Liv og død i fri luft
Foto Redaktionen
»Boganis’ jagtbreve« af Wilhelm Dinesen i den nye pragtudgave er stadig fængende læsning.
De vilde dyr, de stille timer om morgenen, de festlige måltider sidst på dagen. “Boganis’ jagtbreve” er genudgivet på Lindhardt og Ringhof til gavn og glæde for nye generationer.
Wilhelm Dinesens stemningsfulde tekster har fået rammefortællinger af Uffe Ellemann-Jensen og Kjeld Hillingsø og fremstår ellers som før.
Vi kender i dag bedst den danske officer som manden bag bindene med “breve” og som selveste Karen Blixens beundrede og højt elskede far.
Eventyreren med fødeåret 1845 gjorde sig heldigt bemærket under slagene ved Dannevirke i februar 1864 og igen ved Dybbøl et par måneder senere.
Han ville siden have revanche for Danmarks forsmædelige nederlag mod preusserne og greb derfor til våben igen under den fransk-tyske krig i 1871 på fransk side.
Men den tapre landsoldat og ivrige jæger var samtidig en følsom sjæl. Han havde efterhånden set lidt for mange liv ende før tid under frygtelige pinsler.
“Jeg havde deltaget i den fransk-tyske krig, set håbet om oprejsning fra 1864 glippe, havde derefter været tilskuer ved Borgerkrigen i Paris og var blevet vammel ved begge parter,” skriver han senere.
Så han tog en lang pause fra den såkaldte civilisation. Wilhelm Dinesen levede fra 1873 som pelsjæger i amerikanske Wisconsins dybe skove. Kontinentets indfødte kaldte ham Boganis eller “Hasselnød” med et af de fineste pseudonymer i dansk litteratur til følge.
Den evigt rastløse naturelsker arbejdede senere på faderens gods nord for Grenå og en tid i Tyrkiet som observatør under osmannernes konflikt med russerne.
Han fandt sit sidste virke som indehaver af nordsjællandske Rungstedlund fra 1879 og som politisk aktiv på landsplan fra 1892 med speciale i forsvar og fredninger.
Kapitlerne om jagtens glæder gik oprindelig i Politiken fra 1886 til 1891 som klummer. Skribenten har som udgangspunkt fulgt årets gang og derfor måttet aflevere til avisen i både travle og stille perioder.
Så han blander de store forventninger til bukkejagten næste weekend med erindringer fra tidligere ture og mere generelle overvejelser om liv og død.
Dinesen kender de evigt krydsende snepper og grævlingens aggressivitet af bitter erfaring – og han har selvfølgelig nedlagt to stykker råvildt med én kugle engang!
Man hører det ene øjeblik om herlige revirer til harejagt på Sjælland og det næste om osmannernes altid så frodige skønheder med deres skjulte blikke efter nordboere i uniformer.
Og han klager på skift over briternes egenrådige hersken over kronhjortene i Norge og over tyskernes rabiate fredning af alt på fire ben og hensynsløse salg af de resterende rettigheder til rigmænd.
Hans bekendte rundt om i landet spiller den anden hovedrolle. Mange af portrætterne ligner åbenlyse karaktermord eller skalkeskjul for satire over tidens føleri og dårskaber generelt:
»Jylland er godt forsynet med jernbaner og telegrafer. Uheldigvis arbejder disse to statsinstitutioner ikke sammen: de kender ikke hinanden.«
Ikke engang de humørsyge fruentimmere på godser og gårde går ram forbi, altså med mindre de virkelig kan bruge et gevær ude på trækjagten – for sådan nogle kvinder har han mødt.
Han giver også værtinderne bag aftenens festlige måltider råd med på vejen og beder dem for eksempel overveje et hensyn til »anede tilbøjeligheder« mellem gæsterne ved lægning af bordplanen.
Forfatteren selv fik en trist udgang på livet: Han gjorde stuepigen med barn og hængte sig af skam kun 49 år gammel
Teksterne fra hans hånd er ellers velsignet af en helt usentimental vinkel på verden. Betragtningerne i “Boganis’ jagtbreve” har ikke meget til fælles med den forskønnende naturlyrik fra årene før. Og de minder endnu mindre om Johannes V. Jensen med den store varme for “civilisationens tordnende skove af sten og af jern.“
De skarpsindige optegnelser fra Dinesens år udendørs viser ganske enkelt mennesket som Gud i naturen og naturen som Gud i mennesket. Når vi sniger os ind på den siddende smalrå lige bag remisen og skærper vores sanser til det yderste, så møder vi til syvende og sidst os selv.
LÆS OGSÅ
