Foto af Jens E. Perto
Våbenkonstruktører i mange lande prøvede allerede omkring forrige århundredskifte at lave velfungerende halvautomatiske haglbøsser. Den ubestridte vinder af denne konkurrence var John Moses Browning. I år 1900 designede han The Browning Automatic Gun, som også blev kaldet Auto 5 efter sin skudkapacitet. Siden fik den i folkemunde tilnavnet millionbøssen, hvilket må siges at være berettiget, eftersom den er blevet fremstillet i over fem millioner eksemplarer.
Val A. Browning
Men netop kapaciteten på fem skud bevirkede, at Auto-5’eren mange steder blev anset for usportslig at anvende til jagt – specielt i Europa, hvor jagttraditionerne er meget anderledes end i USA. Nogle få steder var det endda et lovkrav, at en haglbøsse kun måtte indeholde to skud. Hertil kom, at det europæiske marked efter afslutningen af 2. Verdenskrig efterspurgte en halvautomat, der var lettere end Auto-5’erens 3,5 kg. Endelig var den mest udbredte anvendelse af halvautomater dengang til lerdueskydning, hvor man ikke behøvede mere end to skud. Fabrique National i Belgien bad derfor John Moses’ søn, Val A. Browning om at designe en ny halvautomat, der tog højde for markedets ønsker.
Resultatet blev lanceret i 1952. The Double Automatic – en langt mere elegant udseende bøsse end sin ”pukkelryggede” fætter, Auto-5. Typisk for Browning havde den nye bøsse også en række gennemtænkte mekaniske detaljer, foruden nogle ganske radikale nye træk såsom en låsestol af letmetal, forskellige farver, port til hurtigladning og en vaskeægte take-down-funktion.
Tre modeller
The Double Auto blev fremstillet i tre modeller, men kun i kaliber 12. Standardudgaven havde låsestol af stål og vejede ligesom forgængeren ca. 3,5 kg., afhængigt af pibelængde. Modellen var tiltænkt jægere, som anvendte 70 mm. magnumpatroner, og til brug på trap- og skeetbanen, hvor den større vægt reducerer rekylen.
Mellemudgaven hed ”Twelvette” og havde en låsestol af letmetal kaldet hiduminium, som oprindeligt var udviklet til flyindustrien. Legeringen var ganske stærk, og selvom der siges at være få eksempler på låsestole, som revnede, var konstruktionen og materialevalget grundlæggende sundt. Denne udgave fandtes med pibelængder fra 26-30” (66-76 cm.), og vejede mellem 3.060 og 3.240 gram, afhængigt af udførelse.
Letvægtsudgaven hed ”Twentyweight” og var designet til at være en kaliber 12 med vægt som en 20’er. Den havde 67 cm. pibe og vejede kun 2.750 gram.
I kraft af materialet kunne modellerne med låsestol af hiduminium overfladebehandles i forskellige farver, og det udnyttede man for Twelvettens vedkommende formentlig for at vække mest mulig opmærksomhed. Twentyweighten blev kun fremstillet i sort. På det europæiske marked blev de kulørte udgaver aldrig særligt populære – i lighed med de farvestrålende våben, vi senere har set fra andre producenter.
Låsen
Val Browning valgte i sit nye design at fastholde princippet med at anvende rekylkraften til at omlade bøssen med. Låsningen sker via en enkelt lukkeknast, som ved lukningen løftes op i en udskæring bagerst i piben og låser de to dele sammen under affyringen. Rekylen presser herefter bundstykket og piben tilbage. Når bundstykket har nået bagenden af låsestolen, fastholdes det, mens piben presses frem af fjederen inde i forskæftet. Samtidig kastes det brugte hylster ud. Herefter løfter en hævearm den nye patron op fra bunden af låsestolen, og bundstykket presses atter frem og låses bag den kamrede patron af en fjeder placeret i et rør i bagskæftet.
