– Jagtetikere bør undlade at læse denne uklædelige stemningsrapport fra jagtens overdrev
Tilståelse af Steen Andersen
Indrømmet: Jeg var en del af det. Det er nu ti år siden, så jeg tør så småt begynde at berette om de vilde harejagter i Nordsjælland – men jeg nævner ingen navne. Det vil være indiskret og muligvis også ansvarspådragende….
Det var en årlig tradition. Den sidste lørdag inden harejagtens udløb, mødtes vi til morgenmad, harejagt og en efterfølgende frokost så omfattende og berusende, at det helt indlysende var forbudt for alle andre end de indviede.
Mit første møde med denne vilde tradition fortaber sig tilbage til engang i midten af 1980-erne. Vi var unge. Følte os udødelige og teede os som rockstjerner.
Nogle gange var der endda harer på paraden, men også ænder, fasaner, råvildt og et par ræve faldt undervejs.
Over årene flyttede slutdatoen for harejagten sig nogle gange, så for nemheds skyld holdt vi fast i den oprindelige dato midt i december og mødtes tidligt lørdag morgen. Sære specialiteter stod på morgenbordet, mens de saltede ål, der skulle koges til frokosten, trak vand, og kartoflerne blev kogt møre i piskefløde.
Latteren var den fremherskende kommunikation...
