Foto: Steen Andersen
Der er naturligvis uenighed om beretningen om Hubertus, da han lægger sit våben ned og undlader at skyde hjorten. Imidlertid er der ingen tvivl om, at Hubertus har haft en ekstatisk vision. Uenigheden går snarere på, om Hubertus holder op med at gå på jagt i det hele taget. Eller om nedlæggelsen af jagten kun sker ved denne specifikke lejlighed, hvor han ser hjorten med korset, fordi situationen er hellig.
Set i lyset af jægernes tilegnelse af St. Hubertus er det nok mest sandsynligt, at det kun er ved denne ene lejlighed, at Hubert undlader at skyde. Behovet for at gå på jagt vendte snart tilbage, tænker jeg.
I den senere tid har jeg funderet en del over jægere, som oplever, at deres jagtlyst ebber ud, og jeg må tilstå, at jeg har svært ved at relatere mig til det, fordi jeg er passioneret jæger, som til stadighed og i stigende grad oplever, at årstiderne nærmest er som et usynligt ur, der stimulerer mine sanser og siger: Nu er tiden kommet!
Derfor skærer det i mit medmenneskelige hjerte, at jeg i den senere tid har hørt om adskillige jægere, der har været tvunget til at indstille jagten, fordi de har mistet jagtretten. Ofte på et grundlag, som er helt absurd. For en passioneret jæger er det at få frataget retten til at gå på jagt en markant og drastisk frihedsindskrænkelse, som der næppe findes paralleller til, for det er jo ganske utænkeligt, at man kan blive fradømt retten til at spille golf, fiske, gå på café, tage på udlandsrejser, dyrke løb, gå til koncerter eller drikke gode vine?
Værn mod kolde hjerter?
Indskrænkelserne i form af inddragelse af tilladelsen til at have jagtvåben kommer i flere tilfælde blot som en skrivelse. Disse breve er som kolde sten. De bliver ikke overdraget med menneskelig kontakt. De bliver kastet ud fra et lukket kontor. Personen, som modtager frakendelsen, er i en række sager endnu ikke dømt af nogen domstol. Men på grundlag af et anklageskrift kan en jæger miste retten til at have jagtvåben. Det kan være, at anklageskriftet bygger på nogle helt urimelige og uprøvede påstande fra en hævngerrig modpart. Princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, gælder ikke i en række af de tilfælde, jeg er blevet gjort bekendt med.
I år har en mand eksempelvis mistet retten til at gå på jagt og besidde jagtvåben på baggrund af en trafikforseelse. Det forekommer at være helt absurd. Jeg har til gode at møde blot ét menneske, som kan se noget rationale i den sag.
På baggrund af denne og tilsvarende sager frygter jeg, at det enkelte menneskes værdi bliver devalueret i en menneskefjern og livsfraværende klinisk håndtering af mennesker. Det tror jeg sker i takt med, at domme og frihedsindskrænkninger sker som simple administrative afgørelser.
Sharia lovens barbariske straffe skal man ikke trivialisere. Men lige så lidt skal man trivialisere det kolde sjælelige fængsel, som proportionsløse domme idømmer jægere i vores tid. I mange tilfælde er det lovens intention at ramme nogle helt andre – nogle notorisk kriminelle typer: Grupperinger som ikke respekterer demokratiet og almindelig medmenneskelig omsorg.
Konduite og sund fornuft
Det gjorde Hubert, det er et af omdrejningspunkterne i selve Hubertus-legenden, og det gør jeg, der dagligt lindrer og lytter til mennesker i sorg. Det har jeg årtiers erfaring i, men jeg har endnu ikke fundet noget lindrende at sige til eksempelvis den 75-årige mand, som kommer ind i en jagtbutik, for at aflevere sine våben, fordi han har bestilt en jagtkniv over internettet. Kniven havde et hul i skæftet. Med et hul i skæftet kunne der sættes en snor i kniven, derfor vurderer myndigheden, at det er en såkaldt halskniv, som er ulovlig, og så løber den udøvende magt løbsk. Trøst findes ikke i den situation, og Guds vilje er det i alt fald ikke.
Sorgdæmpende gloser findes heller ikke til den 65-årige jæger, som kom for skade at købe en slangebøsse over nettet. Han har også afleveret sine jagtvåben. En sådan mand kunne blot i nostalgien fra sin barndom tænke sig at skyde med en slangebøsse under forsvarlige forhold for at genopleve barndomsminder. En pensionist kan trods alt godt bevare sit drengesind. Loven mod slangebøsser er lavet for at ramme stenkastende autonome, men rammer her en ellers retskaffen og ustraffet borger.
