Af Niels Dygaard
Illustration Dmitry Demkin

Tak, fordi du efter så mange år igen bredte din smukke, snekåbe ud over land og by, Kong Vinter og gav os den hvide jul, som vi alle drømmer om og synger om, og som giver så mange glæder og udfoldelsesmuligheder for store som for små.

Også tak, Kong Vinter for de dejlige frostdage, der gav lejlighed til med skøn musik fra knirkende sne under støvlesålerne omsider igen at kunne besøge reviret for på sporsne at følge vildtets færden derude. 

Lad disse smukke, hvide vinterdage stå som et manende momento til os om, hvad vi i vor civilisations evige, men kortsynede jagen efter materielle goder vil miste, hvis vi en dag fortrydende, men for sent må vågne op til den grumme erkendelse, at den sande pris herfor har været udslettelsen af en hel årstid.

Det må aldrig komme til det utopiske scenarie, at jægeren og digterpræsten Steen Steensen Blichers smukke Kyndelmissevise, ”Det er hvidt herude”, som han skrev efter en lang og kold vinter, en dag i klimakorrigeret udgave vil komme til at lyde således.

Det er gråt herude.

Kyndelmisse slår sin knude

overmåde klam og hård,

vådt forneden, vådt foroven,

gennemblødt står træ i skoven

som udi i min abildgård.

 

Det er trist herude,

kun med pik på dugvåd rude

melder sig den små musvit.

Der er ingen fugl, der synger,

finken kun på kvisten gynger,

ser sig om og vipper lidt.

 

Det er mørkt herude,

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Kragen står pjaskvåd med skaden

højt på rygningen af laden

skeler til det tamme kræ.

 

Hanen sig nedsvinger.

Ved en vandpyt sine vinger

sjaskende han sammenslår,

krummer halsen tungt og galer,

varsler sikkert nye kvaler.

Hvis endda om frost han spår!

 

Inderligt der sukkes efter frost, 

men håbet slukkes:

Atter vinden om til vest.

Kom, nordost, som frosten bringer,

kom med dine Taigavinger,

kom og bind den stride blæst.

Det må af al kraft forhindres, at denne monstrøse vision en dag kan blive til dystopisk virkelighed, hvad de mange milde vintre og andre naturfænomener desværre peger på, at vi er på vej mod. Vi må derfor alle med rettidig omhu vise lige så respektfuld ansvarsbevidsthed over for klimaet, som vi i vore jægerhjerter har over for flora og fauna – da kan ragnarok undgås.