Bengt Holst – Fortæl om jeres rolle i Det Dyreetiske Råd?
Vi er et selvstændigt råd, der rådgiver miljø- og fødevareministeren, og som afgiver høringssvar på forskellige lovforslag. Derudover udarbejder vi nogle grundige udtalelser, som er offentligt tilgængelige, hvori vi analyserer en række problemstillinger og fremkommer med anbefalinger om forskellige emner, der har med dyr at gøre. Ministeren har f.eks. lige bedt om, at vi opdaterer vores udtalelse om buejagt, fordi der pt. kører en diskussion om, hvorvidt man skal tillade buejagt på det store hjortevildt.
I 2010 lavede I sådan en udtalelse om jagt, og det er tydeligt at læse ud fra den, at I er delte mht. synet på jagt?
Rådets daværende medlemmer var som udgangspunkt enige om, at jagt i forbindelse med naturforvaltning er forsvarligt. Men nogle medlemmer var imod jagt som hobby. Andre medlemmer af rådet havde ikke noget principielt imod jagt, men for dem var der nogle tekniske ting som f.eks. anskydninger, der skulle være styr på.
En af de ting, I er enige om, er, at vildtudsætninger af principielle grunde bør forbydes?
Ja, for når vi overordnet set går ud og siger, at jagt er ok, er det, fordi vi erkender, at der i naturen er et vist overskud af vildt, der bør reguleres væk. Det er fint, at dette overskydende vildt bliver skudt væk på ordentlig vis. Men når man begynder at udsætte vildt med det ene formål at skyde det bort få måneder senenere, så skaber man et kunstigt overskud. Det gør man udelukkende for at have nogle dyr at jage, og det mener vi ikke er etisk forsvarligt.
Man udsætter jo ikke alle disse ænder og fasaner for at få noget at spise, for hvis det var tilfældet, kunne man bare snuppe dem i opdrætningen. Man sætter dem ud for at få lov til at skyde, og man kan i den sammenhæng ikke bruge den forklaring, at man høster af naturens overskud, for man skaber selv dette unaturligt store overskud.
Mange vil indvende, at opdrættede fasaner har et langt bedre liv end de fleste af vores industridyr?
Modstanden i rådet var rettet mod det principielle i udsætningen, ikke forholdene under opdrættet. Men derudover kan du aldrig bruge andres ulykke som et argument for, at du selv laver noget, der er skidt. På tilsvarende vis kritiserer vi også mange af forholdene vedrørende danske produktionsdyr, selvom der er dyr ude i verden, der har det langt værre.
Hvad med al den naturpleje, jægerne varetager med vildtagre, remiser og levende hegn i forhold til udsætningerne? Det kommer jo også en masse andet vildt til gode?
Det er dejligt, at jægerne lægger så stort et arbejde i naturplejen, men det er ikke nok til at retfærdiggøre udsætningerne. Vi anerkender fuldt ud det store naturforvaltningsarbejde, jægerne udfører. Det kan bare ikke bruges som en form for aflad for vildtudsætningerne.
I ønsker også, at der skal indføres skydeprøver til riffel og haglgevær hvert femte år?
I sidste ende afhænger antallet af anskydningerne af, hvor god du er til at skyde og afstandsbedømme. Hvis man er en seriøs jæger, holder man sin skydning ved lige, men det er det altså ikke alle, der gør. Jeg er gammel reserveofficer og ved, at man efterhånden bliver rusten, hvis ikke man skyder regelmæssigt.
Du kan sammenligne det med det at få lov til at køre en bil: Bilens tilstand bliver løbende tjekket, og når du bliver ældre, skal du også selv til syn engang imellem. På samme måde ville det være et godt signal at sende til det omkringliggende samfund, hvis jægerne selv sagde: ”Fint, vi går op til prøve hvert femte år. Så kan I se, at der er kontrol med det, og at vi anerkender, hvor stor en tillidserklæring det er, at vi får lov til at besidde og bruge våben.”
Der er et stigende fokus på dyreetik og dyrevelfærd i samfundet. Har vi overhovedet jagt om 50-100 år?