I absurde situationer som disse er det tydeligt, at embedsværket ikke er i stand til at udvise blot den mindste form for konduite, så sanktionerne bliver proportionelle med lovovertrædelsen! Jeg har ikke hørt om nogen, der har fået fradømt kørekortet, fordi de overskred fartgrænsen med 7 %.
Er mennesket ufejlbarligt?
Forskellen på en fejl og adfærd er gentagelse. Jeg er overbevist om, at mange sager kunne løses effektivt med en løftet pegefinger fra en ordensmagt og med et løfte om, at næste gang vil der være en sanktion.
Spørgsmålet i denne sammenhæng er, om intentionen er at dømme så mange som muligt eller at regulere den menneskelige adfærd, så den bliver hensynsfuld?
Nye fortolkninger
Der synes hos visse dele af ordensmagten at herske en omsiggribende trang til at stramme, hvor der strammes kan. Lad mig give et eksempel.
En politimand begynder at lave filosofiske og etymologiske overvejelser over begrebet genladning. Så kommer vedkommende frem til, at et fabriksnyt hylster ikke kan genlades, fordi det er nyt. Derfor er det at overtræde våbenloven at være i besiddelse af eller at erhverve så meget som et enkelt nyt tomt patronhylster.
En sådan ureflekteret omgang med ord og fortolkninger af ord finder man ofte i fundamentalistiske og sekteriske religiøse samfund. Forskellen er bare i disse absurde våbensager bliver målet at dømme folk. Målet er ikke længere en rimelig retfærdighed, hvor man ønsker at ramme de sande problemer. I de religiøse sekter kan fortolkningerne ofte handle om at komme så let uden om en fortolkning eller moralsk forskrift, eller i stik modsat retning at fremstå som ekstremt disciplinerede mennesker.
Måske er det et ønske om at disciplinere, der for nylig førte til et absurd optrin på en jagtmesse hvor der var invitereret en trickskytte. Han skulle lave et show. Det har egentlig ikke noget med jagt at gøre. En trickskytte skyder som regel 10-11 håndopkastede lerduer. Han skal nå at skyde dem, inden lerduerne rammer jorden. Politiet intervenerede og stoppede denne skydning med påstand om, at det ikke er tilladt for haglvåben til brug ved jagt at indeholde mere end 2 skud. Trickskydningen skulle gennemføres, men kun med to skud. Ligeledes fik han heller ikke lov til at skyde fra hoften, da det heller ikke var jagtrelevant. Ærlig talt: Hvem gider at høre på et symfoniorkester, hvor dirigenten bliver bedt om at aflevere 8 ud af 10 af strygerinstrumenterne?
Våbenallergi
Sagt lidt fra neden. Man lærer ikke alle livets forhold ved at sidde på en café eller et bibliotek og diskutere sig frem til virkeligheden, eller for den sags skyld at læse en bog og drage nogle lette konklusioner. Demokrati handler om, at man samler stemmer og indtryk fra en bredde af samfundets røster, erfaringer og livsanskuelser. Det handler om, at mødes. Det handler om sande og virkelighedsnære menneskelige vurderinger.
Det er et problem, at man har så stort fokus på at kriminalisere besiddelse af våben og ikke den kriminelle brug af våben og knive.
Der synes heller ikke at være en forståelse for, at våben og knive til brug ved fiskeri, jagt, udeliv og spejderaktiviteter er en helt anden verden end den kriminelle. Våben, som bruges til jagt, er grundlæggende fuldstændig uinteressante for den kriminelle verden. Det er to vidt forskellige våben- og knivtyper.
Jeg synes, at sammenfundet skulle dømme djøf’erne og andre kolde embedsfolk til et højskoleophold, så deres menneskelighed bliver udvidet lidt mere. Demokrati består også i at kunne forstå og relatere sig til andre menneskers hverdagskultur og passioner. Giv jægerne deres menneskelige ansigt tilbage. Husk: Hvad, der synes unødvendigt og overflødigt for nogen, kan være en lidenskab for andre.
OBS!
Jeg vedkender mig demokratiet, magtens tredeling og respekten for ordensmagten. Jeg har ingen sympati for anarkistiske holdninger eller antipati mod hverken den lovgivende, den udøvende eller den dømmende magt.
Men jeg er stor modstander af enhver form for urimeligheder, og dem synes jeg, at der finder stadig flere sted af – urimeligheder som er rettet mod retskafne medborgere, som ikke har gjort noget som helst forkert.
Det synes jeg, er en synd, som vi her op til Sankt Huberts dag kan italesætte med håbet om tilgivelse, hvor det giver bedre mening end straf og med håbet om større medmenneskelighed og rimelighed.
