Tekst: Henrik Juel Hansen
Foto: Søren Madsen samt Matauw, godi photo og Marek Rybar/Shutterstock
Hvor blev den klassiske harejagt af?
Mange steder i Danmark er den klassiske harejagt, hvor et hold jægere stringent indrangeret på række med koblede hunde, fokuserede blikke og faste greb om haglbøsserne tramper en mark over for at rejse aktuelle harer fra sædet, desværre ved at være en saga blot. Nok først og fremmest, fordi bestanden af harer over flere årtier generelt er faldet markant i Danmark blandt andet som følge af udviklingen i landbruget. Mange steder er haretramp heller ikke længere i så høj kurs, når der blæses til fællesjagter om efteråret, fordi mange hellere vil stå – end gå på jagt. Det er en skam, fordi den klassiske harejagt rummer så mange finurlige jagtoplevelser – og en haresteg smager i den grad af vildt på den gode måde, når den er tilberedt efter alle kunstens regler.
Harejagt smager samtidig af nostalgi for os jægere, som med tiden er blevet lettere gråhårede eller tyndhårede, da det ofte var noget af det første jagt, vi havde adgang til sidst i 70’erne, hvor trenden ud i jagtoutfit i al beskedenhed bestod af en arvet tysk haglbøsse i kaliber 16, en patrontaske med harepose fyldt med gule patroner fra Hærens Krudtværk i Frederiksværk, en islandsk striktrøje – og et par af de legendariske sorte svenske Tretorn gummistøvler.
En god håndfuld hare
Uagtet landbruget på store dele af Østmøn med tiden er endt ud i store marker med længere til nærmeste hegn og remise, så har vi fortsat mange harer på markerne. Ikke mindst om foråret, hvor afgrøderne endnu er spæde, ser vi harer over alt. I løbet af sommeren svinder det i bestanden, måske fordi harerne har svært ved at finde til dagen og vejen i de store, høje og tætte byg- og hvedemarker. På trods heraf er der alligevel så mange harer, der klarer sig igennem udfordringerne om sommeren, at bestanden sagtens kan tåle en decideret harejagt hvert efterår. Derfor skriver en af mine gamle skolekammerater, som i dag har overtaget driften af Kraneledgaard efter sine forældre, os traditionen tro hvert år ind til en klassisk trampejagt efter harer primo november, hvor vi starter dagen med morgenmad og parole og slutter ud på eftermiddagen med parade og et måltid mad, som altid falder i god jord efter mangen en kilometer i benene i løbet af dagen, hvor vi undervejs får samlet appetit.
Jagten handler reelt om at få harer på jagttasken, da vi ikke skyder råvildt med hagl, og der kun er sparsomt med fasaner i det rå og kuperede landskab bag Møns Klint, hvor kridtet flere steder ligger helt op i overfladen. Næsten hvert år rejser vi mange harer på den aktuelle jagt – og ender stort set altid med at få en god håndfuld med hjem. Selv om vi forlods ved, hvor harerne ynder at sidde på markerne, så springer de alligevel gang på gang, når vi mindst venter det. Læg dertil, at de nogle dage holder så hårdt i sædet, at de nærmest skal sparkes op, mens de andre dage sidder løst og springer flere bøsseskud ude.
I 2020 blev jagten desværre lagt ned af de restriktive covid-19 direktiver i forhold til at forsamles, men i 2018 var alt fortsat ved det gamle. I et flot, flot efterårsvejr rejser vi harer, fra vi starter dagen, til vi slutter. Vi har knap nok fået ladt op efter parolen og sat kursen nordpå mod Kongsbjerg, før de første harer springer i vinterhveden. De fleste holder lidt igen med skydningen på formiddagens udtur, for de tunge mønske harer skal bæres med retur. Da vi tager hul på tredje såt, en mark med knæhøj efterafgrøde, springer harerne for et godt ord. Skolelæreren er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og fælder to harer med en hast, så der næsten er tale om en double’. Kun næsten, for bøssen bliver kortvarig taget fra skulderen, efter den første hare er rullet, inden den på ny må til skulderen, da næste hare springer. Men, nu er gode råd dyre, for hvordan kommer man videre med hunden i line, haglbøssen og to harer på slæb, når man ikke længere er indehaver af en jagttaske med harepose?
Et par yngre kvinder, som deltager i jagten for selskabets skyld, aner degnens udfordringer og tilbyder storsindet at bære harerne, så degnen kan jage videre – og med Dianas gunst levere en hare mere, inden det op ad formiddagen er tid til en pause og en forfriskning. Status på formiddagen bliver, at vi på et par timer har rejst godt og vel 20 harer, skudt 3 og bommet til flere undervejs. Og bommet bliver der. For uagtet, at de fleste af deltagerne er ganske habilt skydende, er de udfordret i forhold til harerne, fordi de ofte kun skyder til fuglevildt på efterårets jagter med hagl.
Efter en tiltrængt pause og en forfriskning er turen kommet til de store forblæste vinterhvede – og de frøgræsmarker, som støder op til det historiske fæstningsanlæg, Skansen nede langs sydkysten. Her er der længere mellem harerne, som tillige er løse på tråden og næsten normativt forlader sæderne i al for god tid i forhold til i det kuperede terræn nordpå ved Kongsbjerggård og Kraneledgård
En glad kok med dagens sidste hare
Finalen på dagens harejagt er en mindre skov, som ligger tæt på kysten. Skoven gemmer vanen tro på et par snepper, et spring på 5 stykker råvildt samt nok en håndfuld harer, hvor der bliver leveret to på bagblus af Kokken og Svogeren. De to troldfugle, som bryder ud på langsiden er for drilske for to mindre garvede skytter, som har fået ansvaret for at forsvare langsiden. De må slukørede se til, at snepperne uanfægtet fortsætter deres flugt langs kysten. Ud på eftermiddagen er tiden kommet til at arrangere og ære de 5 fældede harer på højre side skulder ved skulder på paraden, inden sulten bliver stillet – og jagtdagens små, som større hændelser vendes i stadsstuen. Jeg glæder mig allerede til november 2021, hvor vi igen skal mødes og trampe harer, fra vi kommer, til vi går i en kulørt efterårskulisse, hvor der er højt til loftet og et unikt view ud over landskabet, så langt øjet rækker.