Det er jeg overbevist om, at vi har, men det er godt at stille sig det spørgsmål engang imellem, så man ikke bare tager jagten for givet. Det er godt at have den der løbende kritik, bare den ikke bliver hellig, for den holder en til ilden.
Hvis man modsat begynder at blive for magelig, går man hurtigt på kompromis med en række principper og etiske retningslinjer, og så ender man med nogle dårlige sager, der ryger i medierne, og som derefter skaber lovgivning, der ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig for nogen parter.
Men jeg tror på, at jagten også vil være her om 50-100 år. For jagt kan for mange være et bindeled mellem mennesker og natur. For 200 år siden var jagt nødvendig for mange for at skaffe mad på bordet, i dag kan man finde al sin mad i frysedisken. Samtidig bor flere og flere mennesker i de store byer, og det betyder, at mange kommer på afstand af naturen. Jagten mindsker den afstand, samtidig med at den er med til at give en basal forståelse af forholdet mellem liv og død i naturen. Forudsat at jagten foregår etisk forsvarligt.
Netop fremmedgørelsen over for døden var et emne, der var meget oppe at vende i forbindelse med København Zoos aflivning og partering af en giraf?
Det var noget, mange folk havde svært ved at forholde sig til. Ikke så meget herhjemme, men særligt i udlandet, hvor omtalen af aflivningen blev spredt gennem medierne.
Det var dog ikke kun døden, mange øjensynligt havde det svært med, men også det, at vi bliver nødt til at forvalte dyrene for at sikre sunde bestande. Det gælder ikke bare i Zoo, men også i den fri natur.
Nogle tænker, at dyrene ville have det bedre, hvis vi bare lod dem være i fred. Men det er bare ikke rigtigt. Vi må erkende, at al natur i hele verden er forvaltet, også de steder, hvor der er såkaldt vild natur. Den natur er kun vild, fordi vi har sagt, at den skal være vild, og fordi man har pålagt den forskellige fredningsbestemmelser.
Det er ikke længere den balance i naturen, som der var engang. Og når vi nu har denne ubalance i naturen, som skyldes fortidens synder og det, at vi mennesker breder os mere og mere, så bliver vi nødt til at regulere den for at bringe den så tæt tilbage på balance som muligt. Her er jagt et af værktøjerne.
Toget er kørt…
Ja, det er ikke en ideel verden. Der ER en ubalance i verden, og den må vi forholde os til og arbejde med. Her nytter det ikke bare at lade dyrene passe sig selv og på den måde tro, at man gør dem en tjeneste.
Lad os tage et eksempel: Elefantbestanden i Afrika er på vej nedad, men alligevel må vi acceptere, at der skal skydes ret mange elefanter bort hvert år. For de områder, der er til rådighed for elefanterne, er blevet så decimeret, at der ikke er plads til alle de elefanter længere.
Hvis man bare lader naturen gå sin gang, vil elefanterne som følge af deres måde at finde føde på slide så meget på området, at de ikke kun ødelægger det for sig selv og dør en pinefuld sultedød. De vil også ødelægge det for de andre dyr.
Når en elefantflok har passeret gennem et område, ser man væltede træer og knækkede grene overalt. Det er nu engang deres måde at få fat på de friske skud og frugter på. Under normale omstændigheder vil vegetationen nå at vokse op igen. Men når vi har indskrænket elefanternes leveområder, bliver sliddet ekstra stort, og plantevæksten kan ikke følge med. Træerne dør, skyggen forsvinder, og underskoven forsvinder. Derfor bliver man nødt til at begrænse elefantbestanden.
Så når radikale dyreværnsgrupper siger, at vi skal lade dyrene være i fred, handler de i virkeligheden imod dyrenes interesser?
Ja, det svarer til, når dyreaktivister lukker mink ud fra minkfarme. Man kan mene om minkfarme, hvad man vil. Men at lukke minkene ud er det mest tumpede, man kan gøre: De kommer ud og bliver skadeligt vildt, og mange går til under kummerlige forhold.
Du har både været ude at forsvare løvejagt og trofæjagt på isbjørne?
