Jeg ærgrer mig over at jeg ikke pakkede alt mit udstyr sammen i løbet af dagtimerne i går, i stedet for at bruge hele aftenen på at rode skuffer og skabe igennem. Jeg kom derfor alt for sent i seng, hvilket jeg kompenserede for ved at sove alt for længe.

Denne dejlige beretning fra en  fasanjagt på Stenstrup gods  er oprindeligt udgivet i Mit Jagtblad nr. 10-2015.

Morgenen blev ikke bedre af, at mit forsøg på at undgå at vække resten af familien mislykkedes totalt. Da jeg ville forlade soveværelset uden at tænde lyset, lykkedes det mig at få vækket min hustru, fordi jeg i mørket fumlede rundt i værelset i et forsøg på at finde døren. Dette gik ikke ubemærket hen, og hun meddelte mig stille og roligt men meget bestemt, at jeg ikke behøvede at vække hele huset, blot fordi jeg en enkelt dag skulle op før resten af familien.

Dette budskab blev lidt senere højlydt gentaget af min dejlige teenager søn, som med store bogstaver fra sit værelse, med al tydelighed tilkendegav sin utilfredshed med min eksistens. Jeg forstår udmærket hans vrede, men jeg vidste jo ikke at radioen stod på fuld styrke da jeg tændte den, og det var heller ikke med vilje at jeg tabte et stort grydelåg på gulvet, i mit famlende forsøg på at lede efter et termokrus i køkkenskabet.

Det værste ved denne kaotiske morgen var dog hundenes bedende, tiggende og sørgmodige udtryk, da det gik op for dem, at de, selvom jeg havde trukket i jagttøjet, ikke skulle med denne morgen.

Til gengæld kan jeg så se frem til deres velkomst, når jeg kommer hjem til aften. Disse både dejlige til tider ildelugtende væsener forsøger på ingen måde at skjule deres gensynsglæde – hvilket min hustru og søn bestemt kunne tage ved lære af.

Endelig er jeg sluppet levende ud af huset, og nu er jeg i bil på vej til Stensgaard på Lolland, hvor der i dag skal holdes klapjagt på fasaner. I forbindelse med at jeg er blevet færdig med at skrive min nye bog om fasaner, har jeg fået lov til at følge jagtgæsterne, klapperne og hundefolkene dagen igennem, så jeg kan få taget endnu flere billeder til min fasanbog.

Jeg glemte naturligvis at tage mit termokrus med det nybryggede varme kaffe med ud i bilen, da jeg tog hjemmefra. Derfor er første stop på ruten motorvejstanken ved Tappernøje afkørslen.

Jeg må bare konstatere at uheldene bliver ved med at forfølge mig. Det lykkes mig at hælde det meste af den dyrt indkøbte kaffe, ned i skødet på mig selv, da jeg sætter mig ind i bilen igen. Jeg er normalt meget glad for mine lædersæder i bilen, men specielt i denne situation er lædersæder yderst ufordelagtige. Efter jeg havde spildt kaffen løftede jeg instinktivt bagdelen fra lædersædet et kort øjeblik, hvorefter jeg satte mig ned i en stor sø af varm kaffe. Jeg bandede og svovlede og bad til gud om at mine bukser ville nå at tørre inden jeg kom frem til Stensgaard. Lige nu lignede jeg mere en middelaldrende sur mand, som gennem mange år havde ignoreret sine prostata problemer, end en semiprofessionel fotograf med det bedste Canon udstyr på markedet.

Mine jagtbukser opsuger på et splitsekund den halve kop kaffe på sædet, og jeg kører ud på motorvejen igen. Efter et par minutter sidder jeg i mine egne tanker og fantaserer om høje fasaner, som vælter ind over skyttekæden. Fantasien får frit spil, og jeg kan så let som ingenting forestille mig selv i en jagtsituationen, hvor en fasan i god højde komme flyvende direkte mod mig. Det er den første fugl på vingerne i den første såt på dagen, og alle mine jagtkammerater har rettet blikket mod præcis denne fugl. Jeg følger fuglen koncentreret, og da den er på skudhold kaster jeg i en glidende og rolig bevægelse geværet til skulderen. Jeg fanger fuglen og trækker igennem den bagfra, og selvom jeg ikke kan se fuglen, fortsætter jeg mit træk samtidig med at jeg på det rigtige tidspunkt afgiver mit skud. Der går et splitsekund, hvorefter jeg gennem en sky af fjer ser fasanen kaste sit hoved bagover og den falder stendød til jorden….

Læs også: Fasanudsætning er ikke i sig selv skidt for rovfuglene!

Med et sæt bliver jeg pludselig revet ud af denne dejlige drøm, da jeg bliver nødt til at bremse op for et lastvognstog, som pludselig skifter fra inderbanen til yderbanen.

Nå ja, det er jo heller ikke mig som skal skyde i dag, jeg skal blot skyde med mit kamera, hvilket bestemt heller ikke er så nemt, hvis ellers resultatet skal blive til gode billeder til bogen.

Jeg nyder faktisk den lange køretur i bilen, hvor jeg alene kan sidde og fundere over tingene og drømme om de høje fasaner og godt hundearbejde m.m. Det er skønt at drømme og forstille sig disse ting. Paradoksalt nok skyder vi aldrig forbi til højtflyvende fasaner i en drøm, selvom vi alle udmærket er bekendt med vores egne gode eller mindre gode skydefærdigheder. Positive drømme er dejlige, og som en bjørnejæger engang sagde til mig, mens vi sad ved bålet en sen aftenstund i det nordlige Californien, “life is built on dreams”, og hvor har han dog ret.

Jeg er ved at være fremme på Stensgaard, hvor den nuværende skytte Morten Löth gennem en årrække har opbygget et fantastisk jagtterræn. Der er remisser og levende hegn efter alle kunstens regler, ligesom flere forskellige slags vildtagre, sikrer at fasanerne bliver på reviret både efteråret og vinter.

Jeg kender heldigvis alle hjælperne, da jeg normalt apporterer på stedet, hvorfor gensynet med disse herlig livsbekræftende personer altid er en fornøjelse.

Efter morgenmaden i slyngelstuen, hvor skytten Morten Löth via grundige tegninger på en tavle, gennemgår dagens såter for alle hjælperne, er det tid til morgenparolen.

Foran Stengaard’s imponerende og nyopførte hovedbygning, byder dagens jagtleder godsejer Christian Nymann alle velkommen. Der gives informationer om dagens program, hvilke patroner som må benyttes på dagen samt en gennemgang af en sikker bøsseføring, mens alle nipper til et lille glas af nabogodset Frederiksdal’s prisvindende lollandske kirsebærvin. Vinen er lavet på de lokale Stevnskirsebærtræer, og bærrene herfra regnes i øvrigt for ét af verdens allerbedste bær.

Efter parolen stiger jagtgæsterne, apportører, springerfolkene (driverne), stopklappere og andre på de respektive vogne, som dagen igennem vil transportere os alle sikkert rundt på reviret.

Efter parolen er jægerne på vej i til den første såt

Første såt ligger helt ud til Langelands Bæltet, og kaldes overraskende nok Stranden. Denne såt består af et større sivområde, som er suppleret med vildtagre som majs, hirse m.m., hvor fasanerne fra udsætningspladserne i skoven, ynder at opholde sig i dagtimerne. Da der i dag er en god pålandsvind, er det planen at fasanerne lettes op mod vinden, hvorefter de gerne skulle dreje rundt, og flyve højt ind over løvtræerne i skoven som ligger ca. 100 meter fra såten.

Godsejeren fører selv alle jagtgæsterne frem til de opsatte skyttepinde, hvor jagtgæsten (hvis han skulle være i tvivl) får en kort breafing om, hvorfra drevet kommer, og hvordan man forventer at fasanerne vil komme til denne post.

Alle 12 jagtgæster er sat af og såten blæses i gang. Spaniel folkene med de ihærdige og særdeles jagtivrige hunde, går i gang med at drive og får hurtigt lettet de første fasaner. Da fasanerne drives op i vinden, tager de hurtig højde mens de drejer rundt i vinden og med god fart flyver mod skoven. Der bliver leveret nogle flotte skud til de højtflyvende fasaner, men der er også en del som ikke blot slipper forbi jagtgæsterne i skyttekæden, men også overlever skud fra jagtgæster fra andet geled, 50 meter inde i skoven på en skovvej. Grundet den gode vind er det ikke kun højden på fasanerne, men bestemt også den høje hastighed de flyver ind over trætoppene med, der kommer bag på en del af jagtgæsterne.

Da en gammelrå med sine store lam, pludselig og uden forvarsel beslutter sig for at tage flugten diagonalt gennem såten, letter flere hundrede fasaner på nogle få sekunder. Himlen bliver med et levende af flyvende fugle, og ens for dem alle er, at de flyver mod sikkerheden i skoven.

Fra vores walkier kan vi høre skyttens desperate og højlydte stemme råbe: Stop… stop…. stop…, samtidig med at spanielsfolkene får travlt med at kalde hundene til sig. Der opstår en dyb radiotavshed på walkien, og lidt efter kan vi alle i walkien høre skytten stille spørgsmålet: Hvad fan… skete der? Skytten bliver mere rolig da han bliver informeret om, at det var råvildt som løb tværs gennem såten. Okay… lyder det på walkien fra skytten, efterfulgt af; Vi fortsætter stille og roligt…, vel vidende at der stadig er mange fasaner tilbage i såten.

Da råvildtet får lettet de mange fasaner i såten, er jeg placeret tæt på en jagtgæst, for at tage billeder af ham og fasaner i luften, og jagtgæsten er efterfølgende overbevist om, at der ikke er flere fasaner i denne såt.

fasaner i luften på vej mod skovbrynet

Heldigvis bliver jagtgæstens påstand gjort til skamme, da de rutinerede og erfarne spanielsfolk med deres dygtige hunde, stille og roligt får lettet masser fasaner. De lettes i små buketter af 4-6 fugle af gangen, som og flyver straks mod skoven, mens de spreder sig som en vifte ind over skyttekæden.

Inden såten bliver helt tømt for fasaner, blæses den af og alle spanielsfolk, stopklappere m.fl., trækker sig stille og roligt tilbage og væk fra såten.

Jagtgæsterne aflader og samler de mange tomme fasanhylstre op, inden de går tilbage mod samlingspunktet, hvor apportørerne og de andre hjælpere kommer slæbende med alle de opsamlede fasaner. Først lægges alle fasanerne pænt op langs skovvejen, hvorefter de får bånd på og bliver hængt på vildtvognen.

Godsejeren tager kort kontakt til hver enkelt jagtgæst for at høre, hvor mange fasaner der er ramt inklusiv de anskudte, så hundefolkene kan få samlet op.

Alle er meget tilfredse med dagens første såt og mens jeg får taget nogle gode stemningsbilleder af jagtgæsterne, hører jeg skytten sige til et par af apportørerne, at der i forhold til, hvor mange fasaner jagtgæsterne har meldt, mangler 12 fasaner. Det kan sagtens være forkerte meldinger fra jagtgæsterne, men for en sikkerheds skyld beder skytten 2-3 apportører om at gennemsøge nogle bestemte områder.

en lys labrador apportere en nedlagt fasan

Vi kører videre til næste såt, og mens jagtgæsterne hygger sig i den store vogn, som er specielt fremstillet til at transportere personer rund på reviret, er et ukendt antal drivere kørt i forvejen, og allerede i gang med at drive ind til denne såt.

Da jagtgæsterne ankommer til dagens anden såt, er det igen godsejer Christian Nymann som sætter skytterne af. Apportørerne følger med på behørig afstand bag ved jagtgæsterne, og hver gang der afsættet en jagtgæst ved en skyttepind, går en apportør ind og tager opstilling ca. 20-30 meter bag ved gæsten. Herfra kan apportøren stå og følge med i, hvilke fasaner jagtgæsten skyder til, og hele tiden have et overblik over hvilke fasaner der dødskydes, hvilke der anskydes og hvilke som ikke rammes. Udfra disse observationer sendes hundene ud at apportere. Anskydninger har altid førsteprioritet

Læs også: Fasanjagt på Solvig

Det viser sig, at den jagtgæst jeg stiller mig ved siden af i denne såt, udvælger sine fugle med omhu. Dette resulterer i at han i flere tilfælde slet ikke skyder til fuglene, selvom de efter min overbevisning er indenfor skudhold. Det gik på ingen måde ud over jagtgæstens skudstatistik – tværtimod

Da jagtgæsten og jeg efter såten er blæst af, sammen går op til vognene, kan jeg ikke dy mig for at spørge ham om, hvorfor der var nogle fasaner, han valgte ikke at skyde på. Jeg beundrer den dag i dag stadig hans svar. Han sagde at klapjagt på fasaner var rimeligt nyt for ham, og selvom han havde besøgt skydebanen mange gange op til denne jagtsæson, ville han ikke skyde til fasaner, som han ikke mente han kunne ramme. Jeg kunne kun nikke anerkendende og give ham ret. Omvendt kunne man måske også få den tanke, at han så skulle træne noget mere, før han begav sig ud på en større klapjagt. Uanset hvad man mener, er essensen i det han sagde, noget vi andre jægere kan lære af. Hvis skud til nogle fasaner, krævede bedre skydeegenskaber end du kan præstere, så lad være med at skyde – respekt herfra.

skytte med fasankok
Skytte på Stensgaard Morten Löth

Dagens tredje såt gik lige så godt som de to første, og skytten havde det store smil på, da jeg mødte ham ved vildtvognen. Her var han i gang med at finde ud af, hvor meget der indtil nu var skudt. Efter endt optællingen af de skudte fasaner i de første tre såter, havde skytten fået det luksusproblem, at en kombination af, at han havde styr på sine fugle, og at dagens jagtgæster var særdeles godt skydende, resulterede i, at der allerede på nuværende tidspunkt var skudt rigtig mange fasaner.

Derfor blev de planlagte såter om eftermiddagen ændret, da man ellers ville ende med at skyde mange flere fasaner, end der var bestilt.

I skoven kunne man høre hornblæsere blæse frokostsignalet, og alle var klar til at indtage den lette frokost i skoven. Man har på Stensgaard valgt at jage igennem, kun afbrudt af en kort frokost med en let anretning, hvorefter der senere bliver serveret varmt mad.

Selvom frokostpausen er kort, bliver den på ingen måde mindre hyggelig, da den i dag indtages i den smukke nyopførte 6-kantede store og rummelige bålhytte, som man har placeret i skoven. Med bålhyttens åbne sider, den store bålplads i midten og det genialt integrerede shelter, føler man sig rigtig som et naturmenneske.

Jeg har fundet en god plads i bålhytten, og mens jeg bliver tiltrukket af flammerne, mærker jeg, hvordan varmen fra bålet, trænger gennem mit tøj og ind under huden. Jeg kigger beundrende på de trætte og udmattede hunde som har lagt sig ned uden for bålhytten. De venter kun på at deres ejere kommer ud til dem igen med en godbid fra frokosten. Nu skal de ud og lave det de elsker allermest – ud at apportere og flushe (lette fugle).

Inden jeg bliver helt tryllebundet af flammerne fra bålet, hæver skytten stemme og meddeler, at der er afgang om 5 minutter, og at de 4 minutter er allerede gået.

Jagtselskab stiger op i jagtvognen på fasanjagten

Efter at have sat ny uofficiel verdensrekord i oprydning i en bålhytte, er vi alle nu på vej til den første såt efter frokost. Den kaldes Gartnerfolden og plejer at byde på ufattelig mange fasaner.

Skytterne bliver sat af langs et større stykke med rækker af thujaer, som årligt udnyttes til pyntegrønt. Thujaer støder op til højskov, og foran skyttekæden kan man se over til det majsstykke, hvor fasanerne skal lettes fra. Majsstykket hænger sammen med en bagvedliggende mindre løvskov, hvori der forefindes en rigtig god og beskyttende underskov bestående af bla. et større sivområde. De første fasaner er allerede begyndt at lette, og meget få slipper igennem, når de kommer enkeltvis. Dette er en rigtig slå-ihjel-såt, da størstedelen af fasanerne passerer skyttekæden i en passende højde, som ikke stiller de største krav til jagtgæsternes skydefærdigheder.

Jæger på post venter på fasanerne

Mens jeg fotograferer på livet løs med mit Canon, nyder jeg, hvor skønt det er at opleve at fasanerne dagen igennem, bliver lettet fra såterne uden at man hører et eneste råb fra driverne. Årsagen er ganske simpel. Alle kender deres opgaver, og al kommunikation mellem skytten og driverne foregår via walkier.

