I mellemtiden kan jeg rapportere, at EU faktisk lige nu truer Sverige med en sag på baggrund af, at Sverige ikke har implementeret våbendirektivet (og ikke har umiddelbare planer om at gøre det). Ifølge den svenske regering betyder det, at, hvis der falder dom (efter mange måneder eller måske flere år), så kan EU uddele dagbøder på 5.000€ (ca. 37.500 DKK), indtil landet retter ind. Hvis det samme gælder for Danmark (og det gør det vel?), så ville man formentlig have vundet et år eller mere til at få det nye system kørende, hvis man blot havde ladet det gamle system være i fred. Skulle det gå helt galt, så er dagbøder på 5.000€ peanuts i forhold til de daglige tab, som det nuværende kaos påfører våbenbranchen.

Der er vitterligt ingen undskyldninger eller rimelige forklaringer – og slet ikke i lyset af, at man gladeligt opkræver kraftigt forhøjede gebyrer for en service, man ikke yder. Havde det været en privat virksomhed, var den gået under for længe siden, og som den kører nu, ville den læne sig op ad bedragerianklager, når den tager sig betalt for en service, den ikke er i stand til at yde. Men myndighederne har som bekendt monopol på at udstede tilladelser, og de er tilsyneladende mere bekymrede over deres forhold til EU-bureaukrater, end de er over ikke at levere en forudbetalt ydelse til deres egne skatteborgere.

Våbenbranchen er ramt på sit eksistensgrundlag – nøjagtigt som restaurationsbranchen blev det under pandemien. Men dette er et problem skabt af danske myndigheder, og alligevel er der ingen tegn på, at de tager økonomisk ansvar for nedsmeltningen. PAC-gate er en politisk skandale. Hverken mere eller mindre.

Læs også: Sverige: Voksende bjørnestammer udløser større kvoter