En ny undersøgelse udført af Danmarks jægerforbund viser endnu engang at danskerne er positive overfor jagt og jægere. Mere end 90 procent af de adspurgte accepterer at der gås på jagt i Danmark. Dermed er Danmark det land i Europa, der kan mønstre den højeste accept af jagt i befolkningen.

Resultatet er i tråd med tidligere undersøgelser, hvor den danske befolkning også var meget positiv overfor jagt, men andelen af af ”Ved ikke” svar er blevet lidt mindre i forhold til en tilsvarende undersøgelse i 2023. Det vurderer Jægerforbundet skal ses som et udtryk for, at endnu flere tager stilling til jagten i Danmark.

Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen er meget tilfreds med resultatet af undersøgelsen.

”Vi er utroligt glade for, at der er en så udbredt accept af jagten. Det viser, at der er stor forståelse for, at jagten og jægernes rolle i forhold til naturforvaltningen”, lyder det fra formanden for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen.

”Når man tænker på, at der kun er 3 pct. af befolkningen, der går på jagt, lover det godt for fremtidige generationers mulighed for at gå på jagt, at der blandt den øvrige befolkning er så stor accept af jagten” mener Claus Lind Christensen.

Accepten af jagten svinger alt efter, hvor i landet, der spørges. I forhold til 2023 er der sket en markant udvikling i region Nordjylland, hvor 3% sidste år udtrykte, at de ikke accepterer jagt. I år er andelen steget til 11%, hvilket må betragtes som en markant stigning. Også i Hovedstaden er andelen steget fra 5% i 2023 til 8% i år. Til gengæld er andelen, der slet ikke accepterer jagt i Midtjylland faldet fra 6% i 2023 til 3% i 2024. I Syddanmark er den faldet fra 5% til 1% og på Sjælland er den faldet fra 5% til 3%. Ser vi på kategorien ’Ja, i mindre grad’ og ’Ja, i nogen grad’, finder vi i år 52% af Hovedstadens befolkning mod 55% i 2023, mens 35% i år er positive ’I høj grad’ eller ’Meget høj grad’ mod 34% i 2023.

I 2023 foretog Danmarks Jægerforbund en tilsvarende undersøgelse. Her svarede 90,4 pct. at de så positivt på jagten i Danmark. Det er den høje procent som accepterer jagt i Danmark som igen kan ses i den nye undersøgelse. Tallet er det højeste i Europa.

Du kan læse hele undersøgelsen her:

https://www.jaegerforbundet.dk/media/22975/rapport-befokningens-holdning-til-jagt-2024.pdf