– Jagtetikere bør undlade at læse denne uklædelige stemningsrapport fra jagtens overdrev
Tilståelse af Steen Andersen
Indrømmet: Jeg var en del af det. Det er nu ti år siden, så jeg tør så småt begynde at berette om de vilde harejagter i Nordsjælland – men jeg nævner ingen navne. Det vil være indiskret og muligvis også ansvarspådragende….
Det var en årlig tradition. Den sidste lørdag inden harejagtens udløb, mødtes vi til morgenmad, harejagt og en efterfølgende frokost så omfattende og berusende, at det helt indlysende var forbudt for alle andre end de indviede.
Mit første møde med denne vilde tradition fortaber sig tilbage til engang i midten af 1980-erne. Vi var unge. Følte os udødelige og teede os som rockstjerner.
Nogle gange var der endda harer på paraden, men også ænder, fasaner, råvildt og et par ræve faldt undervejs.
Over årene flyttede slutdatoen for harejagten sig nogle gange, så for nemheds skyld holdt vi fast i den oprindelige dato midt i december og mødtes tidligt lørdag morgen. Sære specialiteter stod på morgenbordet, mens de saltede ål, der skulle koges til frokosten, trak vand, og kartoflerne blev kogt møre i piskefløde.
Latteren var den fremherskende kommunikation – både drillende, selvironisk og hjertelig. Vi lo meget de dage.
Sært nok havde vi held til at fælde harer flere år i træk på så eksotisk en lokalitet som Harløse. Men allerede dengang var harerne i tilbagegang, og den enorme udstoppede hare, som var en regulær vandrepokal, der blev tildelt jægeren, der på dagen fældede flest harer, tilfaldt efterhånden ham, der var så heldig at skyde blot en enkelt hare, og da harerne helt forsvandt fra paraden, så kunne man få skrumlet i et års varetægt for at have skudt snart sagt hvad som helst.
Den vilde jagt
Mine dejlige kammerater var jagtgale. Som ved så mange af den slags jagter var parolen, at man måtte skyde, når man var kommet på post. Jeg var vist den yngste og i hvert fald den nyeste med jagttegn, så jeg tog den slags proklamationer meget bogstaveligt og inkasserede en gedigen skideballe for at lade en hare slippe, fordi jeg undlod at skyde til den på vej på post.
En anden gang krydsede vi en gårdsplads, da en due drev højt ind over bygningerne. Den ene af de mere garvede jægere kastede en patron i det ene løb og fældede duen i et kerneskud 30 meter oppe. Da jeg lidt måbende betragtede den velskydende nimrod, så han mig fast i øjnene med et veloplagt grin: ”Har du aldrig gået på jagt før?”
Den vilde frokost
Efter jagten blev de sidste tøjler sluppet. Maden var fed, og ålen fik rigeligt med væske at flyde i. Det var lykkefyldt. Varmt. Inderligt. Fra år til år dukkede der flere og flere op på bagkanten af den sikre såt i forvisning om, at der nok skulle være sjovt hos harejægerne.
En enkelt gang også lidt for festligt, da en ekstraordinær forbiskydningspokal blev overrakt med skarpladte våben – det endte med korporlige uoverensstemmelser, som først blev forliget langt inde i forårets bukkejagt.
Sådan cirka 25 år senere klingede interessen for den årlige harefest langsomt ud. Vi var alle blevet ældre. Børn, ægtefælder og tilsvarende forpligtelser fik os i løbet af et år eller to til at indse, at vi ikke længere ejede fordums styrke til at jage og feste hele lørdagen for så at være i stand til at passe et arbejde allerede om mandagen.
Den sidste harejagt i dette selskabs regi fandt sted for omkring ti år siden.
Egentlig savner jeg vildskaben, men jeg vedstår gerne, at jeg lever lykkeligt uden den hareløse jagt, risikoen for pokalskrumlet, den kvalmende halsbrand dagen efter og ikke mindst den efterfølgende arbejdshæmmede halve uge, hvor jeg var et skravl.
Glædelig jul.
LÆS OGSÅ
Braiseret hareryg og confiterede harelår med grov kartoffelmos