Mens dette princip ikke var nyt, så adskiller Double Auto’en sig ved den måde, man lader den på. På den gamle Auto-5 genlades bøssen ved, at man kaster en patron ind i udkasteråbningen og trykker på en pal. Resten af patronerne skulle presses ind i magasinet fra undersiden af bøssen, hvorfor man måtte vende denne helt eller delvist om. Enkelt og effektivt, men tidskrævende.
Val Browning havde med den nye halvautomat i stedet haft til mål at lave en lås, som kunne genlades med størst mulig hastighed – bl.a. som delvis kompensation for den lille magasinkapacitet. Via en udfræsning på venstre side af låsestolen presser man simpelthen den forreste ende af en ny patron ind, hvorefter låsemekanismens hævearm løfter den op, og bundstykket kamrer den. Den anden patron kan derefter – uden nævneværdig modstand presses ind i ladeporten – hvor den fastholdes af et svagt fjederpres.
Øvrige detaljer
Double Auto’en er desuden en ægte take-downbøsse, som kan adskilles uden brug af værktøj, andre hjælpemidler eller fingerskruer. Ved at presse en pal på undersiden af låsestolen tilbage, kan det hængslede forskæfte trækkes ca. 1,5 cm. ned, hvorved piben frigøres og kan trækkes ud af låsestolen.
Både skæfte og sikring er designet, så samme udgave af bøssen kan anvendes af både højre- og venstrehåndende skytter. Sikringen er uhyre enkel i sin konstruktion, idet den blot består af en pal, som i nederste position presser en tværgående stift ind bag spidsen af aftrækkeren og forhindrer den i at udløse slagstiften. Lidt anderledes, men ligeså effektiv som sikringen på de fleste andre sikringskonstruktioner på halvautomatiske haglbøsser.
Piberne fandtes som nævnt i flere forskellige længder, med eller uden ventileret skinne og i alle relevante grader af trangboring for bøssens tiltænkte brug: jagt, skeet eller trap. På bestilling kunne bøsserne leveres fra fabrikken i Herstal med en Cutt’s Compensator eller en Polychoke monteret på piben.
På piber uden hverken rekyldæmper eller variable choke kan man ved hjælp af en stjernekode let fastslå trangboringsgraden. En stjerne betød fuld trangboring og tre stjerner dækkede over en cylinderboring. Improved modified og improved cylinder havde henholdsvis en eller to stjerner efterfulgt af en vandret streg. Skeetboring var markeret med to stjerner og et dollartegn.
På grund af den hastige inflation i 1960’eren giver det ringe mening at omregne prisen på en Double Automatic til dagens mønt. Der er nok mere illustrativt, at den var ca. 10 % dyrere end en Auto 5’er og ca. halv pris af Brownings samtidige O/U i billigste udgave.
Kølig modtagelse
Set i lyset af den opgave, Val Browning blev stillet af Fabrique Nationale, må hans konstruktion siges at være overordentlig vellykket. Men den blev ikke nogen stor succes for hverken Browning eller F.N.
Double Auto’en fik fra starten en kølig modtagelse. Til dels fordi F.N. i sit opdrag til Val Browning havde fået ham til at sætte sig mellem to stole ved at lave en halvautomat, der kun rummede to skud og dermed ikke havde større kapacitet end en almindelig dobbeltløbet haglbøsse. Herved svækkedes bøssens konkurrenceevne til brug uden for skydebanerne.
Som sædvanlig var jægere og skytter konservative og skeptiske overfor forandringer. Mange steder var det tillige lovligt, at en halvautomat kunne rumme tre skud, herunder størstedelen af det altafgørende amerikanske marked, hvilket nok blev en afgørende faktor for de relativt ringe salgstal blandt jægerne.
Hvis F.N. havde regnet med, at en to-skuds halvautomat ville gøre denne type våben populære som jagtbøsser, tog de fejl. Selvom der er gået langt over 100 år, siden de første halvautomater kom på markedet, er de stadig ikke velsete på selskabsjagter, hvorfor bl.a. det vigtige engelske marked ikke aftog nævneværdige mængder af den nye bøsse.