Man skal altid bevare det overordnede blik på det. Der kan være mange årsager til at tillade en begrænset jagt på løver og isbjørne. Hvis vi tager løven som eksempel, vil der altid være nogen, der skal skydes bort. F.eks. fordi der lokalt er for mange, og man derfor risikerer, at de kommer i konflikt med de lokale samfund.
I stedet for at rangeren skyder den, kan du få en rig amerikansk jæger til at betale mange tusind dollars for det. Går en god portion af disse penge tilbage til naturbevarelse og til at opretholde bestandene, ser jeg intet problem i trofæjagten. Løven bliver skudt under alle omstændigheder.
Mange synes ellers, at det er forkert med trofæjagt?
Så længe trofæjagten er en del af den kvote, man alligevel skal skyde bort i det pågældende område af den ene eller anden årsag, ser jeg ikke noget problem i det. Forudsat selvfølgelig, at jagten foregår etisk forsvarligt.
Om folk så efterfølgende hænger trofæet op, skal ikke være årsagen til, at man ikke må jage. Man må se på, om det overordnet set kommer bestanden til gode.
WWF siger også nu, at trofæjagt kan være med til at bevare natur og vildtbestande?
Det kan trofæjagten, for naturbevarelse koster penge, og det nytter ikke at foregive, at fotosafarier alene kan trække de samme penge hjem som trofæjagt. Hvis trofæjagt kan være med til at skaffe penge i kassen, og dyrene alligevel skal skydes bort, så synes jeg, det er OK. Behovet for jagtområder er også med til at bevare naturområder ved at gøre dem værdifulde for lokalbefolkningen, som kan tjene på jagten.
Men det er svært at forklare trofæjagten i et mediebillede, der er præget af de sociale medier og hurtige nyheder?
Ja, for det er svært at argumentere mod følelser. Men her har jægerne også et stort ansvar for at behandle dyrene ordentlig, efter man har nedlagt dem. Det er vigtigt at bevare respekten for dyrene.
Folk kan til nød acceptere, at dyr bliver nedlagt, når der er en årsag til det. Men skal dyrene nedgøres derefter ved, at man står og spiller Tarzan over det nedlagte dyr, som man ser på nogle fotos, så bliver folk sure, og det kan jeg godt forstå.
Derfor er der også de gamle jagtetiske regler om, at man ikke skal kaste rundt med de døde dyr, men behandle dem med respekt. For den slags sender vigtige signaler til omverdenen.
Din egen strategi i forhold til girafsagen var at være så rationel i dine forklaringer som muligt…
Jeg forsøgte at være åben og ærlig og derudover holde mig til fakta. Ellers ville hele diskussionen været blevet holdninger mod holdninger, og der kan den ene holdning være lige så god som den anden, hvis ikke de bygger på fakta. Så får man skyttegravskrige mellem forskellige dele af befolkningen, og dem, der vinder, er dem, der er i overtal. Det gavner ingen.
Det, at man åbent og ærligt holder på sit, har dog ikke noget at gøre med at være dumstædig. Hvis der kommer noget på banen, man måske ikke lige havde tænkt over, skal man også være klar til at sige: ”Ok, det havde jeg ikke tænkt på, så jeg skal nok rette det lidt.”
Det gælder også for jægere. Som jæger må man acceptere, at der er en vis modstand mod jagt, og at der er problemer forbundet med jagt. Så må man være parat til at tage diskussion og være åben over for kritikken. Lad være med at tage den, som om du bliver klasket op mod en væg. Det bliver du kun, hvis du tager kritikken på den forkerte måde og slet ikke vil indgå i en dialog.
Hvordan tror du, at fremtiden ser ud for jagten i Danmark?
Med den positive udvikling, der er sket, hvor jagten nu nyder større accept blandt den almene befolkning end tidligere, er jeg sikker på, at jagten vil have det fint om 50-100 år. Men jeg tror, at udsætningerne vil forsvinde. Derudover vil man som jæger skulle acceptere, at der bliver rykket rundt på nogle af jagttiderne: Man skal vænne sig til den adaptive vildtforvaltning, hvor fredningstider og jagttider er mere flydende og foranderlige fra år til år. Og så vil der højst sandsynligt også være krav om flere skydeprøver.
