Foto: Bert de Tilly, Pirie MacDonald samt Danita Delmont og Jordon J. Myers /Shutterstock
For lidt mere end et århundrede siden nåede den nordamerikanske natur et lavpunkt. Stort set alle arter af vilde dyr var hastigt på vej til at forsvinde efter lang tids uhæmmet ødelæggelse af leveområder og ureguleret kommerciel jagt med moderne skydevåben. Vandreduen – der kun få årtier inden var verdens mest talrige fugl – var uddød efter storstilet fangst i de enorme redekolonier. Der var kun få hundrede bisoner tilbage på kontinentet, og der var blevet langt – meget langt – imellem de trækkende fugle.
Indsatsen kom i sidste øjeblik. En politisk bølge af naturbevarelse tog fart, da en datidens jægere nåede helt ind i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, og der blev på kort tid vedtaget lovgivning til at beskytte de tilbageværende rester af vild natur: der blev indført særskatter på våben og ammunition til at finansiere bevaringsarbejdet, og der blev sat land til side til naturreservater.
Indsatsen bar hurtigt frugt for de klovbærende arter, som vi har beskrevet på disse sider for et par måneder siden. Situationen var betydeligt vanskeligere for det trækkende fuglevildt. Det skyldtes i al sin enkelthed, at det nogenlunde stationære klovbærende vildt simpelt kunne reddes ved sikring af nogle få egnede leveområder og en fornuftig jagtlig udnyttelse. For ænder, gæs, traner, svaner og andre trækkende fugle, der udnytter vidstrakte biotoper i flere forskellige lande, virker indsatsen ikke bedre, end det svageste led tillader.
Derfor tog man allerede i starten af 1900-tallet fat i problematikken og indgik en international aftale omkring beskyttelse af det nordamerikanske trækvildt og dets levesteder. England underskrev på vegne af Canada traktaten i 1916, USA fulgte trop i 1918 og Mexico gik med i 1936.
Det var desværre ikke nok. Ødelæggelsen af vådmarkerne på fuglenes trækruter var simpelthen for fremskredne. Der var behov for yderligere sikring og for mere aktive tiltag såsom genetablering af tabte vådmarker, hvis den nedadgående trend for det trækkende fuglevildt skulle vendes.
Politisk jægerpres
Nordamerikas jægere pressede hårdt på for politiske løsninger, men det havde lange udsigter, da der først og fremmest manglede penge til indsatsen. Den manglende handling frustrerede den kendte vittighedstegner, politiske kommentator og andejæger Jay N. ”Ding” Darling, som med sin spidse pen spiddede den siddende præsident Franklin D. Roosevelt og bragte de manglende resultater omkring vandfugleforvaltningen helt uforholdsmæssigt meget op i sine satiriske tegninger i store amerikanske aviser. Darling var bestemt ikke andejæger for ingenting, og situationen var kritisk. I starten af 1930’erne vurderes den samlede amerikanske andebestand at have været helt nede på omkring 27 millioner fugle, hvoraf flere arter var reelt truet af udryddelse. Et halvt århundrede inden nedlagde kommercielle jægere hvert år mere end 10 millioner fugle til salg på storbyernes kødmarkeder.
Franklin D. Roosevelt til venstre og Jay N. Darling med pibe til højre.
Darling var republikaner, Roosevelt var demokrat, men ikke desto mindre havde præsidenten fået øje på vittighedstegnerens glødende passion for vandfuglene og ikke mindst hans politiske tæft. Det var – set i bakspejlet – lidt af en politisk genistreg, da Roosevelt i 1934 pegede på Darling som den første chef for det nystiftede ”U.S. Biological Survey” – forgængeren for vore dages ” U.S. Fish and Wildlife Service”. Præsidenten fik både en dedikeret naturbevarelsesmand til at løbe det nye initiativ i gang og lidt fred fra en af sine hårdeste kritikere i pressen.
