Rolf Andersen træner hunde i det daglige og har skrevet flere bøgerom hundetræning. ”Fik du den jagtkammerat, du fortjente?”, som netop er udkommet, handler om genoprette jagthunde, som har mistet lidt af skarpheden.
Selv om det er højsommer, og efterårets jagtsæson kan forekomme langt væk, er det ikke desto mindre nu, at du skal se på, om der er noget, der skal pudses lidt af i din hunds træning.
Jagtsæsonen er faktisk ikke langt væk, og der skal du jo gerne kunne stole på din hund. Det er for sent først af gøre noget, når du skal på jagt.
Det kan være, at du oplevede, at din hund blev lidt løs i lydigheden sidst på sæsonen, måske knaldapporterede den lidt (eller meget), måske var afleveringerne ikke helt så pæne, som du egentlig ønskede, eller det kneb med at gå pænt ved fod …?
Man kan selvfølgelig lære at leve med det, men det bedste ville nok være at investere noget tid i at rette op på det, så jagterne i efteråret bliver en god oplevelse, både for dig og for din hund.
Næsten alle jagthunde er familiehunde de ni måneder om året, og der sniger sig let nogle unoder ind i form af manglende konsekvens og regler, men det kan sagtens rettes.
Det første, du skal gøre, er at fejlfinde. Simpelthen tænke tilbage på, hvad der ikke var optimalt, og måske tænke over, hvorfor det gik, som det gik.
Var det dig selv, der sjuskede lidt? I kampens hede på jagt, når der kom mange fugle, var du måske lige for hurtig til at tage fuglen fra hunden, så nu bliver den smidt foran dig i stedet for at blive afleveret pænt …?
Det kan også være, at du sendte din hund på for mange apporteringer, og hver gang før fuglen ramte jorden, så nu knalder den – og piver, så du ikke rigtig stoler på den?
Måske du lod Balder trække i snoren på tramp, da du havde andet at tænke på end hundetræning, så nu trækker den altid?
Alle disse eksempler er i virkeligheden samme sag, og årsagen er helt klar: Din hund mangler konsekvens og lederskab og kan derfor ikke se sin fordel i jeres samarbejde. Du er ikke uforudsigelig nok.
Knaldapportering
Lad os se på knaldapporteringen først. Du skal være uforudsigelig (men bestemt ikke upålidelig) både i træning og på jagt. Hent rigtig mange fugle – og i træningen dummys – selv. Så det ikke længere er en selvfølge, at din hund skal hente noget. Den er jo blevet klar over, at det er den, der skal af sted hver gang, så bryd cirklen!
Det gælder også tiden, der går, fra at fuglen eller dummyen falder, til du sender hunden. Hvis Balder er vant til, at der går tre sekunder, til den bliver sendt, så lærer den meget hurtigt at tælle på poten 1,2,3, så er det nu – jeg smutter! Et gammelt ord siger, at det er ingen kunst at få en hund til at apportere, kunsten er mere at få den til at lade være. Der er jægere, der mener, at det er fint med en knaldapportør, for “så kommer hunden jo hurtigt ud til fuglen”. Det holder ikke. Din hund vil markere dårligt, så den ser ikke nedfaldsstedet så flintrer den ud, og fiser rundt uden mål og med, i et forfængeligt håb om at falde over fuglen. Det er på alle måder skidt, for der kommer forstyrrelse i terrænet, og er der tale om en anskydning risikerer du at fuglen løber, og ikke bliver fundet. Samtidig er det heller ikke smart at der måske er to eller flere hunde der løber på samme fugl. For slet ikke at nævne de lidt stive smil fra de jagtkammerater, hvis hunde ikke knalder.
Det er ikke for at stikke noget i næsen på dig. Jeg gætter blot på, hvad der måske skete i den forgangne jagtsæson, men hvis du ikke kender årsagen, er det ikke nemt at rette.
