Hidtil har muligheden for at anvende disse sigter været begrænset til såkaldt ”skyddsjakt” og i så fald kun med tilladelse fra den lokale Länsstyrelse. Men fra den 15. maj er udstyret tilladt at bruge på vildsvinejagt om natten over hele Sverige.
Udviklingen har været ventet længe. De svenske politikere er trætte af de effekter den voksende vildsvinestamme har i forhold til både landbruget, trafikken og vælgernes græsplæner. De ser gerne vildsvinestammen reduceret. For flere år siden tillod de fældefangst af vildsvin. Det skete der ikke rigtigt noget ved. Nu satser de på at effektivisere jagten ved at tillade i princippet alle tænkelige elektroniske hjælpemidler.
Det har fået en masse jægere på sociale medier til at give udtryk for, at udstyret, jagten på forderpladserne eller begge dele er usportsligt, ucharmerende, unfair, uetisk og meget andet af samme skuffe. Kritikerne er typisk folk, der dyrker mere traditionelle former for vildsvinejagt eller folk, der slet ikke jager vildsvin.
Lad mig lige slå et par faktum fast: I Sverige nedlægges omkring 2/3 af alle vildsvin ved natjagt på foderplads (”åteljakt”) og årsagen til de nye lempelser i den svenske lovgivning er et udtrykkeligt ønske fra et massivt flertal i den svenske rigsdag om, at bestanden reduceres.
Det undrer mig lidt, at alle de vildsvinejægere, der synes at udstyret og jagtformen er uetisk, ikke har brugt de seneste årtier (med lavere svinebestand end nu) til at bevise, at de metoder, som de foretrækker, er tilstrækkelige til at holde vildsvinebestanden i ave. For sandheden er jo, at vildsvinebestanden er eksploderet og at det er selve årsagen til, at politikerne ønsker ”åteljakten” effektiviseret og intensiveret.
Jeg kan da godt se, at en masse jægere i tårne og stiger ved hver deres foderplads rundt om et større jagtområde kan gøre forudsætningerne for drivjagterne hos den store jordejer i midten ringere, men det er jo det klassiske naboproblem, som altid har eksisteret blandt jægere og har vel egentlig ikke så meget med vildsvinejagt at gøre?
At nogle anser ”åteljakten” for værende ”usportslig” eller ”kedelig” som jagtform er helt fint med mig. Sandt at sige synes jeg selv, at en god pürsch eller drivjagt er mere spændende end at vente hele natten i et jagttårn, men jeg fylder ikke desto mindre gerne min fryser med resultaterne af ”åteljakt”. Jeg synes faktisk også, at der ligger en reel udfordring i at få grisene ind på pladsen. Om jeg, eller nogen andre jægere synes en jagtform er lidt kedelig, er jo i bund og grund også rygende ligegyldigt i forhold til dem, som hygger sig med det? Det er jo frit for enhver at vælge en jagtform, man sætter pris på.
At udstyret skulle gøre jagten mere uetisk har jeg også svært ved at se. Naturligvis bliver det nemmere at se byttet og dermed identificere jagtbart vildt og vurdere situationen kvalificeret. Skudplaceringen bliver mere nøjagtig. Anskydningerne bliver færre. Præcis som da man i sin tid for godt 100 år siden fik kikkertsigter. Det var der også dengang en masse jægere med åbne sigtemidler, som fandt ”usportsligt”.
Består udfordringen i jagten primært af, at det bør være svært at se byttet og at sætte et præcist og effektivt dræbende skud? Ikke for mig! I det øjeblik min finger finder aftrækkeren, er jeg helt ligeglad med udfordringen. Jeg bruger gerne både støtteben, skydestok, lyddæmper, kikkertsigte og alt muligt andet grej, som forringer vildtets chance for at flytte klovene en millimeter, når først projektilet er i luften. Jeg ønsker ikke, at vildtet skal ha’ en chance, når skuddet brager. For mig består den jagtlige udfordring først og fremmest i at komme på rimeligt skudhold af det rigtige dyr. Jeg er ikke interesseret i at tage unødvendige chancer med selve drabet.
I øvrigt er det stadig vanskeligere at nedlægge et vildsvin om natten med et elektronisk natsigte end det er at nedlægge en buk i dagslys med en konventionel sigtekikkert. Så hvis man har en kikkert på sin riffel, er det for mig at se lidt spøjst at argumentere imod natsigterne.
