Fasanracer. Hos mange er det først og fremmest prisen på fasankyllingen, som afgør, hvor de bestiller dem, hvilket i min optik er en forkert prioritering.
Det er muligt man kan spare kr. 10,- på hver indkøbt fasankylling, hvis den f.eks. kommer direkte fra en storopdrætter i Polen, men hvad hjælper det, hvis fasanen står hos naboen, eller naboens nabo, den dag man i oktober måned har planlagt fasanjagt?
Denne artikel om fasanracer er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr. 9.-2015
Dermed ikke sagt, at man ikke skal købe polske fugle, da de som regel både er sunde og velflyvende, men hvis man ikke undersøger, hvilke fasanracer/krydsninger som ligger bag de leverede fasankyllinger, kan det meget nemt give bagslag.
Man bør slippe tanken om at få leveret så billige fasankyllinger som muligt, og i stedet sikre sig, at man får leveret sunde og stærke fasankyllinger, som lever og stadig står på reviret, når man i efteråret skal afvikle sine fasanjagter.
Fasanernes oprindelse
Hvis vi springer langt tilbage i tiden, mener man at fasanen ligesom alle andre fugle, stammer fra en bestemt gruppe dinosaurer, som var nært beslægtet med familien Dromaeosauridae, hvorfor fuglene ikke nedstammer fra flyveøglerne som man tidligere mente.
Dromaeosauridaer var fuglelignende dinosaurer, som levede for små 200 millioner år siden. I daglig tale kaldes de for Raptors (Velociraptor), hvilket navn formentlig kan frembringe frygtindgydende billedscener på nethinden, hvis man var ung og følsom i midten af 1990’erne, da Steven Spielberg filmen “Jurassic Park” kom frem.
Hvis vi springer frem til nyere tid, er fasanen oprindelig importeret fra Asien, hvor dens naturlige udbredelse er i Østasien, eller mere bredt i de varmt tempererede dele af Asien, fra Sortehavet til Korea.
Jagtfasanen som vi kender den i dag, kan vi kredse ind til at være en krydsning mellem Ædelfasanen (Phasianus colchicus) fra Kaukasus, og Ringfasanen (Phasianus versicolor) fra Kina, med den karakteristiske hvide halsring. Der er gennem tiderne blevet krydset andre fasanracer og mutationer ind i Jagtfasanen, som også kaldes den Danske Jagtfasan, eller i den globale verden, den Europæiske Jagtfasan.
Jagtfasanen er en fremmed art, som man ikke har forsøgt at bekæmpe, tværtimod har man gennem mange år, arbejdet ihærdigt på at øge den “vilde” bestand, da jagtfasanen som jagtobjekt er særdeles værdifuld.
Jagtfasanen blev først anerkendt i Danmark som vildtlevende art i 1972, selvom den har levet på den frie vildtbane siden midten og slutningen af 1800 tallet.
Omkring arterne i fasanfuglens familie, er de fleste bekendt med de almindelige prydfugle som guld- og sølvfasanen samt påfuglen.
Til fasanfuglens familien hører også Junglehønen (Gallus gallus), som menes at være direkte forfader til de ca. 200 forskellige racer af tamhøns der findes i dag. F.eks. den Røde Junglehøne ligner på mange måder nutidens domesticerede Røde Italiener. Dog er den Røde Junglehøne mere farvestrålende, og har et betydeligt mere skingert og højlydt lydrepertoire – men tilbage til fasanerne.
Forvirring om antallet af fasanracer
Fasanracerne inddeles efter fasankokkens udseende i 5 grupper: De sorthalsede, de hvidvingede, de mongolske, en overgangsgruppe og de grårumpede, og der findes et utal af farvevarianter uden for dette system.
Hvordan man opdeler fasanfuglens familie, fasanracerne, de geografiske racer osv., kan være en smule forvirrende at læse om, da der er delte meninger om hvordan man beskriver dette, afhængig af hvem man spørger.
DOF skriver at fasanen er underopdelt i 31 geografiske racer. I Gyldendals leksikon kan man læse at fasanfuglens familie består af 49 arter. Henter man oplysninger ved Wikipedia, kan man læse at fasanfugle er en familie af hønsefugle med ca. 180 forskellige arter. I Danmarks Jægerforbunds elevhæfte, skriver man at der findes 49 fasanarter og 122 underarter, mens andre mener at der i alt findes 175 forskellige arter og underarter af fasanen.
I henhold til det stof de danske Herregårdsskytter tidligere blev undervist i, findes der to arter af den ægte fasan, nemlig Phasianus colchicus (Ædelfasanen) og Phasianus versicolor (Ringfasanen). De er splittet op i henholdsvis 30 og 2 geografiske racer.
Læs også: Hjælp, fasanerne stikker af – Hvad gør jeg?
Bl.a. på grund af de delte meninger omkring de forskellige fasanracer, kan man ikke udelukke at Phasianus versicolor er en race udsprunget fra racen Phasianus colchicus, hvilket i denne sammenhæng er ganske uinteressant.
Hvis man undres over, hvor navnet Phasianus stammer fra, kan det oplyses at det hentyder til floden Phasis, som er beliggende i Rion i den tidligere sovjetiske republik Georgien.
De vigtigste aktører
Ædelfasanen (P. c. colchicus), blev omkring 1300 f.Kr indført til Europa, nærmere bestemt til Grækenland. Den kommer, som navnet antyder, oprindelig fra Colchis i Kaukasus (Georgien), og er sidenhen indført i mange andre lande i Europa.
Man mener den omkring år 1400 blev udbredt og almindelig kendt i England. I slutningen af 1400 tallet kunne den yngle i det fri, men kom først til Irland og Skotland i slutningen af 1500 tallet.
