Tekst af Troels Kirkegaard
Foto: Troels Kirkegaard og Ann Jensen

For at undgå, at dine chokes gror fast, er det vigtigt, at de bliver vedligeholdt en gang i mellem. Det er heldigvis ret nemt. 

Hvor ofte det skal gøres, afhænger af flere faktorer. Personligt udtager og servicerer jeg mine chokes oftere i perioder, hvor jeg skyder meget eller har haft geværet ude i dårligt vejr. Som minimum bliver de taget ud og rengjort en gang hvert halve år, – periodevis oftere. 

Herunder følger en lille guide til, hvordan jeg vedligeholder mine chokes. 

Trin 1

Til rengøringen skal du bruge dit rensesæt inklusive nylonbørste samt blød børste, klude, chokenøgle (som fulgte med geværet) og chokefedt.  

Inden du går i gang med chokes’ene, bør løbene trækkes igennem, så de er helt rene.

Fedt, rensebørster, chokenøgle og klude er alt, hvad der skal bruges. Jeg har et par gamle børster, jeg kun bruger, når jeg rengør min chokes.

Trin 2

Udtag nu chokes, husk, hvilken choke der sad i hvilket løb.

Trin 3

Aftør choken med en klud. Brug eventuelt nylonbørste eller blød tandbørste til at rengøre gevindet. 

Trin 4

Rens nu gevind i geværet med en blød børste. Hvis løbet er meget beskidt, eller det er længe siden, choken har været ude sidst, brug da eventuelt nylonbørste/blød tandbørste efterfulgt af den bløde børste. 

Hvis geværet har skudt meget, eller det er længe siden, chokes sidst har været ude, kan nylonbørsten bruges.
Her bruges den bløde børste.

Trin 5

Gevindet på choken smøres med fedt. Start med at påføre fedtet lidt oppe på gevindet og læg det en bane rundt. Fordel derefter fedtet med en finger ud over gevindet. 

Her lægges fedtet på gevindet.
Fedtet er fordelt på chokens gevind.

Trin 6

Sæt choken i løbet. Start med at bruge chokenøglen. Når choken er ved at være skruet i bund, læg da chokenøglen og brug fingeren til at dreje choken det sidste stykke. Når du ikke kan dreje choken mere, er den i bund, og den skal ikke strammes yderligere.  

Ved isætning af chokes kan chokenøgle anvendes til at starte med.
Fingeren bruges til at stramme choken med til sidst.

Et par punkter at være opmærksom på

I mine 22 år som jæger har jeg kun en gang hørt om en choke, der fulgte med et skud ud af geværet. Det var på en skydebane, men de nærmere omstændigheder omkring hændelsen kender jeg ikke. Hvis ellers man sørger for at vedligeholde sine chokes, er det imidlertid ikke noget, man behøver at frygte. Blot sørg for, at choken er skruet i bund og strammet med fingeren. 

Fedtet, der anvendes på choken, bør være chokefedt. Det kan købes i de fleste velassorterede jagtforretninger og koster ikke en formue. 

Jeg har hørt en del historier om, hvordan man kan løsne fastsiddende chokes. De mindre gode såkaldte råd omfatter blandt andet anvendelse af kogende vand, gasbrænder og hammer.  Intet af det kan anbefales. 

Hvis du er det mindste usikker i forhold til en fastsiddende choke, så er mit råd at tage geværet til en våbensmed. Så undgår du skader på gevind, løb, brunering med mere, med risiko for kostbare reparationer til følge. Som oftest koster det ikke mere end et par hundrede kroner at få løsnet en fastsiddende choke hos våbensmeden.

Endelig er det vigtigt ikke at overspænde sine chokes. Chokes skal selvfølgelig sidde fast, men hvis du blot spænder dem med fingeren, er du sikker på, at de ikke bliver overspændt/overdrejet i gevindet. 

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: