Ny forskning skal nu give mere viden om de kontroversielle skader på træer og buske i områder med robuste elgbestande. Det er det svenske landbrugsuniversitet (Sveriges Lantbruksuniversitetet – SLU) i Umeå, der vil undersøge præcist, hvordan og hvor meget elgene egentlig spiser i områder med nyplantet skov i løbet af året.

Meldinger flere steder i Sverige tyder på, at elgbestanden er faldende og visse steder nu er påfaldende lille. Ifølge en del jægere skyldes det blandt andet, at de store skovselskaber, som ejer meget store skovområder i Sverige, presser på for at jægere skal afskyde flest mulige elge. Selskaberne mener, at elgene laver ret alvorlige skader i skovene. Især går det ud over planteringer med mange unge eller nyplantede træer. Det kan der muligvis være noget om, men kunsten må være at finde balancen mellem acceptable skader i skoven og opretholdelsen af en robust bestand af elge.

Læs også: Elgjagt i Sverige med forviklinger og hårdt arbejde

Den balance kan måske blive lidt lettere at finde med mere fakta om, hvor meget og hvad elgene rent faktisk spiser i løbet af sommeren. Det vil det nye forskningsprojekt opnå ved at udstyre tre elgtyre med hver sit private kamera.

De tre tyre findes på den norske ø Vega. Kameraerne vil optage alt hvad de spiser, og hvornår de gør det.

”Vi regner med at elgenes spisevaner bliver filmet hele juli måned, så vi kan få et overblik over hvilken føde, der er vigtigst for elgene,” fortæller Robert Spitzer, der er forsker ved Sveriges Lantbruksuniversitet i Umeå. Han har tidligere forsket i, hvorledes hjortearter vælger deres føde.

Robert Spitzer, SLU
Forskeren Robert Spitzer skal følge elgenes spisevaner ved hjælp af kameraer. (Foto: Susanna Bergström, SLU)

Man ved, at elge behøver en blanding af kulhydrater, fiber, sukker, fedt, stivelse og forskellige mineraler, men andre ting kan også friste. Derfor bevæger dyrene sig en del.

”Det virker som om elgene blandt andet balancerer deres kost ved at spise blåbærris og skud fra fyrretræer. Kan vi finde ud af, hvordan de fordeler det, så kan vi arbejde med at mindske trykket på de unge træer i plantagerne.

De tre elge på den norske ø bærer i forvejen rundt på GPS sendere, der gør der muligt at følge deres bevægelser. Nu får de så også kamera på, og så kan man registrere præcist, hvad de spiser og hvor.

Læs også: Tag med på Elgjagt med Karelsk Bjørnehund

Kameraerne ligner GOPRO kameraer, men er af bedre kvalitet. Den eneste udfordring er, at deres SD kort kun kan indeholde 16 timers video. Det problem løser forskerne dog ved at indstille kameraerne så de filmer i 20 sekunder og derefter holder pause i 3 minutter. På den måde skal kortene ikke tømmes konstant.

Robert Spitzer, forsker, Sveriges Lantbruksuniversitet
Robert Spitzer har tidligere forsket i hjortearters fødesøgning. (Foto: Susanna Bergström, SLU)

Forskerne kan fjernudløse kameraerne således, at de falder ned i skovbunden og kan samles op. De forventer også at GPS-registreringen vil gøre det muligt at finde nøjagtigt de steder, hvor elgen har spist og derefter analysere næringsindholdet i deres føde.

Se video af elg med elgkamera i funktion her: