Foto: Tobias Hassel
Som bekendt var der en tid før Mauser M98, og en tid efter. Der var en tid, før Anson & Deeley præsenterede deres kasselås, og en tid efter. Det er netop det her med, at der kommer noget, som fuldstændig stiller alle andre koncepter i et andet lys. Der var en tid inden B25, og der er en tid efter. Uanset om en O/U før B25 enten var overkonstrueret i Tyskland eller et ekstremt luksusvåben i Storbritannien, så var det med fremkomsten af B25, at andre indså, at det godt kunne lade sig gøre at lave en O/U på enkel vis og tillige give den rigtig gode skydeegenskaber. B25’eren var ikke ligefrem billig for sin tid, men i forhold til sine britiske fætre var den ekstremt billig, og i forhold til sine tyske fætre var den både billig og ærligt talt bedre. Af forståelige årsager må B25’eren bestå – den er jo per definition fuldendt – og den kan stadig købes i dag, om end til en lidt blodigere pris end tidligere. Og produktionsteknikken er unægtelig gået frem siden 1926. Brownings primære konkurrent i Europa – Beretta – bemærkede allerede i 1930’erne, at B25 var en uskøn konstruktion, som tilmed har en meget høj bascule.
På den anden side ligger vældig meget af B25’erens legendariske slidstyrke i tre dele:
- den brede hovedbolt
- de brede lukkeknaster
- materiale og finish
Det har Browning valgt at fokusere på og beholde. Det er det med førbarheden, som man har haft det sværere med. Siden Browning lancerede model 325, har det egentlig været en ret trist rejse for os Browningelskere. Bøsserne er blevet billigere, ja. Men at være konstruktør hos F.N. i afdelingen for O/U-bøsser har været lidt ligesom at være bassist i et danseorkester – garanteret fri for nytænkning.
Med jævne mellemrum har man lanceret en ny model med en ny feature. Ofte et ret forkølet udviklingsarbejde, der skal skjule et trist ydre.
I nyt lys
Mod slutningen af 425’erens periode skete der en forandring, som mærkeligt nok ikke blev synderlig bemærket. Kort efter lancerede man 525’eren, og den lille detalje forsvandt i det generelle hysteri omkring denne nye kreation, der reelt var den samme gamle bøsse som sædvanlig.
Detaljen bestod i en ny fremstillingsteknik bag piberne. I min optik er det uden tvivl den vigtigste ændring, som Miroku/F.N./Browning har gjort, siden man lancerede 325’eren. Selvom 325’eren generelt er bedre lavet end 425/525/725, så er det i mine øjne en brudt trend. Alting bliver ikke længere kraftigere og kraftigere. Bøsserne begynder at føles som en B25 igen. Og jeg er nærmest religiøst salig og taknemmelig.
Det skal straks bemærkes, at det ikke bare er Browning, som er gået denne vej. Det samme har Beretta gjort, selvom det ikke er så mærkbart. I mine øjne startede man her ud fra et lavere udgangspunkt og sank måske ikke lige så langt ned. Til gengæld har Browning heller ikke ligesom Beretta sprøjtet en ny model ud, hver gang en gravør fik en ny ide til dekoration.
Da F.N./Browning lancerede deres model 725, var det dels et skridt opad, dels første gang man faktisk ændrede på Den Stores fundament – man ændrede lidt på pibernes geometri. Ud over det er forskellene for det meste produktionsteknisk betingede. Man ændrer ikke unødigt på basrytmen i danseorkesterets numre. Men den store ting var de piber, som man begyndte at lave sidst i produktionen af 425’eren, som man siden slankede yderligere.
Under denne kvalitetsmæssige Golgatavandring har lav vægt været ensbetydende med aluminium og ikke sund ingeniørkundskab. For hvad hjælper det, at basculen er let, hvis pibernes vægt ikke matcher dette? Ikke meget… og hvis man derefter laver kraftigere piber, bliver det endnu mere forkert. Men nu er man faktisk langsomt begyndt at gøre ting og sager lidt morsommere. Man beholder konceptet, som giver den legendariske slidstyrke og profil, men begynder at genvinde en hel del af skydeoplevelsen fra B25’eren.
Testvåbnet
Denne gang prøver jeg en Browning 725 i kaliber 20 – model B725 HUNTER UK BLACK GOLD II 20M. Med de nye piber og en klassisk skæfteform, som vi kender fra Den Stores kreation. De senere år er piberne blevet længere, skæfterne kraftigere, og jagtvåbnene har derfor fået et større præg af en sportingbøsse. Og den, som ville have et let våben, har fået tvivlsomt balancerede såkaldt superletvægts-O/U’ere – en betegnelse, som jeg anser for at være en ren fornærmelse, da bøsserne slet ikke har været særlig lette.