Fasanerne lettes dagen igennem på en måde, så alle jagtgæsterne får skudchancer til fasaner, uanset hvor i skyttekæden de er placeret. Driverne og deres hunde stopper op, lige så snart der har været mange fasaner på vingerne. Når driverne er sikre på, at alle har genladt, fortsætter de med at drive og flushe fasaner, som efterfølgende flyver ind over skyttekæden for at komme i sikkerhed. Fordelingen af fasanerne langs skyttekæden, og de indlagte pauser så jagtgæsterne kan nå et genlade, er ingen tilfældighed. Det skyldes udelukkende skyttens mangeårige erfaring i, hvordan god fasanjagt afvikles, og hvordan styringen af driverne og deres hunde skal udføres.

Såten blæses af og den blev lige så vellykket, som rygtet havde foreskrevet. Apportørerne arbejder på højtryk bag ved skyttekæden i thujaerne, og da de også kommunikerer via walkier, hører man heller ikke noget til dem.

Erfarne drivere med labrador og spaniels driver såterne af

Dagens sidste såt kaldes tennisbanen.  Og hvorfor den kaldes tennisbanen, finder man ud af, hvis man går langt ind i skoven bag ved udsætningen for her ligger en noget slidt tennisbane. Selve såten er et ca. 900 meter langt levende hegn, som ligger vinkelret på skoven. Det brede hegn består af en række høje træer i midten, som står på kanten af en dyb grøft med vand i. Der er på begge sider af denne lange såt flere rækker af tætte buske og der er suppleret med majs på den første fjerdedel mod skoven. Majsen fra skovkanten og et stykke ud langs det levende hegn er knust, så man kan lette fasanerne et godt stykke ude i hegnet, hvorefter de i god højde og med en god fart suser mod skoven.

Skyttekæden når kun lige at blive sat på plads langs skovkanten, før de første fasaner letter langt ud i hegnet. Vinden er endnu ikke aftaget, så fasanerne udnytter vinden og stiger højt til vejrs, hvorefter de kommer som projektiler mod skyttekæden.

De første fasaner som passerer skyttekæden i god højde, er i den kraftige medvind  tæt på deres maksimale hastighed, hvilket vil sige ca. 90 km/t. Disse fasaner passerer første og andet geled af jagtgæster, uden så meget som en halefjer strejfes.

Der fortsætter med at komme fasaner ind over skyttekæden, og nu kan man se at nogle af jagtgæsterne har fået trukket noget længere frem på fuglene, da de begynder at ramme dem.

Til højre for mig hører jeg en af jagtgæsterne bande højlydt, da han i de første seks skud ikke har været i nærheden af de tre fasaner han indtil videre har skudt til. Den fjerde fasan han skyder til må dog kapitulere og falder stendød til jorden, langt inde i skoven bag os. Det tilfredse smil der pludselig breder sig over jagtgæstens ansigt, mens han kigger mod naboskytten, som anerkendende letter lidt på hatten, giver jagtgæsten selvtilliden tilbage, og nu fortsætter han med at hive den ene fasan efter den anden ned fra himlen – imponerende skydning.

Jeg forsøger med mit kamera at følge en stor fasankok, der udnytter vinden, og buldrende stiger til himmels, som en helikopter. Det ses tydeligt, hvordan den bruger vinden til at tage højde, mens den langsomt stadig stødt stigende i fremadgående hastighed, svinger rundt i en halvbue. Den forsøger at finjustere flugtretningen med sine lange halefjer, indtil den fastsætter kursen ind mod skoven, hvor den i meget høj fart nærmer sig skyttekæden. Dette er dagens fasan, som alle vil skyde, og da den i stor højde med en ubeskrivelig speed passerer skyttekæden, tror jeg at samtlige jagtgæster i deres iver for at nedlægge den, afgiver ét eller flere skud til den. Fasanen slipper gennem haglbygerne med livet i behold, og alle følger denne fasan så langt øjet rækker.

Dagens sidste såt blæses af, og alle taler om, hvor ærgerligt det var, at de ikke fik ram på “dagens fasan”.

Dagen sluttes af med en stor og flot velanlagt vildtparade på plænen foran Stensgaard nyopførte hovedbygning. Her ligger det skudte vildt på snorlige rækker, og de antændte bål i hvert hjørne, fastfryser et billede på vores nethinder, som i lang tid fremover vil minde os om en fantastisk klapjagt på Stensgaard.

Skytten Morten Löth og alle hans hjælpere, leverede dagen igennem fasanjagt når det er bedst – og udfra nogle jagtgæsters træfprocenter, også fasanjagt når det er sværest.

Foto: Kim Lindgren