Foto: Johannes Krarup og Leica
Leica sender en topklasse sigtekikkert på markedet med tanke på prisbevidste kunder. Johannes Krarup har testet den på praktisk jagt samt på skydebanen. Her er hans vurdering.
Navnet Leica stammer fra en sammentrækning af Leitz Camera. Firmaets stamfader er Ernst Leitz, som døde i 1920. Sønnen overtog firmaet efterfølgende. Firmaet tog sin begyndelse med mikroskoper, men har senere udvidet med en række andre produkter. Leica er i dag stadig stor på mikroskoper og laver nogle af de fineste kameraer, denne verden har set.
Leica har ikke en lang historie med sigtekikkerter, hvis man sammenligner med de gamle hæderkronede firmaer Zeiss, Kahles, Swarovski, Karl Kaps og Schmidt & Bender. Leica har derimod en lang historie med håndkikkerter. De producerede deres første håndkikkert i 1907. Jeg har selv i mere end 10 år brugt to generationer af Leica Geovid – en håndkikkert med afstandsmåler. Kvaliteten på disse kikkerter er i topklasse, både hvad angår optik og elektronik.
Leica gjorde et spædt forsøg med en sigtekikkert, som jeg mener havde mekanik og kikkertrør fra Leupold. Linserne var formodentlig fra Leica selv. Leica viste først for alvor sit værd, da de valgte at producere deres helt egne kikkerter med model Magnus.
Leica har i år lanceret en ny serie af sigtekikkerter. Den hedder Fortis 6 for 6 gange zoomfaktor. Leica ønsker med denne kikkert at udbyde en kikkert i topkvalitet i den lave ende af prisskalaen for denne kategori. Topkikkerterne koster i dag ofte over 20.000 kroner. Den nye Fortis skal derfor udfylde en plads under firmaets topmodel, Magnus. Med seks ganges zoomfaktor er den en forbedring i forhold til den lidt billigere model Visus, som Fortis 6 modellen skal erstatte. Model Visus udgår af deres sortiment.
Leica Fortis 6
Designet på sigtekikkerten er klassisk. Der er ikke nogen vovede forsøg på at bryde ny jord. Det er rart for os, der værdsætter et diskret design. Kikkerten er pæn og egner sig efter min mening rigtig fint både til ældre klassiske rifler og moderne våben. Den røde plet på lystårnet er Leicas kendingsmærke.
Leica Fortis 6 2-12×50 vejer 700 gram. En tilsvarende model hos Schmidt & Bender vejer også 700 gram, Swarovski 520 gram, Zeiss 525 gram og Kahles 585 gram. Leica kikkerten ligger altså i den tunge ende. Man fornemmer, at kikkerten er lavet i et lidt tykkere godsmateriale i røret end de andre sigtekikkerter i klassen. Den er ca. 35 % tungere end den letteste i klassen. Det er mit indtryk, at Leica har lavet en robust konstruktion.
Jeg oplevede ikke, at kikkerten pga. sin vægt ændrede nævneværdigt på balancen i riflen. Men man skal ikke meget højere op i vægt, førend riflen begynder at opleves ”top-tung”. Der er mange jægere, som køber dyre og store taktiske kikkertsigter og efterfølgende fortryder det. De forkøber sig på et stort monstrum, som skal bygges oven på deres ellers elegante riffel. Riflen bliver en helt anden. Dette problem har Leica Fortis 6 ikke.
Ingen kvaler
Hos rigtig mange producenter kan man stå over for et væld af muligheder, når det gælder valg af trådkors. Det kan være noget af en udfordring at finde det trådkors, der passer til ens behov. I dag, hvor det er standard med belyste sigtemidler, er de fleste trådkors tynde. Jeg fortrækker selv et tyndt trådkors, hvis det indgår i en belysningsenhed.
