Overalt i Europa er tendensen den samme: Antallet af jagtulykker er støt faldende, og der hersker bred enighed om, at den moderne sikkerhedstræning, der er en del af alle jagttegnsuddannelser, bærer en betydelig del af æren for den positive udvikling.
I Frankrig – som har omkring en million jægere, der hvert år affyrer op imod 100 millioner skud – er antallet af årlige ulykker faldet med omkring 75% gennem de sidste to årtier. Der sker nu kun omkring 7-8 dødelige jagtulykker om året svarende til omkring én for hver 125.000 jægere. Cirka 90% af ofrene er andre jægere, og selv om dødsfald altid er tragiske, så hjælper det gevaldigt på den øvrige befolknings accept af jagten, at ulykker primært rammer udøvende jægere og ikke den øvrige befolkning.
Selvom tallene er meget lave – for eksempel i sammenligning med aktiviteter som sejlads, bjergbestigning eller ridning – så peger jagtmodstandere ofte på jagtulykkerne som et argument imod jagt. Hvad de i den sammenhæng glemmer, er, at den fysiske del af jagtudøvelsen også har en effekt på udøvernes sundhed og dermed på dødeligheden blandt jægere. Mig bekendt er der ikke lavet statistik over dødeligheden blandt jægere i forhold til en ikke-jagende kontrolgruppe, men jeg er villig til at indgå væddemål på, at jægere gennemgående er sundere end gennemsnittet, og at den samlede dødelighed er (betydeligt) lavere end for gennemsnitlige ikke-jægere i samme alder. Har jeg ret i den antagelse, så er dette endnu en god grund for samfundet til at acceptere (og påskønne) jagten.
Måske var det en ide til et lægevidenskabeligt studie?