Dernæst fik bøssen af en eller anden grund ry for at have en dårlig balance. Man siger populært, at en bøsse skal have 50 % af sin vægt fordelt blandt skyttens hænder, og de resterende 50 % ligeligt fordelt på hver sin side. Til flugtskydning fortrækker de fleste skytter dog en bøsse, som er tungere fortil. Selv i så sent et værk som amerikanske John Taylors Shooting Encyclopedia fra 2001 er Brownings Double Automatic nævnt som et eksempel på en bøsse med dårlig balance som følge af, at den var for bagtung. Hvorfor balancen i en Double Automatic skulle være mærkbart ringere end i en Auto 5, som har samme længde, nogenlunde den samme konstruktion og vejer det samme, fremgår ikke. Selv har jeg ikke kunnet konstatere noget problem, men jeg har kun erfaringer med model standard. Muligvis er det påståede balanceproblem kun knyttet til de lette modeller, men en låsestol af letmetal gør næppe en bøsse mere bagtung?
Uanset årsagerne, blev Val Brownings halvautomat ikke nogen stor succes. Fra 1952 til 1971 blev kun fremstillet i alt 67.847 Double Automatics, før F.N. besluttede at stoppe produktionen.
Uden for mistanke
På trods af min forkærlighed for gamle og især engelske våben, er jeg selv en tilfreds indehaver af en Double Automatic. I de senere år har jeg nemlig i stigende grad dyrket trækjagt på ænder og gæs. Jagten foregår normalt fra skjul. Da det ved al gåsejagt gælder om at syne af så lidt som muligt og derfor helt at undgå at rejse sig, er en knæklåsbøsse ikke særlig velegnet til denne type jagt. Dels får man under genladning af en knæklåsbøsse i liggende stilling nemt sand eller jord i lås eller piber, dels falder patronerne ikke af sig selv ned i kamrene, som når man står op. En pumpgun eller en halvautomat kan uden problemer lades fra liggende stilling, hvorfor de er langt mere velegnede til denne jagtform.
Hertil kommer, at i Danmark må en haglbøsse som bekendt kun kunne indeholde to patroner. Kan den indeholde flere, skal den plomberes permanent, så man selv ikke med værktøj i felten kan ændre den til at indeholde flere patroner. Dette har givet anledning til problemer, når politiet under kontrol af jægere ikke fandt plomberingen af tilstrækkelig permanent karakter. Uanset om det har været berettiget eller uberettiget, koster det en eller sommetider flere jagtdage, såfremt politiet ikke er tilfreds i første omgang. Derfor faldt mit valg på en Double Automatic. Selv den mest nidkære betjent vil ikke med rimelighed kunne hævde, at denne bøsse kan indeholde flere end to patroner.
Som så ofte før, når det gælder jagtvåben, fandt jeg mine længslers mål i England. Det var en model standard fra 1954 og havde en 30” fuldt trangboret pibe uden sigteskinne. Ejeren forlangte den fyrstelige sum af 75£ for vidunderet. Da handelen foregik en meget varm sommerdag på et Game Fair, tilbød jeg ham at betale, hvad han forlangte, forudsat han her og nu købte to store fadøl, som jeg til gengæld ville hente i ølteltet. Det accepterede han straks. En sjældent tilfredsstillende våbenhandel, faktisk.
På skydebanen
Så snart jeg modtog bøssen, drog jeg på skydebanen for at vænne mig til den. Da det er en rekyllader, ”spræller” bøssen lidt under repeteringen, men det vænner man sig hurtigt til.
På trods af at piben kun var forsynet med en enkelt stjerne og derfor burde være fuldt trangboret, var der reelt tale om ¾ choke, hvilket passer mig glimrende til allroundjagt på trækfugle. Når først trangboringen overstiger en halv choke, kan skudbilledet som bekendt ligeså godt blive mere åbent som mere tæt med en vilkårlig patron. Egentlig er ¾ trangboring lidt for meget til brug med stålhagl, da de er mindre fleksible end andre hagltyper under passagen af løbet. Derfor risikerer man i uheldige tilfælde, at der opstår en såkaldt ringbule i piben – specielt ved tunge ladninger og med høje udgangshastigheder. Men med tanke på bøssens pris, påtog jeg mig risikoen med åbne øjne.
