Det er ikke sjældent, at der på efterårets fuglejagter er en hund, der løber efter råvildt og nogle gange rent faktisk tager det. Ofte fordi det stressede råvildt løber ind i hegn.
Det er en ubehagelig oplevelse, der altid lægger en kraftig dæmper på stemningen. Udover det ubehagelige i, at råvildt bliver jaget af hunde, er det også en ikke særlig effektiv apportør, der tænder på hjortevildt.
Som man tit oplever, når man apporterer, springer der et trykkende stykke råvildt, når man har sendt sin hund på en fugl. Er hunden ikke trænet til at ignorere det – eller er den måske ligefrem trænet til at affange råvildt – løber den glad efter råvildtet og glemmer alt om den anskudte fasan, den var blevet sendt på. Men med den rette træning og en portion sund fornuft kan det undgås.
Jeg hører ofte fra jægere, at deres hund jo skal kunne bruges til det hele. Det er bare ikke praktisk muligt. I bedste fald bliver resultatet en halvdårlig fuglehund og en halvdårlig schweisshund. Selvom hunden er meget klog og absolut har et naturtalent til at eftersøge anskudt hjortevildt, ender det ofte med en fiasko, da hjortevildt ikke altid holder sig inden for ens revir, men går, hvor det passer dem.
Da man som almindelig jæger ikke må gå ind på naboområdet med hund og våben, bliver man jo alligevel nødt til at tilkalde en registret schweisshundefører, der har lov til at eftersøge over alt. Han eller hun vil bestemt ikke blive glad for, at man selv har fjumset rundt og ødelagt sporet i forsøg på selv at løse opgaven. Det er endda gratis at få en schweisshund på sporet, så der er ingen undskyldning for ikke at tilkalde en.
Vælg fra start af, hvad hunden skal bruges til. Er det fællesjagter på fugle og harer, så hold den fra råvildt, både skudt og levende. Hunden skal ikke så meget som kigge på det. Øv apporteringer over frisk rådyrfod, og hver gang hunden ikke er målrettet på apporten, så ret den. Brug samme metode, som du vil bruge med en distraktionsdummy på en dirigering.
Det er vigtigt, at stoppet er sikkert, så hvis det alligevel går galt, kan du stoppe hunden. Man er jo også selv herre over, om situationen overhovedet opstår, ved ikke at lade sin hund drive for langt i tæt terræn. Er der risiko for råvildt i smågranerne eller hindbærkrattet, så hold hunden på en afstand, hvor den kan ses.
Jeg ved godt, at ejere af stående hunde nu tænker, at stående hunde jo søger bredt og stort. Men det kan man selv styre. I tæt bevoksning vendes hunden kort, på de store marker søges der stort. Det er kun et spørgsmål om, at vendefløjtet virker og er ordentlig indlært.
Alle vil jo meget hellere skyde en flot buk om foråret end at opleve en kastebuk ende sine dage i munden på en hund om efteråret.
