Jagt og fiskeri er to sider af samme sag og grundlaget for vores arts eksistens. Men i dag går jægere og lystfiskere ikke længere på jagt og fiskeri for at skaffe føde til deres familie. Vi dyrker disse interesser, fordi vi kan lide det, og for mange er det en dybfølt livsstil.
Jægere og lystfiskere udgør en gruppe, som i højere grad end andre mennesker er ude i naturen og følger med i naturens gang året rundt. Vi oplever naturens mekanismer og har dermed også en vis viden om, hvordan vi kan forvalte vores natur, så vores muligheder for jagt og fiskeri ikke bliver forringede. Vi har i høj grad skrevne og uskrevne love og regler for vores jagt- og fiskeinteresser. Disse spilleregler er ikke kun med til at opretholde sunde og naturlige bestande af de arter, vi efterstræber. De anviser også regler af mere etisk karakter om, hvordan vi bør udøve vores jagt og fiskeri, så den sikres accept af det øvrige samfund.
Kan vi jægere lære noget af lystfiskerne i forhold til forvaltning af vores lands ressourcer af fisk og vildt? Jeg tænker her på den succes, der udspiller sig i forhold til vores vandløb, som nu igen indeholder selvreproducerende bestande af ørred og laks. Lystfiskerne har været dygtige til at genoprette og pleje deres fiskebestande. De har ved målrettede genopretningsprojekter og vandløbspleje medvirket til at genskabe naturlige vandløbsforhold, som er betingelsen for bestandene af laksefisk. Dette har betydet, at sideløbende udsætningsprogrammer har været i stand til at genetablere bestande af ørred og laks i vandløbene, hvis størrelse og kvalitet vi skal langt tilbage i tiden for at se tilsvarende. Lystfiskerne har haft så meget succes med deres indsatser for ørred og laks, at udsætning af disse arter i forhold til ophjælpning af bestanden er på vej til at blive erstattet af mere målrettet løbende vandløbspleje.
Hvordan er lystfiskerne nået så langt? For det første har de formået at indgå som aktive medspillere i myndighedernes opgave med at opfylde diverse direktivers krav om god natur- og vandkvalitet i vores ferske og salte vandmiljø. For det andet er der ved lov bestemt, at afgiften for et fisketegn med sit fulde beløb skal gå til pleje af vores fiskebestande.
Dette er meget forskelligt i forhold til jægernes jagttegnsafgift, som i princippet er en afgift, der går direkte i statskassen. Efterfølgende bliver den fordelt ved hjælp af finansloven til Naturstyrelsen, som så administrerer midlerne til opgaver inden for deres driftsområde. Men der er ingen garanti for, hvor stor en del at jagttegnsafgiften der direkte kommer den praktiske vildtpleje til gode.
Jægerne udøver en meget stor frivillig indsats i forhold til vildtpleje og bruger meget store beløb til biotoppleje og til udsætning af vildt. Hvis vi vil lære noget af lystfiskerene, skal vi i højere grad målrette vores indsats i forhold til at genoprette og pleje naturlige levesteder. Samtidig med at vi øger vores jagtmuligheder, vil vi så understøtte de samfundsmæssige ønsker om god naturtilstand i vore udpegede Natura 2000 og § 3-områder og medvirke til at øge den brede biodiversitet i såvel skov som åbent land.
Rekreativ jagt og fiskeri vil således komme til at fremstå som en kæmpemæssig ressource for vores lands naturforvaltning. For vores ferske og salte vandmiljø og for vores skove og åbne land vil naturlige, sunde og selvreproducerende bestande af henholdsvis fisk og vildt være den bedste indikator for god naturtilstand. Så lad os slå vores indsats sammen med lystfiskernes, så vi sammen arbejder for selvreproducerende bestande fisk og vildt i fællesskab.
- Kristian Stenkjær er formand for Danske Herregårdsjægere og ansat som faglærer og koordinator på Skovskolen under Københavns Universitet.