Når vi ser bort fra småregulereringer her og der, er jagtsæsonen ovre for denne sæson, og jeg håber, du har mange gode minder fra de mange, forhåbentlig gode, dage. Som da Hans skød en sneppe samtidig med, at han ladede sit vand – og fik en sok, eller da der pludselig kom myriader af krikænder på den oversvømmede eng, og da Peters hund betød tidlig frokost, fordi den gik af hånd og lettede alle fasanerne 500 meter fra såten … Der er mange minder fra sæsonen, nogle bedre end andre, og Peter er nok ikke alene om at ønske, at hunden var lidt mere til at stole på næste gang.
Det ønske er ikke utopi, hvis man ellers vil give det en chance. Alle hunde kan blive bedre, og det kan da godt være, at en seksårs hund, der hele sit liv har knaldapporteret, og kommet tilbage præcis, når det passede den, ikke bliver helt så forkromet, som en 2 års hund, der ikke har lige så lang en karriere som en byld et vist sted, men hvis hunden lærer at se sin fordel i at lystre, kan det blive lysår bedre.
Den vigtigste forudsætning for at få en bedre hund, er, at man skal ville det. Helhjertet, og med hele pakken af dedikation, tålmodighed og vilje, ellers bliver det ikke til noget. Det skal være Bullers første dag i dens nye liv. Når den beslutning er truffet, bliver det også første dag i dit nye liv med Buller, for I skal jo begge to slette fortidens synder og finde helt nye regler og vaner.
Her stopper vi lige op, inden øvelserne beskrives, for det er nødvenligt at se på, hvordan vores Buller ser verden, fordi langt det vigtigste i hundetræning er kommunikation. Kort sagt, forstår du hunden, og den dig, er resten småting.
OSTEKLOKKEN
Forstil dig, at du og din hund befinder jer inde i en stor osteklokke. Ingenting udefra kan gribe ind i jeres kontakt, intet ondt kan ramme Buller, og intet uden for klokken kan interessere ham.
I det øjeblik Buller kommer ud på den anden side af glasvæggen, er den på egen boldgade, har ikke din beskyttelse, og arbejder ikke sammen med dig mere. Han må klare sig selv. Det er ikke naturligt for en hund, der jo er et flokdyr, der gerne vil arbejde i et team, men uden de rigtige signaler må Buller klare sig selv. Hvis man bruger denne metafor i sin omgang med sin hund, vil man ret hurtigt se resultater.
Der er i mine øjne to årsager til, at en hund lystrer:
Den ene er tryghed.
Den anden succeser.
Hunde er meget tæt på naturen. Det er en mægtig kraft, du ikke kan vinde over, så efterlign hunde- eller ulveflokken, hvor man jager som et team og beskytter hinanden, for går du med naturen, vinder du, går du imod, taber du.
Der er jo ikke noget nyt i, at mange mennesker menneskeliggør deres hunde, taler til dem, som man gør til et lille barn med alt for mange ord, men en hund kan kun lære enkelte ord, ikke sætningssammenhænge og vil i en talestrøm af ord prøve at finde ord, den kender som en kommando, og det gør det meget svært for den.
Tænk over, at kommandoer skal komme uden indpakning, eller brug en fløjte.
Det er måske politisk ukorrekt at påstå, at hunde opfører sig som autister på nogle områder, men det er ikke desto mindre en god sammenligning, og derfor virker et placeboard så godt.
Det er hundens komfortzone, for her kan den overskue verden.
Når Buller ikke lige ligger foran pejsen, så sørg for, at den altid er under en kommando. Det kunne vi godt kalde for et abstrakt placeboard. Et godt eksempel kunne være ved hjemkald.
Lad os forstille os, at der bliver kaldt på Buller, og at den rent faktisk kommer. Her vil nogle rose den, og så sker der ikke mere. Men en hund tænker jo anderledes, den har udført en ordre, og der kommer ikke en ny, så hunden ved ikke, hvad den nu skal, for den er nu i en slags limboland, hvor den selv må finde på noget. Altså, den er ikke længere inde i osteklokken og vil fise rundt som en høne uden hoved, hen til andre hunde – tilbage, hvor den kom fra, eller på jagt knaldapporterer den en fugl, der bliver skudt i det samme. Det var ikke sket, hvis man, når hunden kom hjem på kaldet, havde sagt ”Sit,” for pyh, så er hunden glad, for den fik en ny kommando efter udførelsen af hjemkaldet, og den ved, hvad den skal inde i sin trygge klokke på dens imaginære placeboard.
