“Du får sgu aldrig min jagthund til at vælge et stykke frikadelle i stedet for at jage en hare, hvis den letter lige foran den!”
Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har hørt dette fra andre jægere, når jeg har nævnt, at jeg udelukkende ønsker at træne mine jagthunde med belønningsbaseret træning. Og jeg må jo give dem ret, for hvis en jagthund naturligt vælger frikadellen i stedet for at jage haren, er den jo defekt!
Jagtinstinktet er det, der skiller jagthunden fra familiehunden, og selvom en stor jagtlyst og et stærkt jagtinstinkt er værdsatte kvaliteter hos en jagthund, kræver det en hel del mere at træne en hund med disse kvaliteter end den hund, der helt naturligt ville have valgt frikadellen over haren. Oftest har man derfor trænet jagthunde hårdt og konsekvent, og overladt rosen og belønningerne til træning af hunde med mindre jagtinstinkt. Men det ER faktisk muligt at kontrollere hundens jagtlyst og få den til at gøre, som vi ønsker ved at bruge belønninger frem for afstraffelse – og ofte med en endnu mere selvsikker og jagtglad jagthund som resultat.
Lidt om indlæringsteori
Når vi træner vores jagthund og gerne vil tilpasse dens adfærd til det, vi ønsker, benytter vi os af basal indlæringsteori og viden om, at handlinger formes af deres konsekvenser. Helt simpelt kan dette forklares med, at hunden gør, som den gør, fordi den enten opnår noget positivt (belønning) eller undgår noget ubehageligt (straf).
Når vi træner vores hund med belønninger, vil den arbejde for at opnå dem. Træner vi med ubehag, vil den arbejde for at slippe for ubehaget. Forskellen på de to træningsstrategier ligger primært i de følelser, hunden har, når vi træner den. At få en belønning giver hunden en behagelig følelse, forventningen til belønningen er positiv, og hunden vil føle frustration, når den mister belønningen. Træning med ubehag er derimod forbundet med angst og ubehag og en efterfølgende lettelse, når ubehaget fjernes.
Hvis man skal tro på videnskaben, så giver det faktisk også ret god mening at anvende positive metoder i sin træning. F.eks. har Dr. Karyn Purvis bevist, at det tager ca. 400 gentagelser at skabe en ny synapse i hjernen (læring), med mindre indlæringen sker med leg, så tager det kun 10-20 repetitioner. Så hvis vi kan lykkes med at lege al indlæring ind i vores jagthunde, må det – alt andet lige – være mere effektivt.
Kend din hund
Hunde gør, hvad der kan betale sig for dem – de er opportunister. De udfører adfærd, der er belønnende for dem, også selvom det ikke nødvendigvis er det, vi vil have dem til at gøre. Belønninger opbygger således adfærd, det vigtige at huske her er bare, at det er det, hunden opfatter som værende belønnende, der bygger adfærden, og ikke det, vi synes hunden bør finde belønnende.
Et detaljeret kendskab til, hvad lige præcis din hund finder belønnende, er derfor alfa omega, hvis du skal blive en dygtig træner af din hund med belønningsbaserede metoder. Når vi er opmærksomme på alt, hvad vores hund finder belønnende, kan vi bruge det aktivt til at forme dens adfærd og få den til at blive, som vi ønsker den. Så når vi her snakker belønningsbaseret jagthundetræning, så er belønninger altså ikke kun lig med godbidder, men lig med alt, hvad hunden finder belønnende; legetøj, at komme ud af døren, at komme ud af bilen, at blive sluppet løs på gåturen, eller hvad din hund nu sætter allermest pris på.
En vigtig del af at lykkes med belønningsbaseret træning er at have fokus på at kontrollere hundens adgang til belønninger. Manglende kontrol af hundens adgang til belønninger i hverdagen er en af hovedårsagerne til, at man ikke lykkes med belønningsbaserede metoder. Hvis man ønsker at træne sin hund uden brug af straf, så må man samtidig også gøre sit bedste for at undgå situationer, hvor straf er nødvendig. Hunden lærer hele tiden, og ikke kun når vi aktivt træner den. Dvs. at det nytter naturligvis ikke, at vi f.eks. aktivt i 30 minutter hver dag træner på, at hunden skal have ro i opflugt (sætte sig, når fuglene letter), hvis hunden resten af tiden får lov at løbe hovedløst rundt og jage med havens fugle. Fordi selve jagten er så belønnende for hunden, så vil det ødelægge al den anden træning, at hunden selv får lov at vedligeholde sin ”løbe-efter-adfærd”. Her må vi begrænse den ved enten altid at være med den i haven, måske hegne et lidt mindre stykke af haven ind, eller andre kreative løsninger, der sikrer, at hunden ikke får mulighed for at øve sig på noget, vi ikke er interesserede i, indtil vi er kommet så langt i træningen, at hunden har forstået, at det kan lønne sig ikke at løbe efter fuglene.
