Kleiner münsterlænder

3467

Den lader sig hverken afskrække af vand eller onde brombærkrat. I vores serie om jagthunde er vi nået til den alsidige kleiner münsterlænder

”Der er ikke mange opgaver, du ikke kan byde en münsterländer”
”Det er en nervefast, men blød hund, der skal behandles stille og roligt”
”Du får meget forærende i denne lille hund”
”Hvis jeg kun havde én hund, der skulle kunne lidt af det hele, er kleiner münsterländeren et godt valg”
Jeg havde for nogen tid siden en elev, der kaldte sin kleiner münsterländer for “en spaniel med stand”.
Det er egentlig en meget god vending, da denne kønne lille hund med lidt god vilje godt kan minde om en spaniel. Den er hurtig, og den holder god kontakt, hvis den bliver opmuntret til det. Der er ikke meget, der går dens næse forbi, især i det hårde terræn, hvor der ikke er mulighed for store løb.
Det er så her, sammenligningen med spanielen kommer til sin ret, for med de korte søg med mange hurtige vendinger er den eneste forskel, at münsterlænderen står for fuglene i stedet at støde dem, som spanielen gør. På åbne områder går den naturligvis bredere.

Hvis du skal gøre sig forhåbning om at blive denne hunds flokfører, skal du tale lavt og venligt til den, og der er jo heller ikke nogen grund til andet. Husk som med alle hunde, at den positivt skal acceptere sin flokfører. Lever du som flokfører ikke op til opgaven, er der omgående en fyreseddel på vej.

Racen og dens historie
Kleiner münsterländeren er en mellemstor hund uden den store størrelsesmæssige forskel mellem han- og hunhunde. Højden ligger på 50-60 centimeter, dens vægt ligger på omkring 18-27 kg. Pelsen er ret lang, blød og glat, og den giver en god beskyttelse mod torne og lignende. Det må siges at være nødvendigt, da denne hund overhovedet ikke lader sig afskrække af et ondt brombærkrat. Den angriber det som et næsehorn, hvis man anskaffer sig et hårdtgående eksemplar.

Farven er hvid eller hvid/grå, med brune plamager og som regel også brune spætter på benene. Halen har fane, og ørene er langhårede. Øjenfarven er brun, fra mørke til næsten ravfarvede.

Skabt til jagt
At kleiner münsterländeren nogle gange bliver sammenlignet med spaniels, hænger nok sammen med, at der sandsynligvis er blandet spaniel ind i den. Muligvis også tyske vagtelhunde. Münsterlænderen kommer, som du nok allerede har gættet, når du hører navnet, fra Tyskland.

Det menes, at münsterlænderen i en eller anden form kan spores tilbage til 14-15.-hundredetallet. Her var det ikke godserne, men småbønderne, der avlede og brugte kleiner münsterländeren til jagt som bierhverv. Hunden kunne lidt af det hele, og det siges, at den også tager stand for harer, som der dengang var rigtig mange af. I begyndelsen af det 19. århundrede kom de første eksemplarer til landet, men først i 1967 blev der etableret en egentlig klub i Danmark.

Nogle mener at hunden ikke bør sælges til ikke-jægere. Baggrunden er, at de mener, at der er så meget jagt i hundene, at de ikke vil trives som familiehunde. Der er jeg ikke helt enig i. Jeg kender mange, der ikke går på jagt, men som anvender deres hund til det hundearbejde, der hører til jagt.

Ser vi på retrieverne et øjeblik, er det meget almindeligt, at folk starter med en labrador, som er tiltænkt at skulle være familiehund. Når så træningen kommer godt i gang, bliver de folk tit grebet, begynder at gå til prøver og bliver derefter apportører på godsjagter.

Det burde være indlysende, at en jagthund skal jagttrænes, da det er den nemmeste vej til at få et rigtig godt makkerskab med hunden. Jeg jagttræner masser af familiehunde af jagtracer og anbefaler selvfølgelig, at ejerne fortsætter med det. Men at det skulle være nødvendigt at gå på jagt af den grund, kan jeg ikke se. Det er et spørgsmål om at give hunden hjernemad. Hunden er såmænd nok ligeglad med, om den fasan, den står for, skal skydes eller ej. Man kan efter rejst fugl bare kaste en dummy eller en kold fugl.

Jagt eller ej
Det, hvalpesælgerne må sikre sig, er, om kunderne vil jagttræne hunden, på et eller andet niveau – og så til havs med, om hunden nogen sinde kommer på jagt.

Jeg skal dog ikke være mere firkantet i mine holdninger end nødvendigt. For jeg kan sagtens forstå holdningen om, at münsterlænderen ikke bør sælges til folk, der ikke vil gå på jagt med den. Med den politik undgår man nemlig, at opdrættere begynder kun at avle på udseende og ikke på de jagtlige egenskaber.

Det er sket med flere racer, og det er en skam. Jeg tror dog sagtens, du kan have tillid til, at kleiner münsterländer-opdrætterne er i stand til at holde stien ren og fortsætte med at lave rigtig gode jagthunde.

Temperament og anvendelse
En kleiner münsterländers har overraskende mange anvendelsesmuligheder. Der er ikke mange opgaver, du ikke kan byde en münsterländer. Som udgangspunkt er det som fuglehund, den nok anvendes mest, for den er en glimrende apportør: Selvom den ikke er en stor hund, henter den let en stor hare.

Du kan uden problemer anvende den som ren apportør på trækjagt, og hvis du anvender den til førskudsarbejde, er dens søg fint afstemt med terrænforholdene. Den går kort, når det er tæt, og kan trække længere ud i søget på de åbne vidder.

Münsterlænderens stand er fast og sikker og kommer nemt til den med den rette træning. De fleste kleiner münsterländere kan blive rigtig gode som schweisshunde, da deres vedholdenhed og ikke mindst evne til ikke at give op så let rigtig kommer til sin ret her.

Der en vis stædighed i de hunde, jeg har haft med at gøre. Münsterländeren er ikke stædig i indlæringen, men den giver ikke så let op på sporet eller i en svær apportering. Den kan godt tåle, at succesen ikke ligger lige for, uden at den mister tilliden til, at der faktisk er noget derude. Det skal bare findes. Der er andre racer, hvor man bliver nødt til at være mere forsigtig og gå noget langsommere frem.

Mange anvendelsesmuligheder
Münsterländeren har som nævnt flere anvendelsesmuligheder, for den er nemlig også en rigtig rar og nem familiehund. Her holder sammenligningen med spaniels ikke. En münsterländer hviler efter min mening lidt mere i sig selv og er ret rolig, når den ikke er på arbejde.

Jeg vil stadig påstå, at det er fint at have en münsterländer uden at bruge den til jagt, bare du sætter noget andet i stedet. Om det er agility, spor eller det at fange frisbees i luften er såmænd ligegyldigt, bare den bliver aktiveret med noget, der glæder den og ikke mindst udfordrer den.

For god ordens skyld vil jeg gerne tilføje, at baggrunden for de ovenstående – ligesom i de foregående artikler – er mine egne erfaringer, og at jeg ikke kan komme uden om en vis generalisering, som jeg normalt ikke bryder mig om. Der findes ikke to hunde, der er ens. Derfor er der heller ikke to hunde, der skal trænes ens. Du skal læse din hund, og som træner må du reagere ud fra det.

Træning af münsterlænderen
At træne en kleiner münsterländer er som regel en fornøjelse. Det er en meget føreropmærksom og kontaktsøgende hund. Det kan man godt komme til at ødelægge, hvis man griber det forkert an, så det gælder om at bygge på de medfødte egenskaber.

Det er egentlig ret nemt. Gør dig selv til det sjoveste i verden og resten af verden til det kedeligste. Det, jeg mener med den lidt kryptiske vending, er, at hvis hunden er overbevist om, at alt, hvad der er værd at interessere sig for, kommer fra dig som fører, ja så ligger det lige for at blive i nærheden og holde godt øje med dig. For den ved jo aldrig, hvornår den næste dummy bliver kastet, eller der bliver kommanderet ud i næste søg.

For kleiner münsterländeren er det, som med alle hunde, vigtigt at få en medspiller, ikke en modspiller. Det er en nervefast, men blød hund, der skal behandles stille og roligt. Der kommer ingen succes ved at råbe og rette hele tiden. Gør den ikke som forventet, så stop øvelsen, og gå tilbage til der, hvor det virkede, og begynd igen med en simplere øvelse. Irettesættelser medfører kun konflikter og er slet ikke nødvendige med denne hund. Der er ikke noget, münsterlænderen hellere vil, end at gøre det rigtige.

Overdriv ikke apporteringen
Apporteringen kommer lettere til en kleiner münsterländer end til så mange andre stående hunde. Den har som regel lige så gode apporteringsevner som en spaniel, men med den unge hund er det som altid vigtigt ikke at overdrive.

Når hunden er over det mest elementære, er det en rigtig god idé ikke at gøre apporteringerne for kedelige. En dummy på en græsplæne for 117. gang er kedeligt, også for træneren, og risikoen for, at hunden mister glæden ved apporteringen, stiger.
Kast aldrig en dummy uden at have en plan med den. Er det for at øve aflevering? For at øve markeringsevne? Eller at træne, at hunden skal forholde sig rolig? Læg altid en træningsplan, og følg den. Det er meget nemmere at sidde hjemme i ro og mag og udtænke dagens træning end at bare gå ud i naturen på må og få og tænke: Hvad skal jeg lave? Så sker det tit, at man ender med bevidstløst at kaste dummys til højre og venstre, uden et overordnet formål.

Det kan være en god ide at træne flere sammen, når basistræningen er på plads. Det inspirerer til nye spændende øvelser, og da det jo altid er nemmere at se andres fejl end sine egne, kan man hjælpe hinanden.

Endelig vil jeg sige, som jeg gør med træning af alle stående og stødende hunde: Få apporteringen på plads, før du går i gang med førskudstræning på vildt, ellers risikerer du, at hunden hellere vil førskudssøge end apportere.

Fordele og mangler
Med münsterlænderen taler vi om en rigtig god og anvendelig allround-jagthund. Den er i mine øjne forholdsvis nem at træne, det er nok en af de nemmeste stående hunde at træne. Med lidt hjælp kan det være en god førstegangshund. Den er behagelig som familiehund, og det er ikke uvæsentligt, for alle jagthunde er familiehunde ni måneder om året, som jeg har sagt før.

I fart kommer den ikke op på linje med sættere og pointere, men det er heller ikke nødvendigt, da det går hurtigt nok endda. Du får meget forærende i denne lille hund, bl.a. en medfødt kontakt, som er alfa og omega for den videre træning, samt den store apporteringsglæde, som er en af denne hunds absolutte fordele. Bevares, den er ikke apporteringsidiot som en ft. labrador, og apporteringsglæden kan snildt pilles ud af den. Men sammenlignet med de fleste andre stående hunde er den nu alligevel nok den nemmeste at apporteringstræne.

Ud over alle disse roser er münsterlænderen også mere end almindelig glad for vand, og det tager som regel ikke lang tid at vænne hvalpen til det våde element, hvis det gøres rigtigt.

Det kniber gevaldigt for mig at finde nogle mangler ved denne hund. Selvfølgelig skal du jo vælge hund efter, hvad du skal bruge den til, og jeg ville ikke vælge en kleiner münsterländer, hvis jeg udelukkende skulle apportere. Det er dens stand og søg for godt til. Men hvis jeg kun havde én hund, der skulle kunne lidt af det hele, er kleiner münsterländeren et godt valg.

På ulempesiden er der i mine øjne kun, at hvis du anskaffer dig en kleiner münsterländer med det formål at få en vagthund, bliver du svært skuffet. Det er nemlig ikke nævnt i dens CV.

Samarbejdsvillig hund
Jeg ser efterhånden en del kleiner münsterländere hos mig i træning. Det er egentlig ikke så mærkeligt, for det er en nem og sympatisk hund, som skal tiltales og trænes med respekt for hundens medfødte evne til at ville samarbejde.

En kleiner münsterländer ønsker ikke at forsynde sig, den vil bare gerne forstå, hvad føreren vil have den til. Gør du det tydeligt for den, vil du få en fantastisk jagtkammerat i mange år.

Vil du vide mere?
Der er meget mere at få at vide i kleiner münsterländer-specialklubben Dansk Münsterländer Klub, dmk.dk.

Om forfatteren
Rolf Andersen (f. 1954) har gennem 30 år arbejdet som professionel hundetræner og er bl.a. kendt fra Danmarks Radio, TV2, og TV2Lorry. Han er forfatter til bøgerne “Få den hund, du fortjener”, “Få den jagtkammerat du fortjener” og “Fik du den jagtkammerat du fortjente?”. Se hundetraening.com.