BEGYND FORFRA
Det kan måske være lidt uoverskueligt at gå i gang med at træne en hund, der ikke længere er hvalp, for der er mange ting, den gerne skal kunne, men gør det enkelt og lav delmål, og lad være med at blande øvelserne, så det bliver overskueligt både for hunden og dig.
Begynd med at gøre det til en vane, at Buller aldrig går ud ad døren eller bilen uden en kommando, og at der altid kommer en ny kommando, efter at hunden har udført den foregående, husk, at ”Fri” også er en kommando.
Selvfølgelig skal hunden lære kommandoerne, men det er det mindste af det, og du vænner dig hurtigt til altid at have hunden under kontrol. Der er mange, der gør hundetræning til noget meget indviklet noget og kan ikke se skoven for bare træer, men det er faktisk meget enkelt, og ingen videnskab.
Der er nogle nøgleord, der er værd at huske på: Du kan ikke tvinge din hund til noget som helst, hvis det skal sidde fast. Du skal give den en grund til at samarbejde. Timing er forskel på succes og fiasko. Det, en hund ser på, er det, den gør om lidt. Hvis en hund aldrig har oplevet ikke at komme på hjemkald, vil den altid komme, for det er verdensordenen for den. Hvis den derimod kun kommer indimellem, bliver det aldrig en vane. Derfor skal du gøre alting til en vane.
KONTAKT
Det er faktisk den vigtigste ting i hundetræning, men hvad vil det egentlig sige? At hunden altid vil holde øje med sin fører, for det er derfra opgaverne, og dermed succeserne, kommer. Nogle racer er mere kontaktsøgende end andre, nogle er avlet til meget tæt samarbejde som retrievere og spaniels, mens andre er avlet til at arbejde mere selvstændigt, det kan være terriere og gravhunde, men fælles for dem er, at de alle kan lære at arbejde i et team.
En kommando gælder, til der kommer en ny, begynd med ”Sit”:
Stå foran Buller, og ret den, hvis den rejser sig uden kommando. Ros ved øjenkontakt, og øv med et kort fløjt, at den også tager kontakt til dig på kommando.
Overdriv ikke, og slut med en succes. Øvelsen forlænges langsomt, og her vil et placeboard være en stor hjælp.
Når du er ret sikker på, at din hund bliver siddende, til du siger noget andet, er det Blivøvelsen, som jo bare er, at Buller skal blive siddende, når du går væk fra den. I virkeligheden burde kommandoen ”Bliv” være overflødig, hvis ”Sit” sidder godt nok, men det er en hjælp for hunden på dette niveau.
Det er ikke så vigtigt, hvor langt du kan gå fra din hund, det er mere vigtigt, at den bliver siddende. Stop stadig, mens legen er god, og forlæng øvelsen gradvist.
Så er det tid at sætte distraktioner på. Det kan være andre hunde, kastede dummys eller vildt, som Buller skal ignorere. Har man ikke vildt til rådighed, så sætter man sin hund af en 10 meter væk, mens man fodrer ænderne i den lokale park. Det er ikke en dårlig øvelse. I hundetræning hænger alt sammen, øvelse for øvelse, så tænk på, at hvis man virkelig er grundig med Sit-øvelsen, får man jo i bund og grund heller ikke en hund, der knaldapporterer, for vildt, der falder, er jo bare endnu en distraktion, som Buller ignorerer, indtil kommandoen ”Apport” lyder.
Når du bruger dummys som distraktioner i Sitøvelsen, så hent dem alle sammen selv, og hvorfor nu det?
Hvis du synes, at Buller lige skal have en belønning i form af en apportering, fordi den har siddet pænt længe, så vil den fremover bare sidde og vente på den dummy, den må hente, og på et tidspunkt så smutter den, når det bliver for spændende.
Hvis det derimod er indlært, at det slet ikke er sikkert, at den bliver sendt, vil den være mere i ro. Du behøver ikke være bange for, at den ikke vil apportere, når du endelig i en anden øvelse sender den, det skal den nok gøre.
Altså: Stå noget foran hunden i begyndelsen, så at du kan nå at samle dummyen op før hunden, hvis den knaldapporterer. Ingen nej‘er eller skældud, bare før hunden roligt tilbage til, hvor den sad, og prøv igen. Den opdager hurtigt, at der ikke er succes, hvis den løber uden kommando.