Ringfasanen (P. c. torquatus) blev også kaldt Chinensis, Kineseren eller Chinesse Ringneck. Dens kendetegn er en tydelig hvid halsring og en hvid øjenstribe. Ringfasanen blev i 1768 indført til England, og umiddelbart efter i 1800 tallet blev den også indført til Danmark. Både i England og i Danmark blandede Ringfasanen sig med Ædelfasanen, og i 1828 blev der i Danmark gjort forsøg på at skabe grundlag for fasaner på den frie vildtbane. Det skete på samme tid i Nordsjælland og i Sønderjylland.
Mongolsk fasan har ligesom Ringfasanen en hvid halsring. Den blev først indført til England og sidenhen til Danmark for at forsøge at skabe en blodfornyelse. Den Mongolske fasan er betydelig sværere at opdrætte end Ædelfasanen og Ringfasanen, og dem som forsøgte opdræt af den Mongolske fasan opgav hurtigt dette projekt.
Grøn fasan så man første gang i England i 1880’erne, og i 1907 i Danmark.
Alle troede ført at denne grønne fasan var resultatet af en krydsning mellem den Japanske fasan og Ædelfasanen. Først senere fandt man ud af at den grønne fasan var en mutant, dvs. resultatet af en tilfældig ændring i en celles arveegenskaber (DNA), hvilket i øvrigt også er gældende for den hvide fasan.
Japansk fasan er indført og forsøgt opdrættet i Europa, hvor man også i Danmark forsøgte opdræt på denne fasan, men uden nævneværdige gode resultater.
Andre fasanracer er gennem årene indført og forsøgt opdrættet i Danmark, hvilket fører os hen til den danske Jagtfasan.
Den danske Jagtfasan er i dag en fællesbetegnelse for de fasaner som opdrættes og udsættes i den danske natur, og nedenfor kan man se nogle af de fasan-arter, eller krydsninger, som man har udsat i Danmark:
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” background_color=”#ceedcc”]
Chinesse – Ringneck
Pheasant Cross American
Reeves fasan (Kongefasan)
Polish fasan (se Bazanti fasan)
Bazanti fasan (flere steder i Polen kalder man Bazanti fasanen for Polish Pheasan)
Melanistic fasan
Melanistic Cross fasan
Mongol fasan
Manchurian fasan
Kansas Green fasan
Blue Back fasan
Black Neck fasan
Michigan fasan
Indian Ringneck fasan
Manchurian fasan
Crossed Michigan fasan
White Pheasants (mutant ligesom den grønne fasan)
Amherstfasan (også kaldt Diamantfasanen)
Guldfasan
Sølv fasan
[/otw_shortcode_info_box]
Omhyggeligt avlsarbejde
De Danske fasanopdrættere lægger et stort arbejde i, at producere fasaner som passer ind i den danske natur, og den måde vi driver fasanjagt på i Danmark. Jeg vil nedenfor give et eksempel:
En opdrætter kører med en stamme af fasaner, som han selv kalder den Danske Jagtfasan. En fasantype som er rolig og rimelig omgængelig, og som derfor nemt kan præges på mennesker. Alle fasaner løber, men denne stamme opdrætteren har kørt med i mange år, løber ikke så meget og er derved nemmere at holde på jagtreviret. Desværre er disse fasaner ikke altid de bedst flyvende på den først fasanjagt, hvorimod de flyver betydeligt bedre på den anden fasanjagt, og på den tredje fasanjagt fløj de helt fantastisk.
For at få fasanerne til at være super gode flyvere allerede på den første fasanjagt, valgte opdrætteren at iblande den utrolig godt flyvende Melanistic fasan ind i sin “gamle” fasanstamme. Resultatet udeblev ikke, da det viste sig at fasanerne efterfølgende var fantastisk godt flyvende allerede fra den første jagtdag.
Den seriøse opdrætter havde opnået det resultat som var meningen med at iblande Melanistic fasanen i sin stamme, men nu var der tilsyneladende opstået en andet problem. Tilbagemeldingerne lød på at fasanerne fløj helt fantastisk fra den første jagtdag, men det var ikke mere så nemt at holde fasanerne på reviret, da de løb noget mere end de fasaner opdrætteren tidligere havde leveret.
Jeg håber at denne artikel kan overbevise læseren om, at der kan være stor forskel på hvordan de udsatte fasankyllinger adfærdsmæssigt opfører sig når de er udvokset, ligesom det ikke er lige meget, hvilken opdrætter man vælger at købe sine fasaner hos.
Det er stor forskel på hvilke “krav”, eller rettere sagt forventninger, man bør have til de fasaner man udsætter på jagtreviret.
Hvis man har et meget lille revir, bør første prioritet være at de udsatte fasaner ikke vandrer så meget, og så må fasanernes flyvefærdigheder på de første par jagter nedprioriteres.
Har man et stort revir, hvor der er anlagt remisser/såter ude på markerne, og fasanerne skal flyve fra remisserne og højt ind over skoven, bør første prioriteten være fasanernes flyvefærdighederne, uagtet at fasaner som flyver godt, som regel også vandrer langt omkring. Med disse fugle er der fast arbejde med hjemdrivning af fasaner i store dele af året.
Den “perfekte” fasanrace som bliver stående i udsætningen eller såten, uden at ville udforske omverdenen, og som i en alder af kun 20 uger, letter i såten og flyver mod skoven, i minimum 35 meters højde, er endnu ikke klækket, og bliver det formentlig aldrig.
I øvrigt er alle fasan-arter/krydsninger som udsættes i den danske natur, at regne som jagtbart vildt i henhold til den danske jagtlovgivning.
Læs også: Fasanudsætning er ikke i sig selv skidt for rovfuglene!