Nu har vi en O/U i kaliber 20 med 30” piber, en vægt på ret præcist 3 kg. og et fuldvoksent, slankt skæfte. Der er derfor tale om en yderst kompetent skydemaskine, og et sikkert skridt tilbage mod oprindelsen og kilden. Tidligere anså man en 20’er som brugbar til kvinder og børn samt mænd med en lille brystkasse. Det var et særdeles dumt synspunkt – haglene ved nemlig ikke, hvilken pibe de skydes ud af. Generelt set ved hagl meget lidt, så det burde ikke være en overraskelse. Med visse undtagelser, når det gælder stålhagl, er sagen ret enkel. Alt det, man kan gøre med en 12’er, kan man også gøre med en moderne 20’er. Den, der påstår andet, tager fejl.
Klassiske former
På denne lille fine jagtmodel har man tillige valgt at være en smule nostalgisk og givet den et traditionelt afrundet pistolgreb. Trækvaliteten er ganske god – man angiver den som American Grade 5/6, og det ser ud til at være korrekt. Skæftemålene er på grænsen til at være lidt små, men det er ikke slemt, selvom det jo som bekendt er lettere at skære træ af, hvis der er for meget, end at føje til, hvis der er for lidt. Undertegnede har brug for meget høje skæfterygge, og da skæftet næsten passer mig i højden, er der sikkert træ nok til de fleste.
Det klassisk afrundede pistolgreb fungerer godt og vil passe de fleste. Skal man klage over noget, så er det netskæringen, som er en smule ujævn – eller rettere meget ujævn. Den ser mest ud som et ærligt forsøg fra en lærling. Den er dermed håndskåret, hvilket er lidt overraskende på en serieproduceret bøsse, men der kan også være tale om, at bøssen er fra forproduktionen.
Tilpasningen mellem træ og metal er god, og skæftefinish bedre end ventet – men et par afteners indgnidning med en god skæfteolie som Napiers havde også her gjort mindre underværker. Det lidt triste ved Browning er, at det vokslag, de afslutter med, giver skæfterne et lidt mælkeagtigt udseende overflade. Lidt ammoniak løser dette problem samtidig med eventuelle stop i næsen. Derefter er det bare at gnide skæfteolien ind.
Piberne er smukt brunerede og ærligt talt bedre, end man er vant til at se. Sigteskinnen er 6 mm. bred, ventileret og rillet på oversiden. Løbene er let overbore – 15,9 mm. – for en kaliber 20. De er bygget ind i en monoblock, som på en Miroku ikke har en synlig sammenføjning med den øverste pibe. På den nederste pibe kan man dog se sammenføjningen dér, hvor den ikke er poleret bort. Angiveligt svejser Miroku piberne sammen med monoblock’en, efter at det hele er sammenføjet med gevind. Uanset metoden, så bliver samlingen gjort usynlig.
Nedskaleret bascule
Teknisk set er det en Browning 725 i kaliber 12 med en bascule, der er nedskaleret til kaliber 20. Hvis man vil have den oprindelige profil, må man fremover købe en model fra Miroku. At basculen er nedskaleret til en mindre kaliber, indebærer ikke, at alle dele er reducerede i samme procentuelle grad. Blandt andet er løbsvælgeren og aftrækkerens pendulvægt lidt anderledes. I pendulvægten sidder der to adskilte paler, som går i indgreb afhængigt af, hvilken side, man presser sikringen til. Når man afsikrer, trækker man den ønskede pal bagud af indgrebet. Den lavere ladningsvægt i kaliber 20 gør, at man behøver en forholdsvist lidt større og tungere pendulvægt for, at singletriggeren fungerer. Aftrækket er ikke rekylopereret, men virker mekanisk. Dog har man alligevel bevaret konceptet med, at pendulvægten bevæger sig bagud og herved hindrer en dublering, når vægten kobles fri af aftræksstængerne. Kort sagt kan man ikke bare nedskalere alle dele i basculen med en given procentsats – i praksis bliver der tale om en speciel bascule med egne låsedele og øvrige indmad.
