Elanco er på banen med AdTab, som er en tyggetablet til hund og kat mod lopper og flåter. Virkningen holder en måned og tabletterne findes i 3-styks pakninger.
Tabletterne kan anvendes til hvalpe og killinger fra 8 uger og henholdsvis 1,3 og 0,5 kg. Da der ikke er tilstrækkelige data for effektivitet mod flåter hos de yngste katte, anbefales præparatet ikke til flåtbehandling af killinger under 5 måneder.
AdTab findes i 2 forskellige størrelser til kat og 5 til hund.
Mens hundeloppen sjældent findes i Danmark, er katteloppen udbredt og smitter både hunde og katte. Ud over at forårsage kløe, irritation og i nogle tilfælde allergi, kan katteloppen også overføre bændelorm til dyrene.
Flåter og flåtbårne sygdomme hos dyr og mennesker er et stadig aktuelt emne, og flåterne begynder at være aktive i foråret når temperaturen kommer over 5°C
Ifølge kort over flåters udbredelse fra European Centre for Disease Prevention and Control findes skovflåten i hele Danmark, ligesom engflåten er introduceret til landet. Flåterne kan smitte mennesker og dyr med f.eks. Anaplasma, Borrelia og TBE (Tick Borne Encephalitis, flåtbåren hjernebetændelse)