At mit første stykke vildt med jagtriflen også skulle være et af de bedste skud, jeg nogensinde har leveret, lå vel ikke i lige i kortene, men her er historien:
Igennem mange år var jeg sammen med min far kommet på jagt hos Poul og hans hustru Kirsten. Poul var en sjællandsk bondemand i ordets bedste betydning og af den gamle skole, hvor jagtgeværet i jagtsæsonen altid var placeret i hjørnet af traktoren, for der var jo altid en chance for et dyr til husholdningen. Poul og Kirsten var, som jeg husker dem, hinandens modsætninger. Poul som den altid grundige og eftertænkende type og Kirsten altid en humørbombe, som på klingende jysk skabte liv og glæde.
Da jeg fik jagttegn, blev der straks indkøbt en jagtriffel, og vi hentede den hos en ældre jæger i København. Lige så glad og stolt jeg var over købet, ligeså sørgmodig var han vist over at sælge riflen. Det var en vidunderlig Steyr Mannlicher i kaliber 5,6×57.
Den 1. oktober oprandt, og jeg havde fået lov at se, om jeg kunne skyde et dyr hos Poul. Inden solopgang cyklede jeg de 5 km. ud til jagtområdet, som var på cirka 100 tønder land. Stillede cyklen op ad laden og gik ned ad markvejen mod en remise, som lå godt 300 meter fra gården, og efter et par minutters debutjagt med riflen ser jeg en ræv på markvejen. Den ser nu også mig og spurter ned ad markvejen og mod remisen. Jeg flår riflen af skulderen, tager sigte og skyder, så ræven triller som ramt af et velplaceret haglskud, forskellen er bare afstanden på mindst 120 meter og en riffelkugle på 5,6 mm. Tænkte, at det var jo meget nemt, jeg sigtede jo på ræven, så hvorfor skulle den ikke blive ramt. Er dog siden blevet meget klogere!
Jagtede lidt videre men glædede mig vist mere til at vise den store hanræv til Poul og Kirsten.
Når man jagtede hos Poul, så skulle han have hele historien om ens oplevelser, og Kirsten diskede altid op med kaffe og hjemmebag, og en lille en til halsen var også kutyme.
Poul stod allerede i døren og ventede spændt på en beretning om morgenens oplevelser, og jeg fortalte ham glædestrålende om ræven på 120 m.
”Det var godt nok en stor ræv – Kenneth”
I de næste mange år yndede Poul altid at fortælle om den store 120 meters ræv, både når vi var alene sammen og til jagtfrokoster.
Min ræv blev aldrig glemt og godt det samme, for det var en stor jagtoplevelse og ikke mindst et drømmeskud!