Enkelte ridser fra værktøj kan ses her og der, men i det store hele er de indre dele imponerende pænt lavede set med nutidige øjne. Finishen er rigtigt god, og pasningerne mellem metal og metal er helt uden anmærkninger. I øvrigt er det samme koncept, som vi genkender fra Den Stores B25, bortset fra nogle små detaljer i ejektorerne.
Basculen er forsynet med en nydelig maskingraveret scroll og siden bruneret. Oven for og foran scroll-graveringerne er der et sceneri med noget, som minder om to grouse eller vagtler i guld. Selvom de er ganske flade i deres udførelse, så er der et ganske markant perspektiv med et bølgende landskab i baggrunden. Dette perspektiv giver graveringen en dybde, som den ellers helt ville have manglet.
Forgyldte aftrækkere er forkert, en kæmpefejl per definition – sådan er det bare. Her kunne man måske hævde, at man matcher lidt af gravurens fugle med de forgyldte aftrækkere. Måske.. men nej, ikke engang det kan man gøre. Sorry, Browning – men det her er forkert.
Bøssen har som ventet ikke automatisk sikring, dels fordi det er en Browning, dels fordi det tydeligvis er følsomt rent juridisk. Armen, der gør sikringen automatisk, følger med i en lille pose sammen med en beskrivelse af, hvordan den monteres. Forbilledligt.
Gode skudbilleder
Som man kan forvente sig fra noget, der er fremstillet af Miroku, er skudbillederne gode med plastkopper – og faktisk lidt bedre, end jeg havde troet med filtforladninger. Generelt var skudbillederne rigtig gode uanset, hvad jeg fodrede bøssen med. Kaliber 20 lider lidt under sit lille hylster og den klejne kaliber, som bevirker, at man får en lang haglsøjle i forhold til ladningsvægten. Det gør, at man ofte går lidt ned i ladningsvægt. Desværre bliver chokerørene også kræsne, eftersom trangboring ikke kun handler om indsnævring, men om en relation mellem diameteren før og efter trangboringen. Hvis man mindsker løbets mål, må man ofte forøge indsnævringen for at opnå samme effekt. Herved er den kaliber, som har mest brug for trangboring for at kompensere for sin lidenhed, den, som har størst problem med at gøre det. Men selv i fuld trangboring fungerer Invector DS-chokerørene godt.
Hvis jeg skal brokke mig lidt over noget, så er det tætningen mellem chokerør og løbsgevind. Browning hævder, at messingringen på Invector DS får den til at have en bedre tætning. Det havde de slet ikke på testbøssen. Det blev rigtig sort og klistret under chokerørene efter 250 skud. Min Miroku Mk38 med Teague Invector får en svag antydning af sod i den nederste konus efter ca. 500 skud eller mere. Og jo, jeg ved godt, hvordan man skal montere et chokerør, og jeg ved, at de ikke løsnede sig under testen. Og ja – chokes og løb var rene, inden jeg begyndte at skyde med dem.
Nu skal det retfærdigvis tilføjes, at det ikke var et jomfrueligt våben, jeg testede. Der var skudt en hel del med det, inden jeg fik det i hænderne. Og hvis nogen har fjumret i det tidligere, så kan det have påvirket, hvordan chokerørene tætner. Der kan som sagt være tale om et prototypevåben eller også et fra nulserien.
Når det gælder træningsammunition, så er det sværere med stålhagl i kaliber 20 end i kaliber 12 – hylstervoluminet er mindre, og stålhaglene hårdere, og det er en særlig uheldig kombination af forudsætninger. Konceptet er dog det samme – normale patroner skal fungere i alle våben, der er prøveskudt til røgsvagt krudt og har moderne kammerstørrelser. Men med samme haglladning bliver søjlen længere i en kaliber 20, og en 24 gram stålladning er ret stor i det lille hylster. Jeg har tidligere skudt en del på bane med en kaliber 20, og der er i bund og grund ingen forskel – haglene ved som sagt ikke, hvilken pibe de skydes ud af.
Men denne gang var det ganske køligt, og med Jaguargruppens kaliber 20, som fremstilles af Kent/Gamebore, så var der et par duer i hver serie, som tydeligvis blev truffet. Faktisk blev de slået ud af deres bane – de hoppede ikke bare lidt, men rykkede sig og vinklede tydeligt af uden at gå i stykker. En specielt irriterende due vendte og fløj videre op og ned, hvilket er et fænomen, jeg aldrig har oplevet før. Men der er jo som bekendt en første gang for alt her i livet.