På Leica Fortis 6 2-12×50 er der kun ét trådkors. Her er der ikke anledning til søvnløse nætter og kvaler inden købet. Det er et slankt trådkors med en prik i midten. Trådkorset hedder L-4a. Prikken i midten fylder 1,5 cm. på 100 meters afstand, når kikkerten indstilles på 10 gange forstørrelse. Sigtemidlet er placeret i 2. billedplan. Det vil sige, at trådkorsets størrelse ikke vokser med kikkertens forstørrelsesgrad.
Det belyste trådkors har en autosluk-funktion. Det er utrolig rart, da funktionen indebærer, at kikkerten efter et stykke tid slukker, hvis du uforvarende stiller riflen i våbenskabet med kikkerten tændt. Den slukker også og sparer strøm, når du stiller den lodret op eller lægger den på siden i skydetårnet.
Det belyste trådkors er konstrueret sådan, at det kan indstilles med et svagt lys til den mørkeste nat og et stærkt lys om dagen. Det er både egnet til drivjagt og til natjagt. Der er 9 trin på belysningsintensiteten. Ved det kraftigste lystrin begynder tårkorset at ligne stjernen over Betlehem.
Belysningsenheden betjenes ved et drejehjul, som sidder på den venstre side af sigtekikkerten. Det er utrolig nemt at betjene, når det er mørkt. Det siges, at der i en Porsche er en knap på instrumentbrættet til hver funktion. Det sikrer enkel og sikker betjening og fære fejl i elektronikken. Det er lidt det samme princip i betjeningen af denne lysenhed. Jeg foretrækker denne manuelle og mere intuitive type frem for de mange andre sigtekikkerter, hvor der er små knapper, som man skal trykke på igen og igen og holde inde i et bestemt tidsinterval.
6 X
Jeg dyrker ikke meget drivjagt, men langt mere pürsch og anstandsjagt. I den sammenhæng får man ikke så stor gavn af seks gange zoomfaktor. På testkikkerten er det virkelig en forskel, der vil kunne mærkes på drivjagt med hensyn til synsfelt. Der er mærkbar forskel på, om kikkerten står på 2 eller 3 ganges forstørrelse. Jeg har set på flere mere prisbillige kikkerter, at det nederste trin på forstørrelsen ikke giver andet en forværring af tunnelsynet. Her virker det som om, at billedet blot forsvinder længere ind i røret end at give et større synsfelt.
Netop fordi jeg dyrker mest pürschjagt, vil jeg hellere have 4 gange zoomfaktor og lidt bedre lysgennemgang. Lysgennemgangen på disse topprodukter er høj, uanset om de har 3,4,5,6,7 eller 8 ganges zoomfaktor. Men høj zoomfaktor kræver i de fleste tilfælde en ekstra linse i sigtekikkerten, og det giver naturligvis et tab i lysgennemgang – alt andet lige.
Sigtekikkerten er parallaksefri på 100 meter. Det betyder, at der ikke er træfpunktændring på 100 meters afstand, hvis man rykker sit hoved op og ned eller sideværts (ændring af skyttens anlæg). Man skal op i den større model 2,5-16×56 for at få parallaksejustering.
Justering
Klikintervallerne på tårnene er metriske. Justérskruen flytter træfpunktet 1 cm. på 100 meters afstand. Man kan mod merpris vælge at få et låsbart ballistisk tårn. Selv ønsker jeg ikke ydre kliktårne, som ikke kan låses på mine jagtrifler. Der er så mange beretninger om folk, der uforvarende har fået træfpunktet ændret ved disse ikke-låsbare tårne. Det kan ske ved nysgerrige pilfingre, når man tager riflen ud af riffeletuiet og lægger den tilbage. Det kan også ske ved passage af tæt krat.