Til blandet strandjagt foretrækker jeg relativt lette (24 gram) ladninger af stålhagl nr. 3 (3,5 mm.) med høj hastighed – til gæs hagl nr. 2 (3,75 mm.). Når det gælder antallet af hagl, svarer 24 gram stål næsten til antallet af hagl i 36 gram bly. Dækningen er således rigelig høj i selv relativt lette ladninger, men ladningens vægt er afgørende for, hvor stor udgangshastighed man med rimelighed kan nå. Med større udgangshastighed opnår man både større rækkevidde og frem for alt gennemtrængningsevne. Dog viser forsøg, at man effektivitetsmæssigt ikke opnår nogen nævneværdig fordel ved at øge hastigheden ud over 450 m/s. – tværtimod opnår man som regel blot et mindre jævnt skudbillede.
Jeg prøvede bøssen med en række forskellige patroner – både med bismuth, bly (i Sverige) og stål – og var naturligvis spændt på, hvordan den ville opføre sig med ”mine” stålhaglpatroner. Ved testskydningerne med stålhagl gav bøssen et ganske pænt skudbillede med mine patroner, og jeg har aldrig følte mig handicappet med hensyn til dræbeevne – heller ikke sammenlignet med blypatroner i den samme bøsse. Som de fleste andre jægere skyder jeg simpelt hen ikke godt nok til at kunne udnytte den større rækkevidde, som blypatroner har i forhold til velegnede stålhaglpatroner.
På jagt
Fra skydebanen vidste jeg, at Double Auto’en kun kan repetere, hvis man bruger 70-mm. eller 67,5 mm. patroner. Er hylsteret kortere, bliver patronen ikke udløst fra magasinet og løftet op foran bundstykket. Det er derfor vigtigt, at jeg ikke får dens ammunition blandet sammen med mine forskellige 65-mm. patroner til brug i mine gamle bøsser. Mens en 70-mm. patron kan være risikabel at anvende i kamre til 65 mm. ammunition, så er det helt ufarligt at skyde 65’ere af i Double Auto’en – men nogen doublé bliver der altså ikke tale om, hvis 65’eren er patron nummer to i bøssen. Denne kendsgerning gør dog sjældent nogen større praktisk forskel – for selv med to skud lykkes mine forsøg på at doublere ikke ret tit. I praksis tror jeg ikke, at en kapacitet på tre skud eller flere indebærer nogen større fordel – det skulle da lige være for patronproducenterne.
Med Double Auto’en er denne lille forskel yderligere minimeret. Under skydningen holder jeg en ekstra patron i venstre hånd, og med lidt øvelse er det en smal sag at lade den igen – uden at tage bøssen fra skulderen, såfremt man får brug for et ekstra skud. Jeg får næppe nogensinde skudt tre fugle i luften på denne måde, men sommetider er det rart at være skudklar igen øjeblikkeligt, hvis man har en anskudt fugl på vandet.
Med sin vægt og den lange pibe er bøssen nem at holde i sving, og min træfprocent er bestemt ikke ringere end med mine fornemme engelske bøsser. Den er endvidere særdeles robust, nem at adskille i hoveddelene og rengøre – og i en prisklasse, hvor en skramme eller en rustplet ikke er nogen katastrofe. At Double Autoen på få sekunder kan skilles ad og puttes i en sportstaske, er heller ikke en ulempe, når man skal på strandjagtekspedition på flere dage og have en masse andet grej med. Allerede efter de første par jagtture var jeg derfor glad for Double Auto’en. Da Val Browning lavede sin konstruktion, var det de færreste lande, som havde en begrænsning på to patroner i bøsser til jagt. Mon ikke meget ville være gået anderledes for Double Auto’en, hvis Val Browning i stedet havde valgt at lave en treskudsbøsse – evt. med magasinspærre som på Auto-5’eren – uanset det reelle behov for tre skud?