HJEMKALD
Både på jagt og i hverdagen er det vigtigt, at hunden kommer på hjemkaldet. Når man spørger folk, om deres hund kommer på hjemkald, er svaret næsten altid, jah – hvis der ikke er noget mere spændende. Tja, i min verden, er det ikke at komme på hjemkald, for det er jo netop i distraktionerne, vi har brug for det.
… ”hvis der ikke er noget mere spændende” … Det er det, der er selve nøglen, for hvis du, i din træning og omgang med hunden, overbeviser den om, at du er det mest spændende i verden, ja, så kommer den på hjemkaldet. Hver gang.
Det kræver sikkert lidt ændringer i den daglige luftning af hunden. Tænk mere handlebane, end luftetur, for hvis din hund oplever, at der kommer opgaver jævnligt efter hjemkald, i stedet for, at den bliver sat i snor, og alt det sjove slutter, er det ikke så underligt, at den måske ikke har alt for travlt med at komme. Hvis det i stedet ofte er meget sjovere at komme end at selv snufle rundt, så skal Buller nok komme mosende for at se, hvad du nu har fundet på af opgaver, den skal udføre.
Nøgleordene er, at man ikke kan tvinge en hund til noget, men man kan overbevise den om, at det der sker, når den kommer, er det bedste.
Det andet nøgleord er uforudsigelighed, Nogle gange sker der noget sjovt, andre gange skal man i snor, men hunden ved aldrig, hvad der skal ske. Opgaverne på lufteturen kan fint være i småtingsafdelingen, en apportering eller et søg.
Hvis man derudover ikke længere lader Buller løbe rundt, som det passer den, men holder den på ret kort afstand, og lader de perioder, den er fri, blive kortere, så vil man få meget mere kontakt til hunden, og derfor vil hjemkaldet hurtigt blive mærkbart bedre.
AFLEVERING
Det er ikke så vanskeligt at få en pænere aflevering fra sin hund, også selvom den ikke afleverer pænt nu. Det kan være, at hunden lægger emnet foran dig, i stedet for at aflevere til hånd, det kan også ske, at hunden løber forbi dig, for så at vende, og dog komme tilbage med apporten, eller den finder på andre sjove ting på vej hjem og smider fuglen ude i terrænet. Ingen af delene er ligefrem optimale, men det kan ret nemt rettes til det bedre, hvis det irriterer dig.
I al hundetræning er der altid flere løsningsmodeller, og man skal finde den, der netop virker på ens hund, og nogle gange virker én måde kun en tid, og så må man finde en ny model.
Hvis man lige ser på, hvad det i virkeligheden handler om, så er det i en nøddeskal, at få Buller til at synes, at det at aflevere til sin fører, er det bedste, der kan ske. For mange hunde med dårlige afleveringer er det at løbe ud og tage emnet det, der er det bedste, og kun det næstbedste at aflevere. Måden er enkel: Øv aflevering uden at hente først, og når det sidder rigtig fast, vil hunden både hente og aflevere.
Den næste øvelse er delt op i 3 faser, nogle kalder den baglænskædning, andre apportering indefra, kært barn har mange navne, og man går ikke videre, før en fase sidder fast og virker hver gang.
Find det, din hund allerhelst vil have i munden – om det er en dummy, bold eller din hjemmesko er lige meget, senere vil den tage alt.
Sæt nu hunden foran dig, og hids den lidt op med emnet. Når hunden tager det i munden, er du hurtig og flytter hænderne til halsen på hunden, klør den med begge hænder, og roser meget. Fidusen er, at hunden synes, at det er rart med kløningen og sætter det i forbindelse med at holde noget i munden. Samtidig kan den ikke bøje hovedet ned, for det vil dine underarme forhindre, og det medfører, at bolden, eller hvad det nu er, ikke kan falde ud af munden på hunden.
Det kræver lidt timing og øvelse, men slut af med en succes, altså før hunden bliver træt af den leg, og når det virker, går du til næste skridt.
Indled med den første øvelse, som hunden nu kan, men gå nu baglæns med begge hænder foran dig, bevæg fingrene lidt, som om du nussede hunden, og kald på den. Hvis du gør det rigtigt og timer hurtigt, vil den følge med dig med emnet i munden, for den er alt for distraheret til at tænke på at smide den. Så tager du emnet, og øvelsen er slut.