Det låsbare tårn er efter mening lavet ganske godt. Det har stop i bunden. Det betyder, at man altid kommer tilbage til sit udgangspunkt. Tårnet låses ved, at man skruer en ring med uret. Den ring, som sidder omkring kliktårnet, er den låsbare del. Inde i denne ring er der yderligere en indekseret ring. Den bliver leveret med metrisk inddeling – 1 cm. per klik. Man kan bestille ekstra ringe, som passer til en bestemt riffelpatrons ballistik. Disse ekstra ringe er derfor kun en tilnærmelse, men der så mange, at man oftest kan finde én, som ligger meget tæt op ad riflens kuglebane.
Hvis man skal justere sin indskydning, skal tårnet afmonteres med en heksagonnøgle. Efter justeringen sættes tårnet på igen, og så er tårnet nuljusteret. Kikkerten har kun låsbart og justerbart tårn i højdejusteringen. Skal man på jagtrejse er det en god idé at tage heksagonnøglen med for en sikkerheds skyld.
Tre udgaver
Leica laver i Fortis 6-serien tre sigtekikkerter. Drivjagtmodellen har en forstørrelse på 1-6x og et objektiv på 24 mm. De øvrige to modeller egner sig bedre som allroundkikkerter. Den ene har 2-12x forstørrelse og 50 mm. objektivdiameter, mens den anden har 2,5-15 ganges forstørrelse og 56 mm. objektiv og derfor nok egner bedst til skumrings- og natjagt.
Skulle jeg pege på noget, som mangler i serien, så vil det være en model med 40-42 mm. objektivdiameter. Der er jægere, som vil have en slank kikkert kombineret med høj forstørrelse. For eksempel 2-12×42 eller 2,5-15×56 ville være fint.
Drejehjulet til zoomen kører også godt. Det hører hverken til den lette ende eller den hårdeste ende, hvad angår modstand, når man skal zoome. Der er sigtekikkerter, der går rigtig stramt, hvilket ofte anses for et kvalitetstegn. Det giver et indtryk af, at kikkerten er konstrueret tæt, så der ikke siver noget ind i eller ud af kikkerten. De dygtige kikkertproducenter formår dog at lave tætte kikkerter, som ikke behøver megen kraft til at dreje zoomhjulet. Leica Fortis 6 ligger i denne sammenhæng i midterste spekter. Det kunne godt gå lidt lettere, uden at det gjorde noget.
Min oplevelse af Leica Fortis 6 2-12×50 var overordentlig positiv. Jeg har skudt en del med den på skydebane og på brunstjagt efter bukke. Dybdeskarpheden er god. Billedet står skarpt på lange og korte hold. Den har også en god farvekontrast. Jeg brugte den flere aftener i den seneste del af skumringen og kunne ikke fornemme nogen forskel i forhold til lysgennemgang sammenlignet med andre topprodukter på markedet. Leica bryster sig af, at den har 92 % i lystransmission. Det har jeg ikke instrumenter til at kontrolmåle rigtigheden af.
Personligt er jeg meget tilbageholdende over for at bruge over 20.000 kroner på en sigtekikkert. Derfor synes jeg, at Leica Fortis 6 serien er en fortræffelig kombination af moderat toppris og topkvalitet. Man skal have gode (læs: unge) øjne for at kunne registre forbedringerne i lysgennemstrømningen og andre optiske kvaliteter i kikkerter, der koster 5.000 til 8.000 kroner mere. Mit forsigtige fremtidsbud er, at Fortis-serien vil komme til at sælge bedre end Leicas dyrere Magnus serie.
Tekniske specifikationer
Forstørrelse: 2-12 gange
Objektiv: 50 mm. Belyst sigtemiddel i 2. billedplan. Lyskilden har autosluk.
Vægt: 700 gram.
Rørdiameter: 30 mm.
Længde: 33,5 cm.
Øjenafstand: 90 mm.
Justeringsinterval: 1 cm. på 100 meters afstand
Synsfelt: 3,5 – 20,4 meter på 100 meters afstand
Kikkerten kan fås med integreret monteringsskinne
Pris: 15.600 kroner