Måske var årsagen, at det var koldt og patronerne lidt langsomme, måske fordi duerne ikke var helt tørre. Formodentlig en kombination af årsager. Disse lidt specielle markeringer vakte en del smil hos de øvrige skytter – men mest irritation hos mig. Jeg prøvede derfor en højhastighedspatron fra Gyttorp med samme ladningsvægt og haglstørrelse, men med højere gastyrk, og det gav ingen problemer – bortset fra prisen på patronerne.
Harmoniske skydeegenskaber
B725 HUNTER UK BLACK GOLD II 20M
Producent: Miroku for Browning
Model: 725
Kaliber: 20/76, overbore 15,9 mm.
Pibelængde: 76 cm/30” (fås også med 28” og 32”)
Sigteskinne: 6mm. bred i jagtudgaven.
Pibevægt: 1270 gram
Pibetype: Monobloc
Trangboring: Invector DS, fire chokes medfølger.
Skæftemål (næse/hæl/længde): 2,7/5,0/37,5 centimeter
Skæftetræ: American grade 5/6
Vægt: 3,1 kg.
Findes også i linksudførelse
Generalagent: HG Agencies
Pris: 26.999 kr.
Og skydeegenskaberne? Jo, denne lille bøsse skyder ganske udmærket. Den mangler helt den flagren, som man kan opleve hos en 20’er med korte piber, og den er helt harmonisk med vægten mellem hænderne. Jeg oplever den som mere stabil end tidligere Browninger/Mirokuer i kaliber 20. Dens balancepunkt ligger nogle centimeter foran hovedbolten, hvilket er perfekt for en kaliber 20. Jeg lod nogle kammerater prøve den på banen, og de var usædvanligt enige: ”Den er fandeme rar at skyde med”. Og det er den: det er let, at synes om denne 20’er.
Markedet for O/U i andre kalibre end 12 er ikke særligt stort, men større end for tilsvarende side-by-sidebøsser. Det siger i princippet ingenting ud over, at hvordan man end vender og drejer det, så er der tale om et ganske typisk nicheprodukt.
Og hvad opfylder denne charmerende kreation så for et formål? Ud over at være charmerende, altså… Det er en 20’er med alle de fordele denne kaliber giver, uden at man behøver at trækkes med en del af de ulemper, som den mindre kaliber ofte giver – lidt for flagrende piber, en mærkelig balance og et skæfte, som har mistet alle proportioner. Problematikken med stålhagl og dyrere ammunition er det desværre umuligt at gøre noget ved, da de beror på fysiske love og simpel markedslogik. Med et 3” kammer udjævner man dog unægtelig oddsene en smule i denne henseende.
Det gør bøssen til et ganske oplagt ekstra valg for den entusiastiske haglskytte, som måske har en kaliber 12 for at dundre løs på banen, og når jagten skal bedrives med stålhagl. Det er nu ikke sådan, at man ikke kan bruge 20’eren på skydebanen – det forholder sig bare sådan, at det koster lidt mere per patron, og man kan få lidt problemer med præstationerne på lange skudhold. Der findes alternativer til stålhagl og i og med, at der er tale om en magnummodel, kan man også finde kraftige stålhaglpatroner til jagt. Men at der er og forbliver problemer med stålhagl i kaliber 20, det kan man aldrig komme bort fra – uanset hvor gerne man end vil.
Browningen er en haglbøsse, som er et meget seriøst alternativ for kvinder, som ellers overvejer en letvægtsbøsse i kaliber 12 med aluminiumsbascule og korte piber. Eftersom bøssen ikke er ekstremt let og har god førbarhed, passer den lige så godt til høje fasaner som til hurtige kaniner foran en spaniel. Den, der vil fokusere på det første, kan vælge en udgave med 32” piber, mens den, der vil gå på rigtig jagt – altså bag en spaniel på kaninjagt – kan med fordel vælge en udgave med 28” piber.
Næsten en fuldtræffer
Hvad mere kan man så ønske sig? Først og fremmest en version med en højere skæfteryg med lidt Monte Carlo til de kvindelige skytter. Den er ikke så stor, og afkorter man skæftet, så bør man måske overveje 28” piber til allroundbrug. Og måske en ugraveret version med engelsk skæfte og sort aftrækker til os tweedklædte, som ikke altid begriber, hvad der tjener os bedst. Forfærdelig charmerende er den i hvert tilfælde…
Bortset fra den forgyldte aftrækker er bøssen en lille fuldtræffer i sin klasse. Har du lidt svært ved at forlige dig med en lille damebøsse, kan du jo altid købe den til din frue eller samlever. Men du skal nok ikke regne med at have den for dig selv specielt ofte. Min teenagedatter – som nærmest er professionelt blasert – kom med en kommentar, som sammenfattede netop dette aspekt: Søde farmand! Nu er det mig, som skyder, du må vente lidt…
Den lille Browning er som sagt nem at synes om – faktisk ekstremt nem.