Uden gode belønninger er straf vores eneste alternativ. Især med jagthunde er det vigtigt at lægge noget træning i at udvikle gode belønninger, der kan bruges i alle de situationer, hvor vi har brug for dem. Under grundtræningen vil godbidder og legetøj være nok, men senere vil det være nødvendigt at kunne udnytte jagtens og livets belønninger også. F.eks. kan en stand, rejs og efterfølgende ro i opflugt belønnes med, at hunden får lov at apportere den skudte fugl (eller får lov at udrede, hvor fuglen har siddet, hvis nu du ikke var så heldig at ramme). Vi kan være ekstremt kreative med belønning af hunden, og med et velindlært belønningssystem kan disse former for belønninger være langt mere effektive.
Træd tydelige stier i hundens hjerne
Det hunden øver sig på, bliver den god til. Jeg kan godt lide at se det som, at der trædes en ny sti i hundens hjerne, hver gang den lærer noget nyt. Jo mere nedtrådt og bred denne sti er, jo større er sandsynligheden for, at hunden vælger samme “vej”, når den næste gang står i samme situation. Hvor hurtigt stien trædes flad, afhænger af konsekvensen, der følger efter handlingen. Forestil dig, at din helt nye hundehvalps hjerne er en græsmark med knæhøjt, helt uberørt, græs. I takt med, at din hvalp gør sig forskellige erfaringer, trædes der stier i græsset. Hver gang du giver den en godbid for at give dig kontakt, nedtrædes græsset på den sti, der leder til “god kontakt”. Hvis godbidden er et stykke tørfoder, så trædes stien med en lille størrelse 37, men hvis godbidden er et stykke ost, så er det en god størrelse 45, der betræder stien. Efter en masse gentagelser af dette vil en god solid sti være trådt, og det vil være nemt for hunden at vælge denne ønskede sti fremover. Vedligeholdes en sti ikke, altså opnår hunden ikke længere belønning for at betræde stien, vil den langsomt gro til for til sidst at være helt forsvundet. Dette kan vi benytte os af, hvis hunden har fået trådt en lidt for flad sti til noget, som vi ikke helt ønsker.
Bryd øvelserne ned i mindre dele
Fordi vi gerne vil sikre os, at vores hund får trådt den rigtige sti, og for at sikre, at vi har noget at belønne, så er det nødvendigt at dele træningen op i mindre dele. Når de forskellige øvelser deles op i mindre dele, er det lettere for hunden at forstå, hvad det er, vi gerne vil, og det bliver lettere at holde motivationen oppe, når vi kan belønne ofte for dens gradvise tilnærmelser til den færdige øvelse. Tænk øvelserne grundigt igennem, så du har en handlingsplan for, hvilke trin I skal igennem for at nå til den færdige øvelse. På den måde sikrer du hele tiden at holde hunden på rette spor. Laver hunden fejl, så prøv igen, bliver den ved med at lave fejl, så må du tage din plan op til revurdering og forsimple den, så din hund igen lykkes. Når hunden har været igennem de enkelte dele tilstrækkelig mange gange, har du til sidst en færdig øvelse, der er godt og grundigt indprentet i hundens hjerne. Deles øvelserne ikke tilstrækkeligt op i delmomenter, risikerer du, at hunden får et mudret billede af, hvordan øvelsen egentlig ser ud. Skal vi holde os til sti-metaforen, så får hunden trådt en masse forskellige stier i nogenlunde samme retning i stedet for én helt tydelig sti. I praksis betyder det, når hunden f.eks. apporterer, at du får en hund, der af og til bærer vildtet forkert, tygger i vildtet, smider det en meter foran dig, løber 4 æresrunder, før den kommer ind til dig, osv. Altsammen fordi det simpelthen ikke har været tydeligt for hunden, hvordan den korrekte øvelse så ud, og i stedet har den et helt repertoire af forskellige versioner af øvelsen, som desværre bare ikke alle er lige ønskelige. Derfor kan det heller ikke nævnes ofte nok, at det i den grad kan betale sig at lægge nok tid i grundtræningen. Det gør alting så meget lettere senere hen, og det er nemmere at gå tilbage og finjustere efter jagtsæsonen, når man har et solidt og letgenkendeligt fundament at vende tilbage til.