Darling viste sig at være et effektivt valg til den nye stilling. Han fik hurtigt den smarte ide, at involvere andejægerne økonomisk i forsøget på at bringe de nordamerikanske vandfuglebestande på fode. Kort tid efter hans indsættelse fik han gennemført en ny lov, ” Migratory Bird Hunting Stamp Act”, der gjorde det obligatorisk at købe et officielt ”duck stamp” (andefrimærke) til en dollar og sætte det på sit jagttegn, hvis man ville jage ænder. Han designede selv det første mærke. Året var 1934 og USA befandt sig midt i depressionen – den dybeste økonomiske krise i landets historie.
Alligevel rejste mærkerne så store beløb, at man med det samme kunne opkøbe godt 200.000 hektar vådmark til andefuglene. Derudover overtalte Darling præsident Roosevelt til at frede yderligere 1,2 millioner hektar statsejet land til formålet. Det var en flyvende start. Darling fik i Washington tilnavnet “the best friend a duck ever had” (den bedste ven en and nogensinde har haft), og han blev i 1942 tildelt den ærefulde udmærkelse ”the Roosevelt Medal for Conservation”, hvilket nok er noget af det nærmeste, man kommer en ”nobelpris” for naturbevarelse.
Andemærket – en succeshistorie
Andemærkesystemet fortsatte og er den dag i dag den økonomiske rygrad i offentlig amerikansk vådmarksbeskyttelse. Motivet på det årlige mærke afgøres ved en stor officiel kunstkonkurrence blandt USA’s naturmalere – denne konkurrence har dels holdt liv i mærket i jægernes bevidsthed (andemærkerne er samlerobjekter), og dels har konkurrencen været kraftigt medvirkende til at gøre naturgenren meget populær i amerikansk kunst.
Respektindgydende 98% af indtægterne ved salg af Duck Stamps går direkte til at opkøbe og bevare vådmarksområder. Der sælges cirka 1,6 millioner mærker á 25 dollars om året, og gennem årene har det ført til opkøb af 2,6 millioner hektar vådmark. Men de amerikanske jægeres indsats stopper ikke der.
I 1937 – kun tre år efter indførslen af de obligatoriske andemærker – blev der taget initiativ til stiftelsen af en privat velgørende jægerforening for vandfuglebevarelse under navnet ”Ducks Unlimited” (Ænder uden begrænsning). Foreningen har først og fremmest til formål at indsamle penge til sikring af yderligere vådområder, så det rækker til ”at fylde himlen med vandfugle i dag, i morgen og i al evighed”, som foreningen selv udtrykker det.
I vore dage tæller foreningen omkring 600.000 medlemmer og rejser mere end 200 millioner dollars om året. Over 80% af midlerne går direkte til vådmarksbevarelse. Igennem årene har Ducks Unlimited formået at beskytte mere end 5,6 millioner hektar ande- og gåsebiotoper. Foreningen er mere aktiv end nogensinde, og der indsamles typisk større og større beløb til det gode formål år efter år.
Æres den som æres bør
Den amerikanske vandfuglebestand er omtrent fordoblet i forhold til 1934 med nu omkring 50 millioner fugle. Der er atter jagttid på de arter, der tidligere var stærkt truede af udryddelse – herunder f.eks. den farverige brudeand (wood duck) og prærietranen (sandhill crane). Det er et gennemprøvet amerikansk princip, at der som udgangspunkt tillades jagt på arter, som kan bære et jagttryk. I visse tilfælde er der ikke licenser nok til alle – og så trækkes der simpelthen lod.
Der hersker ingen tvivl om, at det er de amerikanske andejægere, som – guidet af nogle få foregangsmænd – fortjener æren for succesen. Den ansete amerikanske ornitolog og natur forfatter Kenn Kaufman er klokkeklar i mælet omkring de amerikanske jægeres rolle, selvom han bestemt ikke selv går på jagt:
”Der er en eneste grund til at nogle af de bedste vådområder blev reddet. En grund, to ord: Ande …. jægere. Det lyder plat og oversimplificeret at sige det sådan, men fra dyrelivets synspunkt ødelagde landbrugere, købmænd og entreprenører næsten dette land. Jægerne reddede det.”
Der er næsten 50 millioner ornitologer i USA og kun godt 2 millioner ande- og gåsejægere.