Hvordan løser du så den udfordring? Det er faktisk meget simpelt. Først af alt: Du kommer ingen vegne med skældud og råb, for du skal have en medspiller ikke en modspiller. Øvelsen, der kan løse det, er som følger:
Stil dig på en korthåret plæne med din hund ved fod, og få en hjælper til at stille sig 20 meter foran dig. Lad hjælperen kaste en dummy, så den lander bare ca. to meter foran ham eller hende, så situationen nu er, at der ligger en dummy mellem dig og meget tæt på hjælperen. Løber Fido nu for at hente, uden du har bedt den om det, er det eneste, der sker, at hjælperen stille og roligt samler dummyen op, før din hund når den.
Du kalder nu hunden hjem, råb ikke eller sig bliv, bare kald den hjem. Prøv igen, samme procedure. Efter en fire-fem gange vil Fido gå kortere og kortere for til sidst at blive siddende. Hvorfor? Fordi den jo ingen succes fik ved at knaldapportere.
Når den sidder pænt og roligt, så sender du den, og den kan selv samle dummyen op. Nu har du fået en medspiller, for du styrer jagten som en ægte flokfører, og din hund kan se sin fordel i at blive. Herefter gør du det gradvist sværere med skud, andre hunde osv.
På selve jagten passer du på ikke at sende på alt, og nogle gange må du lade gå noget tid, før du sender. Her er et lille trick: Sæt hunden et par meter foran dig, når du står på post. Den vil være mere i ro, når den ikke sidder lige op af dig, og sandsynligheden for, at den knalder, er mindre nu, da den er kommet i tvivl, om det overhovedet er den, der skal af sted. Du får også den bonuspræmie ved at stoppe knaldapporteringen, at din hund vil blive mere rolig. Piveri vil blive mærkbart mindre, den hviler mere i sig selv, og den kan stole på lederskabet. Det giver tryghed.
Aflevering
Der er mange ting, der kan gå galt med afleveringen. Mange synes, at det optimale er, at hunden afleverer stående til hånd. Jeg er personligt ligeglad med, om det er siddende eller stående. Begge dele kan være smukt arbejde, men er det en urolig hund, måske en ung hund, der fjumser rundt med apporten og vender hovedet væk, når jeg tager apporten, vil jeg bringe lidt ro på ved at forlange siddende aflevering.
De mest udbredte fejl er, at hunden smider apporten, laver æresrunder, den kommer ikke lige hjem eller holder for fast og vil ikke slippe. Igen er det lidt samme sag: Din hund har ikke forstået, at det er til dens fordel at aflevere til lederen, så jagten lykkes til gavn for flokken.
Den bedste måde at løse problemerne på er at skille afleveringen fra kastet. Tænk lige på, at en apportering er mange øvelser på samme tid. Først skal hunden blive, til den får besked. Så skal den markere nedslaget. Så skal den hente og til sidst aflevere. Pil alle andre øvelser væk en tid, og arbejd kun med afleveringen. Lad hunden få dummyen i munden. Det kan såmænd være i al hygsomhed i stuen. Ros den, klø den på brystet, og tag så dummyen med begge hænder nedefra.
Når hunden sidder fint med dummyen i munden, er I klar til næste skridt. Gå lidt baglæns væk fra Bulder, der sidder med apporten. Kun få meter. Vil den spytte dummyen ud, går du frem igen med hænderne under dummyen, så din hund løfter hovedet.
Når Fidos hoved er løftet, kan dummyen jo ikke falde ud – smart ikke? Når du kan gå fire-fem meter væk, og hunden stadig sidder pænt med apporten, kalder du på den. Efter lidt tid vil det lykkes.
Næste skridt er at lægge dummyen foran din hund. Gå derefter to meter baglæns, sig apport, og kald straks på den. Nu vil den samle op, komme med dummyen og aflevere pænt. Går noget galt, startes forfra og altid med venlig stemme, for det skal nemlig være sjovt både for dig og din hund at apportere og aflevere.
Jeg havde en oversergent i Livgarden, der sagde: Kan du svømme en km, kan du også svømme 10 km – det er bare at øve sig. Det samme gælder her. Kan din hund gå to meter og aflevere pænt, kan den også løbe 300 meter og aflevere på samme måde. Det skal bare tages i små bidder.
Ved fod
Det er så irriterende at blive trukket rundt på en jagt af en hund. Du har svært ved at koncentrere dig om jagten, Buller lyder som en astmapatient og har for øvrigt ikke særlig godt af altid at have stramt halsbånd.
