort tid – set i et evolutionistisk perspektiv – i forbindelse med menneskets pludselige bestandstilvækst for blot 10.000-15.000 år siden. De arter, som har overlevet frem til vor tid, er dem, som har kunnet klare omstillingen imod mere og mere kultiveret natur, mens specialiserede vildmarksarter uddør i takt med, at vildmarken forsvinder. Der er ingen tvivl om, at biodiversiteten – altså mangfoldigheden af arter i naturen – var betydeligt større for 10.000 år siden, end den er nu, hvor en meget stor del af landjorden ligger under plov eller asfalt. Rewilding-tanken går i al sin enkelthed ud på at spole tiden tilbage og forsøge at genskabe de naturtyper og naturlige dynamikker, som var grundlaget for den artsrige vilde natur. Men kan man det?

Rewilding af dyr

Det korte svar er, at det kan man i et vist omfang – men ikke 100 %. Man kommer af indlysende årsager ikke tilbage til en autentisk udgave af landskabet, som det så ud, da de første jægere bosatte sig i Danmark. Alene af de grunde, at en del af arterne er væk, at klimaet er et andet, og at omfattende menneskelig forurening med kemikalier, lys og lyd ikke lader sig begrænse af selv de bedste intentioner. Men man kan i en eller anden udstrækning komme tættere på vildmarken og dens naturlige dynamikker – formentlig betydeligt tættere på – end vi er nu. Og i bedste fald kan det blive en redningsplanke for de truede arter, som er under pres i det monokulturelle europæiske kulturlandskab. Det er i mine øjne et forsøg værd.

Rewilding i Europa er og bliver dog et eksperiment. Ingen VED med sikkerhed, hvilket udbytte det kan give biodiversitetsmæssigt eller for den sags skyld, hvilken forvaltning der skal til for at nå målene. Derfor er det også vigtigt at få resultaterne dokumenterede, så vi får et voksende faktabaseret grundlag for fremtidens naturforvaltning. Lige nu udvikler tingene sig lidt lavineagtigt, og politikere i både Danmark og i EU har endog meget travlt med at gennemføre en masse lovgivning i en fart. Som altid indebærer det en overhængende risiko for forhastede beslutninger og ikke mindst for, at personlige dagsordener, der egentlig ikke har så meget med sagen at gøre, flettes ind i lovpakkerne.

Et eksperiment af rewilding

I EU har jagtmodstand i kommissionen ledt til, at man anbefaler et principielt forbud imod jagt og fiskeri i strengt beskyttet natur (som skal udgøre 10 % af det europæiske landareal). Kommissionen sidestiller ligefrem bæredygtig jagt med minedrift og produktionsskovbrug. Sverige har officielt protesteret og anfører, at jagt og fiskeri IKKE står i vejen for naturbeskyttelse, men tværtimod anvendes som redskaber i forvaltningen. Danske politikere har tilsyneladende travlt med at understrege, at ordlyden ikke er noget, vi behøver at bekymre os om, fordi det i sidste ende er Danmark, som selv bestemmer.

Min klare holdning er, at det er fuldstændigt uacceptabelt, at jagt og fiskeri udpeges som utvetydigt skadeligt for biodiversiteten, og det er horribelt, hvis det indskrives i EU lov (uanset om principielle jagtforbud kun er en ”anbefaling”, eller om Danmark har tænkt sig at følge dem). Det skal slet ikke stå i lovteksten. For det er udokumenteret, fordomsbaseret og usandt.

Derimod anser jeg det faktisk som meget væsentligt, at man reelt gennemfører forskellige rewilding-eksperimenter inden for virkelighedens rammer. Biodiversiteten ER i krise, og vi har i den grad brug for et fagligt grundlag at handle på i fremtiden. Jeg tvivler dog på, at vi kommer særlig langt i processen med den tendens til konfliktsøgende skyttegravskrig, der hersker mellem yderfløjene i debatten lige nu. Desværre. Jægerne har masser at bidrage med – bl.a. erfaringer fra verdens største rewildingprojekt på jagtfarme i det sydlige Afrika – men lige nu er netop jægerne ildesete af ambitiøse rewilding-biologer, der håber på kompromisløse løsninger helt uden indblanding fra andre end dem selv.

Vi har nok desværre en lang slåskamp foran os.

LÆS OGSÅ

Test af blyfri jagtammunition

I-jagt-tagelser, juli 2020

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: