Storbritannien er endnu ikke gået over til forbud mod blyhagl, men ligesom i EU støtter både en række myndigheder og miljøorganisationer et forbud og arbejder aktivt for at få det indført. Tanken bakkes dog ikke op af de skotske skytters forening SGA (Scottish Gamekeepers Assciation) der – i en pressemeddelelse – i sidste uge bekræftede, at organisationen er kritisk over for en indførelse af forbud mod blyhagl i Storbritannien og ikke vil underskrive en støttemeddelelse for et forbud udfærdiget af flere andre organisationer. SGA gik så vidt at kritisere andre britiske jagtorganisationer, hvilket har skabt røre i andedammen.

Læs også: Store engelske bøder og fængselsdomme på vej for vegetarkost til hunde

”Andre jagtorganisationer har opmuntret deres medlemmer til at samarbejde med myndighederne i de undersøgelser, der skal ligge til grund for et kommende forbud samt til at støtte en udfasning af blyhagl over en fem årig periode. Vi er blevet bedt om at gøre det samme, men det kommer vi ikke til. Den primære årsag til at vi forbliver kritiske er, at SGA (Scottish Gamekeepers Association) fortsat ikke er overbevist om, hvor effektive stålhagl og andre alternativer egentlig er” forklarer SGA i pressemeddelelsen.

Den kontante udmelding fra de skotske skytter har mødt kritik, men også en hel del støtte i britiske jægerkredse. Blandt andet har medlemmer af andre jægerorganisationer meldt ud, at de overvejer at skifte til SCA, hvis deres egne organisationer ikke genovervejer støtten til et forbud mod blyhagl.

Læs også: Skotsk regeringsudspil lægger op til reduktion i bestanden af kronvildt

FACE kritisk overfor EU forbud mod bly

Udmeldingen fra de skotske skytter kommer umiddelbart efter, at en undersøgelse foretaget af den europæiske jagtorganisation FACE , viste at hver fjerde jæger i Europa overvejer at stoppe som jæger og næsten hver tredje vil jage mindre, hvis der indføres regler, som forbyder blyhagl. Undersøgelsen fra FACE kom efter at EU meldte ud og foreslog et generelt forbud mod blyhagl i hele Europa.

18.000 europæiske jægere deltog spørgeundersøgelsen af FACE, der også sammensatte en rapport over hvilke argumenter, der generelt anvendes i EU’s kamp mod blyhagl og konkluderede, at en del argumenter var overdrevne eller direkte forkerte.

Formanden for FACE, Thorbjørn Larsson, kommenterede rapporten således: ”FACE rapporten viser, at EU i sine undersøgelser drastisk har undervurderet de socio-økonomiske konsekvenser af et europæisk forbud mod europæiske jægeres brug af blyhagl. Der er også andre problemer i EU’s argument”

Han ser nu ud til at kunne regne med støtte fra de skotske skytters organisation SCA i kampen mod et forbud – også selvom skotterne ikke længere er i EU.

Læs også: Fantastisk hjortejagt i det skotske højland