Vejen frem og tilbage
John Moses Browning døde ved arbejdsbordet, da han næsten var færdig med at finpudse sin legendariske B25. Resten er historie, men konceptet har holdt. Konstruktionen er gennem årene blevet tilpasset moderne produktionsteknikker – og desværre også til en lavere prisklasse med den deraf dalende kvalitet og finish. Konceptet har modstået tidens tand, må man nok ydmygt erkende, eftersom vi i dag anser konstruktionen for at være fuldt moderne. Det er lidt imponerende, hvis man tænker på, at Ford T dengang var standarden for biler, og hvor meget disse har udviklet sig siden da.
En O/U var ikke ligefrem nogen nyhed, da John Moses brugte sit geniale konstruktionstalent på denne type våben. Allerede i 1906 var den moderne O/U blevet patenteret af Ernst Steigleder.
Men John Moses Browning satte den moderne O/U på kortet 20 år senere med sin B25 fra 1926. Desværre døde han, før han så denne perle gå i produktion hos Fabrique Nationale i Belgien i 1928. Konceptet med denne O/U fik sin endelige form i 1939, da model B25 blev begavet med en singletrigger designet af sønnen Val Browning. Så langt er historien ganske enkel. Frem til midten af 1960’erne var B25 Brownings standardmodel og en relativt almindelig bøsse, hvis piber bare vendte forkert, idet O/U’ere dengang var sjældenheder – uanset om de var tidlige Berettaer eller fra Merkels 200-serie (hvis forgængere John Moses faktisk konstruktionsmæssigt gik ud fra).
I løbet af 1960’erne begyndte omkostningerne per arbejdstime at stige, og det har de gjort lige siden. B25’eren og dens konkurrenter blev for dyre til at kunne sælges i store tal. Italiensk fremstillede O/U’ere i lavprisklassen begyndte at fylde markedet, ligesom tyrkiske lavprisbøsser sidenhen er begyndt på det for få år siden. Før dem var det billige belgiske haglbøsser, som dominerede lavprismarkedet, dengang en haglbøsse havde piberne liggende ved siden af hinanden. Sådan har det været siden industrialismens barndom.
Et andet klassisk fænomen for industrialismen er, at Fabrique Nationale rejste til Japan, fordi Miroku skamløst kopierede B25’eren uden tilladelse. Resten er historie. F.N.’s delegation rejste hjem med en samarbejdsaftale, og siden fremstillede Miroku de fleste af Brownings haglbøsser. I Europa kender vi dem som model 325/425/525/725, mens de i USA blev solgt under navnet Citori. Når man i Europa forgæves leder efter en model 625, skyldes det, at den model blev solgt i USA under betegnelsen 625 Citori.
Forskellene fra Brownings B25 er alt andet end revolutionerende. Det har udelukkende handlet om at implementere ny produktionsteknikker og om at justere materialevalget og finish til den ønskede pris og dermed position i markedet. John Moses Brownings B25 var i sin tid nærmest hysterisk nyskabende og helt optimeret til sin tids produktionsteknik. Det, som imponerer mest, er, at konceptet igennem næsten 100 år har kunnet implementeres med stadig færre manuelle arbejdsmomenter. Konstruktionen er stadig fuldt moderne. Oveni kommer, at Brownings konstruktion også har været et under af holdbarhed og førbarhed. John Moses skabte det, som i realiteten blev den moderne O/U. Det geniale ved ham var hans evne til at skabe denne kombination.
Man skal huske på, at Browning som fabrikat på våbenmarkedet egentlig kun dækker over en konstruktionsafdeling. Man er ikke for ingenting opstået som følge af den største af alle konstruktører – John Moses Browning – men er reelt en design- og en markedsføringsvirksomhed, som kontrollerer og sælger konstruktioner, som man lader andre fremstille. Der har altså aldrig været nogen egentlig Browningfabrik siden Johns brødre lagde deres værktøj på hylden. Ganske vist findes der i Portugal en F.N.-ejet fabrik, som har navnet Browning på bygningen. Den monterer en del af de våben, som der står Browning på i dag. Men der er altså tale om en af mange montageanlæg inden for Herstal Gruppen, som ejer F.N. og Browning.
