Foto: M. Schuppich, Kanu Sommer, Peter Turner Photography, Alexander Tolstykh, Jurgal, Zayne C og Klaus Reitmeier/Shutterstock
Eg (Quercus Robur/Quercus Petrea)
De to almindelige egearter i Danmark er stilkeg(Quercus Robur) og vintereg (Quercus petrea). Stilkegen er langt den almindeligste. Vinteregen findes på lettere jord, for eksempel i Vestjylland og på Djursland. På afstand er det svært at se forskel. Det bedste kendetegn – og det, der er nemmest at huske – er, at den lille skål, som stilkegens agern sidder i, har en stilk. Skålen og stilken er det, man som barn – eller barnlig voksen – synes, har en slående lighed med en pibe, og derfor render rundt med i munden. På vinteregen sidder agernet helt tæt på grenen. Et andet, mere usikkert kendetegn er, at vinteregen har tendens til at beholde de visne blade på om vinteren.
Egetræer har den helt særlige kvalitet, at de kan blive meget gamle. Kongeegen i Jægerspris Nordskov har en anslået alder på mellem 1500 og 2000 år. Det er selvfølgelig et særtilfælde, men som udgangspunkt skal du ikke plante en eg et sted, hvor den kan komme til at stå i vejen inden for de næste 4-500 år.
Alderen – og at en eg kan være i stærkt forfald og stadig leve videre – gør også, at egen har rekorden for antallet af insektarter, der er tilknyttet træet. Man anslår, at omkring 1000 forskellige insektarter lever på egetræer. Egetræer er derfor en slags nøgleart i forhold til at højne biodiversiteten.
Egetræer bliver op til 30-35 meter høje, og kan – hvis de får plads – blive ligeså brede. Ungdomsvæksten er ret hurtigt, og eg er også god til at regenerere, hvis træet skulle blive beskåret eller beskadiget. Større skader eller lidt hårdhændet beskæring vil ofte resultere i vandris, men med tiden retter det sig igen. Man skal altid huske på, at med egetræer arbejder man med en meget lang tidshorisont, og så længe der er liv i stammen, gror træet lystigt videre.
Egen har den helt store fordel – i vildtplejesammenhæng – at den ikke skygger undervegetationen væk. Kronen er så tilpas åben, at der slipper så meget lys igennem, at der kan gro både urter og buske i skovbunden under egene.
Egens frugter – agern – ædes lystigt af de fleste vildtarter, der er i stand til at gabe over dem – og af og til bliver man overrasket. Jeg har selv iagttaget et godt andetræk på agern, der dryssede ned på brinken af en å. Duer er også glade for agern og kan have kroen fyldt til randen med agern så store, at de kun lige kan glide gennem næbbet. Nogle år er der exceptionelt mange agern på egene. Sådanne år kaldes for oldennår.
Eg trives godt under langt de fleste betingelser. Eneste undtagelse er, hvis det bliver alt for vådt, med højtstående grundvand eller stillestående overfladevand. Er det en vindudsat lokalitet med mager jord, bør man foretrække vintereg, men under langt de fleste omstændigheder vil stilkeg være et udmærket valg.
Eg plantes ofte som solitærtræer – enkeltstående træer – med henblik på at få nogle flotte bredkronede ”sparekasse ege”. Sådanne træer er ikke alene en gevinst for naturen og vildtet, de pryder også landskabet. Planter man kun enkelte ege, bør man investere lidt mere og købe nogle større planter end de almindelige skovplanter. Sådanne træer bør beskyttes med vildthegn, indtil de er vokset godt til.
Eg bør – i et eller andet omfang – indgå i de fleste vildtplantninger og levende hegn. Argumenter er der nok af. Egene sikrer noget kontinuitet, man kan sige, at de danner skelettet i vildtplantninger og levende hegn. Derudover er ege en gevinst for biodiversiteten. Og sidst, så er der også føde til vildtet. Dels i form af agern, men i høj grad også i form af knopperne, som hen over vinteren er et yndet fødeemne for hjortevildtet. Skal man beskære eller fælde eg, bør det derfor helst foregå om vinteren, så vildtet kan få glæde af de energiholdige knopper.