Nu er vi nået til tredje og sidste fase. Sæt Buller af, læg emnet cirka to meter foran hunden og gå yderligere to meter væk. Nu er billedet, at du står omkring fire meter foran din hund, og imellem jer ligger det emne, hunden skal tage.
Brug din apportkommando, og i det sekund hunden er ved emnet, sætter du fase to ind, altså går baglæns og lokker. Hunden kommer nu med emnet, og du kan roligt tage det fra den. Gør afstanden gradvist større, men det er stadig vigtigt, at målet ligger imellem dig og hunden.
En anden øvelse, der virker på nogle hunde, er at tage kastet væk, og kun øve aflevering, som med baglænskædningen, da det lige så ofte er selve kastet, der sætter hunden op til at fjolle. Jeg havde selv problemer med en af mine unge hunde, der afleverede alt for voldsomt og ramte mig med begge forpoter midtskibs, så jeg var ved at trimle. Hvis jeg fløjtede den ”Sit”, når den kom med dummyen, satte den sig, men smed dummyen. Den næste øvelse løste problemet på en uges tid, hvorefter jeg igen kunne kaste og få afleveret roligt til hånd.
Tag apporteringsemnet og lok hunden til at tage det i munden, i det sekund hunden har det, så giv hunden fri kommando og lad den løbe nogle få meter væk med emnet. Inden hunden mister interessen for emnet, kald på den samtidig med at løbe baglæns med hænderne foran dig og modtag i bevægelse – altså stop ikke op – for ellers vil hunden nok smide emnet.
Nu kan man kaste i alle retninger og hunden vil aflevere til hånd, lad altid hunden aflevere forfra og forlang ikke, at den skal sidde, det kommer den helt automatisk til senere, når afleveringen er blevet en vane. Hvis hunden ikke vil slippe, så hold en finger i halsbåndet uden at trække, og uden at hunden kan bakke. Hold den hånd, du vil tage dummyen med, under dummyen og vent til hunden slipper, for det gør den. Træk avler modtræk.
Riv ikke noget ud af munden på hunden.
De ting, jeg her har behandlet, er de vigtigste ting, hunden gerne skal kunne for at være en effektiv hjælper på jagt, det er også de ting der oftest ikke virker.
Jeg vil vove den påstand, at hvis man tager det seriøst og arbejder i hele fredningssæsonen, så er hunden klar til jagterne i oktober. Så er det bare op til hundeføreren ikke at sætte det over styr på jagterne, det er der ulykkerne ofte sker, fordi der bliver lavet førerfejl.
Brug de første jagter til at afprøve, om det holder i det virkelige liv og i starten af sæsonen, så før hunden uden at skyde selv, så der er fuld opmærksomhed på hunden.
ET PAR SMÅ TRICKS, DER KAN HJÆLPE, NÅR I ER I FELTEN:
Hvis du mærker, at din hund er godt oppe at køre, og du mistænker, at den måske vil knaldapportere den næste fugl, så gå 2-3 meter bag den, så hunden sidder lidt foran dig, afstanden til hunden vil gøre, at den nu ikke er sikker på, at den skal noget andet end at blive.
Et trick mere: Afleveringerne bliver bedre, hvis hunden ikke kan se dig, så stå i noget bevoksning. Det sværeste er en åben mark, hvor hunden kan se dig hele tiden, det er samme øvelse som med vandaflevering, hvor hunden helst ikke skal lægge fuglen for at ryste sig, det gør den ikke, hvis den ikke kan se dig.
Der er jo mange flere ting, der kunne tages fat på, som vi ikke fik plads til i denne artikel: såsom at gå ved fod, andre hunde, skudtræning, og de mere jagttekniske øvelser. Jeg har valgt dem ud, der oftest irriterer hundeejere på jagt.
LIGE LIDT GODE RÅD:
Det skal være sjovt at træne, træn kun, når du har lyst, slut altid med en succes, hav en plan, inden du går ud og træner, kom ikke i konflikt med hunden, er der noget, der ikke virker, så gå tilbage i træningen og byg op igen, hundetræning er gentagelser, pas på førerfejl. Hunden læser dig også hjemme, og giver du en kommando der, som du ikke har gennemtænkt, og hunden ignorer den, vil den tage det, som om det nok ikke gælder, så er det bedre ikke at sige noget, så er der ikke lavet fejl.
Jeg ønsker dig rigtig god træning og mange glade jagter med en god kammerat og makker nemlig din hund.