Vi kender alle sammen enten på egen krop eller som tilskuer situationen på trampejagt: Hunden i snor eller skrårem, en hare springer lige for fødderne af jer, og hunden kaster sig ud i snoren. Jægeren i den anden ende af snoren tror, at han skal skyde haren, men–men–men Buller er nu nået ud i stram line, så vores jæger bliver lige rykket en meter og skyder fire meter over den heldige hare. Det er ikke varme tanker, vores jæger nu sender Buller, men det er temmelig nemt at lave om på, selv med ældre hunde der har lavet det nummer i årevis.
Sommeren er god at træne i. Der er ikke så meget andet, din hund skal lave, så der er masser af tid til træne ved fod.
Først må du helt tilbage. Beslut først hvilken side, du vil have hunden på. De fleste bruger venstre side, da geværet er i højre hånd, og er du linksskytte, er det omvendt. Beslut også præcis, hvor hunden skal gå – er det skulderblad ved dit knæ, ja så er det der altid.
Så vælger du en kommando, du kan lide. Det kan være ”hinter”, ”heel” eller såmænd ”karrysild” … hunden er ligeglad, bare det er samme kommando hver gang.
Læg så en line på hunden, sæt den, og få øjenkontakt et sekund eller to for lige fortælle Bulderhunden, at nu er vi på. Sig kommandoen, og gå laaangsomt. I det splitsekund hunden vil trække, snuse eller tisse, stopper du, løfter hånden modsat hunden, og siger ”nej!”
Hunden vil nu, hvis du var hurtig nok, se på dig og stoppe den uønskede handling. Her siger du ”dyyygtig!”
Fidusen er, at du skal handle, når hunden får ideen til at trække, ikke når den gør det. Det er timing, og kommer du for sent, er øvelsen tabt. Reagerer hunden ikke på dit nej, kan du blive nødt til at give et kort ryk. Det skal ikke være hårdt, men det skal komme pludseligt, for målet med rykket er ikke at afstraffe hunden, men om jeg så må sige rykke pickup’en ud af rillen. Altså distrahere hunden.
Husk at rose, når den reagerer, som du ønsker, og jo hurtigere du reagerer, når hunden, vil trække, jo færre små ryk undgår du. Når du skal genoprette denne øvelse, skal du også begynde forfra med hensyn til varigheden. I begyndelsen er bare fem-ti minutter rigeligt. Hunden kan ikke på nuværende niveau koncentrere sig længere, men i morgen kan den måske 30 minutter osv.
Husk altid at slutte med succes, og fortsæt glad. Gør det gradvist sværere med distraktioner som tilstedeværelsen af andre hunde, kast af vildt eller dummy, skud etc.
Gå tilbage til de fem minutter, men nu uden snor, og gentag proceduren. Det kommer hurtigere, end du tror.
Andre hunde
Lad os slå det fast: Hunde leger ikke. Det, der ser ud som leg, er magtkamp, og når hunde, der ikke kender hinanden, konfronteres, bliver der meget nemt ballade.
Det er jo egentlig helt naturligt, hvis man ser det lidt fra en hunds vinkel. Vi mennesker tror måske, at vi gør noget godt for vores hunde ved at lade dem beskæftige sig med fremmede hunde, men det, hunden føler, er, at nu må den klare sig selv. Den betragter den fremmede hund som en mulig fjende, og føreren har svigtet sit lederskab og giver ingen beskyttelse, så den må klare sig selv. I den situation er der ikke langt til, at hunden føler, at det bedste forsvar er et angreb.
Det er så også rigtigt svært at have to eller flere hunde i arbejde samtidig, hvis de har lært altid at skulle hen til andre hunde. Det går ud over effektiviteten på jagt, og du er ikke længere centrum som flokfører.
Gør derfor din hund en stor tjeneste: Tag ansvaret fra den, og lad den holde sig fra fremmede hunde. Jeg skriver udtrykkeligt fremmede hunde, for de hunde, den kender, og som den har lært som midlertidig samme flok, kan den sagtens være sammen med.
Rigtig god træning, og senere knæk og bræk.
hundetraening.com
Af Rolf Andersen
Fotos: Jakob Boserup
