Da jeg var dreng, spillede vi nogle gange fodbold alle mod alle – altså uden hold, hvor det for hver enkelt spiller kun drejede sig om at hytte sit eget skind og score mål for sit eget lille énmandshold. Spillet fik tit præg af slagsmål, og der var kun én vinder – som regel den største og mest bølleagtige. Over det seneste års tid har jeg fulgt debatten om kronvildtforvaltningen i Danmark, og jeg må sige, at det har vakt minder om fortidens anarkistiske og lidet yndefulde alle-mod-alle-fodboldkampe. Faktisk har det i perioder været ganske underholdende, men over tid er det blevet trivielt og udsigtsløst. Der har været meget klumpspil og meget langt mellem målene. Og ind til videre ingen vindere.

Debatten har afsløret en opfattelse af, at kronvildtet i Danmark er en succeshistorie. Bestanden er jo gået frem, og så kan forvaltningen jo bare slippes fri og i princippet overlades til den enkelte. Andre har et mere kollektivt syn på sagen og mener, at der trods – eller måske netop på grund af – bestandens fremgang er behov for en bredere forvaltningstilgang. Nogle taler tydeligvist på vegne af meget snævre egeninteresser, mens andre viser mere forståelse for, at kronvildtet er et fælles gode og en fælles udfordring, hvor den enkelte må afse muligheder for at fremme en samfundsinteresse.

Man skulle tro, at disse forskelligartede tilgange blev forfægtet af organisationer med meget forskellige interesser, og at der inden for organisationerne var fælles fodslag. Men det er ingenlunde tilfældet. Alene jægerne, der set udefra er en lille og skrøbelig befolkningsgruppe med en meget snæver interesse, har haft kampånd til at bekrige hinanden og fremføre modsatrettede synspunkter. Danmarks Jægerforbund har her i året op til sit 25 års jubilæum vist, at det fortsat har et indhold af de tidligere rivaliserende repræsentanter for jægere med store henholdsvis små eller ingen jagtarealer og har ”skrævet, så bukserne var på nippet til at sprække”.

Vildtforvaltningsrådet og den underliggende hjortevildtgruppe har været på en hård og utaknemmelig opgave, og efter tunge forhandlinger viser der sig nu konturer af en ændret forvaltning, der i skrivende stund dog fortsat mangler ministerens godkendelse. Ligeledes er der gået yderligere politik i sagen, idet et medlem af Folketinget i august har afholdt en såkaldt ’hjortehøring’ på selveste Christiansborg. Så det står fortsat hen i det uvisse, om de forslag til konkrete tiltag, der kom ud af de opslidende forhandlinger i Vildtforvaltningsrådet, bliver realiseret.

Men gør de det, er vi så i mål? Efter min mening nej. For selvom de berører nogle vigtige temaer, herunder især krav til arealstørrelser og begrænsning af fodring, så er der rigtig lang vej igen. Fx er der fortsat ingen klare mål for, hvad vi vil med kronvildtet i Danmark. Så vi forvalter uden at have et mål, hvilket er en selvmodsigelse. Den del af forslagene, der fastsætter nye arealkrav, omfatter kun hjorte, hvilket er en meget væsentlig mangel, og i det hele taget gør den énsidige fokus på hjorte og hjortejagt den samlede pakke utilstrækkelig og løser ikke problemet med overdrevet jagt på hinder på småarealer. Forslaget berører perifert jagtformerne, men har intet bud på, hvordan det kan undgås, at den samme bestand af kronvildt ugentligt udsættes for stærkt forstyrrende jagtformer tre-fire af årets måneder, med omfattende adfærdsændringer til følge.

Det mest positive ved forslaget er, at det åbner for lokale ideer til andre forvaltningsmodeller. Tanken om, at forvaltningen kan bygge på lokale målsætninger og med lokale virkemidler og borgergrupper, er dermed ikke helt død. Men oplægget er, at sådanne ideer så at sige skal komme ud af ingenting. Det er der som bekendt kun lommeuld, der gør, og et virkemiddel til at støtte en bedre lokal forankring kunne være at stimulere projektideer, fx igennem tilskud til lokale initiativer. Selv har jeg forsøgt mig med et lokalt projekt på Djursland – under titlen ’Dyrenes Land’. Det er blevet vejet og (formentlig helt rimeligt) fundet for let. Er der lokale kræfter på Djursland, der vil være med til at udvikle det, er jeg ikke længere væk end den nærmeste telefon. Det kunne være vores bidrag til at udvikle forvaltning af kronvildt i Danmark til et spændende og formålstjenligt holdspil.

  • Niels Kanstrup er stifter af Dansk Jagtakademi, uddannet vildtbiolog fra Aarhus Universitet og Kalø. Chef for Danmarks Jægerforbunds vildtforvaltningsafdeling på Kalø fra 1999 til 2007.