Lær hunden selvkontrol
Lær hellere hunden selvkontrol, end at du skal kontrollere den. En hund med selvkontrol har lært impulskontrol i omgivelser med svære forstyrrelser. Lær hunden, at det kan betale sig at beherske sig, og at alt godt kommer til den, der venter. Hvis den forsøger at mase sig til belønninger eller at stjæle dem, så forsvinder de, men hvis den derimod ikke forsøger selv at tage belønningen – selv i provokerende situationer – så får den til slut belønningen.
Vi kan ret enkelt lære hunden, at det er den mest favorable beslutning for den at sætte sig, når en dummy kastes, en fugl letter, et skud bliver affyret, osv. vel at mærke uden at vi behøver at bede den om at sætte sig. Den har bare gennem erfaring og vores grundtræning fundet ud af, at det bedste valg i den situation er at sætte sig og forholde sig roligt, indtil den har fået “værsågod”. I grundtræningen kan ovenstående situationer simuleres enten med godbidder eller legetøj, og hunden lærer, at hvis den sætter sig og bliver siddende, så får den adgang til belønningen. Rejser den sig derimod, når belønningen kommer frem, så forsvinder belønningen igen.
Du kan med fordel udnytte positiv forstærkning til din fordel og se alle forstyrrelser som en mulighed for at sige “værsågod”. I stedet for at være en hindring for hunden, bliver du i stedet den, som giver adgang til alt det sjove, når bare hunden behersker sig først. Reglen for hunden er enkel: så længe den gør, som du vil, så får den lov til at gøre, som den vil. Det er selvfølgelig ikke alle situationer, hvor det er lige hensigtsmæssigt at give hunden “værsågod” til at gøre det, den allerhelst vil, men der findes masser af gode forstyrrelser derude, som du sagtens kan udnytte i din træning.
Det er en god investering at lære din jagthund disse simple regler og koncepter, og det vil betyde, at når det er tid til at tage hunden med på jagt, hvor den er omgivet af belønninger af høj værdi i form af fasaner, harer, råvildt, mm., så formår den at beherske sig og koncentrere sig om den stillede opgave i stedet for at få tunnelsyn og hovedløst gå efter hver en belønning, den møder på sin vej.
Brug ikke belønningerne som bestikkelse
Træning med belønninger kan let ende med et dårligt resultat. I teorien er det lige til, men det kræver naturligvis, at man sætter sig ind i, hvordan man gør for at kunne få success med træningen – det er simpelt, men ikke let! Anvendes belønningerne ikke korrekt, så risikerer man at få en hund, der kun hører efter, hvad man siger, når den ved, at man har belønninger med, og måske endda synligt fremme. Det er i sagens natur ikke ønskeligt, det er heldigvis også muligt at undgå, så længe man husker på, at belønningerne er netop det: belønninger, og ikke bestikkelse. Belønningen skal falde som en konsekvens af det valg, hunden har truffet. Gode valg har gode konsekvenser, og der overføres derved værdi til selve øvelsen. Når belønningen bruges som bestikkelse og altså bruges som en aktiv del af øvelsen, ved at hunden følger en godbid eller sit favorit legetøj, så forbliver værdien hos godbidden eller legetøjet. Indser hunden, at du ikke har en godbid med, bliver den pludselig meget lidt samarbejdsvillig.
Når du har opbygget en god værdi på godbidder og legetøj i træningen derhjemme, så gælder det om at lære hunden at engagere sig i dine belønninger – også i situationer, hvor den som udgangspunkt ikke lige har tid til at engagere sig i dem. Du vil uden tvivl komme ud i en situation, hvor hunden vil sige “vil ikke, skal ikke”. Det er lige præcis de situationer, hvor det gælder om at være lidt stædig og ikke give sig, før hunden har taget belønningen. Det er unødvendigt at kæmpe og mase med hunden, bare vær tålmodig og insisterende. I det sekund, hvor hunden overgiver sig og engagerer sig i belønningen, siger du “værsågod” og lader hunden genoptage det, den egentlig helst ville. Ved at bruge det såkaldte Premacks princip (bruger en mere sandsynlig adfærd til at belønne en mindre sandsynlig adfærd) bliver godbidder og legetøj hurtigt effektive belønninger – også i situationer, hvor forstyrrelserne er store som f.eks. på jagt.
Selvom det i teorien er simpelt at træne en hund udelukkende ved brug af belønninger og ros, så er det ikke altid let, når hunden er ivrig og har stor jagtlyst. Men belønningsbaseret træning virker, når du har sat dig grundigt ind i, hvad det indebærer. Det betyder blandt andet, at det er dig, der skal administrere din hunds hverdag for på den måde at få trådt de rette stier i hundens hjerne, og du skal lære at udnytte hundelivets belønninger til din fordel.
Når det lykkes, så får du til gengæld en glad, selvsikker og velfungerende jagthund og et samarbejde, som mange vil misunde.
